Verdens nemmeste grydebrød | Sif Orellana
#fa0505

Verdens nemmeste grydebrød

I dag skal du have en opskrift på et brød, der både smager vidunderligt, har en elastisk, smagfuld krumme og en skøn, sprød, lidt tyk og enormt velsmagende skorpe. Og så er det vildt nemt at lave! Jeg har bagt det talrige gange og er lige forundret hver gang over, at man så nemt og hurtigt kan frembringe noget så sjældent lækkert. Hemmeligheden er naturligvis, at brødet er bagt af en langtidshævet dej, som jeg ofte rør sammen sidst på aftenen, før jeg kryber under dynen. Den står så og hygger sig på køl, mens jeg ligger og sover, og i så mødes vi om morgenen - typisk i weekenden, hvor jeg gerne vil servere lidt ekstra godt til familiens morgenmad.

Jeg har lavet dobbelt portion dej til at bage  disse to skønne, rustikke brød i min bedste støbejernsgryde. Du kan faktisk bruge enhver langtidshævet dej, så har du en yndlingsopskrift, bruger du bare den. Du kan også bruge min opskrift, som du kan se nedenfor. Til at frembringe de brød, du ser på billedet, tilsatte jeg godt med opblødte speltkerner og hakkede rugkerner samt en økologisk hvedemel fra Søris. Jeg brugte 10 dl af hvedemelet og undlod at putte groft mel i, da hvedemelet var af en type, hvor  skal- og kimdelene var bevaret og derfor var tilpas rustik til at give mig det resultat, jeg ønskede.

Verdens bedste og nemmeste hjemmebagte brød
ca. 5-10 g gær (en klump på størrelse med en stor ært)
½  l vand
2 tsk godt salt (flagesalt er min favorit)
7 dl hvedemel + 3 dl groft mel og blandede frø og kerner efter eget valg

Opløs gæren i vandet. Tilføj salt, mel og kerner og rør dejen godt sammen med en grydeske. Hvis du synes, dejen virker meget klistret, så er det helt, som det skal være. Grunden til, at dejen ikke skal æltes, er den lange hævetid. Sæt skålen med dej (lukket til med et låg eller forseglet med folie) i køleskabet i minimum 10 timer.
Drys mel ud på et bord og hæld dejen ud oven på det. Vend den et par gange i melet. Læg dejen op i skålen igen og lad den hæve 2 timer mere ved stuetemperatur.

Indstil ovnen på varmluft og varm den op til 250 grader. Kom en mellemstor støbejernsgryde ind i ovnen og lad den blive rygende varm. Drys derefter lidt durummel i bunden af gryden (durum brænder ikke så nemt fast som hvedemel), og hæld dejen direkte fra skålen ned i gryden. Dejen må kun fylde gryden cirka halvt op. Læg låg på gryden (har gryden en plastikknop på toppen, kan du ofte skrue den af). Bag brødet i cirka 30 minutter med låg. Tag låget af og bag brødet yderlige 15 minutter uden låg ved 230 grader for at få den fantastiske lækre skorpe, der gør brødet til noget ganske særligt. Lad brødet køle af i mindst 20 minutter inden servering.

Og afslutningsvis får du lige et par skud fra Paris, da mine sønner og jeg går og glæder os til snart at skulle gæste byen en lille håndfuld dage henover påsken. Vi har Paris med som en destination i vores kommende storbysrejsebog for familier med børn og skal ned og have skudt de sidste skønne skud fra Byernes By og have tjekket op på en god håndfuld skjulte oaser, caféer, parker og legepladser, som jeg har fundet frem til i min research.
Place de Vosges

En maler ved Seinen

Montmartre