#ff28a2

Så nåede vi i mål! HURRA!

I går fik vi skudt det allersidste billede til Spilopperne! Hurra, hvor er det bare en dejlig målstreg at nå. Nu har Charlotte Brixen alt, hvad hun behøver for at lægge sidste hånd på det visuelle udtryk, og jeg glæder mig bare så meget til at se bogen i sin helhed. Oscar, min ældste søn, fyldte 14 år i går (tusinde tak for lykønskningerne her over bloggen og mailen), og blev fejret med morgen- og aftensmad efter eget ønske. Så den stod på amerikanske pandekager fra morgenstunden og en rigtig mormor-ret til aftensmad: grydestegt kylling med persille i maven i selskab med kartoffelgratin, syltede agurker og brun sovs. Næste skud på stammen, der har fødselsdag, er Louise, min kærestes datter. Hun runder 12 år  om godt tre uger og lige i hælene på hende følger hendes bror og mine to yngste sønner, der alle fylder år i november. FEM børnefødselsdage på under tre måneder. Vi har taget hul på en tid, hvor mange livretter vil bringes på middagsbordet!

Billedet på dagens blogindlæg er af "Edderkoppen Frederik", der kan laves i et snuptag af børn helt ned til 3-4 år (måske med lidt hjælp fra mor, far eller en ældre søskende). Den består af store, vamsede sorte piberensere og to små perleøjne. Opskriften kommer med i Spilopperne i Allehelgensaften-kapitlet. For der skal jo være noget for både store og små - og her kan alle med garanti være med.

Rigtig dejlig aften - selv skal vi en tur på ARoS Aarhus Kunstmuseum og opleve Rainbow Panorama. Det glæder jeg mig til :)