#ff28a2

Indlæg fra november 2010

Prisuddeling på Train

Når mørket falder på her til aften, skal jeg ned til en stor prisuddeling på spillestedet Train i Århus  for at medvirke i kåringen af Byens Bedste. Det er Århus Stiftistidende og internetportalen Alt om århus (aOa.dk), der står bag. For et par måneder siden mødtes jeg med resten af paneldeltagerne, der var udvalgt til at være jury i nomineringen. Det var blandt andre Preben Meier fra Innovation Lab og Marianne Eihilt fra Vild med dans. Det skal nok blive sjovt at opleve kåringen af vinderne af de i alt 16 kategorier. Jeg har fået æren af at uddele prisen til Byens Bedste Børneoplevelse, hvor blandt andre Tivoli Friheden, Gruppe 38 og legepladsen ved Skt. Annagade Skolen er nomineret. I morgen beretter jeg mere :-) 

Ps. Billedet er lagt på morgenen efter award showet og er fra TV2Østjllands indslag, som du kan se, hvis du går ind på TV2 Østjyllands hjemmeside her, vælger den 30. november og klikker på indslaget om "Byens Bedste".

Et vinterfestklædt Århus og lidt tanker om årstiderne

I dag skal I have en lille stemningsoplevelse fra et sneklædt, julepyntet Latinerkvarter i Århus. Billederne skød jeg i går eftermiddags ved 16-tiden midt i den smukke "blå time", som min oldemor så poetisk kaldte dette tidspunkt på døgnet. Jeg elsker netop denne time, for det skær af blålige nuancer huse, gader og stræder indhylles i er, efter min mening, så utrolig smukt. Her om vinteren, hvor lysguirlander pryder bymidten og massevis af juletræer har fundet vej ind til de små brostensbelagte gader, er denne skumringstime endnu mere fortryllende. Så selvom det er møjbesværligt at komme omkring i sneen - ikke mindst, når man som min familie og jeg bor på landet - så er det vel nok helt forunderligt at kigge ud på og gå en tur i. Endnu engang må jeg bare konstatere, at jeg elsker årstiderne, og ville være forfærdelig ked af at skulle leve et sted på kloden, hvor de ikke opleves så stærkt som her.

Adventshygge og juleminder

Så blev det første advent! Vildt at tænke på, at der allerede er gået et helt år siden, vi sidst to hul på julen. Jeg fik sådan en dejlig hilsen forleden, hvor en læser bød ind med en idé til julen. Hun skrev, at de i deres familie havde som fast tradition at julepynte huset den sidste dag i november. Det foregik sådan, at hun klædte huset på til jul, når børnene var lagt i seng. Og de små størrelser kunne så lukke deres øjne i spændt forventning om, hvordan huset om morgenen ville stråle i al sin julepragt og -stads. Det er en rigtig fin tradition synes jeg. Altid fascinerende, når det velkendte og dagligdags pludselig forvandles og gøres klar til fest med alt, hvad dertil hører af gode smagsoplevelser, sjove kreative projekter, gæster, dufte, overraskelser og et lille drys magi i form af engle, nisser og spilopper. Selv har jeg i min barndom oplevet, at min mor, min søster og jeg i fællesskab - min far deltog ikke så aktivt lige i denne aktivitet - pyntede huset sammen i weekenden, der faldt sammen med 1. advent. Vi hængte de samme flotte, store julehjerter på røde silkebånd op ved kaminen hvert år; hjerter som min mor havde lavet, da vi var så små, at min søster og jeg bare vidste, at dem havde vi altid haft. Vi udsmykkede huset med de samme små nisser, vi selv havde foldet af røde piberensere, de engle, vi havde glippet af glittet papir og de fineste gammeldags glansbilleder, glaskugler og endnu flere guirlander med røde hjerter, dog mindre end dem ved kaminen, til at hænge i vinduerne.

Gud, døden og livet

Min ælste søn, Oscar, er begyndt at gå til konfirmationsforberedelse og det sætter gang i mange vidtspænende snakke om Gud, liv og død herhjemme på vores matrikel for tiden. Der kommer mange svære spørgsmål som, hvorfor der er krig, hvis der er en Gud, der vil os det godt, hvordan det kan være, at han tillader, at morfar blev syg osv. De er ikke alle lige nemme at svare på, men det får vakt en masse tanker hos os alle, som vi kan vende på og komme med hver vore input til. Nogen af børnene har meddelt, at de tror på reinkarnation, og Noah på syv synes, det lyder meget forjættende. Livet er jo på den måde én lang rejse, hvor hvert liv jo blot er ét eventyr ud af flere. Til gengæld er han lidt i tvivl om, hvordan sådanne reinkarnationer egentlig foregår - om man vedbliver at genfødes som menneske eller også kan blive genfødt som et dyr. Han sætter nemlig så stor pris på vore fredagsaftener, hvor vi gerne laver lidt ekstra god mad og bagefter hygger over en god film med de meget eftertragtede slikposer som en væsentlig del af pakken. Derfor håber han meget, at han ikke vil slå øjnene op en dag og opdage, at han har fire ben og lådden pels - eller ingen ben og ingen pels.

Forleden dag sad han så ude i haven og stirrede ufravendt på en regnorm. Hans fascination rakte længere end til blot et studie i den lange orms fysiske konstruktion, for han var helt henfalden i tanker, kunne jeg se. Øjeblikket senere kom han ind til mig og med tøvende stemme spurgte han mig om, hvad jeg troede regnorme lavede om fredagen? Om de mon også havde noget særlig hyggeligt på programmet? Hmm.. hvorfor det, Noah?, spurgte jeg. "Jo... jeg tænkte bare, at hvis jeg nu bliver til en regnorm i mit næste liv, så var det jo rart nok at vide, om der også er noget hyggeligt at lave om fredagen i det liv? Tja, dér blev jeg ham svar skyldig. Men vi har nu fået overbevist Noah om, at der muligvis godt kan være tale om, at vi ikke er helt døde og borte, når vi runder af i dette liv. Der kan muligvis godt være mere mellem himmel og jord. Men vi tror dog ikke, at nogen af os har et liv som regnorm i vente. Og lige nu fryder vi os bare over at være lige præcis her lige nu - sammen og med masser af fredagshyggestunder i udsigt med dejlig mad, slik og film. 

Ps. Jeg havde ikke noget billede af en regnorm, men skød et sødt billede af en undulat i Rom, sidst vi var afsted med hele børneflokken. Og den var Noah nu også meget fascineret af.

Hvilke 3 ting har gjort din dag ekstra god?

"Nævn 3 ting, der har gjort din dag god?" Spørgsmålet stod i en rigtig interessant bog, jeg læste engang. Jeg kan ikke engang helt huske, hvad det var for én, for det er mange år siden. Den handlede om børn, om tidspunktet på dagen, hvor dagen rundes af og børnene puttes. Vi forældre har jo en stor indflydelse på, hvordan vores børn rustes til at begå sig i verden, og i følge bogen kunne man hjælpe børnene med at udvikle et positivt livssyn ved blandt andet at bede dem vælge de tre allerbedste ting ud, der havde gjort deres dag ekstra god. Jeg prøvede det med mine egne børn, og de elskede faktisk disse små snakke henover tandbørstningen. Tit fandt de ud af, at der havde været mange flere ting end tre, de kunne putte på listen, og selve udvælgelsen af de tre aller-allerbedste engagerede dem enormt, og fik dem til at spørge hinanden nysgerrigt ud om, hvad der skete, da de gode oplevelser hændte. Det kan være alt fra at have leget med Asta, til at spise en stor is, eller at have været i svømmehallen, bagt minirugbrød til morgendagens madpakke eller at have hørt en sjov historie. Små dagligdags ting. Vi begyndte også at snakke om, hvilke tre ting, de glædede sig mest til dagen efter, og da snakken trak ud, blev vi enige om, at vi sammen evaluerede den dag, der netop var bragt til ende, og så kunne de inde i sengene tænke på, hvad de glædede sig mest til dagen efter og fortælle det ved morgenmaden. Det er måske mest mindre børn, denne lille "leg" eller dette lille indslag, appellerer til, men vi gør det nu stadigvæk engang imellem, og selv min søn på 13 tager aktivt del i det, og det samme gør jeg. For øvelsen er altså også rigtig god for voksne. Selvom man nu og da har en rigtig off-dag, og syntes alt er gået skævt, så finder man tit ud af, at det stadig er muligt at fremhæve tre ting, som faktisk har gjort én glad. 

Sneflokke kommer vrimlende...

Ja, så kom sneen væltende fra oven. Så ufattelig smukt et syn - som pludselig at vælte ind i Narnia gennem bagvæggen i garderobeskabet. Jeg er på besøg hos min familie på Sjælland i disse dage, og er da noget spændt på, om jeg overhovedet kan køre hjem til Århus igen med al den sne. Billedet skød jeg i eftermiddags på vej hjem fra Hørsholm, hvor min mor og jeg havde et par ærinder. 

