Indlæg fra september 2012 | Sif Orellana
#fa0505

Indlæg fra september 2012

God trykstart og fødselsdag på programmet

Kære alle sammen

Håber I har det godt. Trykstarten i fredags i forrrige uge gik perfekt, og vi drog meget glade hjem fra trykkeriet i Odder sidst på eftermiddagen efter, at jeg sammen med mine to yngste sønner, Lucas og Noah, havde aktiveret trykknappen på de store maskiner og set de kæmpe ark til bogen med alle de farvestrålende opslag køre ud. Det var lidt af en milepæl, vi nåede dér, og tænk engang: Trykkeriet modtog os med nybrygget kaffe, varm kakao og hjemmebag for at markere, at det var en særlig dag. Det er imponerende så engagerede og hjertelige samarbejdspartnere, vi finder på Narayana, og det betyder meget at få så dejlig en modtagelse, når vi har ladet hele vort år præge af de bogprojekter, vi ønsker at udgive. Om ti dages tid er det "Gartnerindens" tur til at køre igennem trykmaskinen, og jeg har snuden i sporet i disse dage for at foretage de sidste optimeringer i layoutet og skrive de sidste kapitler endeligt færdige. Det er ofte lidt "close race" op til trykstart - tiden bliver udnyttet til fulde til at gøre bøgerne så flotte og inspirerende som overhovedet muligt.

Og så nævner jeg noget om fødselsdag i overskriften til dagens indlæg, og ja, Oscar (min ældste søn) fyldte jo år forleden, og i denne weekend har vi kaldt familien over til fejring. Så vi hygger os her i Århus, snakker, nyder lidt dejlig mad og slapper af sammen med kusine og fætter, moster, mormor og resten af familien fra københavn. Der er liv i huset, 14 mennesker sover vi under samme tag, så det er en ordentlig flok.

I sidste uge var jeg til to undervisningsgange mere i Masteren i Positiv psykologi. Meget lærerigt og spændende. Jeg fortæller mere snart.

Rigtig dejlig weekend til jer alle.

De bedste hilsner
Sif

Så skal vi til TRYKSTART :)

I dag har efteråret for alvor meldt sin ankomst. Stearinlysene har virkelig hygget om os henover morgenbordet, og regnen trommet mod ruden. Om et øjeblik starter vi bilen og sætter kurs mod Narayana hvor trykstarten af "Sifs magiske julekalender" finder sted i dag. Drengene har fået lov til at tage med - de har været så stor en del af processen hele vejen igennem projektet, så selvfølgelig skal de også være dér, når knappen på trykmaskinen aktiveres.

Fortæller mere om, hvordan dagen går, i morgen. På genhør og rigtig dejlig dag.

To dage til trykstart

Der er gang i forfatterværkstedet i disse dage, og nedtællingen til trykstarten på "Sifs magiske julekalender" på fredag er startet. Her til formiddag var jeg på posthuset for at hente en lang, aflang kasse med plotterprint og matchprint fra trykkeriet, som jeg skulle godkende, så de sidste forberedelser kunne skydes igang og nåes inden trykmaskinerne sættes igang.

Ved du mon hvad et plotterprint og et matchprint er? Det gør du nok kun, hvis du selv på en eller anden måde arbejder med at bringe tryksager til verden. Så det vil jeg lige forklare dig. Et "plotterprint"  er en udkørsel af - i dette tilfælde - hele min kommende bog. At kaste et blik på det, giver en fornemmelse af det endelige resultat og udtryk Alle billeder i bogen har nemlig på dette tidspunkt har været igennem en omhyggelig billedbehandling på Narayana Press, og på plotterprintet kan man se, hvordan resultatet er blevet. Et "matchprint" er et stort ark (kvaliteten er ligesom den, fotos er trykt på), hvor udvalgte billeder og opslag er trykt, så det er muligt at vurdere de eksakte farver i billederne.

Begge de prints jeg modtog i morges var gudskelov lige, som jeg kunne ønske mig det. Det undrede mgi nu ikke, for mine samarbejdspartnere på Narayana Press er exceptionelt dygtige, omhyggelige og pertentlige, og måtte du nogensinde få brug for at få trykt noget, der virkelig har betydning for dig, kan jeg varmt anbefale Narayana. De trykker masser af kunstbøger for Statens Museum for Kunst, ARoS m.fl. - netop fordi de er så kompetente til billedbehandling og så ærekære i forhold til det endelige resultat. De investerer virkelig et kæmpe engagement i at bringe ens bog til verden, og hvor er det dog noget, jeg påskønner højt. Værdifuldt med dygtige samarbejdspartnere, der føler et stort ejerskab i projekterne.

