#ff31a6

Indlæg fra april 2011

Om en uge er det Palmesøndag

Ja, om en uge er det Palmesøndag, og så starter påskeugen for alvor med hele ni dages ferie, afslapning og elastik i programmet til bare at hygge, sove længe og måske se lidt venner til uformel påskefrokost og kreative aktiviteter. Lad os håbe, vejret bliver rigtig dejligt, for så kan vi også komme i haven, på altanen eller ned i gårdhaven og måske plante et par friske forårsblomster, nyde solen og gå en tur i det skønne forår. Mine drenges farmor bor på et skønt landssted på Fyn, og lige udenfor døren har hun heste, køer, høns, og ja små lam er der også her om foråret. Det er dér de fire fine eksemplarer på billedet i dagens blogindlæg går og nyder den danske vår.

Dagens hjemmesysel: Hjemmedekorerede påskeæg

Hvis I har lyst til at pynte huset med lidt hjemmedekorerede påskeæg, kommer her et lille tip mere. I kan enten puste blomme og hvide ud af æggene selv. Det er et rigtig sjovt projekt, som dog godt kan give en smule ømme kæber bagefter af al pusteriet. Blot skal I i disse salmonellatider lige spritte ægget af, før I giver jer til at puste. I kan også købe æggene hule i hobbyforretninger (eksempelvis Panduro), hvis I lige vil springe over, hvor gærdet er lavest. Bagefter kan I duppe lidt hobby lak eller anden maling på med en lille svamp - det er supernemt og børn i alle aldre kan være med. Husk blot et plastikforklæde og en voksdug/dækkeserviet kan være en god idé. Når æggene er tørre, ser det rigtig fint ud at lave små "puffede" prikker med en guld "touch deko" (en tube med maling, der trykkes ud via en lille slank tud og lægger sig som et forhøjet lag). Alle tingene kan købes i panduro, som også har små kunstfærdige vedhæng til lige at skyde ned i hullet i den ene ende af ægget og putte en snor i, så ægget kan hænge smukt på forårsgrene et sted, I tit er i huset.

Rigtig god fornøjelse - og SKØN søndag.

Påskeforberedelser og besøg i anemoneskoven

Sikken flot dag at vågne til - total blå himmel og strålende sol. Vi havde ellers skumle planer om at tage i biografen sidst på eftermiddagen, men måske skulle vi lige revidere programmet lidt. Forleden var jeg ude at gå i skoven og fandt dér de allerførste små anemoner. I dag kunne jeg tænke mig, at skovbunden vælter med dem, og det kunne jeg godt tænke mig at komme ud at opleve. Billedet af Lucas, min mellemste søn, på billedet i dagens indlæg er fra arkivet og skudt for et par "apriler" siden. Der er ikke ret meget, der er mere forårsagtigt end, når hele skovbunden er dækket af det grøn/hvide anemoneflor. Dette syn udløser altid en særlig ro og følelse af, at:

"Ah, nu er det her! Nu skal vi ikke vente længere.

Nu har vi endelig taget hul på den lyse, varme, sprudlende sæson, og det er en proces, der kun lige er startet. Inden længe venter strandturene, havdukkerterne, picnicudflugterne, de lyse aftener, buketterne plukket i haven eller i vejkanten. Ahhhh."

Hvis I har lyst til at snige lidt påske ind i programmet, kan jeg anbefale jer denne lille aktivitet. Hvis I er glade for blød- eller hårdkogte æg, og kunne tænke jer at servere sådanne til morgenmaden eller frokosten her i weekenden, ja, så kan I gøre dem ekstra festlige ved at pakke dem ind i fugtigt forskelligfarvet silkepapir. Læg dem på en tallerken og lad papiret tørre helt, før I tager det af. Silkepapiret er så smækfyldt med farve, så når det er vådt afgiver det kulør til æggene, der changerer i de flotteste stærke nuancer bagefter. Et flot og festligt syn og en supernem og hurtig lille kreativ aktivitet. I kan naturligvis også "puste" blomme og æggehvide ud af æggene og derefter give æggene samme behandling. I Panduro Hobby kan man købe små fine vedhæng, I kan stikke ned i hullet i æggets ende ende, så I bagefter kan hænge æggene på grene og lade dem pynte i huset henover påske. Og passer I godt på dem, holder de fint til næste år.

