#ff28a2

Lækre brød

Nemt, lækkert og bare godt - og så dufter der herligt i hele huset, når ovndøren åbnes og brødene tages ud.

Ridderens lykkebrød

 "Der var en gang en ridder, der hed Guldhjerte. Han var stærk, tapper og respekteret af alle for sit ædle hjerte. Kun én mand kunne gøre ham rigtig bange, og det var Kong Dragefod. Han var nemlig så ond, at alle blomster og planter visnede omkring ham, hvor han end viste sig. En tidlig morgen kom Ridder Guldhjerte ridende hen ad en regnvåd sti. Fra bunden af en vandpyt så han et forunderligt lys stråle op imod sig. Guld- hjerte vidste straks, at der måtte være tale om en genstand, der besad en magisk kraft, for ellers ville den ikke glimte med sådan en styrke. Han sprang af hesten, gik hen til pytten, stak hånden ned igennem vandskorpen og ..."

Sådan starter historien om Ridderens lykkebrød, som er titlen på det brød, du får opskriften på her. Resten af historien kan du læse i rollinger & roulader. Du må ikke lade dig afskrække af, at brødet er et døgns tid undervejs, dette italienskinspirerede brød, for der er kun ganske lidt arbejde involveret i processen. Det tager blot 6-8 minutter at røre og ælte dejen sammen på 1. dagen, og omtrent det samme at forme den til et lykkebrød den efter- følgende dag. Så prøv brødet ved lejlighed. Det adskiller sig både i smag og krumme fra den typiske franskbrødsdej, og er et brød med meget karakter – for ikke at glemme al den lykke, det beriger jer med, når det bringes nybagt ud af ovnen.

Fremgangsmåde

 1. dag:

Smuldr gæren i en stor skål og tilsæt de to slags mælk og det smeltede smør. Tilføj salt, sukker og de tre meltyper. Rør først dejen sammen med en ske og ælt derefter. Læg plastfilm over skålen eller anbring skålen i en stor ren plasticpose og slå en knude. Sæt den i køleskabet i et lille døgns tid. Er det efterår eller et lunt vinterdøgn, kan skålen også anbringes på terrassen eller altanen.

2. dag:

Rul dejen ud til en ca. 60 centimer lang pølse. Sno den mange gange og saml den til en ring. Læg den på en bage- plade med bagepapir. Lad den efterhæve tildækket i ca. 1⁄2 time. Pensl ringen med vand og drys med durummel til pasta eller alternativt groft majsmel. Bag den midt i ovnen i cirka 30-40 minutter ved 200 grader.

Ridderens lykkebrød

Ingredienser

  • 25 g gær
  • 4 dl mælk
  • 1 dl kærnemælk
  • 30 g smeltet smør
  • 2 tsk flagesalt
  • 2 tsk sukker
  • 125 g hvedemel
  • 100 g durummel til pasta
  • ca. 500 g durummel til pizza

Brusebadsbollerne fra "Krudtuglerne"

Denne opskrift på brusebadsboller er - så vidt jeg kan vurdere på læsernes tilbagemeldinger - én af dem, der er blevet brugt allermest hos de familier, som "Krudtugler & kanelsnegle" har fundet plads i bogreolen i. De er supernemme at ælte sammen, og så skal de bare hæve i den tid, det tager dig at snuppe et brusebad. Derefter er det blot at skyde dem i ovnen i 12 minutter og en pladefuld velduftende boller er klar til at sætte på bordet og nyde med kold smør, ost og måske lidt god marmelade.

Fremgangsmåde

Opløs gæren i den lunkne vand. Tilføj de øvrige ingredienser og ælt dejen sammen. Form 12 boller og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Stil bollerne til hævning udner et fugtigt viskestykke, tænd ovnen på 225 grader og snup et dejligt brusebad. Bollerne er klar til at blive sat i ovnen på midterste rille, når du kommer tilbage i køkkenet efter ca. 25 minutter. Pensl dem eventuelt med pisket æg først. Så bliver de ekstra flotte. Bag dem i cirka 12 min.

Brusebadsbollerne fra "Krudtuglerne"

Ingredienser

  • 6 spsk vand
  • 50 g gær
  • 3 dl mælk
  • 50 g smeltet smør
  • 7-8 dl mel
  • 1 tsk salt
  • 3 spsk sukker
  • 1 tsk. kardemomme (kan udelades)

Foccacia rustica for den travle

1 bradepande

Skorpen på dette brød er den, der gør det til noget helt særligt. Det er en dej, der er utrolig nem og hurtig at blande sammen, inden du går i seng om aftenen. Sammensæt- ningen af durumhvede og pizzamel giver brødet en sej, luftig krumme og den olivenoliestænkede overflade med majsgryn efterlader en smuk gylden overflade og en appetitvækkende, sprød skorpe. Brødet egner sig ideelt til madbrød til en middag med mange mennesker, men er også redningen, der er lige til at gribe fat i, hvis man 5 minutter i sengetid konstaterer, at man den følgende morgen skal have eftermiddagsbrød med til 45 børn og voksne i børnehaven. Lav da tredobbelt portion i en kæmpe bageskål og fordel den næste morgen i tre bradepander. Har du varmluftsovn, kan de bages samtidig.

 

 

Fremgangsmåde

Opløs gæren i vandet og tilsæt salt, olivenolie og de to typer mel. Rør dejen godt sammen. Det er meningen, at den skal være meget lind. Du skal ikke have fingrene i den og ælte den. Rør blot med skeen. Stil dejen på køl 3-48 timer (du bestemmer – put blot lidt mere gær i, hvis du kun har 3 timer). Hæld dejen i bradepanden, drys med majsgryn, dryp med olivenolie og stryg evt. lidt flagesalt over. Bag brødet midt i ovnen 20-25 minutter ved 225 grader, til det er gyldent og gennembagt.

Foccacia rustica for den travle

Ingredienser

 

  • 15 g gær
  • 3 dl lunkent vand
  • 11/2 tsk salt
  • 3 spsk olivenolie
  • 200 g durumhvedemel
  • ca. 300 g pizzamel (eller hvedemel)
Drys
  • 3 spsk majsgryn
  • 3 spsk olivenolie
  • 1 1/2 tsk flagesalt