#ff28a2

Sif med sønner på Kokkescenen på Food Festivalen 8/9 kl. 15

Det magiske madlaboratorium med Sif Orellana & sønner

I morgen, søndag den 8. september, har jeg glæden at optræde på kokkescenen sammen med et par af mine sønner kl. 15 på Food Festivalen i Aarhus. Så er du i byen, interesserer du dig for mad, og har du lyst til at høre lidt om mit kulinariske univers og få et par tips med hjem fra mine sønner og mig, så vil vi glæde os til at se dig i morgen på festivalen.

Sådan her annonceres vores optræden på Food Festivalens hjemmeside:

"Hør hvordan madglæde, sundhed og samvær kan gå hånd i hånd med familielivet
Sif Orellana er kvinden bag familiekogebøger som ‘Krudtugler & kanelsnegle’ og ‘Rollinger & Roulader’. Hun er en af vores tids bedst sælgende kogebogsforfattere og er inspirationskilde for mange danske børnefamilier. Hendes kogebøger er fyldt med hurtige og lettilgængelige og velsmagende opskrifter til et nemmere, sundere og mere velsmagende familieliv. Sif er selv mor til tre drenge, og selvom hun prædiker sund kost, er hun heller ikke bange for at bruge rigtig smør i maden eller sende en hjemmerørt kage i ovnen. Sifs passion for mad og familien skinner igennem i hver eneste af hendes bøger. De er alle kendetegnet ved at præsentere aktiviteter i køkkenet, som inddrager hele familien og styrker samvær og fællesskab.

Mange børn elsker at blive taget med i køkkenet, når der skal bages eller måltider skal frembringes. Men hvad kan man lave med sine børn af nemme, hurtige retter, der bare smager godt? Hvordan får man kræsne børn til at spise den mad, familien spiser? Hvordan giver man børn nogle sunde madvaner, stimulerer deres madglæde og gøder deres interesse for selv at slå sig løs i køkkenet? Kom og hør Sifs svar på spørgsmål som disse, når hun, sammen med sine sønner, inviterer publikum indenfor i ‘Det magiske madlaboratorium’. Sif vil bl.a. berette om sine egne erfaringer som mor, kogebogsforfatter og madøre og sammen med sine sønner demonstrere en opskrift fra hendes kulinariske univers."

Håber at se dig - i så fald på glædeligt gensyn!