#ff28a2

Indlæg fra juni 2011

Et liv i slow motion

Kære alle sammen

Så er det tid til et lille livstegn herfra Anholt, hvor den står på 100% dansk sommerferieafslapning indtil på lørdag. Vejrguderne har virkelig tilsmilet os, så vi er vågnet til sol og blå himmel hver dag trods ikke alt for opmuntrende vejrudsigter, inden vi tog afsted. Tiden har stået totalt stille. Vi har absolut ingen planer haft i programmet, så vi har transporteret os selv rundt på øen på mageligste, fuldstændig anti-stress-agtige vis på lejede, gamle gearløse røde cykler, mens vi har indsnuset et brus af dufte fra det salte hav, den vildtvoksende flora og tørre nåleskov.

Det har simpelthen været som balsam for sjælen for os alle sammen, og jeg må sige, at jeg har fået lidt at tænke over i forhold til også at vælge denne type ferier til. De seneste mange gange, min familie og jeg har været på farten er vi draget afsted på opdagelse i fremmede lande, har udforsket anderledes madtraditioner og kulturer, oplevet historieomsuste mindesmærker og andre leveformer, temperamenter og arkitektoniske byggestile. Det har været betagende, inspirerende, øjenåbnende, oplevelsesmættet, tempofyldt, lærerigt og med til at sætte vores egen hverdag i perspektiv.

Ro, nærvær og evnen til bare at være tilstede i nuet, indsnuse duftene fra havet, lytte til vindens susen i trækronerne og betragte sommerfuglens dans i luften har der dog ikke været de rette betingelser for. Det kræver, at programmet ikke er tætpakket, at tankerne ikke flimrer i mængden af muligheder, indtryk og tilbud, der byder sig til, hvor man end vender blikket og at alt ikke er nyt, fremmedartet og ukendt. Sikken ferie! Det har lige været, hvad vi trængte til. Så tak til min søster for at overtale os til at gøre hende og hendes familie selskab på denne skønne ferie, hvor vi har oplevet et liv i slowmotion.

Pandekager fra huset på Kærlighedsstien

Kære alle sammen

I dag skal I høre en rigtig sjov historie. Jeg fik en dejlig mail forleden fra en læser, der skrev følgende til mig. Det viser endnu engang, hvor lille verden er, og jeg glæder mig sådan over at høre, at der både er masser af kærlighed og pandekagebaning i det lille solskinsgule hus på Kærlighedsstien. Nedenfor Heidis brev får du opskriften på pandekagerne, som jeg lod mig inspirere til at udvikle ovenpå den dejlige duft, der smøg sig ud af Heidi og hendes families vindue og ramte mine næsebor. Tusinde tak til dig, Heidi, for at dele din oplevelse med mig og for at give mine bøger så skøn en feedback. Du glædede mig meget med begge :)

VIGTIGT: Jeg vil lige sige, at jeg i dag drager afsted til Anholt, hvor det absurede rygte lyder, at der ingen netforbindelse er. Så måske har jeg ikke mulighed for at lægge blogindlæg på den kommende uge. Jeg vil gøre, hvad jeg kan, men kan desværre ikke garantere succes. Så hvis der er lidt tavst på bloggen, så rust dig med tålmodighed. Jeg er tilbage, før du ved det :-)

Rigtig god uge så længe.

.........................

Fra huset på Kærlighedsstien

Hej Sif

Krudtugler og Kanelsnegle er med årene blevet rigtig godt brugt, og derfor  
havde jeg til min fødselsdag forleden dag ønsket mig den seneste bog i  
rækken 'Greven'.

Heldigvis var den blandt de dejlige gaver min familie havde tiltænkt mig.  
Idag havde jeg et ledigt øjeblik, laver en kop kaffe og sætter mig godt  
tilrette for at bladre i den.

Jeg må lige læse teksten en ekstra gang på side 138, for jeg kan  
simpelthen ikke lade være med at grine af din fine beskrivelse - herunder  
mit solskinsgule hus på Kærlighedsstien :-) Du har ret - her er meget  
idyllisk - og skønt at bo - og du har ret i det med kærligheden - vi har  
nemlig fået 3 børn i vores tid på Kærlighedsstien.

Hvad du nok ikke ved er, at jeg altid bruger samme opskrift til 'mine'  
pandekager - nemlig opskriften fra Krudtugler og Kanelsnegle :-)

En kærlig hilsen fra

Heidi på Kærlighedsstien :-)

.........................

Pandekager fra huset På kærlighedsstien (10-12 stk.)
I den by, hvor jeg bor, ligger der en sti. Den ligger lige bag arkitektskolen, er lille og ikke nem at finde, men emmer af charme, det gør den. Kærlighedsstien hedder den. Og en dag, da jeg på min gåtur gennem byen slentrede ned ad denne sti – som jeg alene på grund af navnet holder meget af – sneg en duft af nybagte pandekager sig ud af det åbne vindue i et lille solgult hus. Den stemning, der var omkring huset, akkompagneret af den vidunderlige duft, der strømmede ud derfra, fyldte mig med minder fra vores gamle spisekøkken i mit barndomshjem, hvor min mor nu og da serverede pandekager for min søster og mig og vores kammerater. Pandekager er for mig noget af det hyggeligste, man kan samles om som fa- milie. Det er et hurtigt og nemt lille bageprojekt, og en nybagt pandekage med et drys sukker og lidt friskpresset citron er noget af det bedste, jeg ved. Så pandekager er der kærlighed i – ikke mindst, når de som disse er bagt på Kærlighedsstien. Du får her en opskrift på nogle af mine yndlingspandekager, der minder lidt om de amerikanske, små og fyldige som de er.

