#ff28a2

Indlæg fra februar 2015

SIF & NOAH skriver ny bog sammen: SUNDE SLIKMUNDE

Ja, det gør vi nemlig, og vi glæder os helt vildt til at bringe den på vinger sammen. Noah er min yngste søn på 11 år, og han og jeg har længe været i tænkeboks for at finde den helt rette vinkel ind på bogen. Noah vidste lige fra starten godt, hvad han kunne tænke sig, og da tanken er, at han i høj grad skal være den, der bærer faklen i dette projekt og mig, der sørger for, at potentialet i hans idé forløses maksimalt, bliver bogen bygget op omkring Noahs idé: SUNDE SLIKMUNDE. Ja, intet mindre!

Hvordan fremtryller man selv noget megalækkert børnevenligt (og voksenvenligt) "sund slik", der kan udskifte den kemiske farveladeslik, der normalt fylder i SKÅLEN OM FREDAGEN? Hvordan former og serverer man det, så det er en fest at kigge på? Hvordan giver man BØRNEFESTEN eller BØRNEFØDSELSDAGEN et sundere, sukkerfrit twist, der stadig efterlader børnene med følelsen af at være blevet forkælet på alle smagsløg og sanser? Hvordan kan man med god samvittighed snige en mundvandsfremkalende kage ind i programmet til aftenkaffen på en helt almindelig onsdag (det gør man ved at vælge en drøm af en kage bagt uden sukker og fedtstof, og med hemmelige ingredienser, du slet ikke vidste kunne finde vej ind i en kage!!!), og hvordan fejrer man højtider, ferier og weekender med søde sager i sundere varianter?

Blodsukkeret løber hurtigt af med vore unger, så hvad kan vi forkæle dem med uden at fylde sukker, hvide melsorter og kemi i dem? Det er vores mål at folde en bred palette af lækre forslag til. Faktisk mindes jeg ikke, at sådan en bog er blevet skabt med afsæt i et barneunivers før, hvilket jeg synes har potentiale. Tit er det vi voksne, der synes, at børnene skal spise dadelkugler i stedet for Matadormix, og det holder bare ikke helt i længden. Men nu tager Noah ansvar for at byde ind med sundere hjemmelavede forslag til slikkerads og søde sager, han mener er kræs for netop børnesmagsløg (og mon ikke vi voksne følger trop, det tror jeg ;-))

Den seneste måned tid, vi skudt en omsiggribende research igang på Nettet, i magasiner, bøger, via venner og familie. Vi har lavet de første eksperimenter i køkkenet, og vores idébank bugner allerede af sundt GULD til SMÅ & STORE SLIKMUNDE. Bogen udkommer lige før sommerferien over hele landet, og vi glææææder os. Har du en god idé til sunde slikmunde, så vil vi elske at høre fra dig - enten her eller via mail@siforellana.dk.

SKØN SØNDAG - skulle også hilse fra Noah.