#ff28a2

Fødselsdagshittere

Så har vi taget hul på et nyt år med en ny portion børnefødselsdage liggende foran os. Her får du et par skud fra hoften til, hvad I kan lave for at gøre fejringen festlig og velsmagende. God fornøjelse.

Skattejagtboller

Skattejagtbollerne, jeg bagte i Rabatten på DR den 7. januar er med i Krudtugler & kanelsnegle i fødselsdagskapitlet. Opskriften på bollerne er den samme som brusebadsbollerne på side 21 - jeg laver blot selv dobbelt portion og skruer mængden af smør op til 125 gram, når jeg bager dem til fødselsdag, hvor de godt må være rigtig bløde og lækre indeni. Opskriften har fulgt mig siden jeg var lille, hvor jeg lærte den i hjemkundskab. Den er super nem, hurtig og så smager de bare skønt. Den kan i øvrigt med et snuptag også forvandles til kanelsnegle, tebirkes eller morgenbrød med sesam, birkes eller andet godt. Se hvordan på side 21 i "Krudtuglerne".

Fremgangsmåde

Opløs gæren i det lunkne vand. Tilføj de øvrige ingredienser og ælt dejen sammen. Tegn en stor firkant på et stykke pap og lav skattekortet inden for firkanten. Klip ligeså mange brikker ud, som der er deltagere af børn ved fødselsdagen. Pak hver brik ind i et lille stykke bagepapir. Tag en klump dej på størrelse med en bolle og vikl dejen udenom brikken i bagepapir. Sæt bollen på en bageplade beklædt med bagepapir. Fortsæt til alle boller er formet med puslespilsbrikker. Hvis der er færre børn end 24 (dejen rækker til 24 boller), kan du enten lave bollerne lidt større, eller lave en pladefuld uden brikker til blot at hygge med, hvis nogen er mere sultne. Stil bollerne til hævning under et fugtigt viskestykke i ca. 25-30 minutter, tænd ovnen på 225 grader, pensl bollerne med lidt pisket æg, og sæt dem ind, når hævetiden er omme. Bag dem i cirka 12 minutter.

Sæt evt. et fødseldagsflag ned i bollerne (sørøverflag er også et hit, hvis du kan få fat i sådanne), et lys, en stjernekaster ell. lign. Hvis du vil gøre det lidt nemt for dig selv og forvandle bollerne til det "søde indslag" og således undlade at lave lagkage, kan du pensle dem med hvid glasur og drysse lidt minislik på toppen. Det ser rigtig festligt og indbydende ud, og er et sikkert hit blandt børnene.

 

Skattejagtboller

Ingredienser

 ca. 24 boller

  • 12 spsk vand
  • 2 pk gær 
  • 6 dl mælk
  • 125 g smør
  • ca. 16 dl hvedemel
  • 2 tsk salt
  • 6 spsk sukker
  • 2 tsk kardemomme (kan udelades)

Pensl bollerne med pisket æg

 

Fyrst Hindbærskums lagkagedrømme

Lagkagerne jeg lavede i Rabatten er en klassiker hjemme hos os, og de er både nemme og hurtige at lave, smager friskt, og det er min erfaring, at både børn og voksne er glade for den. Lagkagerne er med i Krudtugler & kanelsnegle i en lidt anden variant (Fyrst Hindbærskums lagkagedrømme) og en tredje variant er afbildet i Rollinger & roulader (s. 116, samme billede som her på sitet). Ingredienserne er de samme i alle tre varianter. Her kommer opskriften på den kage, du så i Rabatten.

Fremgangsmåde

Læg tre lagkagebunde på hver sit fad. Pisk flødeskum stift og luftigt. Del det i to portioner. Tilsæt flormelis og frosne hindbær til den flødeskum, der skal bruges som fyld. Pisk blandingen let. Læg fyldet på de tre bunde og læg endnu en lagkagebund ovenpå. Anbring et nyt lag flødeskum på bund nr. 2 (gem lidt til at pynte med). Læg til sidst det tredje lag på og slut af med at pynte lagkagerne hvid glasur, flødeskum rundt i kanten (put det evt. ned i en plastikpose og klip et hul i hjørnet, så kan du forme flødeskummet fint), friske hindbær og evt. citronmelisseblade og fødselsdagslys - og/eller flag.

Håber I vil nyde den.

Fyrst Hindbærskums lagkagedrømme

Ingredienser

 3 lagkager til cirka 25 pers. 

  • 3 pk tynde lagkagebunde med tre bunde i hver (Karen Wolffs fra Supermarkedet er fine)
  • 1 1/2 l piskefløde
  • 600 g hindbær (gerne frosne)
  • 2 dl flormelis

Pynt

  • Hvid glasur af ca. 5 dl flormelis og lidt vand
  • Evt. friske hindbær (eller frosne, hvis friske er vanskelige at opdrive)
  • Citronmelisseblade
  • fødselsdagslys - og/eller flag