#ff28a2

Indlæg fra april 2014

Velsmagende og hyggelige idéer til DIN påske

Fra påskekapitlet i "Spilopper & stjerneskud"

Kære du,

Påsken står for døren og i dette indlæg skal du have lidt idéer til, hvad I kan hygge jer med i ferien.

Som barn elskede jeg traditionen med at sende gækkebreve ud til familien op til påske, og jeg kan se, at mine drenge holder lige så meget af den. Min søster og jeg fandt ofte selv på sjove vers, og det er jo i denne sammenhæng helt legalt, for at “gække” betyder jo netop at drille eller narre. Hvis modtageren af gækkebrevet ikke evner (læs: nænner) at gætte afsenderen inden for tre gæt, skal vedkommende give den, der har ført gækkesaksen, et påskeæg. Hvis du bor tæt på den, du gerne vil drive lidt gæk med, kan du lave et alternativt gækkebrev i form af en skøn fløjlsblød gækkekage med chili og mørk chokolade, hvorpå optræder et gækkebrev drysset i flormelis. Bag kagen og læg dit gækkebrev hen over den. drys med et fnuglet lag flormelis igennem en sigte, så dit gækkebrev træder frem. Lav et lille banner med dit gækkevers af en strimmel dekorativt papir, fastgjort til to tandstikkere og plantet i kagen. tag forbi gækkemodtageren og snig kagen hen foran hoveddøren. Ring på – og løb, alt hvad du kan. se opskriften på næste opslag.

Fold dit eget gækkebrev
1. fold det ene hjørne af et hvidt a4-ark op til overkanten
2. klip kanten i højre side af
3. fold papiret på midten til en trekant
4. fold det én gang mere
5. Og én gange mere
6. klip enden af.
7+8. klip de indhak, du ser på tegningen
Fold papiret ud og se dit fine gækkebrev

Gækkevers
Det skal ikke være nemt,
så mit navn det har jeg gemt.
Kom med et gæt,
og det skal være godt.
Ellers må du af
med et påskeæg så flot.

Dikke dikke dikke,
mit navn det fik jeg ikke,
for præsten han fik hikke,
så døbte han mig ikke,
dikke dikke dikke.

En rose er det ikke,
en lilje heller ej.
I går jeg så den ligge
afplukket på min vej.
Som gave jeg den sender,
en vintergæk til dig.

Jeg ved, du blomsten kender,
men mon du kender mig.
Fra en herlig gammel ven,
kommer gækken til dig hen.

Om et æg den vil dig bede,
hvis du ikke svar har rede.
Thi det er en gammel skik,
glem det intet øjeblik:
At man påskeæg skal give,
når man vintergæk må blive.

 

Fløjlsblød gækkekage med chili og mørk chokolade


ca. 8 personer

150 g mørk chokolade min. 70 %
1⁄2 rød chili
kornene fra 1 stang vanilje
150 g sukker
75 g smør
75 g rapsolie
5 æg
fintrevet skal fra 1 appelsin

smelt chokoladen over vandbad (eller i en skål i mikroovnen) og kom den derefter op i en gryde. fjern frøene fra den halve chili og hak skallen meget fint. flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og kom dem i gryden sammen med den finthakkede chili. tilføj sukker, smør og olie og bland ingredienser- ne godt i gryden over svag varme. tag gryden af blusset. del æggene i æggeblommer og hvider. bland æggeblommerne i chokoladeblan- dingen sammen med den fintrevne appelsinskal. pisk hviderne stive. Hæld chokoladeblandingen ned til de piskede hvider og hæld blandingen over i en smurt springform (diameter 22 cm). bag kagen ved 200 grader i 40 minutter. lad kagen afkøle ved stuetemperatur og sæt den derefter i køleskabet i minimum 2 timer (gerne natten over), inden den serveres.

Glem ikke "at trante æg" i haven - en rigtig sjov leg, som både børn og voksne ofte finder fornøjelig :)

At trante æg
At trante æg vil sige at trille æg ned ad en bakke efter tur. Reglerne kan variere lidt. Vigtigt er det i hvert fald at have en startlinje, som ingen må overtræde. enten kan man konkurrere om, hvem der kan kaste eller trille sit æg længst ned ad bakken (eller hen ad græsplænen), uden ægget går i stykker. Vælger man den model, er det en god idé at have en flok små pinde klar til at markere, hvor de forskellige æg lander. Måske får man mere end ét forsøg hver, og så mister man jo lidt orienteringen. et æg, som går i stykker, tæller ikke med længere.

En anden variant af legen er 
at konkurrere om, hvem der er bedst til at ramme de andres æg. En af de gamle regler lyder, at man vinder et æg fra en anden, hvis man kan ramme det tre gange. Aftal forinden, hvor mange forsøg i har. Ifølge traditionen er præmien alle de “overlevende” æg. Det er nok ikke en gevinst, der appellerer så meget til hverken voksne eller børn. Så jeg kan anbefale, at man fylder et lille påskeæg med lækkerier, som uddeles til vinderen af legen.

I "Spilopper & stjeneskud" præsenterer jeg et tip til, hvordan du let kan indfarve dine æg ved at pakke dem ind i silkepapir og gøre papiret vådt. Hvis i kunne tænke jer at ”trante æg” efter påske-frokosten, vil det se flot ud, hvis I har indfarvet et æg til hver af deltagerne :) Du finder også masser af opskrifter til påskebordet og andre lege, I kan lege i påsken i bogen. Den kan lånes på biblioteket, og har du lyst til at eje den selv, har jeg lige nu et tilbud på bloggen, hvor du frit kan vælge to eksemplarer iblandt alle mine udgivelser på Tinkerbell Books og opnå 10% rabat + fri forsendelse.  Bare send mig en mail om dine ønsker over kontaktformularen øverst i menubjælken, så vender jeg tilbage med svar med kontooplysninger og detaljer omkring, hvordan vi lige gør det. Jeg signerer meget gerne dine bøger, hvis du måtte have lyst til en personlig hilsen :)

Rigtig dejlig påske til dig og dine.

Hvad kan du gøre for at øge din følelse af lykke?

Kære læser

I går skrev jeg lidt om to måder at tilgå livet - som perfektionist eller optimalist, og jeg lovede at præsentere dig for lidt mere af det, jeg kaster lys over i "Gartnerinden & Lykkesmeden". At få værktøjer til at leve vores liv på måder, der fremmer vores trivsel og lykkefølelse, må jo være noget, vi alle helt naturligt har interesse i, og det var da også min egen nysgerrighed indenfor feltet, der var årsag til, at jeg selv i 2012 påbegyndte masteruddannelsen i "Positiv psykologi" på Aarhus Universitet.

At få lejlighed til at fordybe mig i denne relativt nye forskningsretning under den almene psykologi, har været både særdeles inspirerende, øjenåbnende og meningsfuld, for i modsætning til den kliniske psykologis fokus på negative tilstande, retter denne gren af psykologien sit sigte mod positive følelser, personlige ressourcer og mulighederne for øget trivsel. Den ønsker at kaste lys over psykisk sundhed, og hvad det er, der gør livet værd at leve.