Resten af dagen har jeg siddet på Statsbiblioteket og arbejdet, og det er her jeg sidder i skrivende stund. Jeg holder sådan af at opholde mig her. Det motiverer mig, at så mange sidder på læsesalen ved hver deres lille studerpult med tændte læselamper og omgivet af stakke af bøger med tætskrevne, opslåede notesbøger, spidsede blyanter og computere, der bare venter på at modtage input. Det emmer af atmosfære heroppe.

Med to bøger på vej i tryk, en pressestrategi under udarbejdelse og marketingtiltag i støbeskeen kører mange forløb sideløbende med hinanden i denne tid. Jeg arbejder målrettet på at skrive de allersidste kapitler til "Gartnerinden & lykkesmeden" færdige, og glæder mig over ugentligt at modtage nye sendinger af layoutede opslag. Det visuelle univers er en hel opgave for sig, når man skaber en bog. Det spiller en KÆMPE rolle, oplever jeg. At åbne en bog er på mange måder det samme som at træde ind i et hjem. Man føler sig bedst tilpas, hvis der er ordentligt og rydeligt. Det virker tiltalende, når hjemmet udfolder en konsekvent stil, der får det hele til at hænge godt sammen, og samtidig må der gerne være små overraskelser gemt i hvert enkelt rum. Det må gerne emme af liv, stemning og atmosfære og samtidig være et sted, man kan identificere sig med, blive inspireret af og nyde at træde ind i. Det er sådan et univers, jeg ønsker at skabe i "Gartnerinden & lykkesmeden" - ligesom jeg har ønsket at gøre det i mine øvrige bøger. Denne opgave er magisk, oplever jeg, og jeg er spændt på, hvad resultatet ender med. Jeg giver jer snart et smugkig ind i Gartnerindens og lykkesmedens univers, så hold øje med det de kommende dage.

Øverst i dette indlæg kan du se omslaget til julekalenderen i sin endelige version. Håber du kan lide det :-)

Rigtig dejlig dag.

Motion og nærvær

I denne tid er jeg i færd med et eksperiment - et eksperiment, der går ud på at tillægge mig en ny vane. Eller faktisk er det hele to nye vaner. Jeg har nemlig sat mig for at gøre en indsats for at finde plads til aktiviteter i min hverdag, der både sikrer, at jeg får pulsen ned - og op. Med de travle liv, vi lever nu om dage, oplever jeg, at det er nødvendigt at gøre noget aktivt og bevidst for at finde lommer til nærvær og motion i sit program. Og jeg tror, at det er nødvendigt at gøre en indsats for at indarbejde det i programmet gennem så langt et stykke tid, at det til sidst opleves naturligt at prioritere disse aktiviteter på linie med at spise, drikke og sove.

Jeg ved, at det kræver en god portion viljestyrke at bringe sådanne ønsker ud i virkeligheden og ovenikøbet gøre dem til vaner. Nøjes jeg med at tænke, at det er dejligt at være nået til klarhed over, at jeg gerne vil prioritere sådanne aktiviteter i mit liv - ja, så kender jeg på forhånd resultatet, for jeg har prøvet det så mange gange før: Hverdagen og alle dens opgaver, pligter, aftaler og gøremål overhaler mig, hvorved jeg udsætter mine gode intentioner om nærværsskabende stunder og motion.

Så hvordan tilegner jeg mig så en vane og hvor lang tid skal jeg regne med at bruge på at integrere en sådan i min hverdag?

Jeg har læst mig til, at nogle vaner tager op imod 254 dage at udvikle. Det gælder blandt andet at opdyrke en vane med at motionere. Til gengæld er der andre vaner, der tager meget kortere tid. Hvis du har indset, at du indtager alt for lidt væske, vil det kun tage dig omkring 18 dage at lære at drikke en flaske vand dagligt. Allervigtigst for at få succes med at tillægge eller omlægge en vane er, at du er motiveret, siger eksperterne. Og det er jeg i forhold til mit ønske om mere tid til indadskuende og nærværsskabende aktiviteter såvel som motion, så nu må vi se, hvordan projektet udvikler sig. Jeg har været igang i knap halvanden måned, og indtil videre går det faktisk nemmere end ventet. Men jeg var også moden til at træffe beslutningen, og er man tilstrækkelig afklaret om vigtigheden af at drive tanke til handling, så vakler man jo ikke så meget i sin udførelse :-)

Hvad er det så, jeg laver, der giver mig motion og en oplevelse af ro og nærvær?

