#ff28a2

Green Kitchen Stories

Green Kitchen Stories
Udgave: 
2. oplag, 1. udgave, udkommet i 8.000 eksemplarer
Udgivet: 
2013
Sider: 
256
ISBN-nr: 
978-87-992090-6-4
Forlag: 
Tinkerbell Books
Grafisk design: 
Charlotte Heal
Fotograf: 
Johanna Frenkel

David Frenkiel og Luise Vindahl er de nyeste stjerner på himlen, når det gælder spændende vegetarmad. Deres blog, Green Kitchen Stories, har kultstatus og inspirerer stadig flere mennesker verden over til at lave lækre, sunde og grønne måltider af 100 procent naturlige råvarer. I bogen Green Kitchen Stories deler de over 100 af deres bedste opskrifter og personlige favoritter med os.

Med opskrifter baseret på basisvarer fra køkkenskabene og årstidens friskeste råvarer, og med deres fortællinger om livet i familiens køkken, viser David og Luise, hvor utrolig nemt det er at lave sunde, velafbalancerede retter i dagligdagen. Smæk en lynhurtig frittata med asparges og krydderurter sammen til morgenmad, bag pistaciefalafler med krydderurter og vilde ris til frokost, og server siciliansk parmigiana di zucchine en aften, hvor vennerne kigger forbi. Lad tænderne løbe i vand over den dekadente chokoladekage med rødbeder eller den underskønne frosne jordbær-cheesecake med bund af solsikkekerner, der med garanti vil være et hit hos både familie og venner. Gå på opdagelse blandt supper, salater, juicer, små lækkerier og søde sager, der er enkle at lave men samtidig smækfulde af smag og forrygende at se på.

Få øjnene op for den vegetariske verdens vidundere med Green Kitchen Stories. Kogebogen er illustreret med fantastiske fotos fra start til slut, og den vil give alle mod på at lave og spise mad, der er sund for både krop og sjæl.

Du kan købe bogen online her.

Anmeldercitater: 

"Green Kitchen Stories er efter min mening årets absolut bedste udgivelse indenfor sundhed, mad og kogebøger i 2013. Den udkom forleden, helt specifikt den 30.08. Faktisk er det en af de bedste kogebøger jeg nogensinde har haft i mine hænder, og i al beskedenhed, så siger det ikke så lidt. 

Det er heller ikke omfattende nok, at kalde Green Kitchen stories en kogebog, for den er meget mere end det. Den er en kombineret mad- og livsstilsbog, som du bare kommer i godt humør af at læse. Du får også lyst til at lave og spise god og grøn mad, til at inddrage hele familien i madlavningen og til at ekspeimentere med ny smagsvarianter og råvarer. Bogen er en vegetarisk kogebog, men vi kan alle uden problemer gå ombord i den. For er det ofte ikke grønsgsretterne vi mangler inspiration til? Ved at følge bogens skønne opskrifter, vil du opleve, at det er muligt at tilberede de lækreste, mest indbydende, farverige, mættende og samtidig billige hverdagsmåltider - let og enkelt og helt uden kød. 

Green Kitchen stories er historien om en familie og en blog, startet af danske Luise og svenske David. Da de påbegynde deres liv sammen,  skulle de ikke alene forene et dansk og et svensk sind men også tilpasse en usund vegetars vaner (David) med en sundhedsbevidst kødspisers (Luise). Det betød aftaler og kompromiser for at få en hverdag til at fungere . David måtte love at lægge vegetarpizzaerne og al pastaen på hylden til fordel for quinoa og fuldkorn. Luise lovede til gengæld at skære ned på kødet, og bestræbe sig på at skabe næringsrige og proteinrige grønsagsretter. Efterhånden kom den ene nytænkte og velsmagende opskrift efter den anden til verden, og Luisa og David begyndte at fotografere, skrive ned og til sidst lægge det ud på en blog, mest for at familie og venner kunne få del i opskrifterne. Bloggen voksede, familien voksede, for datteren Elsa kom til, og dagliglivets glæder og udfordringer foldede sig ud på nettet, hvor deres blog Green Kitchen stories hastigt voksede sig til en stor og international succes. I foråret kronedes værket, da deres blog velfortjent blev kåret til verdens bedste vegetarblog i Las Vegas. 

Og nu har de samlet alle deres bedste opskrifter og udgivet dem i en kogebog, der lige præcis nu er udkommet på dansk hos forlaget Tinkerbell Books. Det er bare KOGEBOGEN, den er gennemført, smuk, fyldt til bristepunktet med fantastiske opskrifter og billeder og den er virkelig inspirerende og hyggelig at sidde og læse i. Men det allerbedste af det hele er de mange skønne opskrifter. Hvad med at hoppe ombord i Green Kitchen Story universet med en sprød æggesalat med karry, med rødbede bourguinon eller måske kunne en pizza bagt på blomkålsbund friste?" (Madforlivet.com, Anette Harbech Olesen)

Læsercitater: