#ff28a2

Indlæg fra maj 2011

Londonklar - og så kom forsiden også i hus :-)

Klokken er blevet lidt mange, men meget er blevet nået i dag. I morgen oprinder dagen, hvor vi drager afsted mod englændernes hovedstad, og det giver et tiltrængt pit stop fra nogle uger med stramt program. For nogle dage siden bookede jeg plads på et hotel, der ligger i Nottinghill - et stenkast fra Portobello Market, Hyde Park og en lille drøncharmerende bager, jeg besøgte for nogle år siden, og som jeg glæder mig til at introducere drengene til. Indehaveren hed Joseph, og det var et rigtig sjovt møde, jeg havde med ham. Historien får I i Spilopperne i forbindelse med en helt særlig opskrift. På billedet ser du i øvrigt en statue med rejsende børn og "The Gherkin", af Sir Norman Foster, som jeg fotograferede, da jeg var i London med min mellemste søn, Lucas, i september sidste år.

Ellers har dagen i dag stået på forside fotografering, og heldigvis holdt vejret tørt, så vi kunne gennemføre den idé, jeg havde fået. Den skulle nemlig skydes udenfor. Efter halvanden times arbejde havde Søren (min fotograf på Spilopperne) fået så mange skud i kassen, at vi valgte at runde fotograferingen af i håbet om, at der i mængden ville gemme sige liiige dét "one-and-only-skud", der forhåbentlig kan finde vej til forsiden. Nu må vi lige se, hvordan det hele ser ud, når det har været igennem layoutmøllen, men de skud, jeg så her til aften, var bare fine :-)

Det er sjovt, hvordan nogle ting bliver til, som man måske går og tror realiseres på helt anden vis. Selv har jeg altid troet, at der var både stylist, makeup artist, frisør m.fl. med til at en forside-shoot. Jeg gik rundt i den naive tro, at der blev sat timer og dage af, og at kalenderen imens var renset for andre aftaler.

Hold da op, hvor ser virkeligheden anderledes ud - og heldigvis for det. Jeg skal da heller ikke kunne sige, om der er nogen forsidebilleder, der skydes på ovenstående måde. For mig - der holder af at skildre hverdagen, som den er -  passer det imidlertid godt at presse en forside shooting ind mellem manuskriptskrivning, indkøb, afhentning af mine sønner i skolen og forældremøde om yngstesønnen få timer senere. I hverdagen zapper vi jo alle rundt for at favne dagens indslag, og heldige er de, der er gode til at have mange bolde i luften. Åndehuller skal der dog til, især i de perioder med høj puls. Og i morgen er det vores tur til at lave time out-bevægelsen og hive fire dejlige dage ud af kalenderen, hvor der står London, hygge, oplevelser, is og god mad på tapetet. Og nøj, hvor vi glæder os.

De bedste godtnat-hilsner til jer alle.

Loppefund og New Yorkerstemning i Århus

Nogen gange skal man ikke bevæge sig så langt for at føle, at man har fundet et lille sted, der hensætter én i en stemning af at være midt i New York. Nu skal jeg skynde mig at afsløre, at jeg faktisk aldrig har været i New York, men jeg har da set adskillige serier i fjernsynet, hvor handlingen udspillede sig i denne pulserende storby. Så jeg mener at have fået ganske godt på plads, hvordan atmosfæren og stilen er på byens små kaffebarer, og lysten til en dag at opleve det ved selvsyn er stor.

I dag er det loppemarked-dag på Ingerslev Boulevard, og et formiddagsvisit på markedet var forlængst skrevet ind i kalenderen. Det boomer med gamle, aflagte sager på sådan et marked, og man skal være god til at spotte de få ting iblandt, man oplever har lidt reel anvendelses- eller charmeværdi for én. Jeg har dog altid for vane at finde lidt, og det gjorde jeg da også i dag. Det er oftest regi til mine bøger, og i dag var ingen undtagelse. Tre superfine små, gamle tallerkener, der hidrørte fra Psykiatrisk hospital (ja, intet mindre), en kær lille frugtkniv med benskaft og en mælkekande i den fineste udformning). Hele herligheden stod mig i 35 kr. (tallerkener og kniv 5 kr. pr. stk, og kanden 15). Billigt sluppet, og jeg er glad for tingene.

Efterfølgende stod den på lidt sen morgenmad på et charmerende New Yorkeragtigt sted i Århus tæt på markedet kaldet "Café Glad". Morgenmad: Café latte med en mandelbiscotti på kanten ledsaget af en skål økologisk acido yoghurt med hjemmelavet müsli,  agave nektar + frisk frugt. Herlig start på dagen!

I Spilopperne har jeg i øvrigt en opskrift med på "Italienske biscottis tilberedt i svensk køkken" med et par ingredienser, som normalt ikke finder deres vej ned i bageskålen. De er rigtig gode - smagte dem på min tur til Mölle i foråret.

Skøn søndag til jer alle.

Powersuppe på 15 min.

Formiddagen i dag har budt på et besøg på det vidunderlige Ingerslev Marked i Århus. Torvet på Ingerslevs Boulevard i Århus er et af de største og mest levende torve i Danmark. Udover et stort udvalg af grønsager, frugt og blomster er der også salg af ost, kød, udplantningsplanter og forskelligt slags kunsthåndværk. Jeg elsker at gå og indsnuse stemningen på sådanne markeder, og i dag blev min kurv fyldt med økologiske grøntsager.

Jeg har nemlig siddet og skrevet om supper de seneste dage i Spilopperne, og derfor var der ingen vej udenom: Suppe måtte på middagsbordet i aften! Den står ligeledes på lidt tidlig aftensmad, da det ikke blev til så meget frokost. Suppen her tager vitterlig kun 15 minutter at lave, og den smager efter min mening helt vildt godt. Nu er vi også meget glade for supper hjemme hos os, især nogen med masser af saft og kraft, farve og krydderi, og i denne indgår der følgende ingredienser:

Sifs lynhurtige powersuppe

(4 portioner)

80 g spansk salchichón extra (en lidt stærk pølse i skiver)*
4 fed hvidløg
2 løg
1 rød peberfrugt
15 blommetomater
1 broccoli
2 ds hakkede tomater
1/2 liter vand
1/2 liter hønsefond (ell. 1 terning rørt op i en 1/2 liter kogende vand)
godt med friskkværnet peber
salt

Pynt med friskhakket timian

* kan købes i de fleste supermarkeder. Har de den ikke, kan du sagtens bruge chorizo eller en anden godt krydret spansk pølse.

Striml den spanske pølse, pil og hak hvidløg og løg groft. Rens de øvrige grøntsager. Fjern kernene i peberfrugten og skær den i mellemstore stykker. Skær blommetomaterne over i halve. Skær broccolien ud i mindre buketter. Svits den spanske pølse, hvidløg og løg i en gryde i lidt olivenolie. Tilsæt de øvrige grøntsager og lad dem svitse i 2 minutter. Tilsæt hakkede tomater, vand og hønsefond. Lad suppen simre i 10 minutter. Smag den til med salt. Server den i dine fineste suppeskåle og drys friskhakket timian over lige inden servering. Uhm, i sådan et lidt ruskende, halvgråt forårsvejr som i dag, så er sådan en suppe bare én, der smager én godt og giver én lidt frisk power

RIGTIG dejlig lørdag aften til jer alle :-)

London - here we come!

Så er nedtællingen startet! Vores London-tur er lige om hjørnet, og vi glæder os. Så måtte nogen af jer ligge inde med et sidste godt tip til et dejligt sted, vi med fordel kunne gæste, en bager med særligt godt bagværk, en grøn oase eller noget helt fjerde, så er vi lutter ører.

I dag har jeg skrevet myreflittigt på mit manuskript for at nå min deadline, som var I DAG. Jeg er nået langt, dog ikke helt i mål. Influenzaen har drillet og sinket mig lidt. Sådan en sag er én af livets små drilagtigheder, og ja, selvom timingen kunne have været bedre for at lade sig overmande af feber m.v., så kan jeg alligevel ikke lade være med at smile lidt af, at vi ikke kan planlægge og styre alt her i livet. Lidt træls, for at sige det på godt jysk, men hvad søren skal man stille op ;-)

Men nu er målstregen trådt ind i synsfeltet, og så snart den bliver nået, så starter fotoskydningerne, som jeg glæder mig til. Mandag har vi sat af til at prøve at få forsiden i hus. Det er altid drønspændende, om det lykkes. Masser af ydre omstændigheder skal falde i hak, og vejret er altid en faktor, man aldrig helt kan lægge garantisikker bestilling ind på. Nu må vi se - glad bliver jeg, hvis vi lykkes i at få en super-forside i kassen inden London-turen.

Rigtig skøn fredag til jer alle.

Coq au vin på Lille Torsdagsaften

Hvem det end er, der har fundet på den originale opskrift til den franske ret "Coq au vin", burde jeg sende vedkommende en varm tak. Retten har nemlig altid hørt til blandt mine yndlingsretter, og i min barndom kreerede min mor en skøn udgave af den franske klasiker, som vi nød engang imellem i weekenderne eller, når vi havde gæster. Retten var nemlig ikke verdens hurtigeste at lave, da kyllingen skulle vaskes, overskydende skind skæres fra, parteres og brunes, inden den var klar til at ryge i stegegryden sammen med de skønne skalotteløg, friskudskåret bacon af god kvalitet, rødvin, frisk timian, laurbærblade og andre gode sager. Men den var bestemt indsatsen værd! Det sagde min mor altid, og jeg kunne kun nikke enigt, for dels var det jo hende, der stod med "indsatsen" og dels holdt jeg bare så meget af både duften og smagen af coq au vin. Så jeg affandt med, at vi ikke fik den så tit.

Efter jeg selv er blevet mor er min kærlighed til retten ikke blevet mindre. Jeg har dog tit ærgret mig over, at tiden i hverdagen er for kort til at nå at lave den lidt tidskrævende ret. Så jeg satte mig for at lave en hverdagsudgave. Det er lykkes! Og den stod på aftensbordet her til aften. Uhm, hver en bid gør mig helt saglig. Den ER virkelig en yndlingsret. Hverdagsudgaven så i øvrigt første gang dagens lys kort efter, jeg blev ansat som arrangementschef på ARoS Aarhus Kunstmuseum - en dejlig tid, som retten minder mig om. Billedet jeg har knyttet til gryden med den dejlige ret er derfor hentet fra arkivet fra en aften, jeg var tovholder på et modeshow på museet og stod og samlede mig lidt, inden jeg skulle byde velkommen.

Opskriften på hverdagsudgaven af coq au vin kommer med i "Spilopperne", så hvis du kunne have lyst til at se, om retten er noget for dig og din familie, så finder du en opskriften dér :-)

I dag har min influenza i øvrigt sluppet taget i mig. Den fandt vist ud af, at der ikke var meget sjov ved mig, for jeg havde alligevel lidt for meget om ørerne til, at jeg gav den helt nok opmærksomhed. Så den har taget flugten og er sikkert på udkig efter et nyt og sjovere offer at drille. Herligt at mærke, at kræfterne er på vej retur :-)

Rigtig dejlig aften til jer alle.