2 æg
250 g ricotta
2 1⁄2 dl kærnemælk
5 spsk smagsneutral olie
300 g mel
2 spsk bagepulver
1 tsk natron
4 spsk sukker
1 spsk vaniljesukker
1 tsk salt
lidt smagsneutral olie til bagning

Rør æg, ricotta, kærnemælk og olie sammen i en stor skål. tilsæt de øvrige ingredienser og pisk blandingen godt sammen. Put lidt olie på en stegepande ved middelvarme og hæld cirka 1 deciliter dej på panden ad gangen. Bred dejen let ud i en cirkel med en paletkniv og lad den bage, indtil du kan ane små bobler igennem dejen. Vend så pandekagen og bag den færdig. ahornsirup, friske bær, citron og sukker smager skønt til.

Sunde havremuffins og marrokansk kylling i Tagine

Så er sidste photo shoot inden sommerferien vel overstået. Jeg har stået i køkkenet hele natten, for det kræver disse seancer nogen gange - især når der er mange middagsretter på tapetet. De kan ikke laves dage i forvejen, men må laves lige op til fotografens ankomst, så i nat har det summet, duftet og buldret i mit køkken og jeg har oplevet mørket falde på, fuglene begynde at pippe og lyset bryde frem. Man kommer ikke sovende til ret meget her i livet - ej heller at lave en kogebog. Men selvom ingen selvfølgelig i længden kan holde til ikke at få sin nattesøvn, så er der nu noget helt magisk over at stå i nattens mulm og stilhed og hakke, snitte, sende i gryden, indsnuse duften fra ovnen osv. Jeg er givetvis ikke helt normal, men jeg må sige, at jeg holder af disse seancer - nok også fordi, de trods alt ikke finder sted så ofte, og der er sådan en sjælden ro og stilhed til at stå og reflektere lidt over livet, drømmene og alt, hvad hverdagen ellers bringer med sig af udfordringer, glæder og lærdom.

Vi fik 16-18 skud i kassen i dag, og det er meget på kun én fotoseance, så vi har hængt i, og nu kan jeg bare glæde mig over at have udsigt til ferie og afslapning i 14 dages tid, før vi tager et par ugers foto-etape mere. Og så skulle de sidste billeder også være i hus.

Du kan få et lille kig ind i dagens fotostudie i dagens blogindlæg, hvor jeg her sidst på eftermiddagen skød et billede af havremuffinene, der kommer med i bogen som et af de indslag, hvor sødt og sundt mødes. Og så lavede jeg en marrokansk kyllingeret tilberedt i tagine, som sikrer, at al saft og kraft bevares. Det er så festligt at bringe retten ind til middagsbordet i den charmerende lerkonstruktion, løfte låget på taginen og lade den aromatiske duft sprede sig i stuen og fyre op under appetitten. 

Rigtig dejlig aften til jer alle.

Fødselsdag og udsigt til sommerferie

I dag er det min fødselsdag, og tusinde tak for de søde ord, flere af jer har sendt mig via bloggen, min facebook-side og pr. mail. De luner hver og én, skal I vide :-)

Billedet er fra min ældste søns konfirmation. I dag har jeg lidt travlt med den sidste photoshoot, inden mine drenge og jeg drager en  uge på ferie. Så dagen i dag fejres ikke med champagne. Det burde den måske nok, for udover, at jeg kan slå endnu en streg på listen over fødselsdage, så er jeg også bare så stjerneglad og stolt over, at mit forlag i dag omdannes til et ApS. Ikke fordi det skaber mærkbare forandringer, men når man skyder så meget hjerteblod i at få et projekt, der er meget vigtigt for én, til at gro og folde sig ud, så er sådan en begivenhed skelsættende og meget glædesfyldt. Så nu håber jeg bare på det bedste for mit forlag, og ser enormt frem til at sende min kommende bog på gaden. Den er i disse dage ved at tage form i den dejilgste sammensmeltning af tekst og billeder, jeg kunne ønske mig, og inden længe er jeg klar til at lade jer få et smugkig ind i dens univers.

I dag skal jeg markere dagen med mine drenge, forberede en photo shoot mere, der finder sted i morgen fra kl. 10, mødes med en nær veninde og have sendt min dygtige layouter tekst og billeder til næste kapitel, så hun kan komme godt videre med kapitel 3. På lørdag skal mine drenge og jeg til Anholt i en uge, så dér dukker et kærkomment pusterum op i kalenderen, som jeg bare glæder mig helt vildt til. Skønt at give den gas og have høj puls for en tid og ikke mindst fantastisk at se resultaterne indfinde sig - og også skønt at snige et godt langt åndehul ind i kalenderen, hvor et radikalt gearskifte kan finde sted og energitanken lades op på anden vis end den energi, der strømmer gennem årerne af at lave noget, man brænder for. At nyde sommeren, solen, at sove længe, glædes over børnenes leg, grille i haven, bade fra stranden og andet totalt lisende for krop, sjæl og legeme - dét lader op på anden vis, og det er også vigtigt for at have kræfter og overskud til de andre vigtige skabende faser i ens liv.

