#ff28a2

Indlæg fra september 2013

Der blev bagt foccaciaer i massevis...

Fotografierne er skudt med min Iphone og postet på Instagram i går (du kan følge mig ved at søge på siforellana)

Det er ikke stor fotokunst, jeg fremviser her (fotos postet på Instagram), men lige et lille glimt fra eventen i Magasin i Aarhus i går, hvor min yngste søn, Noah, hans bedste ven fra klassen, Mads, og jeg sørgede for, at ovnen i det lille køkken i isenkram-afdelingen fik lov at vise, hvad den duede til. Vi  bagte fra min nye madpakkebog, 'Kram i madkassen', der udkom 1. august - rullede små foccacia-bunde ud af en langtidshævet dej, føjede en hjemmelavet tomatsauce på, lidt frisk mozzarela i tynde skiver og lige nøjagtig det fyld, hjertet begærede. Noahs og Mads' favorit var udgaven med lidt tomatsauce toppet med frisk mozzarela, små papirtynde skiver kartofler, iltaliensk salami, frisk rosmarin, et lille dryp olivenolie og godt med friskkværnet peber på toppen.

I dag har jeg været oppe i Bog & Idé i Storcenter Nord i Aarhus til endnu en event, hvor butikschef, Mette Holmegaard, interviewede mig om mit forfatterskab. "Og når vi taler om dét, kan vi nok slet ikke undgå også at komme ind på livet i al almindelighed," sagde hun indledingsvis og smilede. Og hun fik ganske ret! For mine bøger tager jo meget afsæt i det liv, jeg lever, og udover at rette sigtet ind mod familiefritidslivet, så inkluderer jeg også løbende nye områder, som jeg fatter interesse for. Lige pt. er jeg i færd med at tage en master i Positiv psykologi på Aarhus universitet, hvad jeg er fuldkommen opslugt af. Vi er lige startet på 3. semester og har i dette halvår fokus på "Det gode arbejdsliv", hvad der jo er relevant at stille skarpt på for os alle. Det handler om motivation, selvledelse, meningsfuldhed i professionelt regi, potentialerealisering, livskvalitet, sammenhængskraft, ekstern ledelse og meget andet spændende. Jeg skrev faktisk nogle noter ned på papiret på sidste undervisningsdag, da jeg pludselig blev så inspireret til at formidle nogle af de mest centrale, vedkommende pointer til dig her på bloggen. Så det vil jeg se, om jeg ikke lige kan finde tid til her i weekenden.

Det har været et meget travlt år i år, og jeg har forsømt min blog mere end, hvad jeg har ønsket. Jeg har virkelig savnet at skrive mine små indlæg med refleksioner over livet, hverdagen, drømme og ønsker, nye idéer og alle de talrige tanker, projekter og tiltag, der pirrer, driller, vækker til eftertanke, inspirerer, skubber til mig, trænger sig på for at blive realiseret, udfordrer, motiverer, glæder mig osv. Jeg holder meget af min varierede hverdag med et hastigt kasketskifteri og opgaver af vidt forskellig karakter. Programmet er godt fyldt op i perioder, men jeg nyder foremmelsen af at bruge mig selv og mit liv godt, og glæder mig over, at tidsstyring afgjort er en evne, man kan skærpe henad vejen. Og det handler jo ikke kun om at producere og skabe resultater. Selv gør jeg, hvad jeg kan for hver dag at prioritere et velfortjent frikvarter - det være sig en yogatime i fitnesscentret, en gåtur langs stranden, en bagestund i køkkenet, en middag med venner, en cafétur med ungerne, et kaffemøde med en veninde, en læsestund i sofaen eller lignende. Det er en vigtig måde at tanke op og sikre, at der er brændstof nok på systemet til at navigere godt igennem hverdagen med alle de roller, vi dagligt skal jonglere rundt med.

Rigtig skøn weekend til dig. Håber, vi slår øjnene op til rigtig dejligt vejr i morgen, så vi kan komme ud og trave en tur i det smukke efterår.

Stemningsskud fra en smuk efterårsdag

Jeg burde have siddet med computeren hele dagen, men efteråret kaldte intens mit navn, og jeg måtte bare lige ud og se, hvordan det kastede glans over den smukke strand, der snor sig 3 minutters gang fra mit hjem. Ja, hvor heldig kan man lige være at bo så tæt på vandet. Jeg glæder mig over det hver dag og prøver så vidt muligt lige at komme et kort smut derned hver dag. Vandets stille skvulpen, bølgernes heftige brusen, vindens susen eller den stille brises dans over vandoverfladen - der er altid dejligt dernede, og jeg tror helt ærligt, at det er godt for sjælen at bringe sig selv i kontakt med langstrakte horisonter, de velgørende blåtoner og naturens utæmmelige humør.

I dag var vejrguderne i godt humør! Hold da op en smuk efterårsdag, vi har været beriget med. Dejligt, at Thor har taget sig en velfortjent fridag :)

Bor du i Aarhus, så optræder jeg i Magasin klokken 15 med bagning og smagsprøver fra min nye madpakkebog. Måske ses vi :-)