Snevejr puster altid liv i et hav af minder fra min barndom, hvor min søster og jeg oplevede det som noget af det mest fortryllende, når landskabet i løbet af natten var blevet dækket af hvidt. Det lys der trængte ind gennem gardinerne om morgenen på vore værelser var helt specielt, og det fik os ud af dynerne hurtigere end en hest kan rende. Alle vejens børn mødtes på kælkebakken et stenkast fra, hvor vi boede, og trak som små polstrede tumlinger kælke i alverdens farver og modeller gennem det hvide pudder. Om eftermiddagen søgte vi gerne hjem i varmen og fik lov af vores mor til at producere en god portion hjemmelavede havregrynskugler (eller kokosbolde, som vi selv kalder dem). Vi lavede dem altid til jul, men sneede det, kunne lysten også komme over os i november eller januar - og sådan er det såmænd stadig. Nu laver vi dem blot med vore egne børn, og de smager altså stadig fantastisk, de små simple kokosbolde. Opskriften står i øvrigt i "Krudtuglerne". Lige i disse dage skriver jeg masser af nye, nemme og velsmagende opskrifter ind i mit julekapitel i "Spilopperne" - også et par håndfulde i den søde afdeling. Ligger du inde med en god opskrift, du kunne have lyst til at indstille til optagelse i min bog, hører jeg meget gerne fra dig. Så afprøver jeg den, og kommer den med i "Spilopperne", får du et signeret eksemplar af bogen, så snart den er færdig. Det ville glæde mig meget.

Hvordan søren får man puslespillet til at gå op?

Oplever du også en gang imellem, at hverdagen er så travl, at det kan være svært at finde tid og ro til at give hver af dine børn din udelte opmærksomhed? Det gør jeg i hvert fald. Når man har fuldtidsjob, hvad de fleste af os jo har, og først har fri lige inden, børnehaven og skolen lukker, kan det være lidt af et kunststykke at få vristet en stund med bare et enkelt barn ind i kalenderen fra tid til anden. Når det lykkes opleves det til gengæld utrolig givende, synes jeg. Én af mine gode veninder har fire døtre og hende og hendes mand er meget bevidste om at lave ting med dem hver især. For eksempel skal de to ældste døtre med deres far på skiferie, mens de to yngste hygger hjemme hos mor. Den næstyngste tager nu og da med mor på arbejde nogle timer om lørdagen og agerer højre-hånd i hendes butik, og nogen gange tager min veninde den alleryngste med på café og får sludret lidt om, hvad der rører sig i hendes liv. Men hvordan søren finder man plads til sådanne stunder og får dem integreret i sit program? Jo, som med så meget andet handler det vist først og fremmest om at sætte ønsket i system, få skrevet aftalerne ind i kalenderen og i det hele taget øge sin bevidsthed om, hvor vigtigt og givende det er i en hektisk hverdag at finde en lomme, hvor man bare hygger sig med et enkelt af sine børn ad gangen.

Sigfreds vidunderlige kaffe

Mon du som jeg elsker god kaffe, altså sådan en rigtig velbrygget kop, som laves på de her helt særlige skinnende, dyre maskiner? Uhm... sådan en kop kaffe er jeg vild med, og gudskelov spirer flere og flere kaffebarer frem, der kan servere den herlige drik i en rigtig kvalitetsudgave. Én af de allerbedste her i Århus, hvor jeg jo bor, er Sigfreds kaffebar, der ligger i Ryesgade i hjertet af Århus ned mod banegården. En café latte eller en cappucino i disse rammer er en udsøgt nydelse - en ikke helt gratis nydelse, skal tilføjes, men nogen gange gælder princippet om "hellere lidt, men godt", og det gør det for mig i denne sammenhæng.

Fødselsdagsvafler og Harry Potter

I denne her weekend har vi fejret fødselsdage. I går var jeg til min gode venindes fødselsdagsfest, hvor vi hyggede os bravt med dejlig middag, skøn musik, snakken og grinen. I dag er det min yngste søn, Noah, vi fejrer. Jeg står midt i vaffelbagningen, for det har Noah valgt, vi skal have til morgenmad. Senere på dagen vil jeg lige lægge opskriften og et billede her på bloggen, for det er en superlækker opskrift, som I garanteret også vil kunne få glæde af. Dagen byder også på et biografbesøg, hvor jeg er sikker på, at ærkedysten mellem Harry Potter og Voldemort vil få os tl at hoppe af spænding i sædet. Jeg ønsker jer alle en rigtig dejlig søndag og på genhør senere.