RIgtig dejlig lørdag i det smukke forårsvejr.

Om at søge sin rette hylde

De seneste uger har jeg haft nogle rigtig interessante samtaler med både min søster og gode veninder. De har handlet om arbejde, om den til tider lidt slidsomme proces, det kræver at blive ved med at søge efter det helt rette regi at udfolde sine kompetencer i, om at "afklare", hvad det egentlig er, man brænder for; og erkende, at et arbejdsliv handler om meget mere end bare arbejde. Det handler om identitet. Knap en trediedel af vort voksne liv bruger vi på at tjene til dagen og vejen. Udsigten til "smør på brødet" er dog sjældent motivation nok for os alle til, at vi oplever tilstrækkelig tilfredsstillelse ved at investere så meget af vores tid på et arbejde. Arbejdet er jo netop ét af de vigtigeste steder i livet, vi skaber vores identitet, vores selvbillede. Dér, vi oplever at være med til at skabe noget af betydning. Dér vi mærker, at det giver mening at investere vores hjerteblod.

Mange af mine nærmeste venner veninder, har så mange kompetencer, så meget energi og drive og så megen lyst til at bruge hele pakken på de rette projekter, der kan udløse en følelse af meningsfuldhed, entusiasme og engagement i deres liv.

 

"Lysten driver jo værket, siger man. Men hvad nu, hvis man ikke kan finde ud af, hvad der netop udgør ens lyst?"

Tja, det giver jo blod på tanden nu og da at krydse spor med nogen af dem, der tydeligvis har fundet den rette hylde. Det er inspirerende at se det passionerede blik, disse mennesker får i øjne, når de fortæller om deres projekter og deres iver efter at bringe dem på vinger. Det er nærmest som om, de har fået en lasso kastet om livet, hvor den anden ende er fastgjort til det fyrtårn, der blinker forude for dem. De ved, hvor de skal hen. Det kan godt være vejen nu og da er kringlet dertil, men med lassoen om livet, finder de bare tilbage til hovedvejen og mærker stærke kræfter trække dem henimod det mål, de har sat sig. Inspirerende, motiverende, lærerigt - og samtidig en smule frustrerende for dem, der endnu ikke er nået til afklaring om, hvordan deres fyrtårn ser ud?

Med tiden er jeg blevet klar over, at de, der har held med at afklare, hvad de virkelig brænder for, kan gøre en forskel indenfor og vil bruge deres liv på, oftest er fabelagtige til at stille dem selv de rigtige spørgsmål. Spørgsmål har en kraft, man ikke skal underkende. Hvad vækker min entusiasme? Ønsker jeg først og fremmest tryghed, en fast løn og en høj grad af forudsigelighed i mit arbejdsliv? Eller ønsker jeg snarere udfordringerne, en højere grad af risiko på løndelen, et liv som "chef i egen biks" med frihed til selv at bestemme, disponere, prioritere og forme opgaverne? Hvem - hvis overhovedet nogen - lever det arbejdsliv, jeg selv kunne drømme om? Hvad har deres vej været dertil, og hvad har de gjort for at skabe rammerne for at udleve deres drøm på arbejdsfronten? Ja, spørgsmål som disse, og flere til naturligvis.