Mange af os stiller mange og høje krav til os selv, som vi føler, vi må indfrie for at betragte os selv som "successer" - i hvert fald er det noget, en del af os gør i vore yngre år, hvorefter livet måske lærer os, at vi ikke behøver præstere alt muligt urealistisk for at være stolte af og veltilfredse med, hvem vi er. Hvis blot vi gør vort bedste og gør en aktiv indsats for at leve i overensstemmelse med vore værdier og drømme, ja, så har vi, efter min bedste mening, udstukket en kurs, der er langt mere sund, lykke- og trivselsskabende end den, som den perfektionistiske åbner op for.

Og apropos "lykke" og "trivsel", så er dette, som antydet ovenfor, emner, jeg i "Gartnerinden & Lykkesmeden" retter et stærkt fokus imod, da det i dén bog er mit ønske at samle al den viden, inspiration og erfaring, jeg har kunnet i forhold til at bidrage til at hjælpe min læser med at opdyrke livets muligheder og skabe sin egen lykke. I dette indlæg giver jeg dig adgang til endnu et kapitel, der stiller skarpt på netop "LYKKE". Det kommer her:

Positiv psykologi - fra "Gartnerinden & Lykkesmeden"

Positiv psykologi og lykkeforskning
Lykken er noget, mennesket har efterstræbt siden tidernes morgen. Det er dog først inden for de sidste 50 år, man er begyndt at forske i emnet. Og hvad er så ”lykkeforskning”? Jo, det kan forklares som forskning i det, forskerne kalder ”positive emotioner”, altså en forskning, der prøver at trænge til bunds i alle de positive aspekter af det menneskelige følelsesliv, herunder glæde, spænding og empati. Denne forskning har de senere år opnået stor opmærksomhed, da den via undersøgelser har bevist, at ”lykkelige” mennesker har et mere tilfredsstillende og produktivt arbejdsliv, mere tilfredsstillende relationer, væsentligt bedre mental og fysisk sundhed samt forøget livslængde.

Ingen er naturligvis lykkelig hele tiden, men nogen skaber selv flere lykkeglimt og gør en bevidst indsats for at tænke positivt og “samle” på og lade sig berøre af lykkeskabende oplevelser end andre. Hvordan gør man så det? Er det noget, man kan lære? Hvilke værdier, handlinger og aktiviteter er væsentlige at søge hen imod og sætte i værk for at optimere sin lykkefølelse? Hvad siger forskerne?

Tre former for positive tilstande
I sin bog “Authentic Happiness” giver Martin Seligman udtryk for, at lykken efter hans mening ikke kan defineres entydigt. Han identificerer således tre former for såkaldt positive tilstande, som tilsammen rummer essensen af lykke. Disse tre former er rangordnet med det meningsfulde liv som det højeste niveau. Seligman kalder formerne for: Det behagelige liv, det engagerede liv og det meningsfulde liv.

  • Det behagelige liv er et nydelsesfuldt liv med mange positive emotioner og oplevelser, f.eks. shopping, snacks, forlystelser, underholdning, god mad, tv-kigning. Dette liv er karakteriseret ved en høj grad af flygtige lykkeoplevelser og kan være et overfladisk liv.
  • Det engagerede liv er et liv præget af engagement i opgaver, der kræver koncentration og udfordrer personens såkaldte signaturstyrker, dvs. de evner og styrker, der kendetegner det enkelte individ. Det engagerede liv kan føre til flow-oplevelser, dvs. total fordybelse i en given handling, og deraf følgende dyb tilfredsstillelse og glæde.
  • Det meningsfulde liv leves af den, der bruger sine top-styrker til et formål, der er større end sig selv, og derved skaber mening i en større sammenhæng. Det kan f.eks. være i forbindelse med politisk eller kunstnerisk arbejde, familien eller hjælpearbejde, og det kan føre til følelser som bl.a. samhørighed, kærlighed og dybfølt glæde. Det meningsfulde liv vil i lighed
 med det engagerede liv indeholde mange flow-oplevelser (en tilstand af fuld fordybelse, hvor du er så opslugt i en aktivitet, at du glemmer tid og sted omkring dig), og det betragtes som den bedste måde at leve sit liv, da det medfører en høj grad af trivsel og lykke.


 

Hvordan ser dit liv ud?
Når du kaster et blik på de tre former for positive tilstande ovenfor, er der så nogen af formerne, der er særligt kendetegnende for dit liv? Er der en eller flere af formerne, du med fordel kan opprioritere for at skabe den balance, der ifølge Seligman udløser essensen af lykke?

Den første livsform – det behagelige liv – er den, mange af os søger hen i, når vi laver overspringshandlinger eller søger adgang til lettilgængelige former for nydelse, der nærmest intet kræver af os. Selvom det lyder tillokkende, indeholder denne livsform ikke nogen dybere og længerevarende lykkefølelser. Hvis vi til gengæld søger en oplevelse af trivsel og lykke på et dybere plan, må vi indse, at vi ikke kommer til den uden også at yde. Det engagerede og meningsfulde liv fordrer en indsats; det kræver gejst, selvdisciplin og viljestyrke. Hvis vi evner at folde et liv ud i disse to former, vil aktiviteterne i den førstnævnte kategori – det behagelige liv – op- leves som et lykkeskabende supplement; som glasur på lagkagen.

Seligmans lykkeformel
Martin Seligman har desuden udviklet en ”lykkeformel”, der rummer de faktorer, som ifølge den positive psykologi har betydning for det individuelle lykkeniveau. De tre faktorer består af arv, miljø samt vilje, og ifølge Seligman danner disse tre faktorer tilsammen grundlag for individets følelse af lykke.

Hvad angår arv, så har forskningen vist, at godt humør er et personlighedstræk, der i høj grad er arveligt. Inden for lykkeforskningen er der enighed om, at en vis procentdel af individets lykkeniveau er genetisk bestemt.

Lykke = arv (50%) + miljø (15%) + vilje (35%)

Den procentdel, som ligger fast fra fødslen (arv), betegnes som individets ”set point”. Forskerne er til gengæld ikke helt enige om, hvor stor en procentdel der skal tilskrives den genetiske arv. Den amerikanske genforsker, David Lykken, har påvist, at det kan være helt op til 80 %, mens en af de førende forskere inden for hjerneforskning, psykiater på Waisman Center på University of Wisconsin, Richard Davidson, mener, at tallet nærmere er omkring 30 %. Seligman lægger sig lige i midten og vurderer, at vores set point ligger på 50 %, miljømæssige faktorer 15 % og viljebaserede faktorer 35 %. Ud over genetikken er der ifølge Seligman også adskillige andre individuelle faktorer, der har betydning. Det spiller bl.a. en afgørende rolle for den individuelle oplevelse af lykke, hvordan vi knytter årsagssammenhænge mellem situationer, relationer og os selv.

Også ydre miljømæssige faktorer har afgørende betydning for lykkefølelsen ifølge Seligman. Blandt andet spiller vores økonomiske situation en væsentlig rolle, og det samme gør vores religiøse overbevisning, personlige relationer og vores arbejde.

