#ff28a2

Indlæg fra juni 2013

Foto- og styling workshop med Aran Goyoaga fra den prisvindende blog 'Cannelle et Vanille'

Så er det tid, kære venner - tid til at indvie jer i nogle af de mange vidunderlige oplevelser, jeg var så priviligeret at få for nylig, da jeg deltog i Aran Goyoagas workshop i Katrineholm i Sverige.

Hvem er det lige Aran Goyoaga er? Jo, hun er kvinden bag den internationale, prisvindende blog Cannelle et vanille, som du måske har besøgt. Hvis ikke, kan jeg varmt anbefale dig at aflægge hendes blog et visit. Når først man har fundet vej til hendes univers, forstår de fleste godt, hvorfor hun har opnået så stor bevågenhed og fået så mange fans verden over. For hold da helt op! Den kvinde har et gudsbenådet talent for både at style og indfange stemninger, æstetik og sanselighed gennem sin kameralinse.

Ja, måske tænker du lidt ligesom jeg gjorde før, jeg mødte Aran: Hvor svært kan det være at "style"? Selv styler jeg jo alle mine retter og kulinariske indslag til mine bøger, og det har jeg da hidtil oplevet, at jeg slap relativt fornuftigt fra. Det gør jeg måske også, men når jeg står ved siden af Aran og stille og roligt betragter hende anrette en dessert, salat, fisk til grillen eller lignende, og overværer hendes små tricks med at folde dugen lidt "tilfældigt" bag tallerkenen, skære grøntsagerne til salaten ud med et mandolinjern i delikate ultratynde skiver, tænke i kurver og skævheder, så det hele ikke er så lige og pænt (de kringlede krydderurter på stilk er virkelig "vinder-urter), skødesløst placere lidt velvalgt regi omkring tallerkenen osv. - ja, så indser jeg, at det ikke er enhver forundt at style mad, som Aran evner at gøre det. Og én ting stod mig da helt klart: Hvor har jeg selv stadig meget at lære! "Gudskelov" får jeg lyst til at udbryde, for at vide, at der er mere at stræbe efter og mere potentiale at folde ud, er jo noget, der motiverer de fleste, deriblandt mig. Spændende at se, hvordan inspirationen og de gode råd fra Aran vil omsættes ind i mine kommende bøger.

Ovenfor ser du mit allerførste bud på løsning af en opgave, Aran stillede os den første dag på workshoppen: Anret en jordbær-rabarber-crumble og få den til at tage sig godt ud på et billede! Hmm, ikke så nemt! Inden opgaven skulle løses, fik vi dog lidt instruktion af "mesteren" selv, og det var et godt afsæt for selv at kaste sig ud i arbejdet. Så overfor ser du altså mit endelige resultat: Et styk jordbær-rabarber-crumble set gennem min kameralinse (Kamera: Canon Eos 5d, mac 2 / objektiv: 50 mm, 1,4)

Én af dagene på workshoppen var vi på tur væk fra vores domicil. Vi kørte i tre kvarter, drejede af fra hovedvejen og trillede op foran en rødmalet trægård ved Bjärsäterstorp. Her fik vi lov af kvinden, der ejede gården at skyde løs af de pragtfulde motiver på og omkring gården, og vi nød en hyggelig frokost i det grønne kreeret af Nadia fra Laporterouge.com, som var vores forrygende kok på turen - en meget sympatisk og godhjertet kvinde med så smukt et sind, at jeg dagligt sender hende mange varme tanker. Ét menneske af den slags, man virkelig føler sig beriget af at have mødt på sin vej og virkelig ønsker, at livet må tilsmile. Hun stod i en temmelig svær situation personligt, da vi mødte hende, så derfor ønsker jeg hende især alt det bedste lige nu.

Nedenfor kan du se lidt flere skud fra dagen.

Workshoppen bød også på andre fantastiske indslag, som jeg vil berette om i en opfølger på dette indlæg.