Min rejse til Irland, en lærings- og opdagelsesrejse af de sjældne

At slå øjnene op til den sagte lyd fra alarmklokkens bimlen vel vidende, at denne dag er endnu én i den lille perlerække på i alt fem, der udgør min Irlands-ekspedition, fylder mig med glæde. At drage ud på en færd af denne type, der byder på en helt særlig pakke af ny læring, rejseoplevelser, berigende bekendtskaber og masser af frisk kreativ inspiration er i min verden noget af det mest motiverende og selvforkælende, jeg kan ønske mig. Jeg har gjort det én gang tidligere i år, da jeg drog til Sverige - et helt vidunderligt sted et par timers kørsel fra Stockholm - og mødtes med 12 kvinder fra alle hjørner af verden til en foto- og stylingworkshop med Aran Goyoaga, madfotograf, stylist og skaber af den den prisvindende madblog www.cannellevanille.com. Du kan læse om mine oplever i Sverige her på min blog. På fem dage skød jeg 2.000 billeder, hvoraf 50 måske var lige i øjet, og de øvrige var lærerige eksperimenter, der gav mine færdigheder som fotograf et betragteligt nøk opad. Vi fotograferede fra morgen til aften med indlagte foodstylingopgaver, tematiske udfordringer, demonstrationer i "brug" af lyset som virkemiddel, på forskellige locations m.v. Hold da bare op, hvor var det inspirerende! Det sitrer helt i min krop, når jeg tænker på det, for faktisk har jeg aldrig oplevet noget lignende, og jeg kan næsten ikke finde ord for, hvor stor en oplevelse det var at mødes med 12 kvinder med ligeså stor en passion og dybfølt interesse for mad- og livsstilsfotografering, storytelling og formidling af værdier, som vi oplever skaber glæde og livskvalitet i menneskers liv.

Turen til Irland var ligeså jordomrystende for mig. Det er måske ikke normalt et positivt begreb, men sådan skal det nu forståes her. Fra jeg steg på flyet i Kastrup,  landede i Dublin og, i en lejet bil med rat i den gale side (-gør det aldrig, det er med livet som indsats!) kørte den 3 timer lange tur ad snævre, snoede veje fra hovedstaden til East Clare, startede et fem dage langt eventyr. Det er sjovt som man nogen gange kan tune sin bevidsthed ind på at nyyyde hvert et øjeblik af en opdagelse, og hvordan denne bevidsthed kan udløse, at man er til stede i nuet på en måde, man ellers sjældent er, men sådan var det. Ligesom når man nyder et sjældent udsøgt måltid, og ved, at det slipper op, før man helt har fået stillet sin sult - da nyder man også hver en bid i næsten andægtig tilstand. Det var sådan, jeg havde det. Naturen, luften, landskaberne, det fantastiske landsted - Caher House - vi boede på, dyrene, indretningen, de enorme senge i vores dobbeltværelser, den skønne morgenbuffet, de smukke motiver overalt, man vendte og drejede ansigtet, ekskursionerne til den biodynamiske farm, der producerede gedeoste, vore vidunderlige dage med fotoskydning ude og inde, turene langs søen, indkøbene i den lille lokale by Gort, de gode snakke, idéudvekslingerne, drømmene, de gensidige gode råd, den konstruktive feedback, alle de nye tricks og tekniske fiduser... Ja, det var på alle niveauer, at oplevelsen af at forkæle sit intellekt, sin krop og sin sjæl, fandt sted.

Béa (læs: sådan kalder Béatrice Peltre sig) var et livsstykke uden lige. Sjældent har jeg oplevet en kvinde med mere glød i øjnene. Hun fortalte levende og medrevet om sit liv, sin hverdag, sin passion for fotografering og formidling af sin madglæde og alt, hvad der knytter sig hertil. Og hendes lille 5-årige datter Lulu blev ofte nævnt som et af de største lysglimt i livet og det var skønt at høre om denne lille videbegærlige piges brændende interesse for mad, for at forstå sammenhængen i livet, for at udforske, gå på opdagelse og knække koden til, hvordan verden er skruet sammen - præcis som børn i den alder ofte gør. Om aftenen fra mit værelse kunne jeg høre dem snakke over Skype i dagligstuen nedenunder, og grinede lidt for mig selv, da jeg forstod, at Lulu med sin lille, nysgerrige stemme fik overtalt sin mor til at gribe sin bærbare computer i favnen og tage den med rundt fra rum til rum, så Lulu kunne få lov at opleve, hvor hendes mor opholdt sig de fem dage, hun var ude på en mission for at lære andre foodbloggers, forfattere, fotografer, stylister, kokke, livsstilsjournalister m.fl. at folde deres evner som visuelle storytellere ud. "Wauw, c'est jolie, maman!," (læs: "Wauw, det er smukt, mor!") udbrød hun begejstret. Hyggeligt at høre den lille scene udspille sig nedenunder.

Jeg kunne fortælle i timevis om mine oplevelser. Der var så mange guldstunder undervejs, og jeg tænker tilbage på mine dage med den største taknemmelighed og sender mine nye venner de bedste tanker her fra min egen lille dejlige plet på kloden, som danner rammen om mit liv og min hverdag. Vi har oprettet en facebook-gruppe, hvor vi holder kontakten, og der er en livlig aktivitet derinde i disse dage, hvor mange byder ind med skønne billeder, takkehilsner og præsentationer af nye projekter og idéer, de skal til at udvikle. Jeg ved, at en del af os vil ses igen, og det glæder mig. Det var en fantastisk gruppe, der mødtes i Caher House i fem solbeskinnede og til tider lidt regnfulde efterårsdage i september, og vi har sammen skabt et minde, der vil leve i min erindring.

Nu er jeg godt tilbage i hverdagen, beriget og inspireret, og jeg har kastet mig over færdiggørelsen af min kommende bog, som er efterfølgeren til 'Kram i madkassen'. Jeg er næsten i mål med den; manuskriptet er på plads, og de sidste billeder ved at blive skudt. Min dygtige grafiker, Charlotte Brixen, er i fuld gang med layoutopgaven, så inden længe vil jeg kunne præsentere jer for forsiden. Og så glæder jeg mig til, at jeg inden længe kan mødes på Narayana Press - mit stjernegode trykkeri i Gylling ved Odder - sammen med Anja og Zenia, der er forfattere af min første bog på eget forlag af eksterne danske forfattere. Hold øje med den, folkens! Det bliver en sundhedsbog formidlet på en helt ny måde, der inviterer jer med på en oplevelsesrig ekspedition ud i verden og introducerer jer til nogle af de fremmeste eksperter indenfor sundhed undervejs. Det er virkelig blevet en fantastisk bog, som jeg er pavestolt af at have været med til at udtænke konceptet til og bringe fra sindets kreative boltreplads og ud i virkeligheden.

