#ff28a2

Indlæg fra oktober 2013

Vildt her-og-nu-tilbud: 3 numre af BoligLIV + bestsellerkogebogen GREEN KITCHEN STORIES

Har du hørt om Green Kitchen Stories? Hvis ja, så er du garanteret også faldet for David og Luises vidunderlige univers på deres blog. For en god måneds tid siden havde jeg den store ære og fornøjelse at udgive den danske udgave af deres smukke kogebog, der er helt ligeså skøn som deres inspirerende blog. Bogen koster 300 kroner i handlen, men lige nu kan du sikre dig den for kun 179 kroner og ovenikøbet få tre numre af det drøninspirerende BoligLIV (som jeg til alle tider har været en kæmpe fan af) med i købet. Der er ikke så mange bøger i puljen, så skynd dig og bestille pakken her, hvis den kunne være noget for dig. Du forpligter dig ikke til køb af flere magasiner end de tre, men bladet er altså rigtig godt, så måske har du sult efter mere, når du først har fået et par gode smagsprøver :-)

Du kan også vælge at give bogen i gave til en af dine kære til jul og beholde abonnementet - eller gøre det omvendt! Du bestemmer selv, hvornår abonnementet skal startes op.

Ny bog på vej: GULD I GRYDEN

Kære alle sammen

At nå et fyrtårn, man selv har tændt flammen i og siden da har haft sit blik fæstnet imod, er altid en helt særlig oplevelse. Den fylder én med den dejligste kombination af lettelse, stolthed, forløsning og begejstring, og i fredags nåede jeg frem til ét af mine fyrtårne. Jeg har de seneste måneder arbejdet ihærdigt på at bringe 2. bind i min helt nye temaserie til verden (første bind udkom 1. august under titlen 'Kram i madkassen'), og lige inden startskuddet til weekenden lød - og min søster, niece og nevø fra København kørte ind i carporten for at tilbringe et par dage sammen med os her i Aarhus - sendte min talentfulde grafiker mig den endelige udgave af omslaget og de 160 siders indhold til min kommende bog: GULD I GRYDEN.

Bogen udkommer samtidig med, at fløjten lyder til årets udgave af BOGFORUM den 8. november. Så hvis du planlægger at kigge ud forbi Bellacentret og få et godt læs litterær inspiration med dig hjem, er du hjerteligt velkommen til at komme omkring min stand på C4-035 og hilse på og måske købe et signeret eksemplar af min nye 'Guld i gryden' med hjem.

Hvad handler min nye bog så om? Jo, som titlen antyder retter den sigtet mod lækre middagsretter, du kan trylle frem på komfuret (eller i ovnen). Den byder på masser af inspirerende bud på hurtig, nem, sund og ganeforkælende hverdagsmad. Livet er nemlig efter min klare overbevisning alt for kort til kun at spise godt i weekender og ferier, hvor vi har elastik i programmet til at frembringe de lidt mere tidskrævende retter. Næ nej, også i hverdagen vil vi spise godt, og i bogen finder du masser af opskrifter, der både er hurtige og nemme at frembringe og som samtidig får englene til at bryde ud i skønsang - også på en helt almindelig mandag :-)

Hvis du har lyst til at høre mere om bogen, tankerne bag m.v., kan du møde op på SAXO's scene under bogmessen fredag den 8. november kl. 13, hvor jeg vil lade mig interviewe af interviewer Pernille Weil. Og hvis du køber adgangskort til hele messen, er der et par arrangementer mere, du ikke må gå glip af om søndagen den 10. november, hvor kogebogsforfatterne Luise Vindahl og David Frenkiel, parret bag den fantastiske blog og danske udgave af bestsellerkogebogen GREEN KITCHEN STORIES, optræder på SAXO's stand kl. 10.15 og på Madscenen kl. 16.30. Første oplag af den danske udgave af deres succesrige vegetarkogebog er næsten udsolgt, men andet oplag er bestilt og på vej til Danmark på et stort fragtskib fra Hong Kong, hvor bogen er trykt på trykkeriet 1001 Productions. Så der er nye bøger på lager til bogmessen til alle de, der endnu ikke har sikret sig et eksemplar og som måske kunne have lyst til at få en lille hilsen skrevet i af Luise og David.

Du kan naturligvis også købe mine andre bøger på min stand under bogmessen, og 2. oplag af 'Kram i madkassen' vil nå at komme fra tryk lige inden. Så måtte du opleve, at boghandleren melder udsolgt, så er der nye eksemplarer på lager til bogmessen :-) Og ikke mindst vil du kunne finde REJSEN TIL SUNDHED på min stand - en helt igennem fantastisk sundheds-rejse-bog af to vordende forfatterstjerner: Anja Ballegaard og Zenia Santini, hvis første bog udkommer på Tinkerbell Books 8. november 2013.

Mange glade efterårshilsner fra mig. Sov dejligt og på genhør.

Sif

Ps. Nedenfor ser du i øvrigt et lille glimt af vores aftensmad i aften, 'QuIche ratatouille de paris', skudt i haven lige inden lyset dæmpedes og mørket indhyllede træer og buske i aftenklædning. Retten indgår også i min nye 'Guld i gryden', og den kan varmt anbefales. Indenunder metalformens kant gemmer sig en skøn, sprød tærtedej bagt på bl.a. fuldkornshvedemel, hvori hviler en æggemasse med hytteost, emmenthaler i tern, revet parmesan, lidt fløde og en god portion vitaminsprudlende ratatouille. Uhmm...