Her til sidst vil jeg blot vise jer, hvordan vi typisk startede vores morgen, før workshoppen begyndte. Stedet, vi boede på, lå lige ud til Sveriges reneste (og smukkeste, vil jeg vove at påstå) sø, der var så betagende smuk, at jeg gladeligt satte vækkeuret til at ringe klokken lidt over seks om morgenen for at kravle ud af sengen og begive mig ned til de andre morgenfriske i spisestuen. Dér dryssede vi i samlet flok (vi var sjældent mere end 4-5 stykker for workshopdagene var lange og mange valgte den ekstra tid under dynen) ned til robådene og roede ud til en utrolig charmerende lille sauna, der "flød" rundt midt ude på søen. Fra saunaens repos sprang vi i vandet og fik kølet vore kroppe, hvorefter vi skyndte os ind i den træfyrede sauna og sad og hyggesnakkede om gårdagens oplevelser og andet løst og fast.

Disse morgener glemmer jeg aldrig. Sjældent har jeg oplevet større tilstedeværelse i nuet, større stilhed, nærhed med naturen og lykke. Wow!

I næste del af "føljetonen" fra mine workshop-dage i Sverige, vil jeg vise dig nogle billeder af Aran, når hun styler og underviser. Jeg vil give dig et lille kig ind bag "gardinet" den dag, vi drog afsted i robådene med kurs mod en helt særlig location ved søbredden, der var perfekt til en picnic. Picnickurvene var fyldt til bristepunktet med lækkerier, som Aran selv havde kreeret ved god hjælp fra fire af workshopdeltagerne.

Så snyd ikke dig selv for en særlig oplevelse og hold øje med næste indlæg :)

I morgen tidlig har jeg trykstart på min kommende bog: KRAM I MADKASSEN, så nu må jeg hellere i seng. Det tager lidt tid at kigge 2.000 fotos igennem for at udvælge de helt rette til at præsentere dig for her på min blog. Så klokken er blevet lidt mange. Sov rigtig godt. Håber, du har det godt, og håber, du nød at få et lille glimt af, hvad jeg var så heldig, og dybt taknemmelig over, at få lov at opleve i dagene med Aran i Sverige. Det var én af de oplevelser som havde nærmest livsforandrende karakter for mig, da jeg fik så meget inspiration og så mange nye idéer på de fem dage, vi var væk, at jeg efterfølgende har justeret mine mål for mit forlag, mit forfatterskab og virke generelt. Vildt, når man oplever det!

Stil endelig spørgsmål, hvis du har nogen. Skriv dem gerne her på bloggen, så alle kan kigge med og få gavn af svarene :)

Kh.
Sif

Ps. Har du fået lyst til at se mere fra workshoppen, kan du aflægge Kreettas blog et besøg. Kreetta var én af de andre workshopdeltagere, en skøn kvinde fra Finland, der selv er uddannet fotograf og er en stjerne bag et kamera: Besøg hendes blog her. (og ja, hvis du har luret, at det er mig i kirsebærkjolen, så har du ganske ret)

5-siders interview i Jyllandsposten i dag

Kære alle sammen

Jeg har endnu engang været lidt længe væk fra bloggen. Der er travlt på forlaget her op til sommerferien, og derudover har nogle hændelser i min nærmeste familie krævet, at jeg har brugt store dele af min opmærksomhed, omsorg og energi dér. Nogle gange byder livet på uventede styrkeprøver og lynnedslag, og så er det med at ranke rykken, aktivere de skjulte ressourcer i sit indre og støtte så godt op om sig selv og dem, man holder af som muligt. Godt det er sommerferie nu, hvor vi alle tanke godt op med ny energi. Det er godt for alle - både de, der er lidt udfordret af livet, og de, der bare har en travl hverdag og trænger til at nyde lidt ro, sol og afslapning.

Billedet ovenfor er Jyllandspostens teaser for det 5-siders interview med undertegnede, de præsenterer id agens avis (i deres livsstilstillæg, VIVA). Aldrig før har jeg fået så flot og omfangsrig en dækning, så det er jeg dybt taknemmelig for, at avisen finder mig værdig til. I interviewet fortæller jeg om at bringe min drøm om at leve som forfatter med egen forlagsvirksomhed på vinger, om mine visioner og de livsmottoer, jeg har valgt at leve efter. Du kan se lidt mere om interviewet her.