Håber også, at I har noget rigtig dejligt at se frem til i løbet af sommeren :-)

Kh.
Sif

Så blev Tinkerbell Books til et ApS

I dag har været en stor dag for mig og mit lille forlag, for i dag er Tinkerbell Books blevet et ApS. Jeg var til et formiddagsmøde med advokoat, revisor og to assistenter, så line up'et var i hvert fald i orden, og dér blev stiftelsen af selskabet gennemført. Så nu er jeg simpelthen blevet "direktør", hvilket er en noget speciel titel at vende sig til. Jeg tror nu fortsat, jeg vil foretrække "forlægger". Det passer bedre til mig .-)

Klokken er blevet mange, så jeg skriver lidt kort i dag. I morgen er det min fødselsdag, og da jeg stadig har en hel del at nå inden sommerferien rammer os for fuld kraft på fredag, bliver det en dag uden alt for meget festivitas. Det fik jeg til gengæld i skønne doser i søndags, hvor jeg havde en god flok af de nærmeste Århus-veninder til fødselsdagsbrunch. Så fejret er jeg bestemt blevet, og i morgen bliver det den dæmpede udgave, hvad der også kan være godt nu og da.

Sov dejligt og skøn dag i morgen, den 22. juni; dagen, hvor jeg blev født for 41 år siden. Vildt at tænke på. Time flyes :-)

Om løbeture, flow og udendørs galleri-gange

I disse uger finder en fantastisk udstilling, Sculpture by the Sea, sted i Århus. Den gæstede byen for to somre siden, og nu er den her igen i en ny udgave af høj kunstnerisk kvalitet. Udstillingsrammerne er flyttet udendørs og de trange gallerigange er skiftet ud med skovstier og strandbredder. Udstilingen kan tilses til fods, fra båd, på cykel og i løb, og det var sidstnævnte disciplin, jeg praktiserede, da jeg i eftermiddags opsøgte den efter en intens dag i "fotostudiet".

Nu findes der jo beundringsværdige sjæle på denne jord, der bare evner at flette motionsdelen ind som et fuldintegreret indslag i deres program. Dem hører jeg desværre ikke til. For tre år siden lykkes det faktisk rigtig godt i to hele sæsoner, og det resulterede i, at jeg skrev et såkaldt "løbe-kapitel" i Rollinger & roulader. Sidenhen har jeg haft lidt større udfordringer med at komme ind i samme gode rytme med at løbe. Alt for mange dagligdagsopgaver har spændt ben for det, desværre. Jeg ville ellers gerne, og der er ikke noget tidspunkt, jeg har følt mig i så god form, oplevet større styrke og udholdenhed, end da jeg løb hver anden dag fra cirka 1. marts til 1. oktober to år i træk. Det er et skønt og kærkomment mentalt frikvarter, som mange af os garanteret har rigtig meget gavn af i tempofyldt liv med mange bolde i luften.

Hvis man brænder for noget, har en del interesser og i øvrigt nærer et inderligt ønske om at få hverdagen til at hænge godt sammen, så er der bare tryk på. Det er vi nok mange, der kan nikke genkendende til. Selv har jeg en tendens til at spænde buen ganske hårdt, for der er så mange ting, der giver mig glæde, og som jeg så gerne vil lære, stifte bekendtskab med og berige mit liv med. Og det kan såmænd også godt lade sig gøre, for disse ting dræner jo ikke; de giver tværtimod energi. Så hemmeligheden ved at nå meget og samtidig have energi og overskud, er nok blot at "nå det rigtige", dét, der giver mening for én og gør én glad. Det oplever jeg i hvert fald selv. Og her er det lille mentale "break", en løbetur kan give én, med til at skabe det nødvendige rum til refleksion, ro og måske ligefrem bringe én i en tilstand af det, man kalder "flow"; en tilstand, hvor man bliver så engagereret i en aktivitet, at tidsfornemmelsen forsvinder.

Det hænder, at jeg kommer i "flow", når jeg løber (især når jeg er i god form). Dog bringes jeg lettest i denne tilstand, når jeg sætter mig til tasturet og skriver på mine bøger eller lader fantasien få frit løb i kreative processer. Og netop af den grund er jeg så glad og taknemmelig for, at jeg kan bygge mit professionelle virke op omkring min forfattergerning og mine kreative beskæftigelser. At tilstræbe at bruge sig selv og sine kompetencer på den allermest meningsfulde og frugtbare måde, som samtidig gør en lille forskel for andre mennesker, det må være én af livets vigtigeste øvelser. Nogen må lede længe, inden de finder deres rette hylde; andre ved allerede som børn, hvad det er for en retning, de skal udstikke. Uanset om man hører til den ene eller anden gruppe, så oplever jeg, at det vigtige er, at man søger, indtil man finder derhen, hvor man føler, man bruger sig selv og sine færdigheder allerbedst. Og når først den følelse indfinder sig, så vil lysten i vid udstrækning drive værket og således udløse det brændstof, der skal til for, at man når sine mål.

Nå, der kom jeg lige ud af et sidespor. Det er min løbetur såmænd nok skyld i, for det var blandt andet tanker af denne karakter, jeg gjorde mig i dag. Egentlig var mit ærinde i dette blogindlæg blot at vise jer et kunstnerisk indslag, jeg løb forbi (eller snarere under) på min tur i dag. Du kan se det på dagens billede. Massevis af overaskende, humoristiske, finurlige og iøjefaldende kunstværker er at se på turen fra Tangkrogen til Ballehage, så bor du i Århus og har du endnu ikke set udstillingen, så skynd dig afsted. Den er her til 3. juli, og kan varmt anbefales.