Se lige her! Smugkig på prøvelayoutet

Se, dette her er en stor begivenhed i den spændende proces omkring tilblivelsen af min kommende bog. Jeg har modtaget udkastet til prøvelayoutet fra min dygtige layouter på bogen, Charlotte Brixen. Hun er en knag, er hun. Er selv kunstner i sin fritid, er en ferm illustrator og en kompetent layouter på BoligLIV med sans for stemninger og komposition af farver, billeder og storytelling. Så opgaven med at folde Spiloppernes visuelle univers ud kunne ikke ligge i bedre hænder. Hvad I ser her er det første rå layout-udkast. Der kan stadig snige sig masser af ændringer, tilføjelser og justeringer ind. Det er en smule grænseoverskridende at lette på sløret allerede nu, men jeg synes alligevel, I skulle have lejlighed til at få et smugkig ind bag kulisserne og se, hvor vi er henne i processen. Formatet er i øvrigt det samme store og fyldige som Krudtuglerne og Rollingerne, og papiret bliver af en kvalitet, hvor billederne står knivskarpt, så stemning og atmosfære kommer helt ud over rampen :-)

Håber I synes om, hvad I ser. Hvis I har tid og lyst til at dele jeres oplevelser med mig, vil jeg nyde at høre jeres feedback :-)

RIGTIG dejlig onsdag til jer alle sammen.

Den perfekte forkølelses-kur

Den har godt tag i mig, den forbistrede febertur, der har sneget sig ind på mig. Det er jo lige før, at det er morsomt, at en sådan slår sin klo i én lige som, man har allermest travlt. Skæbnens ironi. Men den skal nu ikke få mig ned med nakken. 11 timer sov jeg i nat i den hensigt at jage den på flugt, og jeg tror da også, at jeg nåede et væsentligt skridt med min plan. Så nu har jeg sat ind for at udrydde den helt og aldeles ved at benytte mig af en vidunder-eliksir, som en god samarbejdspartner engang gav mig opskriften på. Den har hjulpet mig før, så jeg er fast i troen på, at min forkølelse med tilhørende feber meget snart må se sig overmandet. Opskriften hedder "Mariannes trylledrik", fordi min samarbejdspartners hustru og ophavskvinden til drikken bar dette navn. I følgeskab med opskriften gives dette råd: Denne portion skal drikkes indenfor et døgn, og så er man også rask indenfor et døgn. Det viser egne erfaringer, og venner som har gjort brug af trylledrikken, har erfaret det samme.

Så nu er trylledrikken sat over og inden længe ser jeg frem til at indtage første krus. Her kommer opskriften, som du måske også kan få gavn af, hvis forkølelsestilstande skulle ramme din familie.

MARIANNES TRYLLEDRIK

1 til 3 stk frisk peberrod (ca. 15 cm)
+ tilsvarende frisk ingefær
+ evt et fed hvidløg

Peberrod og ingefær skrælles og deles i grove stykker og koges i 1 ½ liter vand i ca. 20 min. Tilsæt 3 breve kamille-te og kog blandingen op. Smag til med rigelige mængder honning.

Rigtig god dag til jer alle. Håber I alle er friske og udrustet med et bomstærkt immunforsvar :-)

Spiloppe-spil og møde med en rollemodel

Sikken smuk dag at slå øjnene op til. En træls influenza har ellers sneget sig ind på mig, så jeg i nat har haft de mest mærkværdige feberdrømme. Det er pudsigt, hvad feber nogen gange kan have af effekt på ens drømmeunivers. I syv lange timer har jeg kørt rundt i alle mulige forskellige løsningsmodeller på, hvordan jeg bedst muligt får skabt et sjovt og inspirerende spil til min kommende bog. Det er faktisk tanken, at et sådant spil skal tænkes ind denne gang. Bogen bliver pakket ind i et kraftigt, fransk smudsomslag (det hedder det, når det er foldet, så det ikke flosser i kanterne, men virkelig er af ypperste kvalitet), og indeni vil jeg "gemme" dette spil som en ekstra lille overraskelse. Jeg havde endnu til gode at slå de sidste streger på tegnebrættet til, hvordan jeg fik lavet det allerfineste layout til dette spil, og derfor har jeg slet ikke haft det i mine tanker i denne tid, som har stået så meget i konfirmationens tegn. Men i min feberdøs besluttede mit sind sig åbenbart for at afsøge alle de bedst tænkelige løsningsmodeller, der kunne være på denne opgave. Sjovt! Til gengæld ved jeg nu her til morgen, hvordan initiativet skal bringes til verden, og jeg glæder mig utrolig meget til at præsentere det for jer.

Nå, her til morgen er jeg i stærk bedring, så det er dejligt. Det er også en travl uge, der venter forude med en hel del praktiske opgaver på privatfronten og en deadline på aflevering af anden halvdel af manuskriptet på fredag. Så der er fyret godt op i damplokomotivet, indtil vi rammer tirsdag aften i næste uge, hvor mine drenge og jeg drager til London i fire dage og skyder billeder og researcher på vores storbysrejsebog. Det glæder vi os enormt til, og vi vil se frem til at rapportere hjem her på blokken om vore oplevelser i hovedstaden, der huser de mest charmerende røde dobbeltdæggerbusser, det fantastiske Natural History Museum og ikke mindst det sprudlende Portobello Market, som jeg holder sådan af at besøge.