I mit sidste indlæg var jeg på vej til Sverige for at medvirke i en 5-dages workshop i Sverige med den prisvindende internationale kogebogsforfatter og blogger Aran Goyoaga fra www.cannellevanille.com. Jeg havde en helt igennem fantastisk tur rig på læring, inspiration og oplevelse. Med mig hjem havde jeg intet mindre end 2000 fotos, så det vidner om, at dagene blev brugt flittigt og effektivt. Stedet vi boede på var enestående smukt med en sø, hvori "flød" en lille rød træhytte, som viste sig at være en, ja... en lille, drøncharmerende træfyret sauna (de kan altså virkelig noget på den front, svenskerne!), vi kunne svømme eller ro i robåde ud til og varme os i om morgenen inden workshoppen startede. Jeg har glædet mig til at dele mine oplevelser med jer, og i aften vil jeg sætte mig og lade tankerne stryge tilbage til de skønne dage i Arans og de andre kursusdeltageres selskab og lave en lille stemningsberetning ledsaget af billeder her til bloggen.

Håber I har det godt derude. Mange varme tanker fra mig og på glædeligt genhør.

På workshop med the Queen of lifestyle photos

Kære alle sammen.

I dette strålende solskinsvejr går jeg og tæller timerne til, at jeg skal springe på toget på Aarhus Banegaard (i morgen kl. 6.00) og sætte kurs mod Kastrup Lufthavn og Stockholm, hvor jeg de kommende 5 dage skal deltage i Aran Goyoaga fra den prisvindende blog, Cannelle et Vanilles photo- and styling workshop. Jeg har haft workshoppen i kalenderen de seneste fire måneder og glæder mig helt enormt til at suge til mig af den dygtige konditors, stylists og fotografs ekspertiser. Sagen er nemlig, at jeg næppe kan komme i tanke om nogen, der kan trylle med et kamera i den grad, Aran Goyoaga kan. Hendes billeder emmer af liv, stemning og atmosfære. Hun har en fabelagtig evne til at indfange lyset og få naturen, kulinariske lækkerier, mennesker og situationer til at sitre af liv og nerve. Det er derfor heller ikke uden grund, at hendes meget billedmættede blog har påkaldt sig international opmærksomhed, og hendes visuelle univers og inspirerende opskrifter mødt fans "all over the world".

To gange tidligere har jeg prøvet at få plads på hendes workshops, og hver gang er pladserne blevet udsolgt på få minutter, og jeg har måttet sande, at det heller ikke blev denne gang. Men nu er tiden kommet. "Your IN" stod der i den mail, jeg modtog få sekunder efter, jeg havde skyndt mig at udfylde tilmeldingsblanketten online, og i morgen drager jeg afsted med tasken proppet med "props", som man kalder tallerkener, skåle, knive, gafler osv, mit kamera, objekter og en god bunke tøj og andre fornødenheder. Jeg GLÆDER mig til at fortælle mere om mine oplevelser, mødet med Aran og de andre kursusdeltagere og viderebringe nogle tips og tricks fra workshoppen direkte til DIG. Og så skal du heller ikke snydes for en hel masse billeder skudt i de pittoreske rammer, vi skal bo i ved Katrineholm, ca. to timers kørsel fra Arlanda lufthavn, lige ud til en sø og med et marked i én af naboyerne, der også skal besøges.

Billederne til dagens blogindlæg er fra "Rollinger & roulader" og "Greven, kammerjunken og den dragende citronmåne". Jeg rydder lidt op på hjemmelageret i disse dage og det kommer dig til gode. Lige nu kan du få de to bøger hjem på hylden til kun 199,- for dem begge (normalpris i alt 549,-) eller købe den ene for kun 119,- (normalpris hhv. 299,- og 249,-). Kunne du have lyst til det, kan du klikke her. Der er masser af nemme, gode opskrifter og idéer til hele året rundt. Nedenfor kan du få et lille kig ind i deres univers :)