Ses vi i køkkenet i Magasin på tordag 26/9?

Kære du, der læser med her.

Det er en uge med et par optrædener i kalenderen, hvor jeg rykker ud med min 'Kram i madkassen' under armen. På torsdag har jeg sagt ja til at få det til at dufte godt af hjemmebag i Magasin i Aarhus kl. 15-18. Så har du lyst til at smage lidt på et par af indslagene i bogen, er du hjertelig velkommen. Du kan på dagen købe min bog til 149,95 kr. i stedet for 179,95 kr. - og jeg skriver selvfølgelig meget gerne en hilsen i den til dig.

Håber, vi ses.
KH. Sif

Signering og optråden i Bog & Idé, Storcenter Nord 27. september

Torsdag den 27. september kl. 18-19 er jeg inviteret til at optræde i Bog & Idé i Storcenter Nord i Aarhus. Jeg vil lade mig interviewe af butikschef Mette Holmegaard om mit forfatterskab, mine kommende bøger, hvor jeg henter min inspiration, mine erfaringer som børnefamilie osv. Bagefter vil jeg svare på spørgsmål fra publikum og signere bøger. Alle mine bøger vil på dagen kunne købes med 20% rabat. Tilbuddet gælder kun denne dag, så vil du være lidt på forkant med julegaverne, kan det være, at det er her, du skal slå til :-)

Håber at se dig!

KH. Sif

Foto- og styling workshop i Irland med Béatrice Peltre

Kære du, der læser med her.

I denne uge er jeg i Irland på en foto- og styling workshop, som jeg har glædet mig til at deltage i i månedsvis. Vi er ti kursister på holdet, som kommer fra alle dele af verden, og vi er indlogeret et meget smukt sted i egnen St. Clare ca. 2 timer og 30 minutters kørsel sydvest for Dublin.

Klokken er blevet lidt mange, så jeg vil ikke skrive så langt et indlæg, men lade billederne tale for sig selv. Jeg vil dog lige fortælle dig lidt om, hvem der er vores workshopleder, for det er en meget inspirerende og talentfuld kvinde, som du måske er løbet på, hvis du har surfet rundt efter inspiration på internationale madblogs. Hun hedder Béatrice Peltre og er stifter af www.latartinegourmande.com, som har opnået stor succes de seneste år på grund af Béatrices skønne mad- og stemningsbilleder. Béatrice er oprindelig fransk, men hun er i dag bosat med sin familie i Boston, hvor hun har et professionelt virke som madskribent, stylist og fotograf. Hendes har sit eget studie i Boston, så det er her hun arbejder med dels løbende at præsentere nye opskrifter og på sin blog, dels at levere artikler og madbilleder til bl.a. madsektionen i 'The Boston Globe, i the New York Times, The Wall Street Journal, The Huffington Post, The Washington Post, The New York Times Diner’s Journal og mange flere. Hendes første kogebog, 'La Tartine Gourmande: Recipes for an Inspired Life', udkom i februar 2012.

Dette er stedet, vi bor på under workshoppen - lidt af et sted, ik'! Der er en smuk sø lige udenfor huset - du kan nok ane den bag træerne, og ejerne har både påfugle, høns, hunde, påfugle, heste, æsler og ja, ræve, skulle der vist også være i massevis i området.

Tidligere i dag havde vi en ekskursion på programmet - ud til et såkaldt 'farmhouse', som producerede biodynamisk gedeost. Vi blev inviteret indenfor på mejeriet og så hele processen fra start til slut og inden vi kørte derfra var vi ude at hilse på gederne. Jeg siger dig, at de havde det godt, de geder. De næsten smilede og kom os i møde ved at stikke hovederne igennem hegnet og prøve at kalde os hen. Virkelig dejligt at opleve, og ostene smagte bare så utrolig godt. De er for nylig blevet kåret til Irlands bedste.

Senere på dagen havde vi vores stylinglektion nummer to i løbet af workshoppen - i går stylede vi irske kager og desserter - og Béa (som Béatrice ynder at kalde sig) instruerede os indledningsvis, hvorefter vi blev sluppet løs to og to. Nedenfor kan du se resultatet af Lisas og mine bestræbelser på at style en indbydende irsk osteanretning :) Måden urterne skal lægges på - bemærk purløget, hvordan et enkelt "strå" er snoet om de øvrige - og måden anretningen langsomt bygges op ting for ting var meget lærerig at få Béas kyndige instruktion i.

Det er intense dage, men hold da op, hvor er det bare inspirerende, og jeg nyder hver en time på opholdet og glæder mig over at møde så mange passionerede mennesker, der bruger deres foto- og stylingfærdigheder på vidt forskellige måder, der tjener til stor inspiration og fostringen af mange nye idéer at høre om.

Alt det bedste herfra og på snarligt genhør.

Kh.
Sif

Samarbejde med Juniorbusiness.dk

Lige et lille tip, som I selvfølgelig ikke skal gå glip af. I denne uge - til på fredag den 20. september - kan du via JUNIORBUSINESS.DK købe min nye madpakkebog til særpris via et link inde hos dem. Det er et samarbejde, der er sat i værk for at tilgeode abonnenter af dette familiesites nyhedsbrev og læsere af bloggen, men hvis du ikke allerede abonnerer på nyhedsbrevet eller er gæst på juniorbusiness.dk, kan enten let tilmelde dig nyhedsbrevet derinde eller blot besøge sitet og opnå tilbuddet ved at klikke på ovenstående link.

Rigtig dejlig dag.

Kh.
Sif

Coco-citrus-banana-smoothie

I sidste weekend havde jeg fornøjelsen af at optræde på Food Festivalen i Aarhus. Jeg stod dels for en madskole for børn og forældre med fokus på inspiration til madpakkerne og gik dels på scenen om eftermiddageni det store cirkustelt på pladsen i selskab med min yngste søn, Noah, med Lars Hjortshøj som konferencier og fortalte om madlavning med børn, mens Noah og jeg lavede proteinbarer fra 'Kram i madkassen' og uddelte smagsprøver.