Og så er der igen andre, der føler, at de gennem deres arbejdsliv har haft fuld knald på lommelygten og med tiden har spottet lige nøjagtig dét område i arbejdslivet, der er det rette for dem. Så her er tingene faldet i hak, der er lagt en plan og hver morgen står de op til noget, der føjer mening og nerve til deres liv. Til gengæld har disse måske større udfordringer ved at finde den rette form i familielivet. Også dér handler det jo om at få bygget et liv, et hjem og en hverdag op, hvor ønsker, behov, prioriteringer og drømme kan nå hinanden, og - om ikke ligefrem forenes - så i hvert fald finde et leje, alle kan trives med og falde til ro i. Mange moderne sammenbragte familier har nok her oplevet udfordringerne ved at bringe to familiekulturer sammen, to sæt vaner og måder at agere i i forhold til opdragelse, husholdelse, måder at indrette fritidslivet, ferierne, finde plads til venner, sport, egne projekter, ønsker til balancen mellem arbejde- og familieliv osv. Også her kræver det, at man selv er nået til den afklaring, vi talte om i forbindelse med arbejdslivet; afklaringen om, hvad vi egentlig selv ønsker i og af livet, hvad vi har af ufravillige behov for at trives, hvor vi godt kan file lidt, hvad vi drømmer om i fremtiden og hvordan vi føler at måtte fordele lodderne på vægtskålen mellem familie- og arbejdsliv for at have det godt osv. Det kan være ligeså svært for mange at nå til klar afklaring om, og ikke mindst finde den rette ramme og model for at udleve. Så også her fordrer livet, at vi søger.

Der er mange parametre både i arbejdslivet og familielivet, der skal gå op for, at man kan "falde på plads". Og jeg ved, at der er mange derude som søger med lys og lygte og inderligt håber en dag at indkranse lige nøjagtig dét, der giver dem følelsen af at have lokaliseret den model i livet, der passer som fod i hose til dem. Jeg ønsker alle jer, der søger, rigtig meget held og lykke med missionen. Og husk, at dem, I måtte møde, der allerede har fundet deres "rette hylde", de har også været søgende engang. Så bare hold ud! Lige pludselig er det måske dit lygteskær, der oplyser den helt rette model i dit arbejds- eller/og familieliv at investere dit liv, din tid, dine kræfter og dit hjerteblod på :-)

Rigtig skøn fredag til jer alle - herligt med weekend.

Madpakketanker incl. opskrift

Kære alle sammen

Hver morgen prøver jeg efter bedste evne at forsyne mine ungers madpakker med indslag af god, næringsrig og varieret karakter. Jeg tænker tit over, hvor dejligt det ville være, hvis døgnet havde bare en anelse flere timer, så vi lidt nemmere kunne indfri alle de gode intentioner, vi har på mange forskellige områder i livet. Madpakker er et af dem i mit liv. Selv er jeg ikke så begejstret for de alt for ensformige pakker, man hver dag åbner op til og drager et skuffet suk over. Dette måltid midt på dagen i skolen betyder jo så meget. Det er ensbetydende med en pause, hvor man kan sætte sig og slappe lidt af, og hvis madpakken ovenikøbet rummer nogle sager, man glæder sig til at nyde, ja, så giver det bare et løft i humør og energi. Sådan har jeg det i hvert fald selv. Der ligger jo meget kærlighed og omsorg i mad og i det at tilberede den og gøre den indbydende og appetitlig til hinanden. Men tiden er så knap, så hvis man ikke vil servere rugbrødsklemmer hver dag, så skal de opskrifter, man kaster sig over i hvert fald være nemme og hurtige. Så sådanne er jeg på evig jagt efter, og det er altid en stor fryd, når radaren indfanger en ny af slagsen.

Nu var min egen mor jo altså en ørn i et køkken, og hun har lært mig meget. Hun har i hvert fald gødet min interesse, og sidenhen har jeg jo forfulgt denne passion på egen hånd og med stor dedikation. Forleden sad jeg og bladrede lidt i min første bog, "Krudtugler & kanelsnegle" og blev helt glad ved gensynet af skinkebollerne med den friskklippede purløg. Så dem har jeg købt ind til og vil give mine unger med i morgen. Til de, der ikke måtte have "Krudtuglerne" derhjemme, får I lige opskriften her. Og til de, der har den stående på reolen, så kan dette tjene som en lille reminder om et hurtigt, nemt og rigtig velsmagende lille indslag.