I går havde jeg i øvrigt fornøjelsen af at nyde en god kop kaffe hos Claus Dalby, stifter af og direktør i Forlaget Klematis. Han har været i forlæggerbranchen i mange år, og er et af de mest engagerede, begavede og passionerede mennesker, jeg til dato har mødt. I ham har jeg virkelig mødt en rollemodel, som tjener mig til stor inspiration i mit eget arbejde som nyslået forlægger, og jeg er bare så glad og taknemmelig over at få lov at krydse spor med en mand af hans støbning. Vi fik os en rigtig interessant snak om branchen, vore erfaringer, ønsker og mål. Så en rigtig dejilg dag. Hvis du ikke kender hans blog, kan jeg anbefale dig at aflægge den et visit her.

De allerbedste hilsner til jer alle. Håber jeres dag må bringe jer glæde.

Livet er én lang æggestafet

De to sidste dage har budt på mange snakke om, hvordan den store konfirmationsdag gik i fredags. I dagene op til så stor en familiebegivenhed er programmet og sindet godt fyldt med koordinering, spændthed, mange forventninger, praktiske opgaver og ønsker om, at det hele nu klapper: vejret, maden, talerne osv. Så når denne begivenhed - som vel må være selvskrevet på listen over livets største fester - er godt overstået, er man som nærtstående til dagens hovedperson så fyldt med indtryk, oplevelser, tanker og følelser, at den helt store evaluering sætter ind i bevidstheden.

Præsten holdt en rigtig vedkommende og flot tale til konfirmanderne, som udredte, hvordan livet på mange måder kan sammenlignes med en æggestafet. "Okay, det bliver interessant at høre, hvordan hun folder den sammenligning ud", tænkte jeg. Men allegorien blev foldet ud på flotteste vis og handlede kort fortalt om, at vi alle fra barnsben af udstyres med en ske, hvorpå lægges et æg. Som børn går mor og far ved siden af og sikrer at barnet udstikker den sikreste kurs mod målet, så ægget når uskadt frem. Derfor kan vejen godt være fuld af udfordringer, men støtte, vejledning, hjælp og opbakning mangler ikke på rejsen. Fra omkring konfirmationsalderen slipper vi forældre lidt det faste tag i vores barn og sender det ud på den videre færd med ægget på skeen uden helt så meget støtte og vejledning. Og henad vejen overlader vi helt opgaven til vores barn - eller helt og helt. Det gør vi vel aldrig, for vi holder vel altid lige lidt øje med, om der kunne være brug for lidt assistance. Men i højere og højere grad bliver barnet bedre rustet og erfaren til at bringe ægget godt videre selv. Måtte ægget falde - og det oplever vi jo alle nu og da - er der altid mulighed for at finde tilbage til sporet og få et nyt æg og en ny chance. Det gælder os alle og i alle livets faser. Dér handler det om ikke at begynde at vakle, men genvinde troen på, at det blot er en ny vej, der fører os trygt frem. Og hver gang et æg falder til jorden, må vi gøre vort bedste for ikke at ærgre os for længe, men i stedet udlede den læring, der ligger i, hvorfor det skete, og hvorved det kan forhindres, at det sker igen, så vi næste gang når godt i mål med et uskadt æg.

Ja, prædiken var jo noget længere og kom omkring mange fine pointer, som mit lille resumé ikke kan favne.  Det fine ved prædiken var også, at alle konfirmanderne sad og nikkede undervejs og tydeligvis forstod, at denne konfirmationsdag var en markering af en ny æra i deres liv fyldt med mere ansvar og selvstændighed.

Smukt, synes jeg. Og dejligt at se, hvor rede de unge mennesker var til at træde ind i denne nye spændende fase af livet. Flere har i øvrigt spurgt, om jeg kunne have lyst til at sætte fokus på konfirmation i én af mine næste bøger? Er der mon flere, der kunne have lyst til at få inspiration til det?

Rigtig skøn aften til jer alle.

En fantastisk dejlig konfirmationsdag

Kære alle sammen

Først vil jeg sige jer tusinde tak for jeres mange dejlige hilsner og tanker i anledning af min søns, Oscar, konfirmation i går. Det var en fantastisk dag, hvor vejrguderne tilsmilede os fra den tidlige morgenstund. Hvor er man glad for, at vejret er godt lige præcis sådan en dag, hvor 60 gæster vælter ind på matriklen og teltet er hejst i haven klar til at huse os, mens frokosten indtages. Fordrinken kunne serveres i haven og de 22 glade børn i alle aldre kunne boltre sig udenfor når talerne i teltet blev lidt for lange til børnetemperamenter. Oscar havde, som nævnt i et tidligere blogindlæg, skrevet sin første tale, og var bare så spændt og lidt nervøs for at holde den. Derfor havde vi programsat ham som den allerførste til frokosten - allerede før buffetten blev åbnet. Det gik superfint og han var bare så lettet og stolt bagefter, og også lidt bevæget. Og det er jo så ganske naturligt på sådan en dag.

Vi har stadig familie fra København på besøg, og derfor har jeg endnu lidt værtinde-rolle at passe. Mit blogindlæg i dag bliver af den grund lidt kort. Jeg vender tilbage i morgen med flere ord på konfirmationen, for det var vel nok en dag fuld af indtryk, tanker og følelser, som det er værd at knytte lidt flere ord til.

De bedste hilsner fra mig og ønsker om en rigtig dejlig lørdag aften til jer alle og jeres familier.

One day to go...

