#ff28a2

Så er vi klar til en "døgner" herhjemme

Så er weekendens optrædener vel overståede. Det var en fornøjelse at være ude at møde en masse juleglade mennesker, både i Magasin i Lyngby og på Kgs. Nytorv og til julebazaren i Øksnehallen. Sidstnævnte tog lidt fusen på mig, for dér havde jeg lagt et program, der bød på juleklip med idéer fra Spilopperne samt lidt nyt, jeg havde i ærmet, og min"base" i bazarens rammer lå ret afsidet. Så jeg forudså, at jeg ville tilbringe mine timer fra kl. 11 til kl. 13 uden særlig mange besøgende. Men dér tog jeg fejl! Sjældent har jeg hjulpet så mange små klippeglade 1. advents-fejrende børn i gang med at lave fin pynt, som jeg oplevede dér. Det var virkelig skægt - ikke mindst at lægge øre til alle ungernes tanker om jul, pynt, traditioner og hvad der er sjovt at lave med mor og far i julen. Sikke mange tanker og vidunderligt skæve synsvinker på højtiden, de har. Virkelig skønt at opleve!

Og nu til noget helt andet. Billedet på dagens blogindlæg er af min mellemste søn Lucas, og han har fået pladsen, fordi han i dag har et særligt arrangement på tapetet. Fire gode venner kommer til middag og bliver og overnatter. Programmet står på film, hygge, lidt snacks og søde sager og masser af grin og pludren, er jeg sikker på. De er på vej op ad trappen nu - har lige været nede at leje film - så nu iler jeg igen.

Rigtig god aften - og jeg har ikke glemt at fortælle om restauranten forleden. Det gør jeg i morgen :-)