Samarbejde med voresmad.dk - se den første madvideo | Sif Orellana
#fa0505

Samarbejde med voresmad.dk - se den første madvideo

Her laver du en super velsmagende ret med kyllingefilet from Landbrug & Fødevarer on Vimeo.

Kære læser

Håber, du nyder julen og kan se frem til nogle gode afslappende juledage inden så længe. Lige om lidt går der and og risalamande i den, og det er vi nok mange, der ser frem til. Til gengæld er det også godt at have nogle gode opskrifter i baghånden, når julen er ovre, og vi trænger til at få noget helt andet, lettere og sundere at spise. Og i den forbindelse kan jeg måske tjene dig til inspiration.

For 14 dage siden havde jeg nemlig fornøjelsen at mødes med journalist og kameramand Clavs Mark Sylvest i mit køkken i Aarhus i den hensigt at skyde en række madvideoer til voresmad.dk, som er en hjemmeside fyldt med inspiration til nem, hurtig og lækker mad til familier og andet godtfolk. Kender du den ikke allerede, kan jeg varmt anbefale et besøg derinde :)

Opskrifterne, som vi skød i forrige uge, er alle bygget op omkring kylling -  én af de typer kød, vi nyder i særlig grad hjemme hos os. Kylling kan tilberedes på et hav af delikate måder, og både børn og voksne er vilde med det lyse, saftige kød. Hvis du klikker på skærmen ovenfor, kan du se den ene af de videoer, vi optog i mit køkken for nylig. Opskriften vil meget snart kunne findes i printbar udgave på voresmad.dk, hvor du også kan finde de andre videoer med inspiration til nemme, velsmagende kyllingeretter med tilhørende opskrifter samt tips til, hvordan du inddrager børn i køkkentjansen. Min yngste søn, Noah på 11 år, er med i de fire videoer, der giver tips og tricks til, hvilke redskaber, du med fordel kan udstyre dine børn med, hvilke grøntsager, jeg oplever er særligt børnevenlige, hvordan børn kan hjælpe til med at partere en kylling og stege en saftig kyllingefilet.

Rigtig god fornøjelse♡