#ff31a6

At være et lille forlag

Kære alle sammen

I dag vil jeg dele en oplevelse med jer, som jeg havde forleden eftermiddags, og som ærlig talt chokerede mig lidt. Jeg er på vinterferie hos min familie på Sjælland, og i onsdags var jeg med min mor ude at handle i Hørsholm Midtpunkt. Min mor skulle købe en bog, og vi gik derfor sammen ind i boghandleren. Det er efterhånden en gammel vane for mig lige at gå over og se, om mine bøger står godt i reolen, så det gjorde jeg også denne gang. "Krudtuglerne" og "Rollingerne" stod fint i flere eksemplarer ved siden af hinanden, men "Greven" var ikke at finde. Det undrede mig. Først gjorde det mig glad, for min tanke var, at det måske kunne skyldes, at den var udsolgt. Det bliver man jo altid så glad for som forfatter, for så giver éns virke jo virkelig mening. Tvivlen nagede mig dog lidt, så jeg gik over og spurgte boghandleren, om de havde flere "Grever" på lager.

"Jeg slår den lige op", sagde boghandleren, og kort efter sagde han: "Naej, den har vi nu slet ikke... den kommer nemlig fra et meget lille forlag, så... nej, den har vi ikke". Det tog mig lidt tid helt at forstå, hvad han sagde, for det kunne vel ikke passe, at dét, at en bog kommer fra et lille forlag, skulle være grund nok til at afvise den - især ikke, når de to forgående af samme forfatter har solgt i op til 100.000 eksemplarer. "Okay", sagde jeg lidt chokeret, "men får I den igen?". Boghandleren kiggede på mig og sagde: "Naej, det gør vi ikke. Vi køber faktisk af princip ikke bøger ind hos de små forlag, men... vi kan da godt bestille et eksemplar hjem til dig, hvis du ønsker det".

Efter at have stået et øjenblik for helt at fordøje hans ord, valgte jeg at fortælle ham, at det var mig, der havde skrevet "Greven", ligesom jeg også havde ført pennen til "Krudtuglerne" og "Rollingerne". Jeg fortalte, at jeg netop havde sendt "Greven" på gaden i eget regi, hvilket havde gjort det muligt for mig at introducere helt nye komponenter i bagebogsgenren, end man havde set hidtil. Jeg fortalte, at det havde været en stor beslutning og en satsning at starte mit eget forlag, men eftersom mit dybfølte ønske var at bringe fornyelse og nytænkning ind i koge- og livsstilsboggenren, og mange af de etablerede forlag var lidt forsigtige i forhold til innovation, havde jeg valgt at kaste mig ud i at realisere drømmen i eget regi. Men med den indstilling fra boghandlerne var det sandelig op ad bakke at få sit projekt godt fra start.

"Rollinger & roulader" er jo netop kåret til "Danmarks bedste børne- og familiekogebog", hvad jeg er stjernelykkelig for. Til gengæld synes jeg også, det burde være blåstempling nok til, at boghandlerne turde binde an med min nye bog. Så hvis alle boghandlere tænker som ham, jeg traf i onsdags, så skal jeg sandelig have kridtet skoene og i arbejdstøjet for at prøve at få skabt så meget opmærksomhed omkring min nye bog, jeg kan, så potentielle læsere, der kunne opleve, at "Greven" kunne være en bog for dem, går ind og spørger efter den hos boghandlerne. Det kan måske få boghandlerne med den holdning, jeg mødte hos ham i onsdags, lidt op i omdrejninger og støtte lidt bedre op om os nyslåede forlæggere, der håber på og drømmer om også en dag at blive store nok til at vinde boghandlernes respekt.

Ja, sådan kan man blive så meget klogere på den branche, man har kastet sig ud i. Jeg giver dog ikke op. Gik straks hjem og ringede til Politiken og et par andre større medier for at høre, om de kunne have lyst til at samarbejde om at viderebringe lidt kulinarisk inspiration til deres læsere samt en konkurrence med signerede eksemplarer af min nye "Greve". Og gudskelov sagde alle "ja". Så pust - jeg håber I vil hjælpe mig lidt med at få styr på boghandlerne, for det bliver knagme ikke helt nemt, hvis min lille énmandshær skal løfte opgaven alene ;-)

Og for retfærdighedens skyld vil jeg lige sige, at boghandleren efter min lange, lidt oprevne snak, sagde, at han nok skulle bestille et enkelt eksemplar hjem, så "Krudtuglerne" og "Rollingerne" kunne få selskab af det sidste nye skud på stammen fra min hånd. Så det er jeg rigtig glad for :-) Rigtig dejlig fredag til jer alle derude. Håber I har det godt og nyder vinterferien og nu weekenden.