Klokken er 10, og det er torsdag formiddag. To hvide chokoladekager med lakridspulver er i ovnen, slikposerne til sliktræet pakket og flutene bliver bagt i aften. Teltet er rejst i haven, og en plan for borddækning, musikanlæg og alt, hvad der nu ellers hører til så stor en komsammen er lagt. Så det bliver en travl dag, hvor familie ankommer til byen løbende fra om et par timer og frem. Gudskelov har vi bestilt den italienske buffet ude i byen. Det kunne have været dejligt at stå for den selv, men lige for tiden er der bare lige rigeligt tryk på over hele linien til, at jeg også kunne nå den. Så nu ser jeg bare frem til at opleve, om den er lige så appetitlig, som den lyder, og håber ellers blot på en rigtig dejlig dag, som især Oscar vil bære mig sig som et dyrbart minde. I øvrigt er det kokken Michael Larsen, som er ophavsmand til "Michaels chokoladesvineri" fra Krudtuglerne, der står for maden. Så med mit kendskab til Michaels gastronomiske færdigheder, er der kun én ting, der giver mening i forhold til indslagene til gane og svælg i morgen: At glæde sig :-)

Jeg gør det lidt kort i dag, så jeg når alle punkter på listen. På billedet ser i slikposerne, som skal hænges op i et træ som var det usædvanlige frugter. Et sliktræ. Det ville de fleste børn nok ønskede voksede i haven og bar frugt hvert forår. Ved siden af ser du afsættet til bordkortene. 60 udklippede stykker tapetblomster med plads til navne midtpå.

Skøn dag til jer alle, hver og én.

Om konfirmation og "Barnets vej"

Lige en lille hilsen for at runde dagen af, inden dynen kalder. Det er lange dage for tiden, for sideløbende med manuskriptskrivningen har vi nemlig et stort familiearrangement i kalenderen. Anledningen? Jo, det er såmænd min ældste søns konfirmation. En stor og vigtig dag, som selvfølgelig skal markeres på festligste vis. Den store dag oprinder i overmorgen, på St. Bededag. Vi har trommet hele familien sammen fra hele landet (ja, såmænd helt fra Guatemala) og allerede i morgen formiddag ankommer de første gæster til byen. Komponenterne i festen hedder: 60 gæster, telt i haven, slikposer i træerne, italiensk buffet, hjemmebagte flutes og hvide chokoladekager med mandelmel og et strejf af lakrids. Sidstnævnte glæder jeg mig til at opleve modtagelsen af, for lige præcis den kage er vi blevet fuldstændig fortabte i herhjemme på matriklen (opskriften præsenteres i øvrigt i Spilopper & stjerneskud). Så det ville slet ikke gøre noget, at der lige sneg sig et par timer mere ind i døgnet i denne tid - et ønske, vi garanteret er mange, der nærer i ny og næ.

I forbindelse med Oscars forestående konfirmation kom jeg til at tænke på et skilt, jeg så på vores ferie i Rom sidste år. Det stod i den smukke Villa Borghese Park, og på det stod: "Viale dei bambini". Nu er jeg ikke en ørn til italiensk, men hvis ikke jeg tager meget fejl, betyder det "Børnenes vej". Nu bliver man jo ikke voksen, i det øjeblik, man i en alder af 13 år træder ud af kirken efter selv at have bekræftet dåben, men konfirmationen er dog alligevel efter min mening en vigtig milepæl i et ungt menneskes liv. "Barnets vej" får herefter en lidt anden belægning og den øgede bevidsthed, der følger med om at være på ind i en ny livsfase, der kræver en redefinering af sig selv fra barn til "ung mand", sætter mange tanker igang. Den proces oplever jeg i hvert fald tydeligt udspille sig lige for øjnene af mig i øjeblikket, og det er noget, man glædes over og bliver lidt rørt over som mor. Og lidt mærkeligt er det også, at jeg husker min egen konfirmation så tydeligt, at jeg ikke kan begribe, at der er gået så mange år, siden jeg selv stod dér foran præsten. Tja, endndu engang, kan man bare konstatere, at tid er en underlig størrelse.

Sov dejligt og på genhør i morgen med nyt om den forestående begivenhed i vores familie.

Så skyder vi layout-fasen igang!

I dag går jeg rundt med en spændt forventning i kroppen. Jeg har netop sendt forordet til Spilopperne samt et udvalgt kapitel fra bogen incl. 60 billeder afsted til min dygtige layouter, Charlotte Brixen fra BoligLIV. Det skal hun bruge til at udarbejde et såkaldt "prøvelayout" til Spilopperne. Det er dét layout, der danner afsæt for designet i hele bogen, så det er en rigtig vigtig opgave, hun tager hul på i dag. Med lidt held har hun et par udkast klar på fredag i denne uge. Det håber jeg, for jeg kan næsten ikke vente :-)

Og så sker der også noget andet spændende i dag. Sidst på dagen er jeg nemlig blevet stillet et layout-udkast mere i udsigt. Og det er til mit nyhedsbrev fra mit webbureau. Vi har været igang med dette initiativ henover de sidste måneder, og det er trukket lidt ud, fordi jeg har haft så travlt med at færdiggøre manuskriptet til min bog. Sideløbende hermed er der jo photo shoots og al mulig koordinering omkring lancering, salgsaftaler, pressearbejde osv. Så det summer af liv og aktivitet i mit lille skriveværksted.

Jeg vil de kommende dage indvie jer i, hvordan det skrider frem med både nyhedsbrev og prøvelayout til Spilopperne. Nyhedsbrevet får måske lige et lille twist i sit koncept. En idé, jeg fik forleden aften, som jeg tror, I vil sætte pris på. Mere om det de kommende dage :-)

RIGTIG skøn dag til jer alle!

At turde investere noget af sig selv

Kære alle sammen.

