Hjemmelavet ravioli med spinat, salvie og ricotta

 

Vælg et land og lad det udgøre temaet for jeres weekend

Nu og da trænger vi alle sammen til, at der er et eller andet projekt, der kan samle os lidt som familie. Ofte rammer vi fredag eftermiddag på samme måde som avisen rammer dørtrinet foran amerikanske forstadshjem - flyvende gennem luften og boiing: The eagle has landed! Weekenden har det med at være omme ligeså hurtigt, som avisen ramte dørtrinet, så det er altid godt at have en plan i ærmet for, hvordan weekenden kan tilbringes godt. Så her kommer én. Hvad med at I en gang imellem vælger at rejse lidt i fantasien og sætte kurs mod et land, I beslutter jer for forinden. Dette land kan udgøre jeres tema for weekenden, og I kan udforske lidt om, hvad man spiser, hvordan man laver maden og hvordan den smager. I kan dele med hinanden, hvad I ved om landet, og læse lidt op på deres traditioner og mest afholdte ritualer. I kan weekenden forinden diskutere, hvilket land, det kunne være sjovt at rejse til, og så kan I måske dele jer lidt ind i hold og hver tage en opgave på jer - f.eks. at bage en kage fra det land, lave en simpel middagsret, at finde en god film fra det land, I kan se til en fælles hjemmebio-aften etc.

siforellana-rom.jpg

Nedenfor får du en idé til en lækker ret, jeg var lærte at lave helt fra grunden på en mad- og fotoworkshop, jeg selv afholdt i Rom sammen med en god veninde og kollega tilbage i 2016. Og til min store glæde viste den sig faktisk at være langt nemmere at lave, end man skulle tro. Vi brugte frisk spinat til retten, som vi gik ned og plukkede i køkkenhaven på den gård lidt udenfor Rom, hvor vi afholdt arrangementet, men da der skal helt vildt meget frisk spinat til, har jeg i stedet valgt at angive her, hvor meget frossen spinat, du skal bruge. Opskriften stammer fra min helt nye temabog, “Weekendhygge”.

 
 
sif-orellana-ravioli

Ingredienser

450 g frossen spinat
250 g ricotta
200 g friskrevet parmesan
friskrevet muskatnød
salt og friskkværnet peber
skallen fra ½ citron

Sauce
100 g smør
bladene fra et lille bundt frisk salvie
50 g friskrevet parmesan

Drys
parmesan efter behag

sif-orellana-hjemmelavet-pasta.jpg

Fremgangsmåde

Dræn spinaten for vand, og hak den fint. Bland den sammen med ricottaen. Tilsæt derefter den friskrevne parmesan, lidt revet muskatnød, salt og friskkværnet peber. Tag pastadejen ud af køleskabet og skær et stykke af. Rul først stykket ud med en kagerulle, så du kan bringe det igennem højeste indstilling på din pastamaskine. Dæk resten af dejen med et fugtigt viskestykke, så den ikke tørrer ud i mellemtiden.

Drys lidt durumhvede på bordet og rul pastaen ud i lange pastaplader. Kør pastaen igennem 2-3 gange fra højeste til den 3. laveste indstilling på maskinen. Udstik raviolicirkler med en ravioli-udstiksform eller et glas (ca. 8 cm i diameter). Læg en skefuld spinatfyld på hver cirkel. Dyp din højre pegefinger i lidt vand og “pensl” den ene halvdel af kanten med vandet. Føj den anden halvdel af cirklen henover den med vand og luk ravioloen med fingrene. Sørg for at alt luft bliver presset ud. Når alle ravioli er lukkede, presser du med en gaffel kanten rundt for på den måde at forsegle dem helt.

Lav da saucen: Smelt smørret med hele blade frisk salvie på en pande, og hold det varmt. Kog raviolierne i let saltet vand i 3 min., og tag dem op med en hulske. Tilsæt lidt af pastavandet til smørret og slyng det let rundt. Hæld raviolierne op på panden. Slyng dem rundt og tilsæt parmesan, indtil saucen er cremet. Tilsæt evt. lidt mere pastavand, hvis saucen bliver for tyk. Du skal bruge en pande med høje kanter til at slynge retten rundt. Lad den lige netop koge op, og sluk så for blusset.

Portionsanret retten på tallerkener og drys med parmesan. Server evt. med en salat af iturevne romainesalatblade tilsat hakkede valnødder, pærer i skiver og parmesanflager vendt i en dressing af saften fra en citron og 3-4 spsk ahornsirup.

siforellana-artiskokker.jpg
IMG_3388.1.jpg

siforellana-weekendhygge

Find mere inspiration her!

Reklame | Opskriften på ravioli med spinat, salvie og ricotta kommer fra min helt nye temabog, “Weekendhygge”, som er proppet med idéer til nem weekendmad, ganeforkælende snacks, skøn morgenmad og sjove og kreative aktiviteter ude og inde osv. Det er her, du kan hente inspiration til weekenderne og til hvordan du på simpel vis skaber værdifulde oplevelser og minder, der kan styrke familiens bånd.