Skøn fødselsdag med veninderne fra Århus

Kære alle

Lige en lille weekendafrundende hilsen fra mig ovenpå en rigtig dejlig fødselsdagsbrunch med mine århusianske veninder. Gæsterne var inviteret til klokken 11 og menuen stod på forskellige brunchindslag, der alle på den ene eller anden måde relaterede til emnet "Super Food".

Ja, vores London-tur har bragt meget inspiration med sig, ikke mindst vore besøg i de fantastiske små økologiske delikatessesupermarkeder med integreret restaurant og kaffebar. Dér nød mine drenge og jeg nogle skønne morgenmadsmåltider med friskpressede juices, økologisk hjemmebag, acido med bær og müsli m.v. baseret på råvarer smækfyldt med næringsstoffer, der kunne gøre alt muligt godt for vores kroppe og helbred. Så uden at jeg på nogen måder er dedikeret økologist, sundhedsfanatiker eller lignende, så synes jeg da, det er inspirerende at invitere sunde kulinariske indslag ind i vores hverdag, ikke mindst, når de ovenikøbet kan tilfredsstille vore madglade smagsløg og tage godt vare på den krop og det helbred, som gerne skulle bibringe os mange gode år her på jorden.

Så i dag har vi fået goji bær, granatæblekerner, masser af mandler, blåbær, acai, morbær, rismælk, valnødder, agave nektar, æbler, physalis, koldpresset hørfrøolie og andet godt. De sneg sig ind overalt i menuen: i en fordrink med masser af isterninger og friskudskåren frugt, i en hjemmelavet müsli ovenpå acido, i grydebagt brød, i dadelbarer, frugtbrød m.m. Opskrifterne og billeder fra dagen vil blive præsenteret i én af mine kommende bøger. Hvilken ved jeg ikke helt endnu, men det skal jeg nok lade jer vide - har to mulige i tankerne :-)

Så det er en RIGTIG dejlig dag, jeg kan tænke tilbage på, når jeg kryber under dynen i aften. En dag i dejligt venindeselskab - sådan en dag kan man leve højt på længe, for hvor er det bare alt for sjældent, at man finder tid, kræfter og lejlighed til at tromme nære veninder sammen, som faktisk betyder så meget for én, og nærmest fungerer som en vitaminindsprøjtning at være sammen med.

Håber også, at I har nydt søndagen, og ønsker jer alle en rigtig dejlig aften.

Spøjse Jack Sparrow en oplevelse værd

Forleden var jeg med mine sønner inde at se 'Pirates of the Caribbean 4', hvor den særdeles velspillende Johnny Depp er tilbage i sin helterolle som den spøjse Kaptajn Jack Sparrow. Vi har set de tre forgående film i serien og følt os overmåde godt underholdt fra start til slut, så forventningerne var høje til den fjerde i rækken. Hvordan det er muligt at blive ved at holde niveauet, som de formår at gøre hele vejen igennem serien, må skyldes et enormt passioneret team, der evner samarbejdets kunst i særklasse. Endnu engang følte vi os i hvert fald opslugte fra første scene rullede over lærredet. Vi gøs og frydede os gennem hele filmen sammen med Jack over hans udfordringer udi kærligheden (denne gang i mødet med den gådefulde Angelica spillet af Penélope Cruz), hans ubarmhjertige fup-kunstner og utradionelle og dybt charmerende flugtforsøg og undvigelsesmanøvrer. Historien er ganske medrivende, men efter min mening er det nu meget de mesterlige skuespilspræstationer (først og fremmest båret af Johnny Depp), der sikrer den gode filmoplevese.

Så hvis I står og planlægger en tur i biografen, kan vi varmt anbefale at løse billet til "Piraterne". Mange tanker efterlader den dog ikke én med bagefter, men det ved man jo godt, inden man går ind. Så forventningerne til en actionmættet oplevelse fuld af grin, gys og fart over feltet udfoldet i behageligt, velspillet selvskab - de indfries til punkt og prikke. Og ja, så elsker vi bare at synke ned i biografsædet i mørket med en god pose nøje udvalgte stykker slik fra kiosken (for det er bare dér og kun dér, slikket skal vælges på en biograftur) og lade os suge ind i et begivenhedsrigt, eventyrligt og dramatisk univers for et par timer.

Vi giver 'Pirates of the Caribbean 4' fem stjerner ud af seks (egentlig bare for at efterlade plads til den helt enestående, omkuldblæsende filmoplevelse, der kan få lov at opnå topscore).

*****

Professor Balthasars banankage

To helt særlige lækkerier optræder højt på mine sønners hitliste over søde forkælelser: Professor Balthasars banankage og æblebolsjerne fra Mrs Kibble's Olde Sweet Shoppe i London. Førstnævnte bager vi selv, og opskriften kommer med i Spilopper & stjerneskud. Sidstnævnte har vi desværre kun adgang til, når vi en sjælden gang imellem er så heldige at gæste Englændernes hovedstad. Forleden skød vi billedet af Professor Balthasars banankage. Det er ikke dette her, for det skød jeg bare til bloggen, men et endnu bedre skud af Søren, der er professionel madfotograf og bare har styr på at indfange alt det dejligste i et stykke bagværk eller en ret. Jeg skyder også en hel del af mine billeder selv, så hvad du kommer til at opleve i min kommende bog er en god blanding af Sørens og mine skud.

Charlotte Brixen, min layouter, sendte mig layout til første kapitel af Spilopperne i går, og jeg er bare så super glad for resultatet og glæder mig helt vildt til at vise jer det. Endnu venter lidt billedbehandling og de sidste justeringer, så jeg kan ikke løfte sløret endnu. Men inden længe kan I få det første kig ind i bogens univers.