Skinkeboller med friskplukket purløg
12 stk.

Her kommer en oplagt madkurvskandidat: små boller med indbagte skinkehapser og purløg fra haven. Bollerne er nemme og hurtige at lave og lader fint kniv og gaffel erstatte af klør fem, når de skal spises. Bollerne smager også dejligt uden skinke og purløg til en kop eftermiddagste i week- enden eller når ungerne kommer fra børnehave og skole. I den ”rene” udgave smager de som en vel- lykket krydsning mellem teboller og scones.

250 g hvedemel (gerne af den type med kim- og skaldelene bevaret)
75 g smør
35 g gær
75 g hakket skinke
4 spsk purløg (kan udelades)
lidt salt
ca. 1 1/2 dl mælk
1 æg til pensling

Opløs gæren i den lune mælk. Bland den smeltede smør og de øvrige ingredienser i. Ælt dejen godt, rul dejen ud til en tyk pandekage på ca. 2-3 cm tykkelse. Tryk bollerne ud med et glas (ca. 5 cm i diameter) og anbring dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Stil bollerne til hævning 20-30 min. Pensl dem med sammenpisket æg, og bag dem på nederste rille i ovnen på 225 grader i 8 minutter.

De bedste ønsker til jer alle om en rigtig dejlig torsdag. Nu er det snart weekend. Ah, glæder mig til at sove længe og komme ud i foråret :-)

Tidshop og skriveværksted

Jeg tænkte på, om I kunne have lyst til at se det sted, jeg har udvalgt til mit skriveværksted? Som I måske har læst på min blog, er jeg jo fordybet i manuskriptskrivningen på "Spilopper & stjerneskud" i denne tid. Jeg har deadline på manuskriptet 1. maj, hvor det skal videre til den eksterne redaktør og derefter overdrages til layout. Så det ryger næsten fra tastaturet lige for tiden, og jeg glæder mig over at se, hvordan det hele stille og roligt tager form.

Da jeg for 20 års siden ankom til Århus fra København og påbegyndte mine studier på Litteraturhistorie på Århus Universitet, stiftede jeg bekendtskab med Statsbiblioteket. Jeg sad ofte på læsesalen og skrev på mine opgaver, og da specialetiden indfandt sig, fik jeg en fast plads deroppe. Jeg elskede mine dage med det fordybende arbejde med specialet. Jeg var en lidt genert og forsigtig sjæl dengang, og jeg holdt af at lade mig opsluge af mine skriverier og værdsatte de oplevelser, der foldede sig ud for mig i denne verden. Det er helt magisk, synes jeg, fiktionens og formidlingens univers. At lege med ord, fremkalde stemninger, kalde minder frem, vække sanser og give liv til betagende universer, ja, det er og bliver for mig tæt på magisk.

Og nu har jeg så genfundet min gamle plads på læsesalen, og jeg nyder sådan at sidde dér igen. Jeg husker, at jeg som 26-årig sad begravet bag stakke af bøger om postmodernisme, David Lynch, Twin Peaks, nye måder at skrue tv-serier sammen på osv. i den hensigt at skrive et rigtig godt speciale, og dér slog det mig, at der var noget fascinerende over at forfatte sådan en kæmpe opgave på godt 100 sider. Jeg tænkte, at hvis jeg en dag havde lidt luft i mit program - mellem to jobs for eksempel - så ville jeg stille mig selv den opgave af udvikle et koncept for en bog og bringe den til verden. Jeg ville gå struktureret til værks, udarbejde en produktionsplan og dagligt gå til arbejdet med ildhu, så det kunne lykkes at bringe sådan et projekt fremad og til sidst henover målstregen.

