#ff28a2

Weekend med grovbirkes fra Kongens København

Kære læser

Så blev det sørme fredag igen, og endnu en dejlig weekend venter forude her i det solbeskinnede efterår, som vi er begavede med i disse dage. Jeg håber, I alle har det godt derude og nyder den høje blå himmel, solen og den friske, rene luft, som er så karakteristisk for efteråret, når det viser sig fra sin allermest charmerende side.

Jeg synes hvert år, det er skægt at konstatere, hvilken stærkt stimulerende effekt denne årstid har på min kreativitet. Det er ligesom, at sommerens lidt varme, bedøvende omslag slipper sit tag og lader mig slippe ud af den bobel, sommeren typisk indhylder mig i. Det er som at smække vinduet op på vid gab og lade en stærkt forfriskende brise strømme ind. Og hvert år sker det samme - den høje blå himmel giver mig en følelse af, at der pludseligt bliver "højere til loftet", den rene luft får mig til at tænke klarere, sommerdøsen letter som dampen fra en keddelfuld kogende vand på komfuret og får idéerne til at vælte frem fra et sted indeni, jeg knap ved, hvor er - som når spæde spirer, hvis eksistens, man ikke kendte til, bryder igennem jordskorpen, eller den lille kylling pludselig sprænger sig vej ud gennem æggets skal.

Så traditionen tro er efteråret her hos mig en tid, hvor mange nye tanker, idéer og projekter spirer og tager form og en hel del er allerede skrevet ned på listen over tiltag i 2016 og 17, klar til at blive raffineret, modellereret og kultiveret. Et helt nyt initiativ, jeg bl.a. glæder mig rigtig meget til at søsætte, er en række kreative workshops & retreats med fotografering, storytelling og foodstyling som omdrejningspunkter, hvor jeg selv springer ud som underviser (i samarbejde med forskellige meget dygtige kræfter indenfor feltet).

Workshoppene og retreaterne bliver lanceret på min nye hjemmeside, myhappydanishkitchen.com, i november/december i år. Foreløbig er 5 workshops/retreats i støbeskeen, og de kommer til at finde sted på Mallorca, i Rom, Paris og København. Jeg glæder mig helt enormt til at pakke dem med viden, tips, tricks og inspiration indenfor alle de områder, jeg selv har tilegnet mig erfaringer indenfor gennem årene, og ser ligeså meget frem til at videregive denne viden til alle de, der måtte have et ønske om at skærpe deres fotograferingsevner, talent for storytelling, foodstyling og meget mere. Måske er du selv én af dem, og måske vil det give os anledning til at mødes til nogle inspirerende dage sammen i det nye år. I første omgang kan du i hvert fald inden så længe læse meget mere om, hvad hver enkelt workshop/retreat fokuserer på og på hvilke områder, du kan forvente at blive fyldt godt op med ny inspiration og viden.

Og i dag er det jo så fredag, og to weekendmorgener venter forude med ekstra god tid til at hygge lidt godt om familien. Herhjemme har jeg sat mig for at sende en pladefuld hjemmebagte grovbirkes i ovnen én af weekenddagene - en type bagværk, jeg har elsket lige siden, jeg var barn og min søster og jeg kørte med min mor ned til vores lille lokale bager og købte en pose med hjem til søndagsmorgenbordet. Sidenhen har jeg eksperimenteret lidt i køkkenet og udviklet min egen opskrift, som giver bagerens ellers udmærkede udgaver baghjul med flere længder. Det er godt nok "grovbirkes", men dermed ikke sagt, at du kan forvente dig at sætte tænderne i et stykke hjemmebag, der er helt renset fra kalorier. Det er ikke tilfældet, men de smager til gengæld fuldstændig vidunderligt og indeholder masser af gode frø og grove meltyper. Så er I i humør til at forkæle jer selv med lidt ekstra godt bagværk en weekendmorgen eller et andet velvalgt tidspunkt, så kan disse grovbirkes varmt anbefales. Sprøde udenpå, luftige og svampede indeni. Et hit i vores familie!

Grovbirkes fra Kongens København
10 stk.

50 g gær
2 ½ dl koldt vand
1 æg
25 g rørsukker
1 tsk salt
125 g fuldkornsdurummel
ca. 450 g hvedemel
3 spsk femkornsblanding (eller 1 spsk hørfrø, 1 spsk sesamfrø og 1 spsk solsikkekerner)
50 g smeltet smør

Til indrulning
175 g smør

Pensling og drys
1 æg
mix af hørfrø, sesamfrø og solsikkekerner

Bland gæren med vandet og tilsæt de øvrige ingredienser. Ælt dejen godt til en smidig og elastisk dej. Rul den ud til en aflang firkant på cirka 50 x 30 centimeter og smør ⅓ af smørret ud på hele fladen (skær evt. smørstykkerne ud med en osteskærer, så du får helt flade, brede skiver at lægge ud på dejen. Så er smørret meget nemmere at smøre ud). Fold den ene side ⅓ ind over dejen og læg den anden side henover. Rul dejen ud på ny, smør endnu ⅓ af smørret ud på hele fladen og fold dejen sammen igen. Læg dejen sammen endnu en gang, rul ud på ny, smør den sidste portion smør på og læg dejen sammen (den ene side ⅓ ind over dejen og den anden side henover). Del dejen i 10 lige store birkes. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad dem hæve i en god halv times tid, pensl dem med sammenpisket æg og drys dem med et mix af hørfrø, sesamfrø og solsikkekerner. Bag dem ved 220 grader i en forvarmet ovn i cirka 15 minutter.

Rigtig dejlig weekend!