#ff28a2

Kom-i-godt-humør-kager

"Kom-i-godt-humør-kagerne" kan bages i alle typer muffinforme, men er du så heldig at ligge inde med nogen i hjerteform, er de skræddersyede til Valentine. Opskriften stammer fra min mor, der fortalte mig, at de efter hendes mening smager så godt, at de ikke kan undgå at sætte humøret en god håndfuld grader i vejret. Efter at have bagt og smagt dem flere gange, må jeg sige, at jeg er enig. Og måtte du undre over, at der ikke skal bagepulver i kagerne, så er det altså rigtig nok.

Fremgangsmåde

Pisk æg og sukker sammen til en luftig masse med vaniljesukker. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør dejen godt sammen. Hæld dejen over i smurte muffinforme af papir eller metal (papirforme kan også anbringes i metalformen, hvis du vil være sikker på, at de bevarer faconen). Bag de fine små kager ved 175 grader i 20 minutter eller til de er gyldne. Lad dem afkøle på en bagerist, før de serveres.

 Kom-i-godt-humør-kager

Ingredienser

2 æg
2 dl sukker
2 tsk vaniljesukker
125 g smeltet smør
3/4 dl mel
4 dl kokosmel
50 g hakkede hasselnøddekerner
100 g hakket, god mørk chokolade