Her kommer opskriften på de hjemmebagte vafler. Selv har vi købt et elektrisk vaffeljern med plads til to hjerteformede vafler i supermarkedet for et par hundrede kroner. Det er til stor, stor glæde her i huset, for vi elsker vafler, og de er supernemme at lave, og er en fest en ruskende efterårseftermiddag eller som her til fødselsdagsmorgenbordet. Her kommer vores opskrift på vafler til cirka 6 personer. Bland 1 tsk bagepulver med knsp salt, 1 spsk sukker, 1 tsk vaniljesukker og 250 g hvedemel. Tilsæt 1 dl smagsneutral olie og 5 dl mælk. Pisk blandingen godt sammen og bag dem på vaffeljernet i ca. 5-6 minutter eller til de er gyldenbrune og indbydende. Server dem med ahornsirup, sukker, flormelis, marmelade og/eller friske bær.

Hvad er sorg andet end udtryk for kærlighed?

I juni fik jeg en mail fra en kvinde ved navn Lisa Næblerød. Jeg kendte hende ikke, men hendes hilsen til mig gjorde kolossalt indtryk på mig. Lisa fortalte i sin mail, at hun siden foråret 2009 havde arbejdet på et dybt personligt og meningsfyldt bogprojekt under titlen: ”Hvad er sorg andet end udtryk for kærlighed". Bogen handler om Lisas datter, Cecilie, kaldet "Cille", der blev knivdræbt af sin eks-kæreste til en fastelavnsfest på Hasseris Gymnasium 3. marts 2006. En fuldstændig forfærdelig hændelse, som jeg som mor levede mig smerteligt ind i og mærkede min dybe medfølelse i forhold til. Lisas bog er skrevet med udgangspunkt i hendes dagbøger til sin datter, og er blevet til i samarbejde med hendes kollega og gode ven, sundhedspsykologen Mette kold, der ligeledes har været "tovholder" igennem hele processen. 

Tips til adventspakkerne

Om få dage skal jeg igang med at finde adventspakker til hele børneflokken. Jeg er næppe den eneste med dette ærinde, og mange deler nok mit ønske om at finde fire rigtig gode ting, som ikke bare ligger og flyder inden længe. Så nu er jeg gået lidt i tænkeboks. Sidste år lavede jeg en kalender, hvoraf nogle af pakkerne gav adgang til en fælles oplevelse for hele familien. Det var for eksempel en biograftur den ene gang, og det vakte stor jubel og var en hyggelig oplevelsespakke at være fælles om som familie. En anden gang var det pakker med forskellige sjove og kreative hobby-artikler, der kunne bruges omkring spisebordet til at frembringe en masse fine hjemmelavede gaver. Det var også et hit. Jeg har også en enkelt gang pakket en kuvert med 50 kroner i ind til hvert af børnene. Kuverten skulle de tage med sig ned i byen samme eftermiddag, hvor jeg så havde lavet en lille juleskattejagt med fire poster rundt omkring i byen, de skulle finde.

Foccacia-opskrift og vinder af GREVEN

Godmorgen! Vi har for en sjælden gangs skyld god tid her til morgen, så jeg udnytter lige et lille hul i programmet, mens børnene børster tænder til at lægge dagens indlæg på. Klokken cirka 12 annoncerer jeg vinderen af den signerede "Greve", så kig ind dér, hvis du deltager i konkurrencen og er spændt på at se, hvem der om få dage kan finde den i sin postkasse.

Her til morgen skød jeg en pladefuld focaccias med kylling og frisk mozzarella i ovnen til børnenes madpakker. Er du helt gak, er der nok nogen, der tænker. Hvordan i alverden kan det presses ind i et hektisk morgenprogram? Ja, sådan tænkte jeg også selv, før jeg fandt ud af, at det kun tager cirka 5 minutter at gøre dem klar til ovnen. Og mens de bager, sidder vi jo ikke og kigger ind ad ovndøren, men sætter os ind i spisestuen og bruger et kvarters tid på i ro og mag at spise vores morgenmad. Og så er focacciaerne færdige! Det lyder da nemt, tænker du måske, og ja, det er det såmænd også, og børnene elsker de hjemmebagte iltalienske frokostbrød. Her får du lige en hurtig tur igennem fremgangsmåden: Rør en god langtidshævet dej sammen aftenen i forvejen og sæt den på køl natten over. Jeg putter gerne fuldkornsdurum eller andet groft mel, der giver børnene en god mæthedsfornemmelse og deres maver lidt at arbejde med. Næste morgen væder du lige hænderne under vandhanen, napper en klump dej op ad skålen til hver focaccia og læger dem på bagepladen. Tryk bollerne helt flade som til en lidt tyk pizzabund og put lidt god tomatpuré på - en hjemmelavede udgave er jo nok den bedste, men den på flaske fra Beauvais er rigtig god og den bruger jeg rigtig tit selv. Fordel lidt parmaskinke, italiensk pølse, skivede tomater eller kyllingekød på bundene. Anbring et par skiver frisk mozzarella, lidt høvlet parmesan eller et drys revet ost øverst. Stænk focacciaerne med et par dryp olivenolie til allersidst og send dem en tur i en forvarmede ovn ved 220 grader i varmluftsovn (cirka 15 minutter) alt efter størrelse. Der er masser af opskrifter på langtidshævede deje i "Greven" (blandt andet én på en langtidshævet forvandlingsdej, som du kan trylle alt muligt forskelligt lækkert brød ud af - blandt andet den pladefuld velduftende foccaciaer, du kan se på billedet ovenfor). Og på nettet finder du også et væld af dejlige varianter. På genhør klokken cirka 12, hvor vinderen af konkurrencen annonceres.