Rigtig dejlig fredag til jer alle i det fine vejr - jeg skal ud at hente min reparerede bil i dag, og den var heldigvis ikke så syg, som jeg frygtede. Hurra for det!

Jordbærkoldskål på en dag, hvor bilen er på værksted

I går var jeg på torvet, og en helt særlig lille bod havde omsider fundet sin plads igen iblandt alle de andre. Den rykker ind hver sommer, når solmodne sommerbær begynder at have tilstrækkelig rødme, sødme og fylde, og det har de altså nu. Ingen jordbær er bedre end de danske i højsæsonen, så i dag - lige inden min fotograf ringer på døren for at forevige nemme og lækre middagsretter til Spilopperne - får I lige en opskrift på hjemmelavet jordbærkoldskål, der bare er skøn i sommervarmen.

Dejlig dag til jer alle :-) Solen skinner så smukt ind ad mit vindue lige nu - og det er dejligt, for jeg skal lige komme mig over, at min bil gik i stykker i går og måtte slæbes på værksted. Ikke helt uden udfodringer, når man skal hente og bringe 3 små banditter rundt til venner, sport m.v., men det går nu nok. Håber de er hurtige til at stille en diagnose på værkstedet og lave den uden at ribbe os for hele sommerferiebudgettet. Nu til jordbærkoldskålen, der gudskelov smager dejligt, selvom bilen er på værksted smiley

Jordbærkoldskål i sommervarmen
4-6 pers.

Koldskål hører varme sommerdage til, gerne toppet med hjemmebagte kammerjunker (se både "Rollinger & roulader" og "Greven" for opskrifter på hjemmelavede, knaldgode nogle). Anret evt. jordbærkoldskålen med kammerjunkerne på toppen i et højt transparent glas, som er nemt at spise af. Find et vattæppe frem og sæt jer ud på græsplænen i haven og nyd en slappestund og dagens sidste solstråler sammen.

3 pasteuriserede æggeblommer
3 spsk sukker
korn af 1 stang vanilje
1 liter kærnemælk
1 lille bakke jordbær

Pisk sukker, vanilje og æggeblommer godt sammen, og tilsæt 1 liter kærnemælk lidt efter lidt under piskning. Blend og rør en lille bakke skyllede, pillede jordbær i. Server koldskålen med sprøde kammerjunker – evt. de skønne hjemmebagte, som du finder opskriften på herunder.

Hjælp efterlyses - opskrift på GLASKÅL?

Her til formiddags var jeg et smut på torvet for at købe lidt frugt og grønt til middagsretterne, som vi skal skyde til Spilopper & stjerneskud i morgen, torsdag. Det bugner jo med alt muligt lækkert derover, så udover at få de ting, der stod på min indkøbsseddel, faldt jeg også også over den smukke, dyblilla glaskål, du kan se på billedet. Glaskål er ikke mit ekspertiseområde, så jeg vil høre, om der mon er nogen af jer, der ligger inde med en god opskrit, hvori denne vildt æstetiske grøntsag ("lillasag", burde den jo nok hedde) indgår?

Jeg ønsker jer alle en rigtig dejlig dag i morgen.

Vitamin-boost med mynte, spinat, citron og gulerod

Billederne på dagens indlæg er fra Portobello Road i London, som er en gade, der summer af liv, spræl og kolorit. På vores tur til byen for et par uger siden aflagde mine sønner og jeg denne bydel et visit med skønne oplevelser, indtryk og stemninger som gevinst. Vi kom bl.a. forbi denne juice-bod fyldt med lækre sprøde granatæbler, friskskrællede gulerødder og andre gode sager. En friskpresset juice gør nok de fleste godt, men juices med spinat - det er da at gå lige et skridt for langt ud af sundhedsstien, synes du ikke? Det mente jeg i hvert fald - lige indtil, jeg en uges tid senere vovede pelsen og kastede mig ud i min første energi-booster med babyspinat. Grøn og meget, meget sund så den ud, da den blev plantet foran mig med kolde dugperler på siderne og masser af isterninger iblandet. Jeg tog et sug, og ved du hvad. Helt ærligt og egentlig ganske overraskende smagte den helt vildt godt. Ingredienserne går bare godt i spil - meget bedre end forudset - og nu har jeg fået lokket opskriften ud af caféen, jeg smagte den på, og den kommer med i Spilopper & stjerneskud. Så har du lyst til at smage med, så vil du kunne finde formlen til, hvordan man får produceret sådan en sag i sommerkapitlet i bogen.

Rigtig dejilg solskinsdag!

Photoshoot nr. 2 godt tilendebragt

Så fik en travl, sjov og udbytterig dag en ende, og 12 madpakkeopskrifter er nu billeddækket og klar til at blive optaget i Spiloppe-universet. På billedet får du et lille smugkig ind i kapitlet - hvad du ser er et hjemmebagt "Frugtbrød" til børnenes madpakker. Det er fyldt med forskellige typer nødder, tørret frugt og andre gode sager. Så det kan godt give supermarkedernes fabriksfremstillede figen- og dadelstænger baghjul efter min mening. Og så er det en rar fornemmelse at kende ingredienslisten til bunds. Masser af andre madpakke-indslag følger i bogen. Håber I vil synes om dem :-)

Håber I må få en rigtig dejlig aften. Vi skal vist ud at slente en lille aftentur i det dejlige vejr. Det glæder jeg mig til efter en lang dag indendørs.

