#ff28a2

Englens sang til torsken

4 pers.

Det er min søster, der har introduceret denne toscanske fiskeret med cherrytomater, frisk mozzarella og basilikum, og hver gang jeg tager retten ud af ovnen – sprød, gylden- brun og boblende – sender jeg hende en kærlig tanke. Løber man opskriften igennem, lyder den så enkel, at man faktisk ikke rigtig tror på, at den kan være et hit. Men det er den altså, og så er den i øvrigt lige så lækker næste dag – til frokost eller aften. Nå ja, og til gæster!

Fremgangsmåde

Dryp lidt god olivenolie i et ovnfast fad og læg torskefilet- erne deri. Drys fileterne med lidt salt. Halver cherry- eller kryddertomaterne og læg dem hen over fisken (skær dem evt. i kvarte, hvis de er lidt store). Drys med lidt mere salt. Læg basilikumbladene i et lag hen over tomaterne. Pres lidt hvidløg ud over retten – det smager fantastisk, men kan udelades, hvis man er mere til den helt rene smag. Skær de to mozzarellaer i tynde skiver og fordel dem i et lag hen over retten. Riv den friske parmesan over til sidst. Stænk med lidt god jomfruolivenolie og sæt fadet i ovnen i ca. 15- 20 minutter ved 200 grader. Server med ris og et godt brød.

 

Tip
Serverer du Englens sang til torsken for gæster, kan du evt. portionsanrette den i en lille ildfast skål anbragt på en tal- lerken og med ris “støbt” og vendt ud af en lille oliesmurt ramakin eller anden mindre skål, der sikrer en fin form. Hertil kan serveres en grøn salat af forskellige salattyper dryppet med lidt hvid balsamico og god olivenolie.
Englens sang til torsken

Ingredienser

  • Lidt olivenolie
  • 800-1000 g torskefileter
  • 15-20 cherry- eller små faste kryddertomater
  • 25 friske basilikumblade
  • 2-3 fed presset hvidløg (kan udelades)
  • salt
  • 2 stk frisk mozzarella a 125 g
  • 1/2 dl friskrevet parmesan olivenolie