Det er sjovt. Ikke helt sjældent får jeg hilsner fra mine læsere, der skriver ret personligt til mig, fordi de har oplevelsen af at kende mig ganske godt efter, at de har læst mine bøger. Hver gang bliver jeg så glad, for de har jo ganske ret. Det er helt bevidst, at jeg taler med så klar og personlig en stemme i mine bøger. Jeg har noget på hjerte, jeg gerne vil dele med de, der har lyst til at lytte. Hvad der er min drivkraft og glæde ved at skrive mine bøger er at yde det bidrag, jeg kan, til at inspirere, motivere, opmuntre, vække minder og gøre hverdagen lidt sjovere, nemmere, mere velsmagende og kreativ i børnefamilierne. Og for at det ønske skal indfries, kræver det, at man tør vise og investere noget af sig selv.

Der er så mange bøger, der rulles ud til offentligheden, hvor afsenderen er helt usynlig. Det gælder faktisk langt de fleste kogebøger og livsstilsbøger. Og sådanne bøger har jeg slet ikke lyst til at skabe. De kan være smukke, æstetiske og informative. Men de har et helt andet mål og sigte end mine bøger. Mine bøger er virkelig hjerteprojekter, og sådan skal det blive ved med at være. For mig spiller det en rolle, at dét, jeg skildrer, er autentisk og ikke et utroværdigt glansbillede, som nogen måske fejlagtigt tror, de skal spejle sig i og matche for at være en succes. Et menneskeliv er så mangefacetteret og er heldigvis oftest rigt på så meget dejligt og glædesfyldt. Og det vil jeg rigtig gerne rette mit fokus imod i mine bøger. Vore liv fyldes jo med dét, vi retter vores opmærksomhed imod, og ofte får vi mere af det, vi fæstner blikket ved. Så det er bare om at have øje for alle de gode ting i hverdagen. Men livet rummer også udfordringer og vanskeligheder. Og de må også gerne omtales. For mig er det bare vigtigt her at prøve at opmuntre og give mine bud på redskaber, der kan være med til at løse udfordringerne, så man i mine bøger kan hente lidt støtte og opmuntring. Andre tilgange til forhindringer og udfordringer tjener jo sjældent noget godt. Så hvis jeg måtte have held med at snige en lille peptalk eller et par forslag ind til, hvordan man eventuelt kan klare skærene, når modvinden slider lidt i hårrødderne, og det ovenikøbet kan give nogen det lille skub, de har brug for, ja, så er jeg bare utrolig glad. Det efterlader en følelse i mig af at bruge mit faglige virke til noget meningsfyldt, der har værdi for andre mennesker. Og den følelse er vist vigtig for os alle at opleve nu og da.

Ja, en lidt tænksom mail i dag. Skriv endelig til mig, hvis der er noget, du gerne vil dele. Jeg ligger tæt på vandret i disse dage for at gøre min bog færdig, så måske er jeg lidt tid om at svare. Men svar skal du nok få, når jeg lige finder lidt luft i programmet igen :-)

Rigtig dejlig dag til jer alle herfra.

Tanker fra skrivepulten & lidt loppenyt

I dag har jeg haft en søndag uden børn i huset, så jeg har benyttet roen til at skrive løs på de sidste kapitler af min kommende bog. Det er altid en temmelig hæsblæsende fase, denne her, for sommerferien er lige om hjørnet, og manuskriptet skal derfor have været igennem 1. og 2. eksterne redigering og korrektur og layoutet være ved at tage form, når mine samarbejdspartnere puster i ferie-fløjten. Så derfor går det over stok og sten lige nu med skriveri, photo shoots, revidering af produktionsplanen, møder, lanceringsplanlægning og koordinering af de forskellige aktørers opgaver. En fantastisk fase med høj puls, stærkt fokus og stor målrettethed, men også et forløb smækfyldt af energi, forventning og glæde. Lysten driver værket, siger man jo, og hvor er det bare sandt. Når man mærker lassoen strammes om livet på én og usynlige kræfter trække én henimod målet, så springer låget til brændstof-depotet op af sig selv, og man behøver ikke en hånd, der skubber bagpå.

Jeg tænker nogen gange over, hvor mange kompetencer, der skal bringes i spil i sådan en proces. Nogen af dem har man jo gudskelov tilegnet sig gennem sit arbejdsliv, og andre kommer til undervejs. Selve tilblivelsesprocessen af mine bøger er fuld af kreativitet, fantasi og skaberglæde, og den fase elsker jeg. Her kan jeg give los for min fortælleglæde og fornøjelse ved at folde stemninger og "universer" ud. Og så er der al den koordinering, der ligger som en vigtig ramme udenom processen. Den kræver nogle helt andre kompentencer som: struktur, overblik og systematik. Og pudsigt nok holder jeg også meget af disse opgaver. Jeg nyder variationen, og værdsætter, at mit arbejde dagligt udfordrer mig på nye fronter og fordrer, at jeg indhenter ny viden, bliver fortrolig med nye områder, bruger mig selv på nye måder osv. For det er jo herigennem man vokser og udvikler sig, og det er jo en vigtig følelse. Og jo, selvfølgelig er der også dage, hvor jeg liiige skal trække vejret dybt ned i maven. De hører jo med. Ingen vil formentlig have held med at skabe noget af værdi uden også at opleve, at vejen til målet nu og da kan være lidt op-ad-bakke. Det er skønt, når tingene bare glider, men også en stor tilfredsstillelse at komme godt igennem forhindringesbaner, som afslører kræfter, viljestyrke og ressourcer i én, man måske knap vidste, man havde :-)

Billedet på dagens blog er fra Ingerslev loppemarked i Århus, hvor jeg tilbragte min lille pause i skriveriet i dag. Det er så sjovt at drysse rundt på sådan et loppemarked, synes jeg. Det vrimlede med mennesker, og masser af curiositeter var at finde i boderne. Jeg købte fem fine Bjørn Wiinblad-krus med hjem for 25 kroner stykket. Er nemlig vældig glad for Bjørn Wiinblad for tiden. Og så fandt jeg sådan nogle flotte gamle knive med benskaft, som jeg vil bruge på nogle af mine billeder. Så dem får I jo nok at se inden så længe :-)

Rigtig dejlig aften. Solen er lige tittet frem igen efter et par byger, så en lille aftentur ville ikke være det værste, man kunne snige ind i programmet.