Få dage forinden havde jeg en eftermiddag hjemme i køkkenet udviklet en ny smoothie, som vi alle blev meget begejstrede for. Jeg elsker kokos, og den eftermiddag kom det over mig at lade kokos og citron få selskab af hinanden med banan som en velkommen gæst. Ingredienserne blev blendet med ylette, mælk, syrlige æbler, mandler og godt med vaniljesukker og en masse isterninger, og uhm! Resultatet blev superlækkert. I sidste weekend valgte jeg at lave den til workshopdeltagerne på madskolen, og den faldt også i deres smag. Da den endnu ikke er præsenteret i nogle af mine bøger, lovede jeg at poste opskriften her på bloggen. Så det er den, du får nedenfor :)

Den er lidt anderledes end de fleste andre smoothies med sin blanding af kokosmel, banan og et helt stykke økologisk citron. "Et hel stykke citron," tænker du måske. "Jamen så kommer både skræl og den hvide hinde jo med?". Og ja, det er rigtigt, og hvor pudsigt, det end må lyde, så er det faktisk aldeles med vilje, for hvad kun få er klar over, så indeholder den hvide hinde på både appelsiner og citrusfrugter nemlig masser af sunde stoffer, bl.a. pektin, der kan forebygge kræft, sænke et forhøjet kolesteroltal og dæmpe appetitten. Hinden gemmer også på andre stoffer, der menes at holde kræften væk, nemlig D-glucarat og D-limonen – sidstnævnte er en af de olier og antioxidanter, der også findes i store mængder i den hvide hinde, albedoen, som den hedder.

Der er dog en lille vigtig ting, du skal være opmærksom på, før du kaster dig over smoothien med det hele stykke citron, og det er, at du kun skal spise hinden fra usprøjtede eller økologiske citrusfrugter - sprøjtegifte kan nemlig vandre fra skallens yderside og ind i albedoen.

Her kommer drikken, som har været meget populær hjemme hos os, siden vi opfandt den, og som også vakte lykke på madskolen forleden. Håber, den vil blive taget vel imod af dine og din families smagsløg også.

Coco-citrus-banana-smoothie
5 glas

5 dl ylette
2 hele bananer, i mindre stykker
saften fra 1 citron
1/2 citron uden kerner (incl. den hvide hinde bag den gule skræl)
1/2 dl kokosmel
6 dl mælk
2 spsk vaniljesukker
1/2 dl mandler
2-3 syrlige uskrællede æbler
20-25 mellemstore isterninger

Blend alle ingredienserne i en blender og blend indtil blandingen er helt lind sammenhængende, lind og lækker. Hæld op i høje glas og server evt. med et rankt sugerør :)

'Green Kitchen Stories' & 'Kram i madkassen' på Saxos Bestsellerliste

Det er det store smil, der kravlede frem på mine læber her til morgen, da jeg så, at både 'Green Kitchen Stories' af talentfulde danske Luise Vindahl og hendes svenske ægtemand David Frenkiel og min egen 'Kram i madkassen' var strøget helt til tops på SAXO's bestsellerliste. De ligger og hygger sig side om side på Top 5 på 3. og 4. pladsen over mest solgte kogebøger, og jeg kan love jer, at sådan en melding vækker glæde og stolthed. At bringe en bog til verden - det være sig sin egen eller en bog af eksterne forfattere med alt, hvad det kræver redaktionelt, oversættelses- og layout- og ikke mindst trykmæssigt - kræver en god portion is i maven og tiltro til, at ens dømmesans rammer plet, for hele familieformuen investeres i projekterne hver gang, og måtte de fejle, skal der ikke meget til at vælte et forlag på det stadie i dets tilblivelse, mit lille forlag er nu. Så jeg vil gerne rette en VARM OG INDERLIG tak til alle jer derude, som har valgt at investere i mine bøger - både mine egne og nu også Luises og Davids skønne vegetariske kogebog. Uden jer og jeres interesse for lækker mad, familieliv, kreativet og sundhed, ville jeg ikke kunne folde det professionelle liv ud, der er så meningsfyldt for mig. Så tak for jeres opbakning og trofaste støtte.

Faktisk må jeg næsten nive mig lidt i armen i disse dage for på kun en måneds tid efter, at Kram i madkassen blev sendt på gaden, var første oplag udsolgt, og efter kun 14 dage, at 'Green Kitchen Stories' udkom, var første oplag også udsolgt af den. Jeg har en forhandler, der først skal have leveret en portion af hver bog til december, hvilket gør, at jeg kan nå at sætte 2. oplag i tryk af begge og samtidig har lidt at sælge af til boghandlerne, Saxo m.fl., så der er en lille portion tilbage til de, der gerne vil sikre sig et eksemplar af 1. oplag og ikke vil vente på 2. oplag udkommer til november. Antallet er dog stærkt begrænset, så I skal nok ikke tøve alt for længe, hvis I ikke har lyst til at få den hjem på hylden inden så længe :)

SAXO fejrer fødselsdag i denne uge, så derfor kan du indtil på mandag den 16/09 købe udvalgte bøger på deres site til særpris - blandt andet Kram i madkassen og Green Kitchen Stories. Du kan købe dem ved at klikke på linkene nedenfor:

Kram i madkassen, trykt udgave kan købes her til 139 kr. (normalpris 179,95 kr)

Kram i madkassen, e-bogsudgave til 82 kr. (normalpris 109,95 kr.)

Green Kitchen Stories, trykt udgave 272 kr. (normalpris 299,95 kr.)

Alt det bedste herfra og god weekend.

Kh.
Sif

Ugens profil på aarhustoesen.dk

For nogle uger siden skrev Kathrine fra bloggen aarhustoesen.dk til mig og spurgte, om jeg havde lyst til at stille op til et lille interview på hendes blog om, hvad jeg holder af ved den by, der de seneste 24 år har dannet ramme for mit hjem, mit liv og min hverdag: Aarhus. Og ja, det ville jeg da, for om nogen holder jeg af den by, jeg valgte som min bopæl, da jeg var 19 år, og siden har taget min uddannelse i, stiftet familie og foldet mit arbejdsliv ud i.