Den sidste faktor i Seligmans lykkeformel er individets vilje til omfortolkning og forandring af de ydre omstændigheder. Det sete afhænger af øjnene, der ser. Vores tanker og livssyn former verden.

Ja, der er redskaber nok at gøre brug af for at styrke sin lykkefølelse. Vigtigt er det dog at huske på, at “lykken ikke er en destination, men en måde at rejse på”, som et kinesisk ordsprog så rammende udtrykker det. Det er værd at holde sig for øje, oplever jeg. Selv at gøre noget aktivt for at skabe et liv i mere trivsel, balance og mening er en både udfordrende og lærerig udviklings- og opdagelsesfærd, hvor du selv varetager rollen som rejseleder, bestemmer farten og lægger programmet. Rejsen er ikke altid nem, men den er med garanti spændende og vil forvandle den måde, du betragter dig selv og dine muligheder på for altid. Så tillad dig selv at lade processen skride frem i det tempo, du har brug for. Væbn dig med tålmodighed og vid, at belønningen venter. Rom blev ikke bygget på én dag, og selv små justeringer af kompasset vil hen ad vejen føre dig frem til nye meningsfulde destinationer og mål.

Håber, at mit indlæg inspirerede dig. Rigtig god lørdag aften :)

Hvad er du - perfektionst eller optimalist?

"Gennem størstedelen af mit voksne liv har jeg været på min egen lille udforskning, der handler om at opsamle viden om, hvordan vi mennesker lever og hvilke krav, vi stiller til os selv for at føle, vi er en succes. Min udforskning har ført til mange interessante opdagelser og givet stof til eftertanke." Og nogen af de tanker vil jeg gerne dele med dig på bloggen her i dag. Faktisk udgør ovenstående de indledende sætninger i et kapitel i min store livs-inspirationsbog, Gartnerinden & lykkesmeden, som nok er den af alle mine bøger, der har betydet allermest for mig at skrive. I den åbner jeg nemlig mere end nogensinde op for, hvordan mit eget liv har udfoldet sig, hvordan jeg har navigeret igennem både solbeskinnede strækninger og terræner, hvor vinden har rusket godt i frakketøjet. Jeg har forsøgt at omsætte alt, hvad jeg har lært af de tildragelser, observationer, drømme, strabadser og oplevelser, jeg har mødt og gjort mig på min vej, og det univeser, jeg har skabt i bogen er desuden blevet forsynet med en masse øjenåbnende viden fra mine studier i positiv psykologi på universitet, mine erfaringer som mor, som kvinde med et dybfølt ønske om at udstikke en retning i livet, der virker meningsfuld for mig, om at forløse det faglige og menneskelige potentiale, jeg måtte have i videst muligt omfang og styre min tid, så jeg sikrer, at jeg bruger den på dét, der er vigtigst for mig. Og hvilken anden kvinde har ikke de samme mål for øje på hendes rejse gennem livet? Ved at udveksle og dele, hjælper vi hinanden til erkendelser og nye perspektiver, der kan være til stor gensidig glæde. Det er min faste overbevisning og leveregel :)

Bogen tog mig et helt års fordybet arbejde at skrive, og gudskelov forvandlede bogen sig henad vejen til præcis det skatkammer af inspiration, viden, redskaber, opskrifter, tips og idéer, jeg havde drømt om. Og som noget nyt indenfor genren, valgte jeg desuden at formidle den i en ramme fyldt med lækre, symbolske, stemningsfulde og motivationsskabende billeder, der knytter an til indholdet - alle skudt af mig selv (på nær de få, hvorpå jeg selv optræder).

Og her forleden dag havde jeg så lige fat i min bog igen, da jeg skulle signere et eksemplar til en ven, og det ansporede mig til at sætte mig lidt med mit eget eksemplar i sofahjørnet, da han var gået, og fordybe mig lidt i den. Og ja, det fødte så idéen til at præsentere et af kapitlerne fra bogen her på bloggen, som måske vil fange din interesse. Her kommer det i hvert fald.

Perfektionistisk eller optimalistisk livssyn

Det perfekte liv
Gennem størstedelen af mit voksne liv har jeg været på min egen lille udforskning, der handler om at opsamle viden om, hvordan vi mennesker lever og hvilke krav, vi stiller til os selv for at føle, vi er en succes. Min udforskning har ført til mange interessante opdagelser og givet stof til eftertanke.

Det, jeg har erfaret, er nemlig, at mange af os let farer lidt vild undervejs i skabelsen af vores eget selvbillede. Vi spejler os i det “perfekte” liv, vi ser fremstillet i medierne af superkvinder, der udmærker sig ved tilsyneladende at overkomme alt. Deres hjem er et mønster på perfektion, deres karriere blomstrer, de har velopdragne børn, er altid velklædte, lever sundt, når omkring træningscentret mindst tre gange om ugen, er lykkeligt gift og – ikke at forglemme – skal snart på endnu en jordomrejse!

Iscenesatte glansbilleder
Mageløse skabninger, det er, hvad de er. Og når vi står over for sådanne og bruger dem som spejle, ja, så er det da ikke så underligt, at vi fejlagtigt drager den konklusion, at vi selv først bliver en succes, når vi kan leve op til alt det, disse superkvinder åbenbart mestrer. Den gode nyhed er her, at disse kvinder slet ikke findes. De er illusioner, resultater af mediernes forvrængede virkelighedsgengivelser, iscenesatte glansbilleder. Sådan har det altid været. Vi ved det jo godt, men alligevel lader vi os tit forblænde og forlede. Tænk, at der er nogen, der er så perfekte!

Hvad sker der så, når vi selv begiver os ud i forsøget på at indfri den myriade af urealistiske høje mål, vi oplever, vil give os succes? Jo, så udløses, ganske forståeligt, en følelse af utilstrækkelighed i os. At have som mål at forvandle sig til den perfekte hustru, karrierekvinde, mor, veninde, søster og forældrerådsrepræsentant på samme tid er formålsløst og fører kun til, at vi slår os selv oven i hovedet for ikke at nå vores perfektionistiske idealer. Vi kan måske nok spille hovedrollen på én af arenaerne i vores liv, men at gøre det på dem alle samtidig – det lader sig ikke gøre. I hvert fald ikke i længere tid ad gangen. Nok besidder mange kvinder en næsten legendarisk evne til at balancere mange roller på én gang, ikke mindst i de år, hvor børnene er små og kræver ekstra meget omsorg og nærvær, men hvis presset øges på det ene område, kan det ikke undgå før eller siden at dræne ressourcekontoen på de øvrige. Hvordan skulle det kunne være anderledes?


 

Et optimalistisk verdenssyn
For mig at se er vi moderne kvinder meget bedre tjent med at have en optimalistisk tilgang til livet; dvs. at træffe nogle bevidste til- og fravalg, der stemmer overens med vores værdier og prioriteringer samt de hensyn, vi nødvendigvis må tage til vores familie, venner og kolleger. Ifølge den amerikanske ph.d. og psykolog, Tal Ben Shahar, er optimalister realistiske i forhold til den tid, som er til rådighed. De forsøger at gøre deres bedste i stedet for det perfekte. Det lyder i mine ører som et langt sundere mål at stræbe efter.