Sjovt at tænke på, at dét, der dengang blot var en dejlig drøm, nu, snart femten år senere, udgør mit professionelle virke. Det gør mig helt varm om hjertet at tænke på. Tusinde tak til jer for, at I viser mig den kæmpe opbakning, I gør. Jeres hilsner, som er fulde af konstruktiv feedback, gode råd og idéer, tjener mig til så stor inspiration, og jeg er dybt taknemmelig for, at I vurderer, at mine bøger også skal være en del af sortimentet hjemme i jeres bogreoler.

Rigtig skøn aften til jer alle sammen.

Lej et slot!

Var det mon noget? At blive slotsfrue eller slotsherre for en uges tid på et lille "chateau" med pool i det sydlige Frankrig?

Jeg så tilfældigt opslaget på Lauritz.com midt i min søgning efter et lille bord, jeg kan bruge som afsætterbord, når jeg rumsterer i køkkenet. Og tænk engang. Hele herligheden - dvs. en uges leje af stedet med plads til 10-12 overnattende gæster - kan indtil videre fåes for det beskedne beløb af 550 kr. Og auktionen slutter først kl. 15.40 i dag, så I kan stadig nå at byde ind. Vurderingsprisen er 7.500 kr., så hvis slottet går for godt en plovmand, er det sandelig billigt sluppet.

Den eneste lille udfordring i forhold tll at realisere den eventuelle drøm om at installere sig på et slot for en god uge er, at lejeperioden er: Den 9/4 kl. 14 til den 16/4 kl. 10. Så det er med at træffe hurtige beslutninger og lægge en tjep plan for, hvordan man lige stamper 10-12 mennesker sammen til sådan en fornøjelig lille slotskomsammen i tiden op til påske.

Spa - sundhed gennem vand

Ah, sommer, sol, vand, badeture, kølige drikke, forfriskende dushes henpå aftenen. Vi er nok mange, der glæder os til den tid, vi går i møde. Egentlig ville det have været mest passende at have et billede på fra en svømmehal i dag, men sådan ét havde jeg ikke. Faktisk må man vist slet ikke fotografere i svømmehallen, så det ville garanteret også have været en udfordring at sikre sig sådanne billeder til arkivet. Men pyt, disse skønne skud fra en fordums tur til Mallorca kan også fint bruges til at illustrere dagens pointe: At sundhed blandt andet kan nåes gennem vand.

Faktisk er ordet SPA en forkortelse for det latinske begreb "sanus per aquam", der netop betyder: Sundhed gennem vand. Og hvorfor skriver jeg så om det? Jo, det gør jeg, fordi jeg de seneste 2-3 uger er blevet utrolig glad for at svømme i svømmehallen. Jeg har egentlig aldrig været den store svømmer, men så hev min søster mig med i svømmehallen, og ganske uventet havde jeg så stor en glæde ved at tilbagelægge en kilometer eller to i det store bassin, at jeg snart efter begyndte af egen fri drift at opsøge vores lokale svømmehal.

Påskeidéer i gratis online magasin

Godmorgen kære læsere

Så er det tid til endnu et gratis inspirationsmagasin fra FashionForMe. Det udkommer først i morgen, men I får lige et lille smugkig på, hvad der er i vente. Påsken står jo for døren, så det er naturligvis denne højtid, der danner rammen for mine input og idéer. I denne weekend har jeg ligeledes skudt løs ude og inde af påskebagværk, -retter og kreative frembringelser. Det har været skægt at fordybe sig i påsken, som den blev holdt i gamle dage, og lærerigt at finde ud af, hvad det egentlig var, der skete de forskellige dage, og hvordan man før i tiden i Danmark markerede og mindes det. Det er blevet et rigtig godt påskekapitel, synes jeg, og jeg glæder mig utrolig  meget til at se det folde sig ud i "Spilopper & stjerneskud", når tekst og billeder oversdrages til min layouter, Charlotte Brixen. Der er stadig plads til en enkelt påskeidé eller to, så hvis du ligger inde med noget, der bare gør jeres påske ekstra hyggelig, som du har lyst til at dele, vil jeg glæde mig til at at høre fra dig - enten her på bloggen eller i en mail.

