#ff28a2

Spiloppernes spiselige adventskrans

På søndag er det 4. søndag i advent, og måtte I vente gæster eller bare have lyst til at lade juleroen sænke sig og lade duften af en hjemmelavet kringle sprede sig i jeres stuer, kommer her et tip til en version, der er udformet som en "spiselig adventskrans" :)

Spiloppernes spiselige adventskrans
ca. 14 skiver

175 g smør
7 dl hvedemel
50 g gær
2 spsk fint rørsukker
1 tsk salt
2 store æg

Fyld
50 g rosiner
1⁄2 dl portvin
75 g mandler
50 g stuevarmt smør
3 spsk rørsukker

Pensling og drys
1 sammenpisket æg
evt. perlesukker
og de gemte hakkede mandler

Smelt smørret og kom det i en bageskål sammen med melet. Smuldr gæren ned i blandingen og tilsæt sukker, salt og æg. Ælt dejen godt sammen og stil den til hævning under et fugtet viskestykke et lunt sted i en lille times tid. Læg i mellemtiden rosinerne i blød i portvinen. Hak de usmuttede mandler og læg ca. en tredjedel af dem til side til pynt. Rør det stuevarme smør sammen med rørsukkeret og tilsæt de portvinsmarinerede rosiner og hakkede mandler.

Rul dejen ud til en firkant på ca. 25 x 40 cm. smør fyldet på og rul dejen sammen på langs til en roulade. Rul rouladen til den er 60 cm. lang. form den til en krans, læg den over på en bageplade beklædt med bagepapir og lad den efterhæve i ca. 20 minutter. Pensl den med sammenpisket æg og drys med perlesukker og de gemte hakkede mandler. Bag kransen ved 200 grader i 20-25 minutter. Server den med 4 fødselsdagslys stukket ned i og evt. en sløjfe af noget smukt bånd.

Mange gode decembertanker til dig og din familie fra mig
Sif

JULETILBUD PÅ 'SLYNGLEN' I 3 DAGE - 199,- (normalpris 300,-)
Ps. Søger du lige den sidste gave til din søster, veninde, mor eller anden, kunne min nye "Slyngelbog" måske være svaret. Som besøgende på min FB-profil kan du købe den til 199,- (normalpris 300,-), men KUN via dette link og så længe lager haves