På fotoworkshop i Portugal med bl.a. verdens bedste madfotograf | Sif Orellana
#fa0505

På fotoworkshop i Portugal med bl.a. verdens bedste madfotograf

Dagene i denne tid er travle og fyldt med fordybet arbejde foran computeren med at bringe min nye bog til verden og bag kameraet i færd med at forevige de billeder af lækker mad og kreative aktiviteter, der skal krydre bogens univers. Nu og da lister mine tanker dog helt ubemærket tilbage til solskinsrige dage i Portugal i sidste uge, hvor jeg havde fornøjelsen at deltage i amerikanske Beth Kirbys og portugisiske Sanda Pagaimos meget veltilrettelagte og sanseberusende foodstyling og fotoworkshop.

Beth er lige blevet kåret til Verdens bedste foodblogger indenfor kategorien madfotografering af det anerkendte, internationale madmagasin, Saveur Magazine, og efter at have tilbragt fire dejlige dage i selskab med hende og hendes kamera, må jeg sige, at den kåring er meget velfortjent. Milde kineser, den kvinde er et naturtalent! Intet mindre. Hun har fotograferet i 2 år - ja, 2 ÅR!!! Det er alt, og hun har haft sin blog i samme tidsrum. Men med til historien hører, at hun i disse to år har fotograferet fra hun slog øjnene op til hun trimlede omkuld sent på natten. Hun har lært sig alt om dét, der på disse internationale workshops går under betegnelsen "Post processing", altså billedbehandling - både i Lightroom og Photoshop, og hun er en ørn til det. Hun er et af de mennesker, der har en viljestyrke på størrelse med en elefant, og kobles denne til en dybfølt passion for lære en færdighed, ja så sker der nærmest mirakler på meget kort tid. Hun har de seneste par år sovet 4-5 timer i døgnet fuldkommen opslugt af at lære, dygtiggøre sig og vinde en position som én af de bedste indenfor sit fag, og man må måbende konstatere, at missionen er lykkes. Den kvinde, hun er virkelig "one of a kind", og jeg må til min glæde konstatere, at fire intensive dage med hende som mentor har gjort underværker for mine egne fotofærdigheder og mit arbejde med foodstyling. Der er til dato ingen worskhopleder, der har lært mig så meget på så kort tid og bragt mig så meget tættere på mit eget udtryk og min egen stil. Hun har dog ikke været alene om opgaven og de gunstige resultater. Ved hendes side i denne workshop, havde hun nemlig en anden beundringsværdig dygtig og ualmindelig sympatisk fotograf, portugisiske (ja, oprindelig bosniske) Sanda Pagaimo. Også hun har en sjælden evne til at indfange stemninger, få øje på det smukke lysindfald, kokkerere og style mad og omgivelser, så det bare ser tæskelækkert, naturligt og atmosfærefyldt ud. 

Hvis du har tid og lyst, kan du tjekke deres egne blogs ud her: localmilk og littleupsidedowncake - de er begge virkelig et besøg værd. De er et par sjældent talentfulde og inspirerende damer, disse to :-) På fotoet nedenfor kan du se Sanda til venstre og Beth til højre centralt i billedet.

Under workshoppen, der varede fra onsdag eftermiddag til søndag morgen, blev vi otte deltagere fra hhv. Holland, USA, Portugal, Frankrig, England og Danmark, indlogeret på Uva do Monte, Blueberry Farm, som var en nyistandsat gård beliggende halvanden times kørsel fra Lissabon i bil. Et billedskønt sted med rosa mure i changerende nuancer, masser af gamle malerier og billeder på væggene i værelserne, det smukkeste lysindfald, vidunderlige naturomgivelser og denne her særlige besnærende duft af sommer, sol og varme, der ofte rammer næseborene, når man opholder sig i syden nær strand og hav. Cikaderne sang døgnet rundt, men tog til i volumen henpå aftenen, og den sagte brise fra havet gjorde godt, da temperaturen sneg sig op på de små 30 grader. Udenfor blev sengetøjet hængt til tørre, og indenfor i hovedhuset, bygget op fra grunden af store sten, blev de dejligste bagværkstyper og portugisiske specialiteter tilberedt fra morgen til aften af både Beth og Sanda ledsaget af os kursister samt af nogle lokale kokke, der kom og kokkerede til os om aftenen, hvor vi blev trakteret med fiskesuppe, grillede sardiner, søde desserter og et hav af skaldyrs-tapas.

Én af dagene forberedte vi fra morgenstunden en picnic og photo shoot på stranden, og den efterfølgende aften havde vi farewell party med bål og diverse lækkerier i aftenskumringen ligeledes på stranden.

Tak til især jer to, Beth og Sanda, for en fantastisk workshop fuld af ny viden, nye tips og tricks og en hel masse vidunderlige oplevelser, sanseindtryk og minder. Og tak til alle jer medkursister, som er blevet nye venner, som jeg glæder mig til at følge og besøge rundt om i verden, når der henad vejen bliver tid til lidt rejseri.