#ff28a2

Rejseberetning fra Venedig

Kære læsere

En lille kort stemningshilsen her fra Venedig, inden dynerne kalder og dagen når sin afslutning.

Mine to yngste sønner, Noah (11 år) og Lucas (15 år) ankom hertil med "vandbus" i går eftermiddags ved 15.30-tiden fra Marcopolo lufthavnen lidt uden for Venedig. Og hvilken måde at gøre sin entré til en by, der længe har stået for os som en drøm at besøge. En by på vand! Mere magisk og fortryllende bliver det næppe, og vi må sige - nu efter at have tilbragt halvandet døgn her - at vore forventninger ikke er bragt til skamme. Hold da op en by! Patina, histoirer og skønhed indhylder alt i byen og kaster nærmest et fortryllende skær over alt, øjet vendes mod.

Både min yngste, Noah, og jeg er forsynet med gode kameraer om nakken og de bliver flittigt brugt. Og når vi gør holdt på en lille café for at nyde en kop kaffe, lidt læskende og/eller en venetiansk lækkeri af en eller anden slags kigger vi vore billeder igennem og ser, hvad vi hver især har valgt at lade vores opmærksomhed indfange af og vores kamera knipse et skud af, og det er tit lidt forskellige ting, vi "ser", hvilket jo er utroligl skægt og tankevækkende. Noah er ved at blive en rigtig gæv fotograf, og flere af hans billeder er af en kvalitet, der gør, at de kan komme med i vores rejsebog. Så det motiverer den unge herre bravt, og I kan godt glæde jer. Hvad hans øje spotter af små unikke glimt af skønhed, humor, kærlighed og finurligheder er både vidunderligt og med til at skabe glæde hos hans mor og mentor.

Brændstof skal der naturligvis til på sådan en tur, og Lucas er eminent til at lede os vej gennem det labyrintiske net af smalle stræder, broer og trænge gyder. Han har downloadet kort over Venedig hjemmefra og sat det hele op, så det bare spiller. Han er en ørn til at tjekke de forskellige kvarterers bedste, mest vel-anmeldte spisesteder ud og ved en masse om de forskellige bygningsværker, da "Google" er hans mellemnavn og hans hukommelse er noget lig en elefants.

Så det er et par raske rejseledsagere, jeg har med mig på turen, og sammen får vi høstet en masse "guld" om byens dejligste steder at besøge, spise, slappe af, nyde kulturelle glæder, bo, shoppe, købe frugt og grønt osv.

Klokken nærmer sig 01.00, så jeg vil runde dagen og min lille rejseberetning af for nu. Jeg vender tilbage med mere - formentlig i morgen ellers i overmorgen.
Sov godt, hvis du endnu ikke har ramt din hovedpude.

Kh.
Sif