#ff28a2

Indlæg fra december 2011

Så er anmeldelserne begyndt at komme

Kære alle sammen

Et par dejlige mails er poppet ind i min postkasse de seneste dage med meldinger om, at jeg kan kigge forbi hhv. www.newyorkerbyheart.com og www.sjovforborn.dk og læse anmeldelser af min nye bog. Spændende! Efter halvandet år at have brugt mit arbejdsliv på at bringe "Spiloppen" til verden, har det selvfølgelig rigtig stor betydning at høre, hvordan bogen opleves af såvel jer læsere som anmelderne. Så jeg var rigtig glad, da jeg spændt lod øjnene løbe ned over de to anmeldernes ord. Nedenfor kan du se et lille udklip af, hvad de skriver. Hvis du kunne have lyst til at læse med, kan du bare klikke på billederne ovenfor, som er hentet fra de to hjemmesider, hvor anmeldelserne er præsenteret - begge rigtig skønne hjemmesider fulde af engagement, inspiration og læseværdige indslag.

"Seneste skud på stammen i Sif Orellanas serie af skønne inspirations- og familiekogebøger Spilopper & stjerneskud er nu på banen. Bogen sprudler om muligt endnu mere af ideer til børnefamilien. Glæd jer til et sandt overflødighedshorn af tips og forslag til mad, drikke, krea-aktiviteter ude og inde, sjov og leg til årstiderne og de forskellige højtider ligesom bogen giver et flot miks af ideer til fødselsdagsfester.... "(læs mere her) - af Nønne Lønne Votborg, sjovforborn.dk

"Jeg er vild med den og glæder mig allerede til den næste bog………" (læs mere her) - Birthe Lynggaard fra newyorkerbyheart.com

Rigtig dejlig dag til jer alle.

Juleweekend med optræden, julemarked og boller fra den 7. himmel

Kære alle sammen

Så nåede vi frem til 2. advent. Fredag gik med optræden i Magasin i Århus, hvor Louise, min søde bonusdatter, var ved min side og agerede en fremragende assistent. Vi producerede bl.a. et ordentlig læs pebernødder, som er krydret med alle de julekrydderier, man nærmest kan opdrive fra krydderiehylden. Derudover har de den lille twist, i forhold til de traditionelle, at der er fuldkornsspeltmel og hvid hvede i dejen. Rustikke og knasende sprøde, bliver de, og så kan de fremtrylles på 30 minutter, hvad der jo også tæller i et tætpakket familieprogram. Opskriften er med i min nye bog.

Lørdag blev nydt i fulde drag. Nogen gange trænger man bare sådan til at holde weekend, slappe af med familien, sove længe og drysse rundt og lave hyggelige ting. Sådan havde jeg det i går, og derfor stod dagen i sådanne aktiviteters tegn. Jeg bagte en portion hjemmebagte boller til morgenmad fra "Rollingerne", dem med titlen "Boller fra den 7. himmel" til morgenmad, dog med den lille justering, at de blev bagt på Ølandshvede, som bare er en lækker hvedemelsblanding med en lidt mørkere struktur, større sødme og højt glutenindhold, så elasticiteten bare er i top. Derefter købte vi ind til fødselsdagsmiddag, for Noah blev 8 år for nylig, og i går blev han fejret med en middag efter hans egne ønsker: Flæskesteg med kartofler, rødkål og mormors gode sauce.

Om eftermiddagen var vi til det hyggeligste, mest atmosfærefyldte julemarked, som min gode veninde, Theresa, og hendes mand, Frank, havde lavet. Hold da op en oplevelse, de berigede alle os med, der kom og gæstede dem. Skønne juledelikatesser fra både Danmark og Frankrig og flere små, kreative boder med julepynt, de fineste keramiske sager skabt af Theresa, smukke porcelænsfugle på grene, der måske også med den rette stanseform kunne laves i fimoler, selvom porcelæn selvfølgelig er ekstra lækkert. Frank havde netop slagtet én af sine grise og forvandlet dele af den til den dejligste medisterpølse, som han bød på smagsprøver af til arrangementet sammen med Theresas hjemmebagte boller og rødkålssalat. Sådan et herligt måltid og med en pølse, der bare er fyldt med kød, aromatiske krydderier og af en kvalitet, kun de færreste slagtere kan matche.

I går blev der også åbnet en låge mere i julekalenderen og i dag endnu én. Du kan finde indholdet af lågen fra 3. december her og lågen fra 4. december her. Du kan også klikke på billedet nedenfor og komme ind og se hele julekalenderen.

Castingen førte sørme en studieværtrolle med sig :)

Kære alle

Ja, billedet matcher endnu ikke helt det landskab, vi bevæger os rundt i, men når man lytter til vandrørerne, så hævder røster, at der skulle falde sne indenfor de kommende 14 dage. Lad os se, om det mon passer. Vild er tanken i hvert fald, at vi inden længe hører knitrende lyde under støvlerne.

I dag var jeg så til møde 2 vedr. castingen forleden. Og ved I hvad - vi gav sørme hinanden håndsslag på en aftale. Jeg glæder mig helt vildt til at kaste mig over opgaven, som jeg desværre ikke kan afsløre mere om endnu. Der er jo visse tidsplaner for offentliggørelse osv., der skal overholdes og respekteres. Så snart jeg får lov at løfte sløret, vil jeg til gengæld straks gøre det her på bloggen :)

I dag blev juleindholdet bag lågen til 2. december ligeledes åbnet på bilka.dk. Hvis du har lyst til at få et kig på, hvad der gemte sig, kan du klikke på lågen nedenfor:

Afsløring af 1. juleidé i julekalenderen

Kære alle sammen

Så blev det 1. december! Wow, nu er julen fuldstændig uomtvisteligt over os, og julerierne skal slippes ud for fuld kraft. Vores husnisse, Albert, var forbi her i stuerne i morges og efterlod små pakker til børnene - og ja, min bedre halvdel fandt sørme også en lille hilsen. I dag er også dagen, hvor indholdet af første låge i julekalenderen på Bilka.dk er sprunget op. Måtte I have spørgsmål til dagens idé, skriver I bare her på bloggen, og jeg vil ile til med svar.

I morgen skal jeg til møde om den casting, jeg medvirkede i i forgårs. Er spændt på, hvad næste skridt i forløbet vil bringe.

Jeg har stadig ikke glemt at fortælle lidt om restaurantbesøget forleden, men vil lige vente lidt, da jeg synes, at julen skal have lov at have fokus på en dag som denne, hvor december måned skydes igang.

Hvis du klikker på billedet på dagens blogindlæg af forsiden til julekalenderen hos Bilka, springer du direkte ind og får afsløret, hvad dagens idé er. Du kan også tilmelde dig nyhedsbrevet derinde og sikre dig at få dagens kalenderidé bragt lige til din mailkasse.

SKØN 1. december til dig.