#ff28a2

Skøn indisk opskrift fra GREEN KITCHEN REJSER

 

I dag skal I have en opskrift fra 'GREEN KITCHEN REJSER', David Frenkiel og Luise Vindahls nyeste helt skønne kogebog fyldt med grønne, sunde, sprudlende lækkerier. Jeg har valgt en opskrift ud, som passer godt til årstiden, synes jeg. Den er fyldt med spicy krydderier, der kan få varmen til at strømme igennem kroppen efter en rask tur i efterårsskoven. I bogen beskriver David en situation i flyet på vej hjem fra Indien. Han er en sand storyteller, og det er en fornøjelse bogen igennem at blive taget med ud på rejser til forskellige hjørner af verden. God fornøjelse!

"„Hvordan ser det ud?“ Luise vipper hovedet fra side til side i et forsøg på at få sin indiske hovedrysten til at se rigtig ud. Det ser temmelig overbevisende, eller rettere sagt temmelig forvirrende ud. Det kan betyde „ja”, men såmænd også „okay, jeg forstår“ og endda „nej”. Vi sidder i flyet på vej hjem fra Trivandrum i det sydlige Indien og snakker om alle de ting, vi kommer til at savne. „Jeg vil helt sikkert savne, at det er i orden at spise med fingrene,“ indrømmer jeg. „Ha! Det er derfor, du føler dig sådan hjemme der.“ Luise har ret. Jeg har altid helst villet spise med fingrene i stedet for med en gaffel, og i Indien kunne jeg gøre det frit, uden at nogen studsede det mindste over det. „Jeg kommer til at savne dosa til morgenmad,“ sukker Luise. Vi har spist de krydrede linsepandekager både om morgenen og som hurtige gademåltider. Vi spurgte om, hvordan man lavede dem, men processen er ret kompliceret, fordi den kræver, at man lægger ris og linser i blød og derpå blander dem i en dej, som man lader gære – ikke just materiale til en hurtig morgenmad derhjemme. Til bogen her har vi lavet en hurtigere version med kikærtemel og fuldkornsrismel. – David"

Masala Dosa
Til 4 personer / Vegetarisk & glutenfri

Fyld med søde kartofler
ghee eller koldpresset kokosolie til stegning, plus ekstra til dosaerne
1 løg, finthakket
1 tsk garam masala
1⁄4 tsk stødt ingefær
1⁄4 tsk stødt gurkemeje
1⁄4 tsk stødt chili
2 søde kartofler, kogte, skrællede og skåret i terninger
150 g friskbælgede eller optøede, frosne ærter en lille håndfuld koriander

Indisk mynte- & kokosraita
6 spsk yoghurt naturel (eller et vegansk alternativ)
20 g mynte, finthakket
4 spsk kokosmel

Kikærtedosa
125 g kikærtemel
40 g fuldkornsrismel
1 tsk havsalt
1 spsk nigellafrø (jomfru i det grønne) (kan udelades)
21⁄2 dl vand

Tilbehør
Evt. en god chutney
1⁄2 tsk ghee eller kokosolie

Varm en smule ghee eller kokosolie op på en pande ved middel varme, og tilsæt løg og krydderier. Rør hyppigt rundt undervejs, og steg, til løgene er klare, og krydderierne dufter dejligt. Tilsæt de kogte søde kartofler og ærterne, og steg videre under omrøring, til det hele er varmet igennem. Mos nu kartoffelblandingen med bagsiden af en trægrydeske, og drys med koriander. Stil mosen til side, mens raita og dosaer tilberedes.

Rør samtlige ingredienser til raitaen sammen i en lille serveringsskål. Tilsæt mere yoghurt, hvis du foretrækker den mere lind. Lad den trække i køleskabet, til den skal serveres. Den kan holde sig i køleskabet et par dage.
Bland de to slags mel til dosaerne i en skål sammen med salt og evt. nigellafrø. Pisk derpå vandet i, til dejen samler sig – den skal være forholdsvis tyk.

Varm ghee eller kokosolie op på en pande ved middelhøj varme. Tilsæt ca. en fjerdedel af dejen, og fordel den jævnt med bagsiden af en ske. Vend den, når den er gylden, og bag den anden side. Tag den færdige pandekage af panden, og hold den lun, mens du steger de øvrige dosaer.
Læg et par skefulde fyld på hver dosa, rul dem løst sammen, og server dem med raita og chutney til.

SÆRLIGT WEEKEND-TILBUD
Husk at du i denne weekend, kan sikre dig et helt særligt weekendtilbud på GREEN KITCHEN REJSER og min egen bog GULD I GRYDEN til kun 299 kr. (Normalpris 500 kr). Du får bøgerne sendt gratis lige til døren. Du opnår tilbuddet ved at indsætte 299 kroner for hele bogpakken via Mobile pay på 27858987 eller via min konto hos Nordea på reg. nr: 2211, kontonr. 6275758734. Husk blot at skrive dit navn og din adresse på, så jeg ved, hvor jeg skal sende bøgerne hen. TILBUDDET GÆLDER KUN INDTIL SØNDAG (midnatstid) og kun for mine FB-venner. Bøgerne udsendes primo næste uge og er dig i hænde en dag eller to senere.