Madpakkemail med fif fra Sif

Her til eftermiddag blev der trykket på knappen hos Mejeriernes skolemælksordning og den første madpakkemail indeholdende bl.a. et madpakkefif fra mig blev sendt ud. For et par måneder siden kontaktede chefen for Mejeriernes skolemælksordning mig i den hensigt at spørge, om jeg kunne have lyst til at indlede et samarbejde om at bringe madpakkeinspiration ud til familier med børn. Og det ville jeg naturligvis rigtig gerne.

Mit første bidrag er opskriften på den hjemmelavede frugtstang, jeg viste jer et billede af på bloggen forleden. Opskriften kommer med i Spilopper & stjerneskud i "Frugtkvarter". Så har I lyst til at få en lille smagsprøve på ét af indslagene i min nye bog, så kan I gå ind på skolemælks hjemmeside og se opskriften her. I vil også kunne tilmelde jer madpakkemailen, hvor jeg året ud har et tip med. God fornøjelse - og dejlig aften til jer alle.

Så er vinderne fundet!

Kære alle sammen.

I dag glæder jeg mig til at præsentere jer for vinderne af konkurrencen, som har fundet sted på min blog de seneste dage. I går ved midnatstid passerede vi lige akkurat de 250 medlemmer, der skulle nåes for at at indfri betingelserne i konkurrencen. Faktisk sneg vi os helt op på 251. Det er jeg vildt glad for og meget stolt af. Jeg vil gerne byde jer alle hjerteligt velkomne til mit online univers. Jeg vil løbende afvikle konkurrencer og finde på andre fordele ved at have tegnet medlemskab, så du har glæde af at være en del af "klubben". Og så vil jeg naturligvis fortsat invitere jer med ind i mit skriveværksted og give jer indblik i processerne, der indgår i skabelsen af mine bøger. Jeg vil løbende præsentere opskrifter, tips og idéer til et glædesfyldt familieliv og berette lidt om mine kommende projekter, bøger og planer.

I går ved midnatstid trak jeg ved hjælp af "Random number" lod om de 5 signerede eksemplarer af min kommende bog. Stort tillykke til vinderne, der er følgende:

Almas mormor

Marina fra "Badut"

Lise Agustina Bollerup

Melgaard fra "Fru Melgaard"

Anette Bonde

I må rigtig gerne alle fem maile mig den adresse, i ønsker at modtage bogen på, via min kontaktside.

Rigtig dejlig aften til jer alle :-)

Opskrift på forrygende hjemmebagte burgerboller

Så kommer den - opskriften på burgerbollerne fra "Greven, kammerjunken og den dragende citronmåne" :-) De har ofte været på menuen hjemme hos os, for ungerne elsker burgers, og har de venner på besøg, er det en sikker vinder at bringe dette aftensmadsindslag ind på middagsbordet. Du får her såvel opskrift som den lille introhistorie, der ledsager opskriften fra bogen. RIGTIG GOD FORNØJELSE med bageriet. Håber den må blive en klasiker hjemme hos jer på samme måde, som den er hos os.

Burgers fra GREVEN

14 store boller – eller 20 små

"De var til en hård eksamen, disse burgerboller, for vores store børneflok har indledt et fulddedikeret kærlighedsforhold byggende på troskabsløfter af næsten ubrydelig karakter til en burgerbar nede i byen. Dér laver de burgere af en sjældent god kvalitet, og én af hemmelighederne er efter vores bedste vurdering deres fremragende hjemmebagte burgerboller. Så det var med spændt forventning, at jeg en fredag eftermiddag gik i køkkenet og eksperimenterede mig frem til en dej, der med lidt held kunne hamle op med burgerbarens. Det var junior i børneflokken, Noah på seks, der brød tavsheden omkring middagsbordet med ordene: “Orv, de’ vildt go’e, de burgerboller, mor, vildt go’e! Dem skal vi have snart igen!”, og resten af flokken gav gumlende og nikkende deres enighed til kende. Fyldet i bollerne udgøres af en god saftig hakkebøf af kød med 8-10 % fedt, en håndfuld rucola, icebergsalatblade, et par skiver tomat, agurk, rødløg og evt. en skive mild ost. Bollen var indeni smurt med en cremefraichedressing med purløg og lidt tomatketchup.

100 g smør
5 dl håndvarmt vand
50 g gær
2 æg
1 tsk salt
1 dl sukker
hvedemel så det passer, ca. 1 kg

Pensling & drys
1 æg sammenpisket med lidt mælk til pensling
sesamfrø

Smelt smørret i en gryde. Hæld det over i en bageskål og bland vandet i. rør gæren ud i blandingen. Tilsæt de øvrige ingredienser og bland så meget mel i, at dejen er blød og lind. Form 14 flade boller ud af dejen og læg dem på bageplader beklædt med bagepapir. lad dem hæve til dobbelt størrelse under et fugtet viskestykke. Pensl dem med sammenpisket æg og mælk og drys med sesamfrø. Bag burgerbollerne ved 200 grader på varmluft i cirka 6-8 minutter, eller til de er smukt gyldenbrune.