Så går det løs igen - madpakken "i kassen"

3-2-1 nu! Om tre kvarter rykker min fotograf ind med alt sit udstyr og skyder løs af alle de madpakke-indslag, jeg har stået i aftes og i nat og tilberedt. Det er nogle rimelig intense forløb, disse photo shoots, fordrer. For at retter og kulinariske indslag ser lækre og indbydende ud på billederne, skal de laves i timerne op til fotograferingen, og det gør, at det oftest er om natten, at jeg står og jonglerer rundt med potter og pander i køkkenet. Så mens drengene har sovet stødt på hver deres værelse, har jeg stået i en duft af "Frøken Skraps rugboller", "Frokostbrød fra Kong Skævtuds skibskøkken", "Wakahunkas dejkuverter med overraskelser" og meget mere. Nu skal jeg lige have de sidste ting skudt i ovnen, så min lille morgenhilsen bliver kort. Stuen er beredt til at skyde løs. Lige nu ser den sådan ud, senere på dagen forvandler den sig til et sprudlende værksted af mad, kameraudstyr, en fotograf med madpincet og sans for lysindfald og en lidt hektisk Sif, der piler rundt og prøver at finde det rette regi og huske de indslag, der står og hygger sig i ovnen, så alt går op i en højere enhed. Jeg lægger billeder på i aften fra dagens strabadser.

Skøn dag til jer alle så længe!

På med sommersandalerne

Så er sommeren kommet for alvor. Det er bare så vidunderligt at slå øjnene op til sol og mærke den lune luft strømme ind gennem de åbne vinduer. Det er bare med at nyde hver eneste dag i fulde drag.

Jeg kom i anledning af det skønne sommervejr til at tænke på, hvad jeg egentlig havde i gemmerne af sommersandaler. Det bragte mig videre i min tankestrøm til et par sandaler, jeg så gennem et udstillingsvindue i et drøncharmerende kvarter i London - omme bag ved Oxford Street, hvor det myldrer med små vanvittig hyggelige, vidt forskellige caféer, restauranter og småbutikker. Min erindring om sandalerne kaldte smilet frem, for de var ikke helt almindelige. Der var i den grad tale om plateau-sko, må man sige. Plateau-effekt forrest med tårnhøje stilethæle bagtil. Wow! Jeg skød et billede af dem, fordi de var så sjov og anderledes. Måske kan Carrie fra Sex and the city spankulere afsted i sådan nogle. Jeg kan i hvert fald ikke. Men festlige er de da - næsten lige til at udstille på linie med en skulptur et velvalgt sted.

Rigtig dejlig pinse-mandag til jer alle sammen.

Så blomstrer hylden!

Så er det nu! Hylden blomstrer og klaserne er helt perfekte til at brygge en hjemmelavet hyldeblomstsaft. Jeg var ude at gå en tur i solskinnet med min gode veninde, Liv, i dag, og vi besluttede at gå igennem Dronningens have, som er så smuk med sin store velduftende rosenafdeling, sine velvoksne træer med tunge kroner, mange bænke med forelskede par, der nød den romantiske ramme, en velassorteret urtehave og massevis af skulpturer (bemærk den supersjove frodige kvinde, jeg skød fra Dronningens have. Hun er da helt skøn, synes I ikke).

Og dér så jeg altså også hylden, som netop var brudt i blomst, og hvor de små sorte insekter, som indtager blomsterkronerne senere på sæsonen slet ikke havde opdaget, at det også var tid til at få vingerne i omdrejninger og sætte kurs mod målet for dem. Gudskelov. Så det er med at være hurtige :-)

Måske har du allerede en god opskrift på hyldeblomstsaft. Ellers får du lige min her. Der er mere citron i min udgave, end der typisk er i hyldeblomstopskrifter, for selv sætter vi pris på, at saften ikke er for sød.

Sif hyldeblomstsaft

50 blomsterskærme
2 kg rørsukker
saften fra 5 citroner
40 g citronsyre
1 1/2 l kogt vand

Opløs sukker og citronsyre i kogende vand. Fjern så meget af blomsterklasernes stilke som muligt. Bland citronsaft og blomsterskærme med sukker-vandet og lad blandingen stå koldt i 4-5 dage. Rør i drikken en gang om dagen. Si saften gen- nem et rent klæde eller et kaffefilter og hæld den på atamonskyllede flasker. Du kan også fryse den ufortyndet ned i isterningebakker og servere den direkte i et glas hvidvin.

TIp
Du kan fryse din fortyndede hyldeblomstsaft ned i halvliters sodavandsflasker, så den er lige til at tage op af fryseren og med på en tur ud i sommerlandet, når lysten til en sådan melder sig. Husk kun at fylde flaskerne 3/4 op, da væsken „udvider“ sig under frysningen. Hvis du tager flaskerne op lige før, I skal af sted, passer det med, at saften er iskold og indbydende, når I skal drikke den. Server hyldeblomstsaften som den er til ungerne og brug den som pift i et glas kold hvidvin til de voksne i forholdet 3 del vin til 1 del hyldeblomstsaft. Det smager skønt, frisk og sommerligt, og gør ikke én så tung i hovedet, som når man drikker ren vin.