At gøre sit bedste
For den optimalistiske kvinde handler det om at være god nok, gøre det bedst mulige og se livet i et mere nuanceret perspektiv. Alt i livet går op og ned, og det handler om at kunne navigere og få det optimale ud af begge tilstande. Kriser og udfordringer kan få jorden til at skælve under os for en tid, og også bringe nogle af os i knæ. De kan dog også vise sig at tjene som katalysatorer for vigtige forandringsprocesser, erkendelser og transformationer, der kan udløse et mere meningsfuldt og autentisk liv end før og således på sigt afsløre sig som gaver, der blot blev overleveret i et særdeles grimt og utiltalende indpakningspapir. Så det, der er vigtigt, er, at vi går udfordringerne i møde med oprejst pande og en optimistisk tilgang. Udfordringer sætter ofte scenen for vækst, og med den kendsgerning for øje overkommer vi dem nemmest og høster bedst muligt den lære, der udløses af at håndtere dem.

I det følgende kapitel vil vi se nærmere på, hvad det er for ting, der bidrager til lykke og trivsel. Vi mennesker har jo forskellige oplevelser af, hvad der udgør et godt liv. Forskere inden for positiv psykologi er dog blevet enige om en række fællesnævnere for, hvordan man kan opnå et liv i trivsel. Ifølge professor i psykologi og leder af Positive Psychology Center ved University of Pennsylvania, Martin Seligman, er der tre former for ”positive tilstande”, der tilsammen fører til lykke og trivsel. Hvad der kendetegner disse tre former, vil jeg indvie dig i på min blog i morgen :)

Så med disse ord vil jeg ønske dig en fantastisk weekend og håbe, at du får det optimale udbytte ud af den, hihi :-)

Ps. Måtte du have lyst til at fordybe dig mere i dit helt eget, måske signerede eksemplar af Gartnerinden & Lykkesmeden, så kan du lige pt. via min blog købe 2 af mine bøger med 10% rabat og fri forsendelse. Alt du skal gøre er at skrive til mig, hvilke to bøger du kunne have interesse i via min kontaktformular, som du finder et link til i min menubjælke øverst :) Så skriver jeg tilbage med, hvordan vi lige gør det rent praktisk :)

Ting og bøger, der inspirerer mig for tiden

Foto: Sif Orellana, fra Paris marts 2014

Kære læser

Hvordan har du det? Er livet godt ved dig i denne tid, nyder du foråret og har du travlt med aktiviteter, der er motiverende og meningsfyldte for dig? Jeg håber, at du vil kunne nikke bekræftende på mine spørgsmål, selvom jeg også udmærket ved, at livet går i bølger hos os alle.

2013 var fyldt med lidt svære bølger i mit liv, men selv midt i dem, er der jo gode ting at glæde sig over, og opgaven består således som altid i at tage hånd om det svære, men samtidig huske at glæde sig over det gode. Det er jo ved at bevare fokus på de smukke og positive ting i livet, som man nu og da har tendens til at tage for givet, at man finder energi og gåpåmod til at overkomme de lidt sværere, er det ikke rigtigt :-)

Foto: Linda winski, fra workshoppen afholdt af Sweet Paul Magazine & The Makerie i NYC, marts 2014

Uanset om livet vil mig det godt, eller om det måtte have til hensigt at udfordre mig lidt, så finder jeg altid stor glæde ved at fordybe mig i gode bøger, der forsyner min værktøjskasse med nye redskaber til at navigere i livet, forstå mig selv og mine medmennesker og få skubbet lidt til min verdensopfattelse. Via disse bøger suges jeg ind i universer, der folder viden ud inden for psykologi, rejser, andre kulturer, coaching, forretningsudvikling, selvudvikling, livsstil, kreativitet og gastronomi. Og derudover holder jeg meget af at lade mig opsluge af fængslende, velskrevne romaner.

Bøger spiller en kollosal rolle i mit liv, og jeg har dem alle vegne omkring mig - selv i handskerummet, hvor jeg hiver dem frem, når jeg holder for rødt lys eller holder og venter udenfor skolen eller fodboldbanen på mine sønner. Jeg er vist udpræget nysgerrig og videbegærlig af natur og oplever nærmest, at tilegnelsen af ny viden, får mig til at blomstre og trives på linie med indtag af god mad. Balsam for sjælen og næring for kroppen! Sitrer min hverdag så meget i perioder på grund af snære deadlines, møder og travlhed, at jeg ikke finder tid til en stille stund i sofahjørnet med en god bog, ja, så er det ligesom, at et eller andet lys slukker lidt inden i mig efter lidt tid. Egentlig sjovt at jeg har det sådan, for det er faktisk slet ikke noget, der ligger i min opdragelse eller er gener, jeg har fået med mig fra fødslen. Sådan har det bare altid været.

Foto: Søren Gammelmark

Mon du også er glad for at læse? Og hvad læser du så, når du læser noget, der virkelig gør indtryk? Det kunne være spændende at høre om, så skriv endelig en hilsen her på bloggen, så vi kan inspirere hinanden.

Selv har jeg lige genlæst "Profetens bog" og "Profeten vender tilbage", som er to små perler (romaner) om livets nære og evige temaer: frihed og skønhed, kærlighed og ægteskab, venskab og familie, sorg og glæder. Siden den første bog, Profentens bog, udkom i 1923, har den berørt mennesker verden over og der hører til blandt det 20. århundredes mest citerede bøger. De er begge fyldt med livsvisdom, og det er bøger, jeg kan blive ved med at vende tilbage til og hente inspiration fra.

Jeg kan godt lide at have en roman igang ved siden af den faglitteratur, jeg læser, og på bogmessen i november faldt jeg over et rigtig godt tilbud på Haruki Murakamis bøger, som jeg på det tidspunkt kun havde læst et par stykker af - de havde til gengæld gjort stort indtryk på mig. Så da skiltet med "Vælg frit mellem følgende titler: 50 kr" ramte mit synsfelt, slog jeg til, og jeg er spændt på, hvordan den roman, jeg netop er startet på af ham, "Norwegian Wood", folder sig ud, når jeg når lidt dybere ind i den.

Foto: Sif Orellana, Frederiksberg Have, København

Jeg er også igang med Simon Krohns "Nærmere noget", der handler om filosofoen bag yoga, og den er skrevet med så meget  glimt i øjet og er så fuld af humor, at der på befriende vis ikke er noget frelst over den. Den kan varmt anbefales - er virkelig en personlig, kompetent og begavet introduktion til hele yoga-filosofien, som jeg selv er ret betaget af.