Hvordan vil du egentlig definere dig selv?

 Klokken er halvfire om eftermiddagen og skoledagen netop omme. Mine tre drenge sidder alle på bagsædet, mens jeg navigerer bilen igennem myldretrafikken med kurs mod privatadressen. "Hvordan vil du egentlig definere dig selv, Noah - som en stor eller en lille dreng?", hører jeg pludselig min mellemste søn, Lucas på 11 år, spørge sin lillebror på seks. Sekunders dyb tavshed følger. Og det er lige nøjagtig her, at man som mor bliver helt stille og bare sidder og i spændt forventning om at høre, hvad svaret på sådan et kryptisk spørgsmål, må lyde. "Hmm...", starter Noah, "jeg vil definere mig selv som en stor dreng". Sådan! Min søn på seks tager udfordringen op. Om han egentlig ved, hvad "definere" betyder, er jeg lidt uklar på, men han forstår sammenhængen, og han er da fuldstændig bombesikker på, at han så afgjort tilhører gruppen af "store drenge". "Okay", nikker Lucas, men bliver afbrudt af Noah, der sænker det ene øjenbryn (kan jeg se i bakspejlet) og ser gevaldig velovervejet ud, idet han siger: "... men det ville jeg nu OGSÅ have gjort, hvis jeg var 1 år!" "Hvorfor i alverden det?", spørger Lucas overrasket. "Jamen, fordi så ville jeg jo have levet i så'n cirka... altså... sådan 100 dage... eller måske en trilliard dage..., ik, og så synes jeg i hvert fald, man er stor". Svaret kalder latteren frem hos os alle i bilen, og Noah griner højlydt med. "Jamen, det synes jeg altså!", siger han igen, og jeg istemmer, at det sandelig også er et fint synspunkt, og at 100 ... eller ja, en trilliard dage for nogen er meget, mens det for andre er lidt. Så om man er en stor eller lille dreng, når man er ét år, er én sag, der kan være mange meninger om. Og Noah har i hvert fald fundet sit standpunkt - nu mangler kun os andre ;-)

Husk i øvrigt, at det er i morgen, jeg udtrækker vinderen af et eksemplar af "Greven" med en personlig julehilsen i til vinderen. Hvis du vil nå at være med, kan du deltage i konkurrencen ved blot at tilmelde dig mit nyhedsbrev her

Nyt fra skrivepulten og lidt om romernes sjove julepynt

I dag har jeg siddet hjemme og arbejdet på min store vinter- og juleblok til "Spilopper & stjerneskud". Solen har skinnet, og ud gennem vinduerne på vores gård har jeg haft udsigt til marker, træer og heste. Så fred og ro, har mærket huset her i dagtimerne, hvad der er dejligt, når arbejdsdagen står på fordybende skrivearbejde. Det er sjovt at tilbringe arbejdsdagen hjemme engang imellem og opleve huset fra denne side, især når man tænker på den forandring, det undergår, når familien sidst på dagen atter vælter ind ad hoveddøren, og matriklen påny fyldes med masser af liv, pludren og snakken. Store skift, som kræver gode omstillingsevner, og det er jo netop sådanne zappe-evner, som fordres og kommer os forældre til gavn i den fase af livet, hvor vi har hjemmeboende børn. Så nu nyder jeg lige den sidste halve time, inden jeg vender køleren mod Århus for at køre mellemstesønnen til basket, hente  yngste- og ældstesønnen på skolen og smutte omkring Musikskolen efter ældstesønnens kammerat, der er til guitar og skal med hjem og spise og sove. Og så er det hjem i køkkenet, hvor ingredienserne til den toscanske pastaret venter på at blive snittet og proppet i gryden:)