Fødselsdag lige om hjørnet

Den 22. juni er det min fødselsdag, og det skal markeres med en komsammen. Godt og vel tre håndfulde af mine nærmeste veninder er inviteret til fødselsdagsbrunch søndagen inden. Efter at have summet lidt over, hvordan jeg skal strikke menuen sammen, har jeg besluttet mig for at tage afsæt i dét, der i sundhedskredse kaldes "Super food". Super food er fødevarer, som indeholder en ekstra stor koncentration af næringsstoffer, såsom vitaminer, mineraler og antioxidanter og i nogle tilfælde også er ekstra rige på de sunde fedtsyrer. Jeg fik til jul en bog om Super food af min søster, som giver en rigtig god introduktion til området, så den har skærpet mit fokus på værdien af de fødevarer, der indgår i denne kategori.

Årsagen til at jeg har lyst til at udforske dette hjørne af gastronomien lidt nærmere, må jeg dog indrømme primært er at finde i London. Mødet med de fantastiske alt-i-ét-økologiske-supermarkeder-caféer-og-restauranter, vi oplevede dér, har nemlig sat sig som uafrystelige billeder på nethinden og indtryk i erindringen. Udvalget af alle mulige bær, juices, frugtstænger, hjemmebagte brødtyper med morbær og andre gode sager osv. gjorde et stærkt indtryk på mig. Jeg er ingenlunde dedikeret økologist og ej heller hysterisk sundhedsfreak. Jeg elsker en god hjemmebagt kage bagt med smør, pastaretter med ristede bøgehatte, flødesauce og godt med friskhøvlet parmesan og lækre desserter. Jeg kan til gengæld også godt lide at lave en grundkost, der er sund med masser af grøntsager, friske urter og holder meget af min yoghurt om morgenen med udskåren frugt, bær og en god hjemmeristet mysli. Og en omgang god take away står jeg bestemt heller ikke i vejen for engang imellem, når man vil give sig selv en friaften i køkkenet eller bare har lyst til en god, italienerbagt pizza eller lidt kinesisk wokmad. Så jeg prøver nok bare som alle andre at finde en god balance mellem det sunde, vitamin- og fiberrige, og det søde og til tider lidt kalorieholdige.

Men på søndag i næste uge skal vi altså prøve nogle af disse såkaldte super foods af. Jeg har allerede nogle gode idéer til menuen. Nogle af dem er inspireret af noget af det, jeg smagte og så i London. Andet har jeg fået et par praj om i danske helsekostbutikker, og noget har jeg selv fundet på. Indslagene er dog langt fra på plads, så hvis du har nogle gode tips til, hvad jeg kunne tænke ind i buffetten, vil jeg nyde at høre fra dig. Skriv bare din kommentar direkte her på bloggen, for så kan andre også læse med. Jeg har bedt min fotograf, Søren, om at kigge forbi den første halve times tid af brunchen og lige skyde lidt skud af maden og rammen, arrangementet holdes i. Og så kommer hele baduljen med i én af mine næste bøger og kan måske bibringe dig lidt inspiration :-)

Isboden er åben!

Sådan hedder ét af sommerkapitlerne i min kommende bog, og heri finder man alt, hvad man kan ønske sig af opskrifter på hjemmelavede is. Der er opskrift på "Hjemmelavede isvafler i verdensklasse", "Den mest vaniljede vaniljeis, man kan tænke sig", "Citronella Cream", "Lakridsis", "Jordbæris med knas på 5 minutter", "Brombæryoghurtis næsten uden kalorier", "Flødeboller - bedste guf i verden" og mange flere. Så den dag, vi skal skyde billederne til alle disse svalende lækkerier, glæder jeg mig allerede til. Og det er der i øvrigt også en flok drenge her på matriklen, der gør. Spændende om vi har plads nok i fryseren - ellers må vi jo finde en god løsning på det problem :-)

I dag har jeg i øvrigt reduceret antallet af forsidekandidatter til 2. Jeg har lige printet dem ud på fotopapir, så jeg kan gå og kigge lidt på dem begge og træffe en endelig beslutning. De er begge superfine, så det er ikke nemt at vælge. Sikkert og vist er det dog, at jeg meget snart er klar til at løfte sløret og vise jer, hvilken forside, Spilopper & stjerneskud vil kunne kendes på :-)

Rigtig dejilg aften og skøn pinseweekend.

Sindet fyldes af dét, vi retter opmærksomheden imod

I dag har ovnen buldret og gryderne simret og spruttet i mit køkken, for her til morgen tog min fotograf og jeg i hul på den første af en lang række photo shoots til Spilopper & stjerneskud. Vi er startet med morgenmadskapitlet, og derefter kaster vi os over kapitlerne ét for ét. Mange af bogens stemningsbilleder er allerede i hus, for dem skyder jeg selv løbende.

Min erfaring er nemlig, at man ikke bare sådan lige uden videre kan fremtvinge den ægte glæde og begejstring, som udspringer af en dejlig oplevelse sammen, en sjov historie, deltagelsen i en leg, nydelsen af en middagsret, en kage, en dejlig rejseoplevelse eller lignende. Glæde kan ikke forceres frem bare fordi, man har en fotograf til rådighed i to timer, og skal levere glæde, grin og god stemning for fuld udblæsning. Nej, glæde, indlevelse, overraskelse og hygge opstår i hverdagen, tit når man er helt private, og typisk, når man mindst venter det. Så langt de fleste af disse stemningsbilleder står jeg selv for, da jeg jo helt naturligt er til stede, når den ægte glæde melder sig og lyser ud af øjnene.