Jo, her til eftermiddag har jeg eksempelvis været i træningscentret og dyrket en time "Puls/styrke", som det hedder. Det er holdundervisning, og er en kombination af konditions- og styrketræning. Drønhårdt, og jeg kan godt afsløre, at jeg er ligeså rød i hovedet som en solmoden tomat, når jeg er færdig, men jeg flyver næsten derfra af bar' glæde, når jeg har klaret skærene, fået et brusebad og opnået en lidt mere normal ansigtskulør. Hvilken følelse. Det er utroligt som det øger ens velvære med det samme.

Mit projekt går ud på at tilstræbe at nå et par lektioner yoga om ugen, et par løbeture (4-5 km.) og en omgang styrketræning. Og indtil videre er det gået ganske godt. Nogen gange bliver det lidt mere yoga og lidt mindre af det andet, og andre gange er løbeturen den, der nemmest kan sniges ind i programmet. Og enkelte uger har jeg haft så travlt med at bringe mine bogprojekter på vinger, at jeg kun når halvdelen af, hvad jeg sætter mig for, men så mærker jeg også iveren efter at give den gas ugen efter. For jeg mærker alleree værdien af at finde tid til begge disse områder. På den relativt korte tid, jeg har været igang, har det skabt et stærkt øget velvære, givet en følelse af balance, af at mærke mig selv midt i travlheden, at trænge om bag alle de hektiske tanker for en stund og opbygge fysisk styrke og udholdendhed. Og hvad kunne være meningsfuldt end at tage godt vare på sig selv? Hvis vi skal have overskud til at være noget for andre, må vi sørge for at passe godt på os selv og lade op med meditation og motion. Og det er i hvert fald sikkert, at disse ting i forening hjælper godt til med det.

Så hermed er stafetten givet videre. Jeg har selv meldt mig ind i Fitness World, for de har lidt af alt det, jeg søger: Yogahold (selv foretrækker jeg flowyoga), løbebånd og cross trainere (selvom jeg nu foretrækker at løbe mine ture i strandkanten eller skoven på denne årstid), styrketræningsmaskiner i massevis osv.

Og nej, det ER ikke nemt at vriste lommer ind i hverdagen til alt det, vi føler hører til et helt liv til - i sær ikke i de år, vores børn bor hjemme og har meget brug for os. Nogen gange kan det dog alligevel godt lade sig gøre, hvis vi eksempelvis går lidt tidligere i seng om aftenen og napper en times yoga eller en løbetur, inden familien står op om morgenen. Det kan også være en idé at fordele madlavningstjansen imellem sig, så man ved, at man kan lægge motion ind de eftermiddage, ens bedre halvdel er i køkkenet. Og så kan man vinde forbløffende meget værdifuld tid ved at være opmærksom på at reducere lidt i overspringshandlingerne, surfingen på nettet, tv-kiggeriet og andet, som vi måske dybest set ikke henter så meget mening og glæde i. Og alt er jo bedre end intet, så hvis bare du kan finde en time ugentligt til noget, der giver dig ro og nærvær, og en time til motion, ja, så er du igang, og kan meget lettere bygge ovenpå, hvis du skulle finde lidt ekstra luft i programmet en uge.

Rigtig dejlig aften til dig og dine.

I dag er det Oscars fødselsdag...

Ja, det er det nemlig! Min ældste søn, Oscar, fylder 15 år i dag. Hurra, og stort tillykke Oscar :-)

Hjemme hos os har vi en tradition om, at husets fødselarer får lov at bestemme, hvad menuen skal stå på til morgen og aften. Oscar var ikke i tvivl, da jeg spurgte ham om, hvad han kunne tænke sig at vågne op til i morges: Amerikanske pandekager. "De små, gode tykke nogen, mor." Så dem fik han et læs af. Jeg bagte desuden brusebadsbollerne til os, så vi også fik en mundfuld rigtig brød, og for ikke at stå op før, en vis karl får sko på, lod jeg dem koldhæve i køleskabet natten over med kun halvt så meget gær i dejen. Og det gik rigtig fint. Dejen var lidt hård, da jeg tog skålen ud i morges, og jeg var spændt på, om bollerne ville hæve inde i ovnen, men det gjorde de altså. De fik lov at stå på pladen en halv times tid, inden de kom ind, blev bagt i 12 minutter og lækre var de.