Egentlig ville jeg have fortalt jer lidt om den hyggelige stemning, det bringer mig i at sidde og skrive om vinter og jul i "Spilopperne". Mange af jer deler garanteret glæden ved denne højtid med mig og ser sikkert nøjagtig ligeså meget som mig frem til inden længe at tage hul på endnu en omgang julekalender, julebag, klippe-klistren og alt muligt andet dejligt. Når julen står for døren, kommer man også tit til at tænke på tidligere juleoplevelser, og i dag, dukkede et billede op for mit indre øje fra Rom, hvor jeg var så heldig at tilbringe et par dage sidste år i december. Her så jeg flere steder - på facaderne i den inderste del af byen - små julemænd kravle op ad rebstiger med en stor sæk på ryggen og med kursen sat mod de romerske borgeres vinduer. En sjov form for julepynt, jeg endnu ikke har set herhjemme. Romerne havde nu også mange andre charmerende juletraditioner - søde sager, lækre retter, ritualer og traditioner - som jeg glæder mig til at berette om og give opskrifter på og tips til i "Spilopperne". Jeg har nemlig på tegnebrættet, at jeg, udover at præsentere et kapitel smækfyldt med idéer til "100% julehygge", også har et kapitel med om, hvordan man fejrer julen i andre lande. Hvis du har kendskab til dejlige skikke, aktiviteter eller traditioner fra andre lande, vil det være skønt at høre fra dig.

Spis, bed elsk

Som jeg nævnte i går, var jeg i fredags i biografen og se en film, som jeg nød rigtig meget. "Spis, bed, elsk" hed den og er baseret på Elizabeth Gilberts globale bestseller af samme navn. Jeg kan se, at anmelderne er rimelig hårde ved den, men min oplevelse var altså anderledes positiv. Tit tror jeg, at kvaliteten af ens udbytte af en film, bog, udstilling eller lignende beror på, hvor man selv er henne i livet, og hvorvidt man kan relatere til dét, man ser, læser eller oplever. Jeg har læst bøger i min ungdom, som gjorde et uudsletteligt på mig - deriblandt Herman Hesses "Sol & måne". Ved en genlæsning 20 år senere, var jeg forundret over at konstatere, at den slet ikke efterlod samme indtryk, vakte samme tanker og åbnede op for nye perspektiver som ved første møde. Efter at have ofret lidt tanker herpå, nåede jeg erkendelsen om, at det måtte skyldes, at jeg simpelthen ikke længere var et sted i livet, hvor de temaer og problemstillinger, den kredsede om var relevante og genkendelige for mig. Så måske rammer denne film blot mig, fordi den på sin egen skæve måde minder mig om processer, jeg selv har været igennem og således kan identificere mig med. Uanset om dette måtte være rigtigt eller ej, nød jeg filmen, og min mand, som jeg så den sammen med, gav udtryk for at dele min begejstring.

Hvad handler denne film så om? Jo, "Spis bed elsk" er historien om den moderne og selvstændige kvinde, Liz Gilbert (spillet af Julia Roberts), der på mange måder lever et trygt og priviligeret liv. Erkendelsen om, at det liv, hun lever, ikke er dét, hun føler sig hjemme i og ønsker, trænger sig dog mere og mere på, og hun indser, at den tryghed og konformitet, hun selv har valgt at opbygge og træde ind i, mere end noget andet holder hende fanget i et liv, der forhindrer hende i at indfri sine behov for at opleve, begejstres, forundres og at udfordre sig selv. Hun træffer en stor beslutning om at bringe sit ægteskab til ophør og drager ud på en global dannelsesrejse til Italen, Indien og Bali for at genfinde og genoplade sit sande jeg. Det er ikke nogen nem rejse, hun begiver sig ud på, men som en ven, hun møder på sin rejse, siger som reaktion på hendes længselsfulde søgen efter mening, indre ro og balance: "Hvis du vil ind på slottet, må du først over voldgraven".

Helt fantastiske bageforme

Forleden faldt jeg over en boligreportage i et magasin, hvor der var bagt en chokoladekage i en helt fantastisk bageform fra Specialkøbmanden. Det fik mig til at tænke på min barndom, hvor jeg sammen med min mor og søster tit lagde vejen forbi denne helt særlige delikatessekøbmand, der dengang lå inde i Cityarkaden på Strøget i København. For mig er købmanden sidenhen trådt ind i glemslens tåger, så det var sjovt lige at blive mindet om den og opleve, at den nu også var tilgængelig på nettet. Smart, når man bor i Århus. Så jeg måtte da lige ind og snuse lidt og 15 minutter senere var jeg den heldige indehaver af de fineste bageforme, som netop er landet på min adresse. Jeg glæder mig til at eksperimentere mig frem til den bedste dej at putte i dem og herefter tage dem i anvendelse op til jul. De er ikke helt billige, men til gengæld er der 10 års garanti på de fleste af dem, og kvaliteten er bare helt i top. Så nu vil I garanteret komme til at møde opskrifter på og fine billeder af snefnug-kager med guldstøv og små honningkagemænd i julekapitlet i "Spilopper & stjerneskud".