Jeg læser også den helt igennem smukke og poetiske "My Heart Wanders" (for 2. gang), der er skrevet af den hollandske stylist og forfatter Jane Pia Bijkerk. Bogen er fyldt med Jane Pias egne smukke fotografier fra Paris og Amsterdam og skildrer (i tekst og billeder) hendes rejse fra én verdensdel til en anden som følge af, at nogle livshistorier bringes til en afslutning i den ene og nye tager deres begyndelse i den anden. Den hylder modet til at tage chancer, at give slip på fortiden og skabe et hjem, hvorend man er. En rigtig stemningsfuld bog fuld af vedkommende, ærlige og smukke skildringer og betragtninger om livet.

Foto: Sif Orellana, NYC, marts 2014

Dernæst er jeg i gang med en bog af coachen og virksomhedskonsulenten Susann Gjerde, der har skrevet en meget lærerig og anvendelig bog, som introducerer til, hvad "Coaching" som redskab og metode kan, hvorfor og hvordan. Bogen hedder: "Coaching - hvad, hvorfor og hvordan" .

Og derudover har jeg gang i to andre bøger, én om kreativitet, som er en færdighed, der til alle tider har haft min interesse at udforske, dels en vidunderlig kogebog, der er smækfyldt med de lækreste, ovenikøbet sunde opskrifter. Den første hedder: "Kreativitet" og er skrevet af Claus Buhl og den sidste "It's all good" og er skabt af Gwyneth Paltrow - i øvrigt med de smukkeste billeder af den danske fotograf Ditte Isager).

Så måtte du savne godt læsestof, så er der her et par gode anbefalinger! Og i øvrigt... så er der også den lille sidegevinst, at dine unger måske lader inspirere af din fordybelse i litteraturen, og griber fat i bøgerne også - som et godt (og i min verden: tiltrængt og nødvendigt) alternativ til alle fritidssyslerne foran en skærm.

Foto: Sif Orellana, På vej til London, 2013

Faktisk kom jeg til at tænke på den anden dag, hvor jeg fandt 131 emails i min ene af mine to e-postkasser, der var tikket ind i løbet af et enkelt døgn, hvor meget information fra hele verden, der tilflyder os hele tiden, og hvor mange budskaber, nyheder og meddelelser, vi får som følge af den moderne teknologi. Det har mange fordele, men det medfører også ulemper i form af forvirring og overbelastning, for vi modtager jo så meget, der kræver vores opmærksomhed og som skal sorteres og vurderes. Og træffer vi ikke virkelig meget bevidste beslutninger om, hvad der er vigtigt for os, ja så beskæftiger vi os måske mere med det umiddelbare end med det, der er vigtigt. I stedet for at rette vores opmærksomhed mod det, vi virkelig ønsker, lader vi vores sind og tanker fylde med alt det, vi bombarderes med. Og netop derfor er det måske vigtigere end nogensinde, at vi bruger lidt tid på at finde ud af, hvad der virkelig er vigtigt for os, så vi ikke bevæger os rundt i en næsten sovende tilstand og bare lader os forlede til at rette opmærksomheden mod noget, der bare skøjter ind fra højre og venstre.

Når jeg nogen gange bliver spurgt til, hvordan jeg kan nå alt dét, jeg når, så ved jeg faktisk ikke helt, hvad jeg skal svare. For jeg når jo bare dét, der er vigtigst for mig at nå, og med til det hører jo et fravalg af andet, som andre måske så når. Og intet er jo mere rigtigt end andet, så længe det er det vigtigeste for den pågældende. Grunden til, at jeg får spørgsmålet kan dog være, at andre kvinder udefra oplever, at det er væsentlige ting, jeg når. Og det er jeg da utrolig smigret over og glad for, for det må vel betyder, at de tillægger det værdi og kan lade sig inspirere af mine valg. Og hvem vil ikke gerne inspirere og sætte tanker igang hos sine medmennesker, der måske ovenikøbet kan føre til nogle gode forandringer og omprioriteringer :-) Forklaringen på, at jeg når, de ting, jeg når er nok bare, at det er rent faktisk er de ting, jeg bruger min tid på. Det er dem, der opleves så vigtige for mig, at det er dem, der vinder i konkurrencen om min opmærksomhed og tid. Og da jeg - ligesom de fleste andre, antager jeg - også har oplevet perioder, hvor jeg går og er lidt mellemfornøjet, fordi mine dage ender uden at jeg faktisk føler, at jeg har brugt min tid på det rigtige, ja, så har en meget stærk bevidsthed med indover i forhold til at lade mine tidsmæssige prioriteringer falde ud til de ting, jeg har sat mig ned og omhyggeligt defineret som "vigtige".

Og det skal hermed siges, at tid til at "lave ingenting" også har høj prioritet i min verden - lommer i programmet til at have såkaldt "fri tid" (som børnene kalder tiden efter skole, hvor de selv fuldkommen må bestemme, hvad de vil lave) til at gå en tur, sidde og nyde solen i en lækrog, tænke lidt over livet over en kop kaffe i ensom majestæt et dejligt sted, dyrke yoga, bladre stakken af reklamer igennem eller surfe på internettet uden mål og  retning eller andet, der ikke som sådan er af "skabende" og produktiv karakter, men mere restituerende, meditativ karakter - noget man simpelthen bare slapper godt af med. Det er vigtigt. MEN, det er også vigtigt at sætte en tidsramme for, hvor længe man vil holde sådan et mentalt frikvarter, for ellers er hele dagen jo pludselig gået.

Foto: Sif Orellana, Montmartre, Paris, marts 2014

Jeg læste forleden en opfordring til at dele sin dag op i segmenter - at gå i bad var et segment, at besvare mails var et andet segment, at gå til frokost et tredie segment, at køre afsted og hente børnene fra skole et fjerde segment osv. Opfordringen lød på, at vi i indledningen af hvert segment skulle gøre os klart, hvad vores hensigt med segmentet var. Måske er det godt at bruge tiden i morgenbadet til at planlægge dagen. Hvad er de fem vigtigeste ting, jeg skal nå i dag, og hvad kunne jeg tænke mig, såfremt jeg har tid i overskud. Er det vigtigt at strege 20 punkter ud på listen over opgaver på jobbet eller er det mon vigtigere at nå 10 i prioriteret rækkefølge og til gengæld afse tid til en gåtur om eftermiddagen, en times yoga, en løbetur eller lignende. Nogen gange liver dagen bare som den nu engang gør, hvor naboen ringer på døren og før man får set sig om, har man brugt en time på at snakke om "Nej tak til reklamer"-skilte, hvor løbeturen så måske ryger i svinget. Og var det nu det rette?

Selv er jeg faktisk slet ikke et udpræget regelbundet og struktureret menneske, men hører snarere til den meget lyststyrede type. Mit held er bare, at jeg ofte har så stor glæde ved mine opgaver som forfatter og forlægger, at jeg af lyst investerer min tid dér. Jeg falder derfor ikke så nemt i den grøft, der hedder "overspringshandlinger", og belært af efterhånden 43 års gang her på jorden ved jeg, at tiden er en farlig herre, der løber om hjørner med mig, hvis jeg ikke bevarer et fast greb om tøjlerne, og det har nok alligevel fået en vis grad af disciplin til at blomstre frem i mig ;-) Det er mig meget betydningsfuldt at bruge min tid godt her på jorden, og det ansvar, der hører med sådan en beslutning, udløser nok en form for tilstedeværelse i nuet og stærk prioriterings-sans.

