#ff28a2

Vidundermiddel mod snue, influenza, rifter o.m.a

Kære du, der læser med her

I dag vil jeg give dig et af de bedste små snedige tips, jeg selv har modtaget i flere år. Tippet bærer navnet "Manuka honning". Hæft dig ved det, for hvis du ikke allerede kender produktet, så har du et vigtigt bekendtskab til gode. Det har netop endnu en gang kureret mig for en omgang forkølelse og ondt i halsen - det var derfor jeg kom til at tænke på, at det nok også kunne være nyttigt for dig at kende til.

Jeg hørte første gang om 'Manuka honning', da min gode kollega og veninde, Anette Harbech Olesen, stifter af den, efter min mening, mest inspirerende sundhedsblog i Danmark madforlivet.com, kom til kaffe og en god snak om livet, vore igangværende projekter og planer for fremtiden. Hun havde en værtindegave med til mig: Et glas Manuka honing, og fortalte, at det ville blive min redning, hvis jeg følte optræk til snue, mavepine, influenza eller måske bare fik en lille infektion, en rift eller andet. På det tidspunkt anede jeg ikke, hvor fantastisk en gave, hun havde med, men det fandt jeg snart efter ud af :)

Kort tid efter blev min yngste, Noah, nemlig sløj med influenzalignende symptomer. På opfordring af Anette gav jeg ham to dage i træk en teskefuld manukahonning, som han med en tilfreds mine guffede i sig. Det smager nemlig fantastisk - som en virkelig højkvalitetshonning med de fineste nuancer. Hvad skete efter kun to dage? Influenzaen ombestemte sig og drog slukøret bort uden at kunne finde nogen at drille her på vores matrikel. Sidenhen har vi ved hjælp af manukahonningen kureret småinfektioner, et uheldigt snit i fingeren med en dolk, og ja, senest har jeg selv gået med lidt sommersnue og ondt i halsen. What to do? Oh jo, Manuka! En teskefuld i går og én mere i dag, og forkølelsen er på magisk vis forduftet. Det lyder utroligt, men nu skal du høre, hvad forklaringen er:

Manuka honning er ikke som andre typer honning. Den stammer fra den vilde Manuka busk og indeholder - i modsætning til almindelig honning - stoffet metheylglyoxal, kaldet MGO. Dette stof viser sig at have en stærk antibakteriel effekt, og forskning viser ovenikøbet, at Manuka honning med et højt MGO indhold (køb kun den, der hedder "MGO 400" - det er den, der er mest virksom!) kan være effektivt imod selv resistente bakterier.

Den er nu en fast ingrediens i vores køleskab herhjemme, og mærker vi optræk til lidt snue, så tager vi en skefuld af den søde masse og brygger en god kop grøn te trukket med nogle stykker frisk ingefær i. "Hvor kan den købes", tænker du måske. Og ja, det skal du selvfølgelig lige vide. Du kan købe Manuka honning hos helsekostforretninger i Danmark. Den er frygtelig dyr (normalpris 250 kr. for et  glas på 250 g), men en google-søgning viste mig, at den lige nu kan fåes med rabat her).

Husk lige at være opmærksom på, at man fraråder børn under 1 år at spise enhver type honning men både 2-årige, gravide og alle vi andre kan indtage både almindelig honning og Manuka-udgaven med stor velsmag og gavn.

Hvis du har lyst og interesse, kan du læse mere om Manuka honning og folks erfaringer med den på Anettes blog her.

Rigtig skøn dag til dig. Jeg har brugt dagen på at pakke godt 50 eksemplarer af min nye bog til læsere ude i landet, der har lagt billet ind på et eksemplar til førlancerings-pris. Så jeg må hellere nå posthuset, inden de lukker :) Nyd din aften!