I interviewet spurgte Kathrine blandt andet om: Hvad jeg elsker mest ved Aarhus? Hvor jeg nyder den bedste kop latte? Hvor jeg finder den bedste brunch? Hvad der er mit “hemmelige” sted i Aarhus – altså et sted ikke mange kender? Hvad jeg gør, når jeg skal forkæle mig selv lidt ekstra? Hvad jeg helst vil lave på en lørdag aften? og meget mere.

Hvis du har lyst til at læse svarene, kan du finde dem her.

Rigtig skøn weekend til dig. Jeg sidder selv og lægger allersidste hånd på 'Guld i gryden', som er efterfølgerne til 'Kram i madkassen' og vil blive fyldt med de dejligeste, nemme, hurtige og vanvittig velsmagende hverdagslækkerier til middagsbordet. Den udkommer 6. november, og trykstarten rykker nærmere. Så nu skal manuskriptet finpudses, så det kan overdrages i grafiker Charlotte Brixens magiske hænder og forvandles til et indbydende visuelt univers fuld af stemning, duft og sanseindtryk.

Kram i madkassen - lige nu kan du få e-bogsudgaven til 82,- (Gælder kun to dage endnu)

Husk i øvrigt, at du indtil mandag morgen kan få fingrene i min nye madpakkebog til kun 82,- alt incl. hos SAXO. De holder nemlig fødselsdag, og det kommer også kunderne til gode. Tilbuddet gælder dog KUN I KORT TID. Så skynd dig at bestille her, hvis det kunne være noget for dig - så har du min nye bog øjeblikket efter over mailen.

Anmelder giver 'Green Kitchen Stories' topkarakter

Ernæringsekspert Anette Harbech Olesen fra den meget velbesøgte og anerkendte sundhedsblog madforlivet.com har anmeldt GREEN KITCHEN STORIES på sin blog og har givet den topkarakter over hele linien. Hun kalder den "Den bedste kogebog, jeg nogensinde har set". I denne uge har jeg som forlægger på bogen givet madforlivet.com mulighed for at sælge den til sine læsere af bloggen til særpris 249,- mod de normale 299,95 kr. Opnå rabatten ved at tilgå SAXO via madforlivet.coms hjemmeside ved at klikke HER. Første oplag af den danske udgave af bogen er næsten udsolgt og andet oplag ankommer først til Danmark til november. Så skynd dig at springe ind på Anettes blog og bestil bogen, hvis du har interesse i at sikre dig et eksemplar. Husk også at tilmelde dig hendes nyhedsbrev, som er spækket med masser af velresearchet og inspirerende ny viden om mad og sundhed til og for dig og din familie.

Her kommer Anettes flotte anmeldelse af bogen:

"Green Kitchen Stories er efter min mening årets absolut bedste udgivelse indenfor sundhed, mad og kogebøger i 2013. Den udkom forleden, helt specifikt den 30.08. Faktisk er det en af de bedste kogebøger jeg nogensinde har haft i mine hænder, og i al beskedenhed, så siger det ikke så lidt.

Det er heller ikke omfattende nok, at kalde Green Kitchen stories en kogebog, for den er meget mere end det. Den er en kombineret mad- og livsstilsbog, som du bare kommer i godt humør af at læse. Du får også lyst til at lave og spise god og grøn mad, til at inddrage hele familien i madlavningen og til at ekspeimentere med ny smagsvarianter og råvarer. Bogen er en vegetarisk kogebog, men vi kan alle uden problemer gå ombord i den. For er det ofte ikke grønsgsretterne vi mangler inspiration til? Ved at følge bogens skønne opskrifter, vil du opleve, at det er muligt at tilberede de lækreste, mest indbydende, farverige, mættende og samtidig billige hverdagsmåltider - let og enkelt og helt uden kød.

Green Kitchen stories er historien om en familie og en blog, startet af danske Luise og svenske David. Da de påbegynde deres liv sammen,  skulle de ikke alene forene et dansk og et svensk sind men også tilpasse en usund vegetars vaner (David) med en sundhedsbevidst kødspisers (Luise). Det betød aftaler og kompromiser for at få en hverdag til at fungere . David måtte love at lægge vegetarpizzaerne og al pastaen på hylden til fordel for quinoa og fuldkorn. Luise lovede til gengæld at skære ned på kødet, og bestræbe sig på at skabe næringsrige og proteinrige grønsagsretter. Efterhånden kom den ene nytænkte og velsmagende opskrift efter den anden til verden, og Luisa og David begyndte at fotografere, skrive ned og til sidst lægge det ud på en blog, mest for at familie og venner kunne få del i opskrifterne. Bloggen voksede, familien voksede, for datteren Elsa kom til, og dagliglivets glæder og udfordringer foldede sig ud på nettet, hvor deres blog Green Kitchen stories hastigt voksede sig til en stor og international succes. I foråret kronedes værket, da deres blog velfortjent blev kåret til verdens bedste vegetarblog i Las Vegas.

Og nu har de samlet alle deres bedste opskrifter og udgivet dem i en kogebog, der lige præcis nu er udkommet på dansk hos forlaget Tinkerbell Books. Det er bare KOGEBOGEN, den er gennemført, smuk, fyldt til bristepunktet med fantastiske opskrifter og billeder og den er virkelig inspirerende og hyggelig at sidde og læse i. Men det allerbedste af det hele er de mange skønne opskrifter. Hvad med at hoppe ombord i Green Kitchen Story universet med en sprød æggesalat med karry, med rødbede bourguinon eller måske kunne en pizza bagt på blomkålsbund friste?"

MadforlIvet har fået lov til at give alle sine bloglæsere et helt suverænt tilbud, som du KUN kan opnå som læser af Anettes blog. Du kan opnå tilbuddet ved at klikke ind og bestille den gennem madforlivet.com HER.

