#ff28a2

Skønne, nemme weekendboller med overraskelser


Kære læser

EF-dag
Jeg kan tænke mig, at vi deler glæden for weekender! Et af ugens ubetinget største højdepunkter hjemme hos os er i hvert fald at slå øjnene op til EF-dag, dvs. Endelig Fredag, og vide, at der kun er få timer, til vi kan træde igennem svingdøren til to dejlige fridage med sløve morgener, ekstra god morgenmad, slappestunder, filmhygge og smagsløgsforkælende middage omkring spisebordet. Udsigten til at vågne uden vækkeur, klippe linen til klokkestrengen og drysse rundt i nattøj til op ad formiddagen er en af livets store, men simple glæder.

 
 
Tid til at skeje lidt ud
Som den madglade familie, vi er, spiser vi godt både til hverdag og fest, men hvor vi i hverdagene tilstræber at spise overvejende sundt, vitamin- og fiberrigt og med en skelen til kalorieindholdet, elsker vi at give efter for lækkerierne og de lidt mere kalorieholdige fristelser i weekenderne. Vi lever så vidt muligt efter 80/20-princippet, hvor vi spiser sundt i 80% af tiden og skejer lidt mere ud de resterende 20%. Det giver en god balance, oplever vi. Og selvom der nu og da sniger sig en portion pandekager ind en tirsdag morgen eller en dessert en torsdag aften, er det typisk i weekenderne, vi nyder de lidt mere tidskrævende og syndige fristelser.



Disse boller må du prøve
I dag skal du have en opskrift på nogle af vores yndlingsboller på denne årstid. Jeg bagte dem forleden, og de er altså et sandt hit. Der skal nisseøl i dejen, så derfor kan de jo ikke så nemt laves hele året rundt, men kun, når julen står for døren, og de mørke, krydrede øl er at finde på hylderne. Og så er der tænkt en lille overraskelse ind, som du kan læse mere om nederst i opskriften :-)
 
Bollerne er både mørke og fiberrige på grund af grahamsmelet og nisseøllen, og så er de fyldt med skønne, hakkede nødder, figner og svesker. De er lækre til morgenmad en sløv weekendmorgen – nybagte eller lunede iovnen. De er dog også gode om eftermiddagen til en kop te – enten med koldt smør eller “naturel”. Håber, du har fået lyst til at bage dem, for jeg er overbevist om, at du vil holde lige så meget af dem som jeg. Og husk at tænde et par stearinlys på bordet. Levende lys hører den mørke tid til, og hos os får den, der tænder lysene, lov til at bestemme, hvem vi vil tænke ekstra meget på i vores familie, når vægen antændes. En hyggelig lille tradition.
 
Bollerne er med i min nye bog, Slyngler & stanglakrids, der udkommer 28. november og lige nu kan købes til en helt særlig forsalgspris til 199,95 (norm.pris 299,95) her (begrænset oplag, så tøv ikke for længe).
 
 
 
Decemberboller med nisseøl
12 boller

De tager bare kegler, disse boller, og vil du tilsætte et drys sjov og ballade, kan du læse om, hvordan du bager et lille "gavekort" ind i bollerne allernederst i indlægget. Her kommer opskriften:

15 g gær

1 nisseøl (33 cl)

2 dl fromage frais (eller skyr)
3 spsk mørk sirup

1 spsk salt

75 g hakkede valnødder

50 g hakkede, tørrede figner

50 g hakkede svesker

200 g grahamsmel

400 g hvedemel

Opløs gæren i nisseøl og fromage frais/skyr. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør dejen sammen. Den er temmelig klistret, og sådan skal den være. Læg film over skålen med dejen eller anbring den i en plastikpose. Slå en knude øverst, så posen er forseglet. Sæt skålen på køl i køleskabet i mindst 8 timer. Drys en håndfuld hvedemel over dejen, tag en håndfuld dej op ad gangen og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Hver klump skal være godt indhyllet i mel, så den ikke hænger ved. Lad bollerne hæve en lille halv times tid ved stuetemperatur, inden du sætter dem i ovnen ved 250 grader i ca. 10-12 minutter.

 
 
Tip til lille konkurrence

Er du til en lille overraskende novemberkonkurrence, kan du skrive et "gavekort" på en lap papir, f.eks. “Du har vundet retten til at vælge aftensmad på lørdag samt film til hjemmebiografen efterfølgende”. Fold papiret sammen og pak det godt ind i et lille stykke bagepapir. Tag en klump dej og form den omkring bagepapirspakken, så du former en bolle, der ligner de øvrige. Den af jer, der er heldig at få bollen med gavekortet, vinder retten til at bestemme lækker weekendmad og film for en aften :)

Rigtig god bagelyst og dejlig weekend, når den indfinder sig i morgen ♡