#ff28a2

Så er Gartnerinden & Lykkesmeden sat i verden

I går nåede jeg en målstreg, som jeg har glædet mig enormt til at glide over: Trykstarten på Gartnerinden & Lykkesmeden, min store udgivelse i år. Drengene og jeg drog vanen tro afsted til Naryana Press i Odder fra morgenstunden, og efter lige at have været en sidste gang igennem hele plotterprintet (den sidste udgave af manuskriptet), gik vi ind til den store trykmaskine og aktiverede knappen. Store ark kom snart efter til syne med alle de mange farvestrålende opslag fra bogen, og jeg må indrømme, at det ikke var uden en vis rørthed at se bogen manifestere sig på papir. Som jeg har nævnt før er det en hel lille fødsel, sådan en trykstart. Det tager omkring 9 måneder at skrive bogen fra hele forarbejdet er på plads og produktionsplanen er lagt, og når de store trykmaskiner snurrer, kan jeg ikke lade være med at føle, at det er lige nøjagtig dér, at projektet for alvor bringes til verden.

Bogen udkommer 5. november, og jeg glæder mig rigtig meget til at høre jeres feedback. Det er jo en lidt nu genre, jeg prøver kræfter med denne gang indenfor genren selvudvikling, gastronomi, sundhed og livsstil. Bogen er en slags "førstehjælpsbog" - eller inspirationsguide - til moderne kvinder med appetit på livet og interesse i at skabe sig en tilværelse i mere balance, trivsel og mening. Jeg har forsøgt at komme hele vejen rundt om et moderne kvindeliv og retter fokus ind mod områder som forældreskab, selvledelse, mad og sund livsstil, parforhold, tidsstyring, motion, nærvære, indretning og meget mere.

I dag er det Den store bagedag, så har du lyst til at blogge med mig på Bagedagens facebookside kl. 13-15, vil jeg glæde mig til at møde dig derinde :)