Du kan derfor ved køb inden den 17.09.13 SPARE KR. 50,-  på denne spritnye kogebog. Normal udsalgspris er 299,-, din pris er i denne uge kun kr. 249,-.

Gå ind og bestil bogen til særpris ved at klikke HER.

Vil du med ud at rejse?

Så vil jeg invitere dig med på 'Rejsen til sundhed' :)

Dette er netop titlen på min første danske udgivelse på Tinkerbell Books af eksterne forfattere. Og hvor er jeg dog bare begejstret for dette fantastiske bogprojekt realiseret så imponerende af forfatterne Anja Ballegaard og Zenia Santini. Vi tilbragte hele dagen sammen i går i selskab med dygtige redaktør Hanne Rask til et af processens sidste redaktionsmøder, hvor vi gennemgik hele den færdige bog på print fra først til sidst og lavede de allersidste justeringer.

Og wow en bog, det er blevet til! En sundhedsbog kombineret med den skønneste opdagelsesrejse, der tager dig med ud i verden og introducerer dig til nogle af vor tids største, mest indsigtsfulde eksperter indenfor hele viften af sundhedsgrene: Sebastian Pole, grundlæggeren af Pukka Herbs, der fortæller om urternes helende egenskaber, Dr. Anvar, der er overlæge på et ayurvedisk hospital i Indien og bruger kost og yoga som ”medicin”, Dharmaraja Iyer, der er astrolog og vegetar, Sherrie Carter, der er psykolog og ekspert i stresshåndtering for kvinder – og mange, mange flere.

Med denne bog i hånden vil du blive en del af en besætning, der griber de chancer, livet byder os. Anja og Zenia er rejseguides, og har forsynet sig med kompas, kikkert og notesbog, spidset blyanten og har lagt begrænsningerne bag sig på deres rejse ud i verden for at afdække, hvordan vi helt almindelige mennesker integrerer sundhed i vores liv uden at vende alt det ryggen, der giver os livskvalitet.

Her til morgen er coveret kommet endeligt på plads, så det vil jeg lige vise dig her. Bogen udkommer 5. november, bliver på 312 sider og vil få en vejl. udsalgspris på 299,95 kroner. Jeg er ved at arrrangere et forsalg gennem SAXO, hvor jeg vil se, om jeg kan lade mine bloglæsere høste en lille fordelsrabat ved at købe den gennem min blog. Så hold øje med bloggen, hvis du kunne tænke dig at komme med på en opdagelsesrejse, der tager dig med rundt i verden i jagten på livets store sundhedsspørgsmål, og som giver dig viden og inspiration til at fortsætte din egen rejse mod et mere harmonisk og lykkeligt liv.

Læs mere om bogen ved at klikke læs mere nedenfor.

Sif med sønner på Kokkescenen på Food Festivalen 8/9 kl. 15

Det magiske madlaboratorium med Sif Orellana & sønner

I morgen, søndag den 8. september, har jeg glæden at optræde på kokkescenen sammen med et par af mine sønner kl. 15 på Food Festivalen i Aarhus. Så er du i byen, interesserer du dig for mad, og har du lyst til at høre lidt om mit kulinariske univers og få et par tips med hjem fra mine sønner og mig, så vil vi glæde os til at se dig i morgen på festivalen.

Sådan her annonceres vores optræden på Food Festivalens hjemmeside:

"Hør hvordan madglæde, sundhed og samvær kan gå hånd i hånd med familielivet
Sif Orellana er kvinden bag familiekogebøger som ‘Krudtugler & kanelsnegle’ og ‘Rollinger & Roulader’. Hun er en af vores tids bedst sælgende kogebogsforfattere og er inspirationskilde for mange danske børnefamilier. Hendes kogebøger er fyldt med hurtige og lettilgængelige og velsmagende opskrifter til et nemmere, sundere og mere velsmagende familieliv. Sif er selv mor til tre drenge, og selvom hun prædiker sund kost, er hun heller ikke bange for at bruge rigtig smør i maden eller sende en hjemmerørt kage i ovnen. Sifs passion for mad og familien skinner igennem i hver eneste af hendes bøger. De er alle kendetegnet ved at præsentere aktiviteter i køkkenet, som inddrager hele familien og styrker samvær og fællesskab.

Mange børn elsker at blive taget med i køkkenet, når der skal bages eller måltider skal frembringes. Men hvad kan man lave med sine børn af nemme, hurtige retter, der bare smager godt? Hvordan får man kræsne børn til at spise den mad, familien spiser? Hvordan giver man børn nogle sunde madvaner, stimulerer deres madglæde og gøder deres interesse for selv at slå sig løs i køkkenet? Kom og hør Sifs svar på spørgsmål som disse, når hun, sammen med sine sønner, inviterer publikum indenfor i ‘Det magiske madlaboratorium’. Sif vil bl.a. berette om sine egne erfaringer som mor, kogebogsforfatter og madøre og sammen med sine sønner demonstrere en opskrift fra hendes kulinariske univers."

Håber at se dig - i så fald på glædeligt gensyn!

Kardemommeknuder fra Green Kitchen Stories

I dag skal du forkæles med en opskrift fra den skønne internationale kogebog, der lige er udkommet på dansk: GREEN KITCHEN STORIES. Det er en opskrift på Kardemommeknuder, som jeg varmt kan anbefale dig.

Det er faktisk helt vildt, som Luises og Davids nye bog er blevet modtaget her i Danmark. Den udkom 30. august og allerede nu er første oplag så tæt på udsolgt, at jeg netop har givet Hardie Grant Books i Australien grønt lys til at sætte 2. oplag i tryk. Også i England, USA og Australien er bogen blevet overvældende godt modtaget, og mange internationale anmeldere og madbloggere svømmer helt over af begejstring. Se for eksempel her, hvad Sara fra Mynewroots.org skrev om det dansk/svenske pars nye bog.

