#ef4723

Toscansk weekendhygge

Kære alle sammen

Vi havde en rigtig hyggelig fødselsdagsmiddag herhjemme i går, hvor Louise blandt andet blev begavet med et spil Bezzerwizzer. Så aftenen blev brugt omkring spillepladen, og det var faktisk rigtig sjovt. Det er også blevet kåret af flere omgange til "Det bedste familie-spil", og det lever det rigtig fint op til, synes jeg. I dag har vi bare slappet af med lidt god sen morgenmad - bagte kanelsnegle og prøvede at dryppe lidt ahornsirup ud over remoncen. Det blev rigtig godt. Her til aften står den på Toscansk pastaret - opskriften finder du i "Krudtuglerne". Har du ikke lige bogen på hylden, får du opskriften her. Håber du vil prøve den ved lejlighed - den er én af vore absolutte klassikere her i familien.

Rigtig dejlig lørdag aften til jer alle. Her kommer opskriften:

Toscansk pastaret
4 personer

Et rigtig godt alternativ til klassikeren over alle klassikere, Spaghetti bolognese.

4 fed hvidløg
1 stort løg
100 g spegeskinke el. mager bacon
100 g toscansk salami (kan erstattes af spansk chorizo)
400 g hakket svinekød
250 g champignon
1/2 tsk sambal oelek
2 ds hakkede tomater
1 1/2 dl fløde 13 %
salt og peber


Tilbehør:

Spaghetti
Friskhøvlet parmesan
Basilikum eller bredbladet persille

Hak hvidløg, løg, skinke og salami fint. Svits det i en gryde med lidt jomfruolivenolie. Tilsæt det hakkede kød og brun det godt. Tilføj de finthakkede svampe og sambal oelek og lad det varme godt igennem med de øvrige ingredienser. Tilsæt herefter de hakkede tomater, fløden og salt og peber. Kog pastaen – spaghetti er vores favorit, for retten svøber sig så delikat om de slanke bånd – og server retten med et drys friskhøvlet parmesan og lidt grønt på toppen samt et godt stykke lunt flute.