Der er masser af andre forme, ingredienser, pynt, krydderier og spændende sager på Specialkøbmandenshjemmeside, så har du tid og interesse i sådant, kan jeg anbefale et lille visit derinde ved lejlighed. Rigtig god lørdag - min vil jeg bruge på at få bugt med en træls snue, der åbenbart fandt det rimeligt lige at teste mit immunforsvar. Jeg var i øvrigt i biografen i går og se en super fin og tankevækkende film. Den fortæller jeg mere om i morgen.

En god portion Spaghetti Napolitana

Godmorgen alle sammen. Så nåede vi frem til fredag - en af de skønneste dage i ugen efter min mening. Mit initiativ med min nye blog har udløst mange hilsner fra jer læsere, som I skal vide, at jeg sætter umådelig stor pris på. Fantastisk med al den inspiration, der flyder gennem æteren, og den værdifulde, konstruktive feedback på mine bøger, I forsyner mig med. Det er en kæmpe motivation i mit arbejde, og mange af jeres tanker, idéer og ønsker om temaer ryger direkte ind i mit idélaboratorium og bliver omsat til konkret indhold i en form, jeg håber, I kan få glæde af. Så tusinde tak. Jeg kan være lidt tid om at få svaret, for antallet af mails kan nu og da være ret så mange, men hav blot lidt tålmodighed med mig. Det er mit ønske, at alle skal have en hilsen tilbage:)

I går eftermiddag sad jeg hjemme og arbejdede, og pludselig var klokken mange, og jeg skulle til at afsted ind til byen for at se en musical, Oscar (min ældste søn) og hans kammerater har øvet på de sidste 14 dage. Jeg var alene hjemme, drønsulten og havde bare et kvarters tid til at få lidt i maven. Det blev ikke til et storstilet kulinarisk pragtmåltid, kan jeg godt afsløre, men en lille ret, som jeg faktisk holder meget af at jage gaflen i engang imellem. Den er supernem og hurtig at frembringe og består af ingredienser, de fleste næsten altid har på lager. Spaghetti Napolitanahedder den eller "Spaghetti med tomatsauce" i dansk tale. Den kan laves i mange variationer, men min ultrahurtige version består af en dåse hakkede tomater, et par store vrid med salt- og peberkværnen, et lille drys timian, et rundhåndet skvæt olivenolie (det bruges her som "ingrediens" og ikke bare til at stege i - giver den dejligste konsistens og runde smag) og et lille fed presset hvidløg (kan undlades, hvis du har susende travlt). Hertil friskkogt spaghetti, og normalt ville jeg også høvle et godt lag frisk parmesan over, men det var jeg løbet tør for. Alligevel smagte den supersimple ret mig vildt godt. Blot et lille tip: Invester i en god dåse hakkede tomater - det er lidt vigtigt. Jeg holder selv af den økologiske version, men der er mange gode varianter på markedet.

På genhør i morgen og rigtig god fredag! 

Så er GREVEN på hylden

Det var en dejlig dag i går, da min nye bog kom ud. Jeg har kontorplads midt i byen tæt på Bruuns Galleri, så jeg stak lige ned i frokostpausen og tjekkede ud, om "Greven" mon var vel ankommet i boghandleren dernede. Og det var den! God fornemmelse.

Min gode veninde, Theresa, fortalte mig sådan en fin historie forleden, om en fattig afrikaner, der havde et brændende ønske om at få et orgel. Theresas mand, der var i Afrika for at hjælpe afrikanerne med tips og gode råd til, hvordan de kunne dyrke deres landbrug, fandt et gammelt orgel til ham, og måneder senere viste det sig, at den glade orgelmodtager, havde fået samlet en flok medborgere, der kunne lægge stemme til hans  musik, og sammen havde de lavet en sprudlende gospel-cd, som havde solgt fantastisk godt. Pengene havde de brugt på at købe marker til indbyggerne i deres landsby, så endnu flere kunne have lidt land at dyrke afgrøder på og således brødføde deres familier. Sådan en fin historie, synes jeg. Den minder mig om, hvor vigtigt, det er at lytte til sine drømme og tro på dem. Selv et gammelt nedslidt orgel var redskab nok til at bringe en stærk drøm på vinger, og stik mod alle odds blev cd'en en succes. Så går man med en drøm om noget, man føler stærkt nok for, er det vigtigt ikke at overhøre den, men give den næring og allerede i dag tage første skridt til at bringe den og sig selv ét skridt nærmere målet. Theresas historie mindede mig om, at jeg selv som purung gik og drømte om en dag at blive forfatter og forlægger. I lang tid turde jeg næsten ikke putte ord på drømmen offentligt, for det forpligter jo og fyrer op under forventningerne både hos én selv og omverdenen - og hvad nu, hvis man ikke kan indfri dem. Men, blinker fyrtårnet kraftigt nok forude, og sætter man alt ind på at nå derhen, skal det såmænd nok lykkes. Og, sørme om ikke, den første bog fra Tinkerbell Books nu står ude på hylden :-)

I dag udkommer GREVEN :-)

I DAG UDKOMMER GREVEN - HURRA!! VIND ET SIGNERET EKSMPLAR 

ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev og konkurrencen her.