Og husk KONKURRENCEN, der udløber klokken 00:00 i aften. Vi mangler kun 8 nye medlemmer af bloggen, så finder lodtrækningen sted om 5 signerede "Spilopper & stjerneskud" :-)

Teenagebesøg fra Holland - burgere på menuen

I forgårs ankom en busfuld hollandske børn, som det sidste års tid har været pennevenner med børnene i min ældste søns klasse. De skulle tilbringe ugen her med deres danske venner og hver af de hollandske gæster skulle installeres privat hos deres danske ven. Så der er en pludren på engelsk ledsaget af grin og fagter, for når man går i 7. klasse, er de engelske færdigheder godt på vej, omend ikke formfuldendte. I går kom min ælste søn Oscar og hans kammerat, Job, hjem til middag efter en lang dag med diverse kulturelle indslag (deriblandt et besøg i Den gamle by). De havde Oscars ven, Felix, og hans hollandske kammerat, Melvin, med sig. Forinden var et middagsønske indløbet over telefonen: "Vi vil rigtig gerne have hjemmelavede burgers, mor". Godt så! Det skulle de få. Hemmeligheden ved rigtig gode hjemmelavede burgers er efter min mening burgerbollen, som jeg selv har fundet på en opskrift til. Den står i Greven, kammerjunken og den dragende citronmåne, men er der nogen, der ikke har bogen, så skriv det i kommentarfeltet, og jeg præsenterer gerne opskriften her. De tager virkelig kegler, gør de. Nemme at lave og superlækre til en selvkomponeret burger.

Madpakken her til morgen fik også et lille løft i dagens anledning. De fire nye kammerater sov nemlig alle her i hytten, og skulle udstyres med en madpakke hver for at klare sig igennem dagens strabadser. De fik hjemmebagte foccacias baseret på en langtidshævet dej med forkogt sort quinoa. Et rigtig lækkert lille indslag i brød, som jeg varmt kan anbefale. Opskrifter på sådanne er med i min kommende bog, Spilopper & stjerneskud.

Og apropos Spilopperne, så har jeg vist været lidt hurtig med at skrive fristen på konkurrencen. Jeg har skrevet ONSDAG den 12. maj, men det er der ikke noget, der hedder. Så lad os rette det til TORSDAG den 12. maj - så er der også lige lidt tid at løbe på i forhold til at få de sidste 21 i hus, så de fem signerede eksemplarer kan blive udloddede. Så skynd jeg at rykke veninden, søsteren eller naboen i ærmet og giv hende tippet om lige at melde sig til, så vi kan nå de 250 medlemmer inden i morgen kl. 00:00 :-)

Så er den her - opskriften på en rendyrket italiano-ret

Så er det sørme på høje tid, at I får opskriften på en rendyrket italiano-ret. Forleden stillede jeg mig selv en udfordring - at forvandle mit indtryk af en lille rød charmetrold af en fiat til en lækker, sund og italiensk-inspireret middagsret. Her kommer den!

Enzos røde italiano-drøn
4 pers.

4 røde peberfrugter

Fars
400 g hakket kylling
1/2 dl rasp
1 æg
1 spsk finthakket frisk timian
2 finthakkede fed hvidløg
8 grønne, finthakkede olien (uden sten)
1/2 dl friskhøvlet parmesan
salt/peber

Gratinering
125 g frisk mozzarella

Rør ingredienserne til farsen godt sammen i en skål. Skær “låget” af peberfrugterne 2-3 centimeter nede og tag “kerneklodsen” ud inde i midten med en ske. Fyld farsen over i peberfrugterne og fordel lidt friskrevet mozzarella på toppen til gratineringen i ovnen. Tænd ovnen på 200 grader og sæt de fyldte peberfrugter i ovnen i et ildfast fad på én af de nederste hylder i ca. 25-30 minutter (eller til dine peberfrugter er møre og farsen gennembagt - afhænger lidt af størrelsen på dine peberfrugter).

Sort quinoasalat med lilla radicchiosalat og aromatiske cherrytomater
1 1/2 dl sort quinoa
3 dl vand
salt

10 aromatiske cherrytomater i kvarte
en håndfuld lilla grofthakkede radicchiosalatblade
en håndfuld feldsalat

Marinade til salaten
1/2 finthakket rødløg
3-4 spsk jomfruolivenolie
1 presset fed hvidløg
salt/peber

Skyl quinoaen i en sigte og put den i en gryde med vand tilsat lidt salt. Lad den simre på blusset under låg i 15-20 minutter. Hæld evt. resterende vand fra. Lad quinoaen afkøle. Bland den afkølet med de øvrige ingredienser og vend den til sidst rundt med marinaden til salaten.

Dressing til de fyldte peberfrugter samt quinoa-salaten
2 dl hytteost
1/2 dl majonæse
1/2 tsk senup
1/2 tsk tomatketchup
1 tsk frisk timian
salt/peber

Rør ingredienserne til dressingen sammen og sæt skålen med dressingen på køl, til den skal serveres.

Server retten portionsanrettet som et farverigt italiensk bud på en middagsret med inspiration hentet fra en lille, rød fiat, vi så på vej til isbutikken, der mindede mig om den lille charmerende "potte" af en bil, den italienske macho, Enzo, fra filmen "The Big Blue", drønede rundt i :-)

Rigtig god appetit og god tirsdag til alle.