FAQ
Hej kære læser.
Jeg har lavet denne FAQ-side med nogle af de spørgsmål, jeg får igen og igen via min hjemmeside og de sociale medier og, når jeg er ude at holde foredrag, optræde eller afholde workshops. Hvis du har spørgsmål, der ikke besvares nedenfor, er du velkommen til at skrive til mig via min kontaktside, og måtte dit spørgsmål være af en karakter, der også måtte have relevans for andre, vil jeg gentage spørgsmålet og føje mit svar til herinde.
Kærlig hilsen
1. Hvordan vil du beskrive dig selv i 2 ord?
Præcis den opgave fik jeg for ti år siden til et seminar i personlig branding med branding-ekspert, Peter Horn. Alle os tilhørere fik nøjagtig fem minutter til at komme op med et svar på, hvilke to ord, vi ville vælge til at beskrive os selv rent arbejdsmæssigt. Under pres snurrer hjernen nogen gange hurtigt, og hvad der spyttes ud kan forekomme at være meget tilfældigt og impulsivt. Ikke desto mindre kom ordene: Passioneret idémager til mig, og de indrammer faktisk perfekt, hvordan jeg ser mig selv rent professionelt.
...
2. Forklar passioneret idémager.
Jeg elsker at få idéer og bringe dem igennem alle faser henimod en realisering. Jeg nyder at løse udfordringer, at bringe min fantasi og forestillingsevne i spil og se noget, der endnu ikke er. Dette er ikke bare noget, jeg gør for at tjene til dagen og vejen - det er noget, jeg har en glødende interesse for - derfor “passioneret idémager”.
...
3. Nogle mennesker oplever, at de er på en mission. Er du?
Jep, det har jeg altid joket med - at jeg føler mig som en "woman on a mission". Siden jeg var en lille pige har jeg haft et stærkt ønske om ikke blot at lade mine drømme forblive drømme, men at gøre, hvad jeg kan for at bringe de vigtigeste til verden. Jeg har altid været på en mission, der handler om at bruge mig selv og dette liv godt i den hensigt at inspirere og motivere andre til at forløse deres potentiale.
...
4. Har du en yndlingsret, og hvis ja, hvad er det så for én?
Der er så mange skønne retter, jeg elsker, men skal jeg vælge én, må det være Spaghetti Bolognese.
...
3. Hvorfor hedder dit forlag Tinkerbell Books?
Tinkerbell er den engelske titel på den lille alf, Klokkeblomst, i Peter Pan skabt af den skotske forfatter J.M. Barrie. Det siges, at Tinkerbell er født af et nyfødt barns første grin, og er af vinden bragt til Pixie Hollow, som er en del af Ønskeøen. Hendes styrke er at reparere og gøre ting intakte igen. Hun kan desuden drysse tryllestøv udover mennesker og således bibringe dem evnen til at flyve, hvorved de kan se deres liv fra et nyt og andet perspektiv. Dét, den lille livskraftige alf står for, er aspekter, jeg vil gøre mit ypperste for at udfolde i forskellige nuancer i mit forfatterskab, mit forlag og mine øvrige projekter.
...
4. Hvad har været din motivation og din drivkraft i dit professionelle liv?
Lysten har drevet mig i de retninger, mit professionelle liv har taget - lysten til at bringe projekter til verden, hvor jeg har kunnet bruge min kreativitet og dybfølte glæde ved at fortælle historier i ord og billeder, der har kunnet inspirere, motivere og give mennesker tro på egen formåen.
...
5. Hvordan lader du op?
Jeg fordyber mig i gode bøger, skriver idéer og tanker ned i min notesbog, fotograferer, går en god gåtur med vores hund, dyrker yoga, bager, går i biografen, tilbringer tid med min familie og mine venner, laver og spiser masser af god mad, slænger mig i sofaen med familien og ser en god film eller serie osv.
...
6. Du rejser meget - hvad er din yndlingsdestination?
Det er næsten ligeså svært at svare på, som hvad min yndlingsret er. Der er så mange vidunderlige steder rundt om på kloden. Det sted, jeg dog søger tilbage til igen og igen, og nærmest har en kronisk længsel efter er Paris. Jeg boede i byen som ung, og har elsket den lige siden.
...
7. Hvilke værdier er vigtigst for dig at leve dit liv efter?
Tillid. Integritet. Frihed. Transformation. Passion.
...
8. Bliver du aldrig udmattet?
Jo da, selvfølgelig gør jeg det. Eksempelvis arbejder jeg meget intenst op i mod deadlines på mine bøger og er så fordybet i processen, at jeg først bagefter opdager, hvor mange kræfter, jeg har investeret. Jeg nyder at skrive bøger, undervise, starte nye projekter op, og lave de ting, jeg ellers gør i mit professionelle liv, og det betyder selvfølgelig, at jeg også nu og da møder udfordringer, der kræver en ekstra indsats, og en stærk tro på, at tingene nok skal finde sin løsning. I de sammenhænge kan jeg naturligvis godt blive lidt flad på batterierne, men jeg har en god portion fighter-blod i kroppen, og går gerne igennem ild og vand for, hvad jeg tror på.