Uanset om man er struktureret eller ej, kan de fleste af os dog have godt af at lægge en plan, der gør, at vi når dét, vi kan mærke, giver os glæde og en følelse af mening og formål. Og jeg ved fra min korrespondance med mange af mine læsere, at rigtig mange føler, at den ene dag tager den anden, uden at de udretter dét, de ønsker, skaber det liv og de resultater, de drømmer om og opnår den følelse af handlekraft og balance i livet, de søger. Og det tærer altså lidt på de indre ressourcer, selvværdet og selvrespekten. Og her kan rådet om at inddele dagen i segmenter og gøre sig klart, hvad hensigten med segmentet er, være en - i mine øjne - rigtig god ting. For eksempel har jeg besluttet, at mine minutter under strålerne om morgenen skal gå med netop at tune ind på min dag og opstille nogle overordnede mål for, hvad der gør dagen til en god dag for mig. Og på turen hjem i bilen fra skolen om morgenen (jeg arbejder jo hjemmefra) elsker jeg at sidde og høre musik, sætte mobile på lydlys, give slip på alle gøremål og pligter og bare nyde udsigten, tonerne fra radioen og forventningen til dagens første kop kaffe. Det er min lille stund, min fristund. På det tidspunkt må verden vente, for dér vil jeg bare have lov at være mig og ikke stå til rådighed for nogen som helst. Dejligt!

Et lille reflekterende indslag, som jeg håber, du kan hente lidt inspiration i. Alt det bedste herfra.

Kh.
Sif

Nem og lækker påskedessert - og lidt tanker om livet

 
Kære læser
 
Er du også helt høj over det solbeskinnede forår, der har sænket sig over vort land? Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har nydt forårets komme i den grad, jeg gør i år. Vinteren har været lang og mørk i år, synes jeg. Den har måske ikke været så kold og rig på puddersne, men jeg synes, det føles som hullet til bjørnehulen langt om længe er blevet filtret fri for skærmende grene og isolerende kviste, så sollyset igen kan vælte ind. Sådan føles det nok især, fordi det sidste halvår af 2013 bød på rigtig meget svær sygdom i min nærmeste familie og en række andre lidt krævende hændelser, som der lige skulle krisestyres på. Alt i livet går op og ned. Vinden rusker nu og da i hårrødderne og lægger sig andre gange som en tryg, beroligende hånd på lænden, der giver én det blide skub fremad, man har brug for. Og begge dele er en del af livet, og begge dele giver i én eller anden forstand livet værdi, mening og hjælper med at sætte tingene i perspektiv.
 
 
 
Allerede i årets første måned anede jeg dog, at lysere tider var på vej. Sådan er det pudsigt nok tit, når man vender kalenderblad. Der er et eller andet magisk ved at afrunde et år og tage hul på et nyt. Udskiftningen af en godt slidt kalender med en ny og endnu blank fører på forunderlig vis næsten altid positive forandringer og velkomne omvæltninger med sig. Og ofte sker de jo ikke helt af sig selv. Nogen gange er vi bare ikke helt klar over, hvor stor indflydelse, vi selv har på disse skift. Helt automatisk tror jeg mange af os går og summer lidt over det forgangne år, når det nærmer sig sin afslutning, evaluerer på, hvad der gav året værdi, og hvad der burde prioriteres anderledes. Og selvom jeg selv hører til dem, der meget bevidst sætter mig ned med min elskede notesbog foran mig og udstikker nye retninger, afdækker, hvilke værdier, der skal have lov at være mine ledestjerner i året, der kommer og, hvilke (ofte fem) fokusområder, der skal udgøre mine fyrtårne, ja, så sætter årsskifter vist en proces igang i os alle i forhold til at justere vort indre kompas. Det finder jeg magisk, og jeg har med årene nydt at fordybe mig i denne proces så bevidst og fokuseret som muligt i den hensigt at sikre mig, at det dyrebare liv, jeg er blevet givet, bliver brugt på det rette - og på de rette. Der er da ikke ret meget, der giver mere mening for mig end at reflektere godt og grundigt over dette. Ellers flyver man jo rundt som et blad i luften, der bliver ført afsted af vinden, hvor den måtte ønske at bringe én og ikke, hvor man nødvendigvis selv måtte finde det rigtigst at drage hen. Det er der naturligvis også en vis portion eventyr over (jvf. min hang til og glæde ved "at fare vild", som jeg var inde på i foregående blogindlæg), men generelt ønsker jeg nu selv at vælge, hvornår jeg vil lade mig føre af vinden, og hvornår jeg selv vil sidde ved rattet (hvis man kan sidde ved sådan ét, når man er et "blad" ;-)).
 
 
Sikke (lomme-)filosofisk dette indlæg endte med at blive :) Men faktisk er sådanne tanker nogen, der optager mig mere og mere. Med alderen bliver man nok lidt mere opmærksom på, hvor værdifuldt - ogsamtidig skrøbeligt - livet er, og hvor vigtigt, det er, at vi hver især tager ansvar for at bruge den tid, vi har her på jorden på det, der fylder os med mest mulig mening, vækker vort engagement i stort muligt omfang og giver os oplevelsen af at bruge os selv, vores kompetencer og personlige kvaliteter på den måde, der giver størst værdi for andre og én selv.
 

Faktisk ville jeg have skrevet om påsken i dette indlæg, for den venter jo lige om hjørnet. Selv holder jeg meget af denne højtid, som er en sand forårsbebuder fyldt med hyggelige traditioner og lækre højtids-retter og bagværkstyper. I "Spilopper & stjerneskud" har jeg et kæmpe påskekapitel med, hvor du både får historien om, hvad hver dag i påsken står for, og samtidig forsynes med masser af inspiration til påskelege, -pynt, -bagværk, -retter og meget andet. Én af de opskrifter, jeg er særligt glad for er denne lille påskedessert, som er utrolig nem at lave, og som bare smager tæskegodt. Den kan laves i en håndevending, og er en moderne, og ovenikøbet lidt mere kaloriefattig, variant af den klassiske citronfromage. Mange læsere synes, "Spilopperne" udkom skrevet til mig, at den har vakt succes hjemme hos dem, når de har samlet familien omkring påskebordet - og faktisk har en del fortalt mig, at de også laver den som dessert til vennekomsammener på andre tidspunkter af året, fordi den er så nem og smager så godt.
 
Her kommer den, så du også kan prøve den. Håber, den vil vække glæde hjemme hos dig også, og forkæle dine og familiens smagsløg godt.
 
