#ff28a2

At tro på mirakler og at forfølge sine drømme

Hvor tit tænker du over, hvilke drømme det kunne være givende for dig at indfri her i livet? Ofte er hverdagen jo temmelig hæsblæsende, og dér kan det tit være svært at finde ro og tid til at stille skarpt på de lidt mere overordnede og måske langsigtede drømme, der ville udløse både glæde, stolthed og mening at bringe fra tanke til handling. Sådan har jeg det i hvert fald selv, og jeg forestiller mig, at du måske har det på samme måde.

Tid og ro er nødvendige faktorer til at kaste lys over sine drømme, og sommerferien kunne måske være den perfekte ramme til at få funderet lidt over, hvor du er i livet lige nu, og hvorhen du ønsker at bevæge dig. Hvilke ønsker til fremtiden har du? Hvilke oplevelser, mål og projekter slumrer i din bevidsthed og kunne have gavn af lidt næring til at blive bragt fra sindets kringelkroge og ud i verden? Sådanne spørgsmål kan jeg godt lide at stille mig selv, når jeg har lidt luft i programmet, for én ting har livet lært mig:

Hvis man ikke selv tager ansvar for at gøre noget ved de ting, man virkelig godt kunne tænke sig - og som man ved, man ville vokse og gro af at tage skridt henimod - ja, så tager den ene dag bare den anden uden, at de forandringer, man ønsker bliver foretaget. Og dét er livet for dyrbart til, efter min mening. Alt for dyrbart.

I går aftes greb jeg ud efter en god roman i min fyldige bogreol - ja, nogen køber sko og lækre tasker, og andre køber bøger. Jeg hører til sidstnævnte, så jeg har reol på reol fyldt af skønne fag- og skønlitterære bøger - og valget faldt på en bog af én af mine yndlingsforfattere, Paulo Coelho. Jeg har en god stribe af hans bøger i min reol, jeg endnu ikke har læst, så jeg greb bare lidt tilfældigt ud efter én af dem og trak "Ved floden Piedra satte jeg mig ned og græd" ud. Den lyder måske trist, men det er ikke mit indtryk, at den er det. Jeg fornemmer snarere på de kapitler, jeg har læst indtil nu, at den er fuld af livsvisdom, eftertænksomhed og inderlighed, som Coelhos andre bøger og fuld af tanker og drømme, vi alle kan relatere til. Og jo, den er måske også lidt melankolsk, men det kan jeg nu godt li' :)

Da jeg for lidt siden sad ude i haven og læste en passage i bogen, der ramte mig lige i hjertekulen, følte jeg mig ansporet til at gå ind at skrive dette blogindlæg og dele passagen med jer. For at I kan forstå sammenhængen i passagen, vil jeg lige kort introducere jer til handlingen. Romanen tager sin begyndelse på et tidspunkt, hvor en ung mand og kvinde mødes efter ikke at have set hinanden i 11 år. De er begge lige knap 30 år. Livet har lært den unge kvinde at kontrollere sine følelser og se rationelt på tilværelsen, mens han er en mand, der lever og ånder for sin religion og sit præstekald, men som ikke kan glemme barndommens kærlighed. Hun har netop opsøgt ham i en sammenhæng, hvor han skal til at holde et foredrag, som han har skrevet og spurgt om, hun har lyst til at komme og høre. En stor forsamling er mødt op for at høre ham, og den unge kvinde er lettere forundret over, hvor stort et publikum, han har evnet at tiltrække. Da begnder han at tale og Paulo Coelho skriver følgende:

"Hans stemme var den samme. Men det var hans ord ikke. "Vi er nødt til at tage chancer," sagde han. "Vi kan kun forstå livets sande mirakel, når vi lader det uventede ske.
    Gud skænker os hver dag - udover solen - et øjeblik, som giver os mulighed for at ændre alt det, der gør os ulykkelige. Hver dag forsøger vi at lade, som om vi ikke opfatter dette øjeblik - som om det ikke eksisterer, som om dagen i dag er magen til dagen i går, og som om morgendagen vil blive akkurat ligesådan. Men den, der virkelig er opmærksom på dagen i dag, vil opdage det magiske øjeblik. Det kan ligge skjult i netop det sekund, hvor vi sætter nøglen i døren om morgenen, i stilheden lige efter middagen, i de tusind ting, som forekommer os ens. Dette øjeblik findes - et øjeblik, hvor stjernernes samlede kraft strømmer ned til os og lader os udrette mirakler.
    Lykken er til tider en velsignelse, men skal for det meste erobres. Det magiske øjeblik hjælper os med at forandre os - og får os til at forfølge vores drømme. Vi vil lide, vi vil gennemleve svære øjeblikke, og vi vil møde mange skuffelser - men det er alt sammen kun forbigående, og det efterlader ingen ar. Og en dag vil vi se tilbage på vores søgen med stolthed og tro.
    Fattig er den, der ikke vover noget. Han vil sikkert aldrig blive skuffet eller desillusioneret, han vil sikkert ikke lide som dem, der forfølger deres drømme, men når han ser tilbage - for vi ser os altid tilbage - så vil han høre sit hjerte sige: "Hvad gjorde du ved de mirakler, som Gud strøede ud over dine dage? Hvad gjorde du med de gaver, som din Mester udstyrede dig med? Begravede du dem et sted langt nede i jorden, fordi du var bange for at miste dem?" Dette må så være din ære: At vide med sikkerhed, at du har ødslet dit eget liv bort. Fattig er den, der må høre disse ord. For når han endelig er i stand til at tro på mirakler, er livets magiske øjeblikke for længst forbi
".

Smukke ord, synes du ikke? De gjorde i hvert fald stort indtryk på mig og gjorde det endnu engang klart for mig, hvor meget vi skylder os selv at gøre en indsats for hver dag at turde tage skridt henimod at bringe vore drømme på vinger. Den gave fortjener vi at give os selv i det omfang, det er muligt ud fra de omstændigheder, vi befinder os i i vort liv på nuværende tidspunkt. Håber, at Coelhos ord også har givet dig lidt stof til eftertanke og givet dig mod på at give dig selv en fristund til at fundere lidt over dine drømme. Rigtig god fornøjelse  :)