Jeg er utrolig stolt af at være med til at bringe det unge pars smukke første kogebog til verden her i Danmark, og det er mig sådan en glæde at se, hvor mange mennesker, der allerede har budt den velkommen hjemme i deres private kogebogssamling. Jeg får mails over min blog fra glade madentusiaster, der har investeret i bogen med beskrivelser om, hvor stor en oplevelse, det er at rejse ind i den verden af grønne køkkenhistorier, som Luise og David på så talentfuld og sympatisk vis folder ud. Ja, mere kan man da ikke ønske sig :)

Hvis du også kunne tænke dig at dig et eksemplar af 1. oplag, inden det løber tør, kan du lynhurigt sikre dig den her hos SAXO og få den sendt fragtfrit indenfor få dage.

Og mens du venter på posten, kan du jo passende kaste dig over det første lille bageprojekt fra bogen, som jeg som nævnt præsenterer opskriften på her. Det er på kardemommeknuder med æblefyld, og den er allerede er blevet en yndet spise hjemme hos os. Og heldigt er det i den forbindelse, at vores haves eneste æbletræ i år har forsynet os med en overflod af sprøde, rødkindede æbler, som er ideelle som fyld til de gode "knuder". Håber, opskriften også må falde i din smag :-) Det er David selv, der nedenfor præsenterer opskriften.

God fornøjelse!

Kardemommeknuder med æblefyld fra GREEN KITCHEN STORIES
Giver ca. 15 boller

Jeg kan se min farmor for mig, stående i sit landkøkken med en kagerulle i hånden og en dobbeltportion dej til kardemommeboller parat til udrulning på det meldryssede bord. Jeg kan også huske smagen af de boller, når de lige var kommet ud af ovnen. Der er ikke ret meget, der kan gøre en seksårig dreng mere lykkelig. Det er omsider lykkedes os at sætte en opskrift sammen, der har alle de samme kvaliteter, men som er sundere end de traditionelle kardemommeboller. De skægge, snoede knudeboller er ikke supersøde, så vi har kommet mere fyld i dem som kompensation. Vi har også opdateret smagen lidt ved at tilsætte æble, kokos og friskstødt kardemomme. Hvis du laver disse boller, må du love mig at spise en af dem, så snart de kommer ud af ovnen. Det er helt enestående.
– David

1 spsk tørgær
1⁄2 tsk kardemommefrø, stødte
1 knsp havsalt
50 g usaltet smør eller kokosolie
2 1⁄2 dl sojamælk eller anden mælk efter eget valg
5 spsk flydende honning eller ahornsirup
250 g fint speltmel
150 g fuldkornsspeltmel

FYLD
50 g usaltet smør, stuetemperatur, eller
kokosolie
1 1⁄4 dl æblemos, usødet
1 spiseæble, revet og presset fri for
overskydende saft
2 spsk kokosmel
1⁄2 tsk kardemommefrø, stødte
pisket æg, til pensling

Rør gær, kardemomme og salt sammen i en stor skål, og stil skålen til side. Smelt smørret i en kasserolle, tilsæt mælk og honning, og lun blandingen, til temperaturen er ca. 40°. Hæld væden over gærblandingen, og rør rundt, til gæren er opløst.

Sigt de to slags mel sammen, og hæld ca. to tredjedele i den lune gær- mælkeblanding. Rør det sammen til en dej. Ælt gradvist så meget af det sidste mel i, at dejen ikke længere er klistret, men stadig blød. Lad være med at overælte den. Dæk dejen til med et rent viskestykke, og lad den hæve et lunt sted i en times tid eller til dobbelt størrelse.

Rul nu dejen ud til et rektangel på 45 x 50 cm, ca. 1⁄2 cm tykt, på et meldrysset bord. Fordel smør og æblemos jævnt over hele dejfladen, og drys med revet æble, kokosmel og kardemomme. Løft forsigtigt den nederste tredjedel af dejpladen, og fold den sammen over den midterste tredjedel af dejen. Fold derpå den øverste tredjedel henover, så du får et rektangel på ca. 50 x 15 cm i tre lag. Skær forsigtigt rektanglet i 3 cm brede strimler med en skarp kniv. Løft strimlerne op en ad gangen, stræk og vrid dem forsigtigt (så fyldet ikke falder ud) tre gange rundt, og saml dem til løse, knudeformede boller, hvis ender er stukket ind under midten (se billedet). Sæt dem på en bageplade med bagepapir, læg et viskestykke over dem, og lad dem hæve i 30 minutter. Forvarm ovnen til 220°. Pensl bollerne med pisket æg, og bag dem i 10-12 minutter, til de er gyldne.

Kunne du tænke dig mere inspiration, kan du bestille Green Kitchen Stories her.

Danmarkspremiere - 'Green Kitchen Stories' er landet på hylderne

I fredags skete miraklet! Ja, så vidt vil jeg gå, som til at kalde det sådan. Jeg har haft susende travlt med at få sat 2. oplag i tryk af min egen seneste bog, Kram i madkassen', så derfor kommer dette indlæg på med en lille forsinkelse.

I mine fire år som forlægger har jeg arbejdet henimod den dag, som jeg slog øjnene op til i fredags - at udgive mit første store internationale bogprojekt på Tinkerbell Books. Og jeg har ikke kunnet ønske mig en bedre bog at starte ud med end GREEN KITCHEN STORIES af sympatiske og talentfulde Luise Vindahl og David Frenkiel.

Det unge dansk/svenske ægtepar - der til daglig er bosat i Stockholm med deres lille krudtugle Elsa - har efter min mening begået en genistreg med deres første kogebog. Og jeg er ikke ene om den vurdering, for både deres madblog og ders bog har på det nærmeste lagt madverdenen ned. Siden de foldede deres indbydende vegetariske univers ud på bloggen greenkitchenstories.com for ikke mere end 4 års tid siden, har tusindevis af mennesker verden over besøgt deres blog. Det var også her, at den danske sundhedsguru Chris MacDonald i sin tid spottede dem, og  begyndte at lave mad efter deres nytænkende, appetitvækkende og sunde opskrifter. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at det neto har ført pennen til forordet i den danske udgave af deres kogebog, der altså udkom i fredags, den 30. august.