 
Påskedessert
4 personer

6 dl piskefløde


3 dl græsk yoghurt 10 %
revet skal af 1 citron

Citronsirup
saften af 1⁄2 citron


4 spsk sukker

kornene fra 1⁄2 vaniljestang

Pynt
revet citronskal
citronmelisseblade
hvide eller gule likøræg

Pisk fløden til skum og bland den med den græske yoghurt og 3⁄4 af den revne citronskal (gem resten til pynt). Stil den i køleskabet. Pres citronsaften ned i en gryde og tilsæt sukker og vaniljekorn. Varm blandingen op og kog den ind i
 10-15 minutter, til den bliver tyk og sirupsagtig. Tag den fra blusset og køl den helt ned. Bland den i yoghurtcremen. Fordel citroncremen i dekorative små skåle og pynt med revet citronskal og, et citronmelisseblad og et likøræg.

Stemningsberetning fra Montmartre + skøn æbletærteopskrift

Kære læser

Torsdag i sidste uge var jeg så heldig at nå frem til en dato, jeg længe havde set frem til: Afrejsedagen for min lille researchtur til Paris med to gode veninder. Turen har været i kalenderen i et lille halvt års tid, og det er faktisk den halve glæde at have sådan en oplevelse at gå at se frem til. Så langtidsplanlægning på rejsefronten kan varmt anbefales. Mange sms'er og mails har været sendt frem og tilbage med "Oh, nu nærmer det sig", "Tænk, om et øjeblik sidder vi på en fortorvscafé et dejligt sted og drikker god kaffe" og "Wow, har I hørt, at det bliver op til 20 grader i weekenden!" Ja, det forudsagde meteorologerne om vejret i netop den weekend, vi ramte byen, og det mest fantastiske var, at de fik ret! 20 grader og strålende sol var, hvad vore to sidste dage i Byernes By bød på, så det kompenserede til fulde for, at det var lidt skyet den torsdag morgen, vi trillede ind i byen fra lufthavnen med kurs mod Montmartre, hvor vi skulle bo under vort ophold.

Alle billederne, du ser i indlægget her, er skudt den torsdag, vi ankom til byen, hvor kameraet var flittigt i brug. Hold da op, hvor var det dejligt at gense byen, som tilbage i 1989 var det sted, jeg for første gang rejste til på egen hånd, da jeg som nyslået student drog mod franskmændenes hovedstad i den hensigt at lære mig sproget, udforske kulturen og tjene lidt til dagen og vejen som aupair. Jeg faldt pladask for byen dengang, og kærligheden til dette smukke sted på kloden har været stærk og vedholdende lige siden.

Som noget nyt skulle jeg på denne seneste tur bo tre nætter på Montmartre, et kvarter, jeg ikke kender så godt. Vi skulle bo i en lejlighed, vi havde været heldige at låne af den ene af mine rejsefællers bror. En skøn lejlighed - stor og lys - beliggende i Rue Dancourt. Super charmerende sted lige midt i hjertet af et mekka fyldt med et labyrintisk net af små trænge brostensbelagte gader med butikker, caféer og restauranter. Det emmede af liv lige ude foran hoveddøren, og vi var på farten fra morgenstunden og indtil vi havde spist aftensmad sidst på aftenen alle tre dage, vi opholdt os i byen.

Første dag tilbragte vi på Montmartre, hvor Malene, den ene af mine gode veninder, viste os rundt. Hun har boet i netop dette kvarter i cirka fire år for en lille håndfuld år siden, og kender det som sin egen bukselomme. Så med Malene ved roret blev vi fuldkommen driftsikkert ført fra A til B. De øvrige dage var vi godt omkring i en hel del af de andre arrondissementer og kvarterer: Mariais, det sjete og syvende, ovre ved Louvre, ved Madeleine, Concordepladsen osv.

Gældende for hele vores færd rundt i byen var, at vi gentagne gange lod os indfange af de ypperlige bagervinduer, der med sit imponerende line up af kager og konditorværker fristede os voldsomt. Med deres mange bær i diverse farver og nuancer beklædt med glansfulde geléer lignede de næsten glimtende juveler med ædelstene i alle tænkelige farver og former. Hvis der er noget franskmændene kan finde ud af, så er det altså at kreere søde lækkerier, der frister og appellerer ligeså meget til øjet som til smagsløgene. Og vi kunne da heller ikke lade være med at smage på en hel del af dem, hvilket fyldte godt med ny inspiration på mine depoter på øverste etage og fik idéerne til at boble. Så skulle du undervejs i dette indlæg have undret dig lidt over den æbletærte, du ser skride frem fra smuldredej til færdig tærte, ja, så har du nok fået et hint om, hvad jeg har brugt inspirationen fra de parisiske bagere til hjemme i mit eget køkken. Og ja, den er blevet bagt i dag med den spirende forårsstemning, solen, det pulserende leben, duftene og minderne fra Montmatre i tankerne.

Nu fortalte jeg godt nok, at Malene ledte os trygt og hjemmevant rundt i byen, hvad der jo på mange måder var fantastisk. At gå rundt uden kort er efter min mening skønt. Så glider man mere ind i hverdagen dér, hvor man opholder sig og føler sig ikke så turistagtig. Til gengæld hører jeg til den race, der har en mærkelig glæde ved at "fare vild", når jeg rejser. Jeg har drøftet denne tilbøjelighed og måske lidt usædvanlige fornøjelse med en god ven, der deler min glæde for at "komme lidt på afveje", når han begiver sig ud i verden, og vi er nået frem til, at det jo i mange tilfælde er dér, man for alvor tager hul på eventyret og stifter bekendtskab med det uventede. Og ja, det må man sige!

Og det skete da også i lørdags, da vores ellers så kompetente guide og vejviser skulle mødes med en dansk veninde bosat i Paris. Min anden veninde, Gitte, og jeg drog derfor efter frokosten afsted på egen hånd for at kigge lidt nærmere på Marais-kvarteret, som vi havde opholdt os i nogle timer inden frokost og derfor mente, at vi havde et ganske fornuftigt overblik over. Som den, der kendte byen bedst af os to, var det helt naturligt, at jeg overtog guideflaget fra Malene, og før nogen af os havde set os om, havde jeg mistet orienteringen og var, ja, faret vild. Sådan skal det gøres!

Vi gik lidt rundt i blinde, og så da pludselig Pompidou Centret ligge foran os, hvilket gjorde det helt klart for os, at vi var kommet temmelig langt væk fra vores egentlige mål. En sød kvinde overhørte vores højlydte evaluering af, hvor I alverden vi mon var, og kom styrtende os til undsætning med sin mobiltelefon flagrende i den ene hånd og sin lille søn i den anden. "Er I faret vild?," spurgte hun nærmest begejstret. Vi nikkede i takt. "Hvis I siger mig, hvor I skal hen, så finder jeg det lige på gps'en på min mobil," sagde hun, og hendes funklende øjne lod ane, at hun hørte til de mennesker på denne jord, der finder glæde ved at komme "fortabte sjæle" som os til undsætning. "Vi skulle meget gerne finde Place des Vosges," sagde jeg, og sekunder senere stod hun med hånden højt løftet og pegefingeren pegende stift til højre for sig. "Den vej et godt stykke og så til højre," udbrød hun med stor ovebevisning.

