#ff28a2

Gartnerinden & Lykkesmeden

Gartnerinden & Lykkesmeden
Udgave: 
1. oplag, 1. udgave, udkommet i 8.000 eksemplarer
Udgivet: 
2012
Sider: 
312
ISBN-nr: 
978-87-992090-3-3
Forlag: 
Tinkerbell Books
Grafisk design: 
Charlotte Windsløw Brixen
Fotograf: 
Sif Orellana

Gartnerinden & lykkesmeden - om at opdyrke livets muligheder og skabe sin egen lykke er en smuk, praktisk og jordnær inspirationsguide til moderne kvinder, som gerne vil skabe et liv med mere trivsel, balance og mening. Den sætter fokus på de områder, der optager og bekymrer de fleste moderne kvinder: Personligt lederskab, kost og sund livsstil, indretning, familieliv, job & karriere, tidsstyring, selvudvikling, mindfulness, motion, søvn og meget andet.

I Gartnerinden & lykkesmeden kommer Sif Orellana hele vejen rundt om den moderne kvindes livssituation og viser, at det er muligt at få alle ender til at nå hinanden. Bogen at fyldt med inspirerende viden om og nyttige redskaber til at skabe dig det liv, du ønsker dig. Den er krydret med anekdoter, personlige refleksioner, øvelser, tips og idéer samt massevis af nemme opskrifter på velsmagende og sunde retter, bagværk, snacks og velgørende DiY-kropspleje.

“Husbibler” har læserne kaldt Sif Orellanas tidligere livsstilskogebøger. Med Gartnerinden & lykkesmeden er der lagt op til endnu én - denne gang inden for genren selvudvikling, gastronomi, sundhed og livsstil.

Bogen er et “must” for alle moderne kvinder, der ønsker at få mere ud af tilværelsen.

Du kan købe bogen online her

Anmeldercitater: 

"Velkommen til Sif Orellanas unikke univers. Sifs nye bog Gartnerinden og Lykkesmeden er en betagende bog at sidde med, en stor visuel oplevelse, fyldt med fantastisk inspirerende billeder, der gør os glade indeni. For mig er denne bog allerede døbt "Livsbogen", for Gartnerinden og Lykkesmeden er bogen, som jeg igen og igen kan ty til for inspiration, glæde og optimisme.

Det er en omfattende, dybdegående og yderst generøs bog, skrevet med hjerteblod og hjertevarme. Man føler sig som læser tryg og glad i Sifs selskab og får masser af brugbare og gode tanker med på vejen. Men udfordres også. Udfordres til at definere egne lykkebegreber og tænke over livet. Bruger vi vores tid på det der er vigtigst for os hver især?, hvad er det egentlig vi allerhelst vil, og hvad afholder os fra at gøre det? og meget mere. Altsammen nænsomt, motiverende og kærligt udtrykt.

Det moderne kvindeliv er på dagsordenen, og vi glædes, inspireres og oplyses. Midt imellem bogens mange tankevækkende passager kommer der så lige et stemningsbillede af kaffe og kage på en lækker, økologisk cafe i London eller en opskrift og billede af skønne boller. Budskaber, der er med til at understrege bogens gennemgående tema; at vi skal nyde livet og hinanden nu og her. Gartnerinden og Lykkesmeden er en hyldest til kvindelivet med alt hvad det indebærer, livsklog og livsgod med det overordnede budskab; "Shoot for the moon. Even if you miss it you will land among the stars". Jeg er vild med konceptet og er helt med på tanken om, at vi er vores egen lykkessmede!" - Madforlivet.com (Anmelder: Anette Harbech Olesen)

................

"Begejstret! Meget endda, for Sif Orellanas nyeste skud på stammen.

”Gartnerinden og lykkesmeden” er en bog, der lige umiddelbart minder om Sifs andre bøger; Krudtugler og Kanelssnegle, Rollinger og Roulader og Spilopper og Stjerneskud. Den er tyk og tung og fyldt med skønne billeder og opskrifter.

