#ff28a2

Velkommen til VORES JUL - årets jule-ebog (gratis♡)

Kære læser

Du kan tro, jeg har glædet mig til at nå hertil, hvor jeg sammen med to gode kolleger - Claus Dalby og Anette Harbech Olesen - kan løfte sløret for et projekt, vi har gået og hygget os med de seneste uger. Vi er nemlig gået sammen om at lave en julegave til jer læsere - en 125-siders jule-ebog, som du kan downloade helt GRATIS ved at klikke på linket længere nede i indlægget.

Velkommen til VORES JUL
For os er julen blomsternes, hjerternes, børnenes og lysenes fest. Julen er en tid fyldt med traditioner, god mad og hyggeligt samvær. Alt det, vi godt kan lide. Derfor har vi forenet vores kræfter og inviterer dig indenfor til 'VORES JUL', som også er titlen på vores e-bog.

VORES JUL er en helt ny kombination af en jule e-bog og fire videoafsnit med os alle tre, og i et af programmerne gæster min yngste søn, Noah på 10 år, også julekøkkenet og hjælper os med at lave langtidshævede Lucicaboller, konfekt og hjemmelavede julekort. Du kan helt gratis downloade e-bogen og dermed hente inspiration til julen.

Hvem er vi?
Du kender nok allerede mine to medskabere af dette projekt - ellers kan jeg kort fortælle, at Claus Dalby er blomsterkunstner og havemand, og frembringer de mest vidunderlige dekorationer og buketter. I VORES JUL fortæller om sine bedste ideer og kommer med forslag til adventskranse og andre julerier. Anette Harbech Olesen er en af landets mest velopdaterede og vidende ernæringseksperter og i VORES JUL deler hun ud af sine bedste tips og opskrifter til den traditionelle julemad, og inspirerer også til nye og spændende lækkerier, som eksempelvis hjemmelavet marcipan og skønne salater til julebordet. Og mig, ja mit univers kender du nok lidt til allerede, siden du har fundet vej herind, men er det første gang, du kigger forbi, vil jeg, udover at byde dig hjerteligt velkommen, fortælle, at det er mig, der har ført pennen til bl.a. 'Krudtugler & kanelsnegle', 'Rollinger & roulader' og inden længe (28/11) har glæden af at sende finaleudgaven 'Slyngler & stanglakrids' på gaden.

Sådan henter du vores gratis jule-ebog
Vores gratis jule e-bog på 125 sider kan hentes fra Saxo.com via dette link (helt gratis at downloade, kræver blot at du indtaster navn og emailadresse).

Her kan du se vore 4 juleudsendelser
De fire videoafsnit udkommer hver uge gennem december, og kan ligeledes ses helt gratis. Første afsnit er nu klar, og kan ses ved at klikke på skærmen nedenfor. Husk at følge mig på Facebook eller skrive dig op til mit nyhedsbrev, hvis du vil informeres, når næste videoafsnit er klar♡

Alle tre er vi også aktuelle med nye bøger – Claus Dalby med 'Claus Dalbys Jul'. Anette Harbech Olesen med 'Kolesterolkogebogen' og jeg selv med 'Slyngler og stanglakrids'. Alle tre bøger kan købes nu på Saxo.com via nedenstående links:

Claus Dalbys jul
Anettes Kolesterolkogebogen
Min Slyngler og Stanglakrids

Vi glæder os rigtig meget til at byde dig velkommen til vores univers og til at dele vore mange ideer og juletraditioner med dig. Vi har lagt i selen for at gøre det hele enkelt at gå til, og håber således, at du vil få rigtig stor glæde og gavn af såvel bog som videoer♡ Hvis du kunne have lyst til at DELE nyheden på min FB-side, vil jeg være rigtig glad for din hjælp til at sprede det glade budskab om vores gratis jule-ebog fyldt med inspiration til årets hyggeligste måned :-)