


Årets mest uuuuuhyggelige dag nærmer sig med hastige skridt. Der er lidt tid til endnu, men hjemme hos os får årstidens skiften forventningerne til Halloween til at spirre frem hos mine unger. Mon det samme gør sig gældende hjemme hos dig? Det er sjovt som denne tilbagevendende begivenhed har slået rod i Danmark efterhånden. Det er faktisk min oplevelse, at Halloween optræder højere på mange børns lister over yndlingsfester end fastelavn. Al den gys, gru og uhygge, der mærker dagen har da også sit helt eget præg. Det er ikke så tit, vi har en lejlighed til at forholde os til disse sider af tilværelsen og bare give den fuld gas med pynt, kostumer og spiselige indslag, der handler om spindelvæv, genfærd, hekse, troldmænd, djævler, sorte kutter og masser af "uuuuuhh". Hjemme hos os er vi ikke til den alt for kommercielle udgave af begivenheden. Vi synes til gengæld, at det er supersjovt at gå i køkkenet og lave et fad med "Tusneldas sprøde fingre", "Draculas gebis" eller måske en flok "edderkopper, der er oppe på lakridserne". Og har vi tid og lyst til at tromme nogle venner sammen til lidt skræmmende markering af dagen er en omgang "græskarbowling" en skæg aktivtet.
I "Spilopper & stjerneskud" præsenterer jeg et stort Halloween-kapitel" fyldt med inspiration til aktiviteter af både spiselig, kreativ og legebaseret karakter. Håber du vil kunne finde en masse gode input til jeres egne kommende Halloween'er :-)
Skøn dag til jer alle.
Kommentarer
Glæder mig til endnu en bog
Glæder mig til endnu en bog til samlingen:-)