Madbillederne er jeg til gengæld rigtig glad for at have så dygtig en fotograf som Søren til at skyde. Dér skal der være skarphed, detaljerigdom, et godt lysindfald, velvalgte perspektiver osv., så man får et rigtig godt indtryk af, hvad det er for en ret, en drik, et stykke bagværk ell. lignende, man kan forvente at lave, hvis man kaster sig ud i projektet selv. Alle de kulinariske (og kreative) indslag laver jeg selv, og alt gennemtestes flere gange, inden en opskrift finder vej ind i bogens univers. Så jeg er faktisk inde over alle led i tilblivelsen, og det har jeg det rigtig godt med. Så ved jeg, at jeg kan stå 100% inde for bogen, og det er en vigtig følelse, når den skal ud og møde sit publikum. Jer, der gennem årene har investeret i mine bøger, har vist mig en tillid, som I fortjener at opleve bliver påskønnet, indfriet og håndteret med taknemmelighed og ansvarsfølelse. For uden jer kunne jeg jo ikke lave dét, jeg holder allermest af professionelt: At skrive og omsætte mine kreative og kulinariske idéer til  inspirationsuniverser i bogform. Så tusinde tak til hver og én af jer for jeres dejlige engagement og opbakning :-) 

Tilbage til dagens program!

Efter syv intense timer i køkkenet med kokkerering, valg af regi, styling, vurdering af skudte billeder, selektering, oprydning, mere kokkerering osv., skulle jeg op til forældremøde i et par timer, og dernæst valgte jeg at gå mig en aftentur. De billeder du ser på dagens indlæg er skudt på turen. Jeg gik nemlig og kiggede op på husmurene i dag, og blev helt glad for, hvor mange kunstfærdigheder, der egentlig præger bybilledet. Dem har vi nogen gange for travlt til at hæfte os ved, og det er sandelig en skam, for hvor bidrager de bare til æstetikken og til at kalde smilet frem.

Det er skønt at bo i en by, der byder på så mange kunstneriske indslag, der kan opleves direkte fra fortorvet - hvis vi vel og mærke lægger mærke til dem. Vi bærer jo selv ansvaret for at dirigere vores opmærksomhed i retning af alle de positive, glædesvækkende og til tider kunstfærdige manifestationer og budskaber, der er i vores hverdag i stedet for at lade vort blik nagle til alt det forstemmende, dét, der udfordrer os, bekymrer os og vækker vores frygt. Det er så let at falde i sidstnævnte grøft, men i sidste ende dræner det os jo mere end det lader os op.

Det er jo så såre enkelt: Sindet fyldes med det, vi retter vores opmærksomhed imod, og derfor er det bare så vigtigt, at vi også tillader os selv at abstrahere lidt fra de sværdsslag, hverdagen nu og da byder os, og fokusere på alt det livsbekræftende og opmuntrende, der også tit er omkring os, hvis blot vi vælger at tune ind på det. Udfordringer og bekymringer skal ikke ignoreres, bestemt ikke. Men at give sig selv et frikvarter engang imellem, hvor sindes fyldes med noget af alt det positive, livet også er så rigt på, tror jeg egentlig blot hjælper løsningerne lidt mere uforceret finder vej til os. Det er i hvert fald noget, jeg selv har erfaret, og jeg øver mig løbende på at stille kikkertsigtet ind mod en masse af alt det glædesfulde, livet altid byder på - næsten uanset, hvor store sværdsslag, man oplever at stå midt i.

Se dér blev en lille beretning om fotoskydning af morgenmad pludselig til et indlæg af helt filosofisk karakter :) Håber I kan bruge betragtningerne til noget.

Sov rigtig godt, når I når dertil.

Så er der billeder fra SMAG PÅ KUNSTEN

Så er billederne lagt på nettet fra det kulinariske arrangement, SMAG PÅ KUNSTEN, jeg var konferencier på i søndags. De er super flotte, så jeg synes lige, I skal se et lille udpluk. Der ligger en masse flere på arrangøren, Taste Aarhus', hjemmeside.

På billedet nederst til højre (her ovenfor) ser man kunstværket i baggrunden, som retten foran er inspireret af. Det gælder også de tre øverste billeder. Der er også lagt opskrifter på nettet til et udvalg af retterne. Selv faldt jeg helt i svimer over retten af Allan Juhl Thalaug. Han lynstegte helt frisk tun (marineret i citrongræs, sesamolie og frisk ingefær og hvidløg) på panden og lavede en salat af tørrede, opblødte rejer, frisk koriander og andre asiatiske urter ned en dressing af thailandsk fiskesauce, lime, aromatisk soya m.v. Den kulinariske udskejelse resulterede i et duftbombardement, der var helt vidunderligt. Så den ret vil jeg selv kaste mig ud i at genskabe - dog uden containertallerken og blikdåse ;-) Det er i øvrigt fotograf Søren Gammelmark, der også er fotograf på Spilopperne, der har skudt billederne. Godt gået Søren!

Det gik rigtig godt på trykkeriet i dag, og nu er jeg bare endnu mere spændt end nogensinde på, hvordan bogen ender med at tage sig ud. Der er tænkt så mange små detaljer ind - flere end nogensinde før. De koster mig en mindre bondegård at lave, men jeg nyder at lave noget rigtig lækkert, og synes i den grad, at bogbranchen har brug for, at der er nogle forlag, der tør spendere lidt ekstra på de små raffinementer, der bare gør en stor forskel. Så jeg er drønspændt på at høre jeres feedback, når bogen er klar til at trille ud til boghandlerne, og håber, I vil nyde detaljerne.

Fortsat god dag til jer alle.