Og i aften skal vi have en middag skåret helt efter en 15-årig drengs hoved: Store bøffer, fransk kartoffelgratin med masser af hvidløg, en god skålfuld salat, og til dessert: lagkage med hindbærskum. Ikke så tosset. Der er i øvrigt kæmpe stor forskel på, hvad vores unger vælger til fødselsdagsmiddag. Ret sjovt at lægge mærke til. Yngstemanden i huset, Noah, nærer en ubegrænset kærlighed til flæskesteg med sprød svær, brun sovs og kartofler (men han har nu også fødselsdag sidst i november). Lucas er glad for oksehalesuppe, fiskeretter med laks og tiramisu. Den ældste i flokken, Christian, sætter pris på et godt stykke kød ligesom Oscar (det hører vist alderen til) og står heller ikke tilbage for en fløjlsblød chokolademousse, og Louise elsker retter med kylling, holder også af en god bøf med bearnaisse og er vild med kanelhorn og de fleste søde lækkerier. Og Jens og jeg - vi elsker så meget forskellig mad, at vi finder på noget nyt hvert år for at komme godt rundt i alle yndlingsspiserne. Én ting gælder dog for os alle - planlægningen løbes igang i god tid inden vores fødseldag, så vi er sikre på, at vi får valgt det helt rigtige, og det sjove ved denne her idé er, at alle i huset - stor som lille - er spændt til bristepunktet af forventning til, hvad valget hos den pågældende fødselar falder på, da det jo ikke kun er fødselaren, der får glæde af måltidet. En madglad familie - ja, det er vist, hvad vi er :-)

Og nu nærmer weekenden sig med hastige skridt. Børnene skal hentes fra skole om en time, og så er det hjem at hygge. I dag har jeg desuden givet min layouter grønt lys til upload af det helt færdiglayoutede dokument af "Sifs magiske julekalender" til trykkeriet. Så det er også af den grund en stor dag, hvor en vigtig milepæl er nået. En dejlig følelse.

Rigtig skøn fredag til dig og din familie.

Hvor tilfreds er du med dit liv?

Hej alle sammen

De to sidste dage har budt på en spændende rejse ind i et helt nyt univers: Den positive psykologis. Det er altid interessant, når man står overfor at åbne døre ind til verdener, man måske nok kender flygtigt, men samtidig er bevidst om indeholder langt flere aspekter, nøgler og øjenåbnende erfaringer, end man overhovedet kan forestille sig. Sådan har jeg haft det med studiet her, som jeg altså netop har taget hul på og skal følge de kommende to år. Faktisk er der indtil videre kun tre lande i verden, der udbyder en master i positiv psykologi, og deriblandt er Danmark. Det kan da gøre én helt stolt. Det er knalddygtige lærerkræfter, vi har kunnet se frem til at tage imod os, og de to seneste dage har været berigende og indsigtsgivende.

"Hvor tilfreds er du med dit liv og din tilstand lige nu på en skala fra 1 til 10?" blev vi spurgt i dag. Vi nåede alle frem til et svar uden at sige det højt. Herefter redegjorde vores underviser, Hans Henrik Knoop, for kilderne til menneskelig trivsel. Han fortalte, at op imod halvdelen af den score, vi hver især var nået frem til inde i vores hoveder, skyldtes vore gener. Vi er nemlig alle født med en slags kemisk bestemt grundstemning, kaldet happiness-set point. Derudover er der en række materielle vilkår (som eksempelvis penge), der udgør 10-20% af vores trivsel. At det ikke er mere, skyldes, at vi (desværre) vænner os til alle de materielle goder, vi opnår eller får adgang til i livet. Denne tendens til at "adaptere" - altså tilpasse os - kaldes med et lidt kringlet fagudtryk "hedonistisk adaption". Hans Henrik Knoop gav os et meget konkret eksempel, der fik os til at trække lidt på smilebåndet, da vi alle kunne nikke genkendende til det. Han sagde: "Måske har I prøvet at smage et par stykker tobleron. Det første stykke smager skønt, det næste sanser vi knap, er det ikke rigtigt?"). Den kilde til trivsel, der udgør de sidste 40% knytter an til såkaldte viljestyrede vilkår, og de er vigtige at hæfte sig ved, for dem har vi selv indflydelse på. Det er her, vi bevidst kan arbejde med vore tanker, vore tilgange til livet, gøre brug af teknikker, der fremmer et positivt livssyn osv.