Ja, det er en ret så skelsættende dag i Tinkerbell Books' korte historie. I rigtig mange år har jeg drømt om en dag at starte mit eget forlag. Så ja, jeg synes faktisk, det opleves både magisk og en anelse surrealistisk i dag at være nået til at sende den første bogfødsel på gaden.

Lige om et øjeblik vil jeg skynde mig ned i byen se, om jeg kan få øje på "Greven" hos nogle af boghandlerne. Og så vil jeg rigtig gerne fejre dagen sammen med jer ved at udlodde et signeret eksemplar af bogen. Jeg udtrækker vinderen om præcis en uge - altså den 17. november. Så kunne du tænke dig en "Greve" på hylden med en personlig julehilsen, så tilmeld dig mit nyhedsbrev og konkurrencenher. Jeg vil glæde mig til at høre fra dig.

I øvrigt sætter jeg én af de nærmeste dage en plakat for "Greven" i tryk. Den emmer af juleri og er noget så fint layoutet af dygtige kræfter i reproafdelingen på mit trykkeri, Narayana Press, der også har trykt bogen. Det er plakaten, du kan se her til venstre - spritny og endnu ikke udkommet på print.

 

Cupcakes i Københavns svar på Soho

Min dag i København i går var temmelig tempofyldt, så jeg nåede desværre ikke at ramme tastaturet, før bilen trillede ind i indkørslen i Århus og sengen kaldte mit navn ret så insisterende. Så nu skynder jeg mig lige at berette lidt om, hvad dagen i København blandt andet bød på. Jeg havde en række møder, og nåede ind imellem at spise frokost med min søster, som bor lidt udenfor København, og som jeg ser alt for lidt i forhold til, hvad jeg kunne ønske. Afstanden mellem vore bopæle driller os lidt. Mange af jer kender det nok. Nå, dejligt var det i hvert fald at se hende, og på vores vej igennem de små kringlede gader og stræder i hjertet af byen, kom vi forbi en butik, som straks fangede min opmærksomhed. Nu er jeg jo lige for tiden ret tunet ind mod kager, og denne butik forhandlede ikke andet end fantastisk dekorative, appetitlige cupcakes. Jeg aner en trend her, for jeg ser disse farvestrålende små kager dukke op oftere og oftere i de lækre bagemagasiner og på blogs. Blandt andet har Julia Lillienthal  Kehlet startet Cupcakefabrikken op for nylig, som er virkelig kan anbefales at aflægge et besøg. Hun har også en anden blog, som er superfin, der hedder The Vintage Hausfrau.

Nå, tilbage til min slentretur igennem København! Den butik, vi gik forbi, som fængslede mig så meget, at jeg lige måtte ind og kigge indenfor og samtidig skyde et par billeder, jeg kan vise frem her, hedder "Agnes' Cupcakes". Den ligger i Sværtegade - Københavns svar på Soho. Kagerne er en fest at kigge på. De findes i et væld af farver, smagsvarianter og med topping og pynt i forskellige varianter. Og så er de udelukkende fremstillet af naturlige råvarer. 

Jeg smagte dem ikke selv, for vi var på vej til frokost, og timingen var derfor ikke helt god, men min søster fortalte begejstret, at hun havde været inde og købe nogle stykker med hjem et par gange, og det havde været en totalt lækker oplevelse. Så hermed - og i fuld tillid til min søsters dømmekraft - anbefaler jeg Agnes' cupcakes, og vil tilmed lige plante idéen i mit baghoved om at præsentere et kapitel i min nye "Spilopper & stjerneskud" med idéer til og opskrifter på, hvordan man producerer disse lækre kager i de luxe-hjemmebagte udgaver. Er det mon noget, nogen af jer kunne have lyst til at få inspiration til?

Rigtig god dag til jer alle! Argh, i øvrigt lovede jeg jer et foto af Paludans Bogcafé. I må have mig undskyldt - jeg blev så opslugt af snak med min grafiker, at jeg helt kom fra at knipse et skud. Det får I, når jeg har været i Kbh. næste gang :)