Før jeg skriver mere, vil jeg lige vise dig lidt fra bogens univers. Læn dig tilbage og kig med her:

Fra anonyme veggie-nørder til kulinariske verdensstjerner
Hvordan gik det så til, at dette unge par, der bare holdt af god vegetarisk mad, som så mange andre mennesker har glæden at gøre, pludselig bragede igennem på den internationale, kulinariske scene? Jo, nu skal du høre! For 4 år siden skabte Luise og David deres grønne madblog, der egentlig blot var et sted, de kunne gemme og dele deres opskrifter med de nærmeste venner og familiemedlemmer. Men sådan skulle det ikke gå. Ret hurtigt begyndte siden at blive besøgt af mennesker, de ikke kendte og henad vejen er den blevet et hyppigt besøgsmål for tusindevis af madentusiaster fra hele verden. I dag er de oppe på ca. 300.000 besøgende på bloggen om måneden. Retterne bliver tilberedt i deres eget lille køkken og kreeres med masser af kærlighed til sunde råvarer kombineret med en imponerende sans for at kombinere smagsnuancer på nytænkende og lækker vis. 

Som billederne ovenfor og nedenunder viser er det et sansende mekka af farver og smag, de to unge mennesker folder ud: saf­tige salater, knasende sprøde brød, sun­de fedtstoffer, nye krydderi­ og smagssammensætninger, farverige smoothies og juicer og eventyrlige desserter!

Greenkitchenstories.com kåret til 'Verdens bedste'

Sidste år blev det unge ægtepars første app kåret til “runner up” i “Best of App Store 2012” og tidligere i år blev deres blog kåret i "Best Food Blog Awards 2013" i kategorien "Verdens bedste sundheds-madblog" af det internationalt anerkendte madmagasin 'Saveur Magazine'. Så det skorter ikke på priser og anerkendelse, og da parrets første kogebog strøg ud på hylderne i England og Australien 1. april i år og i USA 1. maj, svømmede anmelderne da også over af begejstring og bøgerne blev langet over disken i en fart, der gjorde, at 2. oplag snart efter måtte sættes i tryk.

I konkurrence med to af landets største forlag
Og nu er bogen altså kommet til Danmark, og jeg er selv ved at revne af stolthed over, at det er mit endnu unge forlag, Tinkerbell Books, der får lov at bringe bogen ud til danskerne med sit lille klokkeblomstlogo på ryggen. To af Danmarks største forlag var også med i kapløbet om at erhverve sig rettighederne til den danske udgivelse, så en heldig stjerne må have lyst på mig, da Luise, David og Hardie Grant Books i Australien og England besluttede at betro opgaven til mig at præsentere den i Danmark.

Forfatterne bag Green Kitchen Stories
Men hvem er de egentlig, disse to unge mennesker, der har deres base i Stockholm, men leverer inspiration ud til mennesker på hele kloden med hang til god mad, sundhed og masser af grønt. I deres bog fortæller Luise og David selv deres historie. Her kommer et lille udpluk:

"Vi mødte hinanden i Rom for 6 år siden. Vores maduniverser stødte sammen nærmest fra det øjeblik, vi mødte hinanden. David var den usunde vegetar (ja, de findes skam), der mere eller mindre levede af pasta, pizza, slik og is. Luise var en meget sundhedsbevidst kødspiser, der stort set havde fjernet alle disse usunde ting fra sin kost. Efter et par akavede måneder sammen (for nu at sige det mildt), tog vi en beslutning. Vi så i øjnene, at hvis vi skulle kunne leve sammen, var David nødt til at lære om fuldkorn, quinoa og naturens sødemidler, og Luise besluttede for sit eget vedkommende at skære ned på kødet og begynde at ekspe­ rimentere med grøntbaserede måltider. Og i stedet for at fokusere på alle de ting, vi ikke spiste hver især, gjorde vi det modsatte: Undersøgte hvordan man kunne lave et aftens­ måltid, der havde grøntsagerne i centrum, men stadig var mættende og nærende nok efter en lang arbejdsdag. Vi fyldte vores hjem op med frugt, grøntsager, nødder, frø, fuldkorn og gode fedtstoffer, og vi besluttede os for at begynde at lave mad og kager, der var sundt og grønt, UDEN at være kedeligt. Vi startede bloggen Green Kitchen Stories for 4 år siden, for at dele vores passion om mad, sundhed, fotografering og design. I dag arbejder vi begge to fuldtid med at skrive bøger, lave ind­ læg til bloggen, udvikle app’er til iPhone og iPad og undervise i ernæring og sundhed."

                                        – Af David Frenkiel & Luise Vindahl

„Jeg ved ikke, hvor David og Luises rejse i sundhedens tjeneste ender. Den begyndte med en ydmyg hjemmeside, der var til stor inspiration for mig, og nu er den nået til denne fremragende kogebog, som jeg håber, du vil få lige så stor glæde af, som jeg har haft.“

– Chris MacDonald

 

1. oplag er næsten udsolgt
Første oplag udkom som nævnt i fredags, og tænk sig, det er allerede meget tæt på udsolgt. Så næste oplag er allerede bestilt i Australien, og kommer primo november. Så vil du sikre dig et eksemplar af bogen allerede nu, er det bare om at handle hurtigt. Det er en fantastisk kogebog, som garanteret hurtigt vil erobre placeringen som én af dine absolutte favoritter. Du kan købe den hos SAXO og få den sendt lige til døren. Rigtig god fornøjelse, og må de Grønne Køkkenhistorier bringe glæde og inspiration hjemme hos dig, ligesom de har gjort så mange andre steder rundt om i verden.

Billederne i dette indlæg stammer alle fra kogebogen, 'Green Kitchen Stories', og er alle skudt af fotograf Johanna Frenkel (der er Davids søster).