#ff28a2

Sydneybrød til hygge i weekenden

Godmorgen derude :)

I dag vil jeg inspirere jer lidt med en opskrift på et brød, der vil passe perfekt ind på morgenbordet eller eftermiddagsteen her i weekenden. Dets oprindelige navn er “Pull Apart brød”, og det stammer fra USA, men da vi tog det ud af ovnen slog det os, at det unægteligt lignede Operahuset i Sydney med alle dets udfoldede "vinger". Så vi valgte  at kalde det "Sydneybrød".

I min egenskab af inkarneret kanelsneglefan er det nok ikke så overraskende, at jeg faldt pladask for konceptet om det lagdelte brød fyldt med den lækreste kanelkrydrede remonce. Jeg gik i køkkenet for at eksperimentere mig frem til en udgave, der sidder lige i skabet, og resultatet får du her. Det hører ikke hjemme i helseafdelingen, men pyt! Nu og da skal der skejes lidt ud, og i weekenden er tidspunktet ekstra velegnet. Hvis vejret bliver godt, hvad alting jo tyder på, kan det anbefales at spadsere en rask tur og så komme hjem til te og Sydneybrød.

God fornøjelse!

Sydneybrød
50 g gær
1 ½ dl mælk
75 g smør
3 æg
60 g rørsukker
ca 600 g hvedemel
½ tsk salt

Fyld
75 g smør
125 g rørsukker
2 strøgne spsk kanel
 
Find din bedste bageskål frem og smuldr gæren deri. Lun mælk og smør og hæld det over gæren. Rør blandingen godt sammen og tilsæt de øvrige ingredienser. Tilsæt melet lidt ad gangen og ælt dejen godt, til den er smidig og blød. Dæk skålen til med et fugtet viskestykke og lad dejen hæve et lunt sted i en times tid.

Smelt smørret til fyldet i en gryde og sæt det til afkøling. Rør sukker og kanel sammen. Rul dejen ud til en aflang firkant, der er ca. 30 cm bred og 45 cm lang. Pensl den med det smeltede smør og drys med sukker-kanelblandingen. Skær dejen ud i 6 strimler på ca. 5 cm på den lange led. Læg strimlerne oven på hinanden, så de ligner en lang, smal lagkage i seks lag. Skær ”lagkagen” ud i 6 dele, og stil dem side om side (på højkant) i en rugbrødsform (på 1 l), så de står på samme måde som skiverne i en pakke med sandwichbrød. Bag brødet midt i ovnen ved 180 grader i ca. 40 minutter.

Tip
Har du god tid, kan du skære mængden af gær ned til 25 gram og sætte hævetiden op til 3 timer.

Tip
Du kan erstatte 200 g af hvedemelet med fuldkornshvede- eller speltmel, hvis du ønsker en lidt mere rustik krumme, og du kan erstatte rørsukkeret med kokossukker for at få en mere karamelliseret smag.