Nu ville skæbnen det bare således, at kvinden måske nok hørte til dem, der gerne ville lede mennesker, der havde mistet orienteringen, på rette spor igen, men hun var til gengæld aldeles talentløs til at læse et kort. Så hun viste os i stik modsatte retning af, hvad der ville have ført os til Place des Vosges. Ergo blev vi ledt endnu mere på vildspor, end vi havde været før, hvad der jo var en sand triumf for sådan én som mig, der har en obskur glæde ved at "fare vild". Vi kom ned af snørklede gader og stræder, jeg aldrig har oplevet før, så små parker, butikker og steder, jeg ikke anede eksisterede, og på vejen mod vores forliste Place des Vosges fik vi ovenikøbet lokaliseret nogle sjældent fine butikker med tiltalende smågaver til dem derhjemme. Så alt gik som det skulle; vi for vild, så noget nyt og  uventet, og vi blev genforenet med Malene, da mørket begyndte at falde på og maverne fortalte os, at det var tid til at vende hjem til Montmartre og finde et hyggeligt lille sted at spise lidt god aftensmad.

Den aften stod den på indiske smagsoplevelser, og tænk dig: Vi fik hele tre retter rigtig lækker mad for 18 Euro hver, dvs. ca. 135 kroner på et sted, vi tilfældigt faldt over på Montmartre, der hed "Samrana" og lå på 47, Rue d'Orsel. "Hvilke retter var mon det?," tænker du måske. Og jo, det kan jeg da godt fortælle dig. Det var: Chicken Tandori med nybagte naan med ost til forret, lammecurry med safranris til hovedret og sorbetis af kokos og pistacie til dessert. Super velsmagende og godt tilberedt. Så det kan godt anbefales, hvis du selv skulle gæste Montmartre. Nærmeste metro? Det e såmændr: "Abbesses".

Et andet sted, som er ført ind i min rejsejournal over adresser, der er værd at huske, er vores morgenmadssted: "Coquelicot", der går for at være morgenmadsstedet på Montmartre. "Restaurant specialité du brunch et petit déjeuner - Brunch a toute heure en terrasse ou dans les salles interieures de charme" skriver de i brochuren. Du kan nok godt knække koden til, hvad det betyder, selvom dit franske måske er lidt rustent. Kort fortalt slår de fast, at de er leveringsdygtige i en sjældent lækker brunch og morgenmad, ude og inde, fra de åbner til de lukker (8.15-17.30). Og de lover ikke mere end de kan holde. Vi prøvede flere af deres retter på kortet, og det var intet mindre end fremragende alt sammen på den hyggelige og upretentiøse måde. Er du glad for café latte og kan du måske, ligesom jeg, godt lide, at kaffen ikke er alt for stærk, så kan jeg anbefale at bestille en "boule de café crème" (det er den store skål, jeg holder på billedet ovenfor - super god kaffe).

Nedenfor kommer opskriften på den æbletærte, jeg udviklede her til eftermiddag med afsæt i de stemninger, jeg stadig bærer i mig fra Montmartre. Jeg er i gang med at eksperimentere lidt med nogle nye ingredienser, og det bringer mig nogen gange frem til varianter af allerede velkendte typer bagværk og retter, der virkelig er nytænkende og rigtig lækre. Det gælder også denne æblekageopskrift, hvor det almindelige glutenholdige hvedemel er skiftet ud med glutenfri boghvedemel. Selvom hverken min familie eller jeg lider af glutenallergi, er det en god ting at skære ned på sit indtag af gluten. Mange af os kan få lidt problemer med fordøjelsen ved indtag af for megen gluten, opleve træthed m.v. og fødevarer uden gluten har potentialet til at skabe forbedret velvære for folk både med og uden allergi eller intolerance. Bortset fra denne fordel, så smager tærten bare supergodt, og jeg håber, du har lyst til at prøve den en dag, hvor den søde tand skal tilgodeses - måske i weekenden :)

Mange små økologiske og biodynamiske supermarkeder er iøvrigt også spiret frem i Paris, ligesom de er herhjemme, og ikke så få steder kan man vælge sig diverse lækkerier i caféernes montrer, der er glutenfri, økologiske og med masser af antioxidantholdige frø og kerner. En god udvikling, som jeg til fulde støtter op om.

Æbletærte med stemning fra Montmartre
6-8 pers.

Montmartre kan man måske ikke lige gæste, men lidt stemning derfra kan såmænd godt sniges ind i hverdagen, hvis du bager denne tærte, som jeg har ladet mig inspirere af efter fire dejlige dage på bakken i Paris, hvor Sacre Coeur troner så smukt med den skønneste udsigt over byen.

125 g smør, stuevarmt
120 g boghvedemel
1 spsk vaniljesukker
35 g kokossukker
75 g fintvalsede havregryn

3 lidt syrlige madæbler (Belle de Boskoop er “queen of apples” i tærtesammenhæng)
2 spsk citronsaft
1 spsk ægte kanel (den fra Sri Lanka)
1 spsk kokossukker

1/2 dl græskarkerner

Bland ingredienserne til dejen i din bedste bageskål og stil den til afkøling i køleskabet, mens du deler æblerne i kvarte, fjerner kernehuset og skærer dem ud i tynde skiver. Vend æbleskiverne i citronsaft. Drys kanel og kokossukker over æblerne og vend dem rundt i kanelblandingen. Hak (eller blend) græskarkernerne groft og put dem over i en skål.

Tænd ovnen på 200 grader og for en rund eller aflang kageform med bagepapir (du kan også vælge at smøre formen i stedet, men  papir-tricket gør tærten nem at tage op, når den er kølet af). Fordel dejen i kageformen, og tryk den godt op omkring kanterne. Anbring de skivede æbler side om side ovenpå dejen. Drys til sidst de hakkede græskarkerner over. Sæt tærten i ovnen og bag den ca. i 35-40 minutter eller til den er gyldenbrun og gennembagt.

Server evt. med friskpisket flødeskum, en kugle vaniljeis, lidt crème fraiche - eller nyd den som den er. Hvis du ikke har fået fat i syrlige madæbler, er crème fraiche lækrest, synes jeg, da du så får lidt syrligt modspil derigennem

Tip
Boghvedemel og kokossukker er måske ikke noget, du lige har liggende i køkkenskuffen, og hvis du får lyst til at bage tærten uden at have disse ingredienser hjemme, kan du let erstatte boghvedemelet med almindeligt hvedemel og kokossukkeret med rørsukker eller almindeligt sukker.

Hvad er kokossukker?
Hvis du undrer dig over, hvad "kokossukker" er, så stammer det fra de blomster, der vokser på kokospalmen. Det er faktisk fremstillet af nektaren fra disse blomster. Det er naturligt og uraffinneret, og går således ikke ind og påvirker blodsukkeret i samme grad som  almindeligt hvidt sukker. Derudover indeholder det en række mikronæringsstoffer, som er gode for os at indtage. Det søder en anelse mere end almindeligt sukker og har rund og karamelagtig smag, som er lækkert i de fleste typer bagværk.
 

God bagelyst og velbekomme!