Du kan i øvrigt i morgen downloade The Magazine her fra FashionForMe. Der skulle være masser af gode påsketilbud i også på lækre danske mærkevarer. Så jeg ser frem til at bladre lidt i det, når det uploades i morgen.

SKØN søndag til jer. Selv har jeg ligget og hørt regnen tromme på taget hele natten. Så jeg var noget spændt på, hvordan vejret ville arte sig her til morgen. Regnen er ophørt, men solen er stadig godt gemt bag skyerne. Håber den titter frem til os op ad dagen.

Gang i påskefotograferingen

Kære alle sammen

Håber I nyder lørdagen ligeså meget som mig :-) Her i Århus er det dejlig lunt udenfor, men solen lader vente på sig. Meteorologerne har ellers lovet os op til 20 grader i dag, så med sådanne prognoser, sætter jeg virkelig min lid til, at de får ret. Min formiddag er gået med at skyde påskebilleder til "Spilopper & stjerneskud". I får lige et kig ind i mit arbejdsværksted. Vintergækkerne gror i store klynger i min have, og mine drenge har allerede haft fat i en hel del af dem til deres gækkebreve. Jeg faldt i øvrigt over et gammelt gækkevers forleden, som var lidt anderledes end de øvrige, jeg kender. Hvis I måtte være i gækkehumør her i weekenden, får I det lige her til inspiration :-)

Postbudet bander i denne tid
De mange breve med spøg og vid,
Han må jo op ad de mange trapper.
Der kommer fler, jo mer´ han rapper.
Det gør mig ondt, thi nu må jeg lave,
vers til den gæk, jeg fandt i min have,
Du skal jo ha´ den min fine ven -
Værsgo, her har du den!

Rigtig dejlig lørdag til jer alle!

Møde om layout og fotos

 I dag runder jeg ugen af med to spændende møder. Først skal jeg mødes med Charlotte Brixen, der er layouter på "Spilopper & stjerneskud", og som skal folde hele det visuelle univers ud. Hun sidder til daglig på Egmont-magasinet BoligLIV og får her billeder og tekst til at flyde sammen til et inspirerende hele. Charlotte layoutede også "Greven", og gjorde det med så stor fornemmelse for det fortællende, det legende og det stemningsskabende, at jeg glæder mig enormt til at se, hvordan hun får givet liv til kapitlerne i "Spilopperne". Er sikker på, at bogen er i særdeles trygge hænder.

Bagefter skal jeg mødes med min fotograf, Søren Gammelmark, der har været en god og drønkompetent samarbejdspartner på både "Rollingerne" og "Greven". Søren er efter min mening en af landets bedste madfotografer, højt respekteret i kokkeverdenen for sine fantastiske madbilleder og en fyr med både sans for detaljen og for at skabe en hyggelig og afslappet stemning, når der fotograferes. Og det er vigtigt, især når der er børn med i projektet, og det må man sige, at der er i forhold til mine bøger. De spiller en altafgørende rolle, og med Søren med på opgaven, er det altid sjovt at skulle indfange temaerne i de forskellige kapitler. Vi kommer ud for lidt af hvert på vores photo shoots, og de bringer os gerne vidt omkring. Så det bliver også godt at få gjort status på planen for de kommende måneder med Søren, for inden længe omdannes køkkenet her i huset til et buldrende, kogende, simrende værksted, hvor masser af skønne bagværk og retter skal i kassen. Det er i øvrigt også Søren, der står bag de to nye forsider af stjernekokken Paul Cunningham på madmagasinet Gastro. Og ja, hvis du undrer dig over, om personen med den kilometerlange fletning på dagens foto er Søren, så kan jeg hermed bekræfte, at det er det ;-)

Rigtig dejlig fredag til jer alle. SKØNT weekenden nu er lige om hjørnet, og jeg har hørt rygter om, at temperaturerne vil snige sig helt op imod de 20 grader. Dejligt!