...
9. Hvorfor blev du selvstændig?
Fordi drømmen om og lysten til at bringe mine drømme som forlægger på vinger blev så stærke, at jeg ikke længere kunne overhøre dem. Jeg længtes efter et liv, hvor jeg var herre i mit eget liv, selv rådede over min tid og kunne disponere frit over, hvilke projekter jeg ville søsætte og i hvilken form. Og jeg har ikke i to splitsekunder fortrudt min beslutning.
...
10. Tror du på tilfældigheder?
Jeg tror på, at ting ofte sker af en årsag, og at der kan være en lære gemt i selv de gaver, der kommer i rigtig grimt indpakningspapir.
...
11. Hvad tror du på?
Jeg tror på, at meningen med livet er at finde sit eget formål. Jeg ved, at det kan være en udfodring for de fleste at blive sig bevidst, hvad dette "formål" er, og at mange må gå nogle runder i livets manege, før de får færten af det. Jeg tror på, at vi mennesker kan udrette næsten alt, vi ønsker, så længe, vi vil det nok. Jeg tror på, at kærligheden er den stærkeste værdi og kraft her på jorden, og at den er en helt grundlæggende forudsætning for, at vi trives og finder mening - både kærligheden til os selv og andre.
...
12. Er du god til at sætte dig mål og nå dem? Hvordan gør du?
Ja, det er jeg god til. Jeg tænker meget over, hvad der er vigtigst i mit liv, vel vidende, at der ikke er timer nok i døgnet til at nå det hele. For mig gør det intet, at jeg har travlt. Jeg nyder at bruge mig selv og mit liv godt. Hvad der er vigtigt er blot, at jeg har travlt med det rigtige - og det inkluderer også at sætte tid af til at have travlt med at lave ingenting. Tid, luft og ro til blot at være er også en nødvendighed for det er dér, man lader op, mærker sig selv, gør status og finder retning.
...
13. Hvordan har du stykket dit privatliv og dit arbejdsliv sammen, da dine sønner var små?
Mit privat- og arbejdsliv flød meget sammen, da mine drenge var små, og det er på mange måder derfor, jeg oplevede at brikkerne i puslespillet gik op. Mine sønner var en stor og vigtig del af det liv og de aktiviteter, jeg beskrev og gav inspiration til i mine bøger. Vi har været på mange rejser sammen for at finde spændende idéer af kulinarisk og kreativ karakter, vi kunne dele, og hver af mine sønner har på hver deres måde bidraget med input til bøgerne, hvilket har været rigtig sjovt og har haft en enorm samlingskraft i vores familie.
...
14. Hvordan reager venner og familie, når du rykker på dine idéer?
De kender mig og holder jo af mig for den, jeg er. De ved, at jeg i perioder kan lade mig opsluge helt og fuldt af mine skriverier og insisterer på at gøre mit bedste for at bringe mine projekter ud over rampen. Det giver mig energi og glæde at have friheden til og muligheden for dette, og det støtter de mig i.
...
15. Hvorfor er du god til at få idéer? Hvordan gør du?
Vi mennesker har nok hver vore styrker, og idérigdom, kreativitet og kærlighed til læring er nogle af mine topstyrker. Jeg har altid haft en meget levende forestillingsevne, et rig drømmeliv og så elsker jeg at finde løsninger på udfordringer, der umiddelbart kan være svære at se vejen ud af. Jeg er dybt fascineret af fortællingers kraft, nyder at tænke ud af boksen og få øje på nye veje til målet. Jeg gør såmænd ikke noget særligt for at få idéerne til at springe - de kommer bare. Det er en naturlig del af at være mig.
...
16. Kan du bedst lide at være din egen chef?
Ja, jeg elsker den frihed og det råderum, der hører med til at være min egen chef.
...
17. Jeg har læst om dine kurser på engelsk. Overvejer du at holde dem på dansk?
Ja, det gør jeg, og det er en plan, jeg ønsker at gøre noget ved i løbet af 2020.
...
18. Hvem har designet din blog?
Det har jeg selv.
...
19. Hvilket kamera bruger du til at skyde dine billeder med?
Et Canon Eos 5D, mark IV
...
20. Har du nogen gode råd?
Jeg vil rigtig gerne dele et gruk med dig, som rummer en livsfilosofi, jeg har levet efter, siden jeg var en lille pige. Grukket stammer fra en gruksamling af Piet Hein og jeg fandt bogen i min mormors bogreol, da jeg var omkring 12 år gammel. Det lyder sådan her: “Ting vi gerne vil er fjerne, ting vi vil, når vi til, thi at ville er den lille smule mer’ end gerne ville”. Budskabet er jo rimelig klart: Find ud af, hvad der er meningsfuldt for dig i dit liv og tag hver dag skridt henimod de ønsker, du har og de mål, du sætter dig. Man kommer ingen vegne ved at gøre tingene halvt - det handler om at lægge hjerte og sjæl i at få de ting til at ske, man virkelig drømmer om. Det er efter min mening vejen til et liv i lykke, trivsel og balance.