Vi var omkring flow, mindfulness, forskellige måder at tænke på, værdien af at være bevidst om sine individuelle styrker og meget mere, som alle er teknikker og aspekter af den positive psykologi, som kan være med til at styrke ens lykkekvotient. Meget spændende ny viden, som jeg især glæder mig over at se muligheder i at bruge i et opdragelsesmæssigt perspektiv. Der er så mange egenskaber, det vil være dejligt at styrke hos vores unger, som skolen ikke bidrager så meget til. I nogle tilfælde tværtimod, fristes jeg til at sige. Jeg er på færten af noget spændende og virkelig væsentligt i dette krydsfelt, oplever jeg. Glæder mig til at trænge dybere til bunds i emnet og rejse længere ind i stofområdet.

Rigtig dejlig aften.

Positiv psykologi - tIlbage på skolebænken

Det summer af aktivitet i forlaget i disse dage. Om mindre end to uger sætter jeg kurs mod mit trykkeri i Odder for at overvære rullerne i de store trykmaskiner rotere for snart efter at køre de første store ark med opslag fra "Sifs magiske julekalender" ud. Jeg har efterprøvet en række opskrifter i køkkenet endnu engang i dag for at være helt sikre på, at alle mål og angivelser er korrekte, og så har jeg haft glæden af at modtage endnu en sending med layoutede sider til "Gartnerinden & lykkesmeden", som tager mere og mere form for hver dag, der går.

Forleden snakkede jeg med Lena, som er boghandler i Stenløse. Lena og jeg mødtes for et par år siden under et julearrangement i IKEAs rammer, hvor jeg var ude at bage fra og promovere mine bøger. Det var en berigende snak om, hvad man som forfatter og forlægger kan gøre for at skabe så gode betingelser omkring udgivelsen af sine bøger i boghandlernes rammer som muligt. Det er ikke nemt at gennemskue, hvilke tiltag, der gør en forskal, så jeg var rigtig glad for at kunne vende lidt på mulighederne med Lena.

I morgen og i overmorgen skal jeg over og finde en plads i auditoriet på Aarhus Universitet, hvor masteren i Positiv psykologi folder deres undervisningsforløb ud. Jeg er drønspændt på at komme igang med studiet og ser frem til at blive introduceret til den grundlæggende viden om en række af de områder, den positive psykologi retter sit fokus mod: Menneskelig trivsel, balance og vækst, individuelle styrker, positiv tænkning og meget mere. Masteren tager 2 år at tage og kan tages i både Aarhus og København. Indtil videre har den læsning af litteratur om feltet, jeg har været igennem, været umådelig interessant, tankevækkende og lærerig, så det bliver spændende at se, hvad selve undervisningen vil byde på. Det er i hvert fald knalddygtige lærerkræfter, der er koblet på - nogen af de absolut førende indenfor feltet - så det er et stærkt team, der tager imod os i morgen.

I den kommende tid vil jeg ind imellem indvie dig i, hvad jeg oplever og lærer undervejs, så du kan følge lidt med her på bloggen.

Rigtig dejlig dag.

Smag på verden i Rantzausgade

Det er ikke ofte, man får lov til at smage på alle verdenshjørner over en weekend. Men det er netop det, jeg oplevede, da jeg var til ’Mangfoldighedsfest – Smag Verden’ i går på Rantzausgade på Nørrebro. Festen indgår i dette års Copenhagen Cooking, som det er første gang, jeg deltager i. Der blev bagt stenovnspizzaer i ovne, jeg aldrig havde set før. Der blev serveret asiatiske delikatesser i massevis, og der var i det hele taget meget at pirre smagsløgene med. Intet mindre end tyve internationale restauranter stillede op med småretter, der alle blev solgt til maks. 30 kr. Og som noget lidt særligt var der også en madbod med fristelser fra  restauranten Kiin Kiin - den eneste thai-restaurant i verden med en Michelin stjerne. De serverede bl.a. thailandske fiskekager og rejetoast med chili dip.

En rigtig sjov oplevelse. Måtte I ramme hovedstaden næste år under Copenhagen Cooking kan jeg varmt anbefale jer at kaste jer ud i festivalens velduftende og -smagende aktiviteter.

Rigtig dejlig søndag.