Men denne bog er mere end det. Denne gang har Sif skabt en smuk inspirationsguide til alle de moderne kvinder, der vil det hele. Forventningerne er store og især vores egne. Det er svært at leve op til nutidens ideal om den perfekte mor, kone, veninde med styr på karrieren. Og ofte kan det gøre ondt, når det hele ikke går op i en højere enhed, for hvem kan vi bebrejde andre end os selv?

Men nu skal det være slut – vi skal se muligheder og være aktive medskabere af vores egen lykke. Vi skal gøre noget godt for os selv og Sif giver sine bud på, hvad der kunne være godt at fokusere på. I bogen finder du afsnit om kulinarisk nydelse, sunde vaner, mindfulness og vores hjem. Det handler om at finde balancen mellem arbejdsliv og familien, der skal findes tid til venner og familie og tid til dig selv.

Hvis du går og tænker, at 2013 skal være anderledes, at det skal være et år, hvor du finder ind til dine kerneværdier og bruger mest tid på det der gør dig glad, så kan du finde mange gode råd i Sifs guide til, at opdyrke livets muligheder og skabe din egen lykke. For det handler først og fremmest om, at starte med sig selv, hvis vi skal nå vores drømme og ønsker.

Sifs bog er et rigtigt godt bud på en lykkeguide til den moderne kvinde og du kan starte med at stille dig selv et af de store spørgsmål fra bogen: ”Hvad vil du egentlig med dit liv, og hvad forhindrer dig i at opnå det?

Sifs nye bog er endnu en husbibel – der aldrig kommer ind bagerst på hylden!" -Bogblogger.dk (Anmelder: Mette Bach Lindgaard)

.........

Anvendelse/målgruppe/niveau
"Ryd op i dit liv og nyd det, mens du tilbereder sunde lækkerier til en hyggestund - sådan kunne et slogan lyde for denne indbydende, mangfoldige livsstils- og selvudviklingsbog med madopskrifter. Forfatteren kendes i forvejen for en række populære kogebøger. Nok mest for kvinder.
Beskrivelse
Krudtugler og kanelsnegle indledte 2004 det populære forfatterskab om mad og familiehygge. Den 6. bog er en omfangsrig samling gode råd og inspiration til mentalt overskud i hverdagen. Opskrifter på sund mad og guf mangler ikke, men især gennemgås selvudviklingstemaer som mindfulness, feng shui, tidsstyring, sund levevis m.v. Desuden praktiske forslag om fx oprydning og hjemmelavet hudpleje. Velskrevet i personlig tone med illustrerende historier. Store farvefotos, indholdsfortegnelse. Skrifttypen og især de små indslag med "håndskrift" trækker læsbarheden lidt ned.
Sammenligning
Orellanas fem tidligere bøger koncentrerer sig om mad og familiehygge, og hun har skabt sig en indbydende stil, der her har fået endnu en tand. Livsstils- og selvudviklingstemaerne er set i mange andre bøger, men ikke nær så visuelt indbydende.
Samlet konklusion
Flot og personlig læse-/bladre-/kogebog af populær familiekogebogsforfatter, nok især for kvinder, der får righoldig inspiration til at leve mere velorganiseret og nydelsesbetonet. Der er tydeligvis lagt hjerte og kreativitet i bogen, der har livsstil og -nydelse som hovedfokus, og vel ikke overraskende er der også opskrifter på lækker mad, brød og snacks. Billedsiden er usædvanlig flot.
- Lektørudtalelse fra Dansk BiblioteksCenter (Anmelder: Annemette Schønberg Johansen)

Læsercitater: 

"Tak for en fantastisk bog...jeg er kun lige begyndt på den, men den rammer så meget plet, at jeg næsten ikke kan vente med at læse den færdig." - Rikke Langsig, Facebook