#ff28a2

Syvende efterårsferie-idé: Lady & Vagabondens hofret

Så er vi nået til den 7. efterårsferie-idé til alle jer, der har trukket stikket i disse dage og nyder nogle dage i familiens skød. I dag vender vi blikket mod Italien og en ret, der tager kegler i de fleste rustikke landkøkkener og bestemt også kan få maverne til at knurre på nordlige breddegrader.

Kødboller i tomatsauce er en klassiker og en højtelsket ret hos både børn og voksne, og så passer den perfekt til efterårsferien, da den er både  superenkel og lynhurtig at lave. 20 minutter er, hvad du skal sætte af fra start til slut, og den er en succes både som middagsret og som gæstemad. Vil du gerne være lidt på forkant, kan retten sagtens laves dagen forinden og sættes på køl, så kun spaghettien lige skal en tur i gryden. Opskriften kommer fra min bog "Rollinger & roulader", der i 2010 til min glæde blev kåret til "Danmarks bedste" familiekogebog og nomineret til titlen som "Verdens bedste.

Lady & Vagabondens hofret
4 pers.

Kødboller
ca. 500 g hakket kylling
2 fed pressede hvidløg
2 spsk finthakket frisk timian
1 tsk salt
1 knsp hvid peber
olivenolie

Tomatsauce
2 ds hakkede tomater
en lille håndfuld grofthakket frisk basilikum
lidt salt

Pynt
friskhøvlet parmesan
et drys frisk timian eller basilikum

Rør hakket kylling og krydderier. Hæld lidt olivenolie i sauterpanden. Læg små valnøddestore klumper af den sammenrørte kyllingefars på panden og svits let, til kødbollerne bliver smukt gyldne og gennemstegte. Hæld to dåser hakkede tomater i en dyb sauterpande og tilsæt bladene fra et halvt bundt frisk basilikum og lidt salt. Lad tomatsaucen simre i 10 minutter. Bland kødbollerne i tomatsaucen og server retten med friskkogt spaghetti ledsaget af et godt drys friskhøvlet parmesan og lidt frisk timian eller basilikum på toppen. Sidst, men ikke mindst, er et stykke lunet flutes eller friskbagt brød aldrig af vejen.

Rigtig god fornøjelse og buon appetito!