#ff28a2

Familiens skønne julekringle

Denne skønne kringle kommer fra min lille juleinspirationsbog, Sifs magiske julekalender, der er fyldt med velsmagende og kreative idéer til sjove juledage. Der er nok til at traktere en rigtig stor familie i denne kringle. Måtte du alligevel få noget tilbage, kan du sagtens fryse det ned, og så tage det op og varme det i ovnen, når lysten til kringle melder sig på ny. Hvis du er glad for en lidt mere rustik krumme, kan du med succes bytte 200 g af hvedemelet ud med hvid hvede, hvor skal- og kimdelene er bevarede. Uhm, håber den må smage jer.

Fremgangsmåde

Smelt smørret i en gryde. Hæld det op i en røreskål, og tilsæt mælken. Rør gæren ud i den lunkne blanding. Tilsæt æg, sukker og salt. Rør melet i, gerne lidt ad gangen. Ælt dejen, til den er smidig og blød. Læg dejen tilbage i dejskålen, og dæk den til med et fugtet viskestykke. Stil den til hævning et lunt sted i 45 minutter. Bland i mellemtiden ingredienserne til fyldet. Rul dejen ud til en aflang firkant. Smør fyldet ud på dejen, og rul den sammen til en roulade. Træk i begge ender af rouladen, så den bliver ekstra lang. Form den til en kringle, og læg den over på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad kringlen efterhæve under et fugtet viskestykke i en halv times tid. Pensl kringlen med sammenpisket æg, drys med perlesukker og mandelflager, og bag kringlen ved 200 grader i en forvarmet ovn i 25-30 minutter på midterste rille.

Familiens skønne julekringle

Ingredienser

175 g smør
2 dl mælk
50 g gær
2 æg
4 spsk sukker
1 tsk salt
700-800 g hvedemel

Fyld
150 g sukker
150 g stuevarmt smør
150 g smuttede og hakkede mandler
150 g rosiner
evt. 2 spsk sukat

Pynt
1 sammenpisket æg
perlesukker
en håndfuld mandelflager