#ff31a6

Om minder og livets lange vej

I dag vil jeg dele nogle tanker med jer udløst af et besøg hos min gamle mormor på 90 år. Hun bor på et dejligt plejehjem i Farum med masser af hyggelige aktiviteter for de ældre dagen lang, et køkken med god mad og et sødt og omsorgsfuldt personale. Så dét er hun rigtig glad for. Hun er dog meget skrøbelig, min mormor. Så lille og sammenfalden, træt og utrolig svag. Det ændrer dog ikke på, at hun liver op, når vi kommer, og hvad jeg hver gang lægger mærke til er, hvor meget hun taler om fortiden fremfor nutiden og fremtiden. I dét liv mange af os kvinder med hjemmeboende børn lever, er det jo nok mest fremtiden, vi er optaget af. Tempoet er ofte højt, og der er mange projekter og gøremål, der kræver koordinering og planlægning - alt sammen aktiviteter, der retter sig mod fremtiden. Så vi er ofte et skridt foran i vore tanker. Og vore drømme, ja, dem er der også stadig mange af. Vi drømmer måske om en dag at tage vore unger med på en tur tværs over USA, at købe et dejligt sommerhus eller tage med gemalen til Caribien. Vi drømmer måske om at kaste os ud i et liv som selvstændig, at få et endnu mere udfordrende job eller hive et halvt år ud af kalenderen og tage familien med på rejse til det store udland. Vi er garanteret mange, der jævnligt skal holde os selv lidt i nakken for at mærke nuet, sætte tiden i stå og bare være.

Sådan er det ikke for min mormor. "Ja, jeg har jo ikke så meget at fortælle", sagde hun i dag, "for der sker jo ikke rigtig noget her". "Men", tilføjede hun, "det gør nu heller ikke så meget. Jeg elsker bare at sidde her og betragte dagslyset". Hold da helt op! Det får da én til at tænke. Hvornår har vi sidst nydt bare at sidde og betragte dagslyset?

Selv synes jeg faktisk, at jeg med alderen er blevet bedre og bedre til at nyde de små glæder i livet: Solens refleksion i havoverfladen, duften af nyudsprunget bøgeskov, den første kvidren af en solsort om foråret osv. Og hvorfor er jeg så det? Jo, det har jeg tænkt lidt over, og jeg tror, at det i vid udstrækning skyldes mit virke som forfatter. I mine bøger skildrer jeg jo årstidernes gang, jeg suger til mig af positive oplevelser, leveformer og rejseindtryk, lader mig opsluge af børnenes fantastiske måder at tilgå livet på og er vedvarende på jagt efter alle de små og gode ting i livet, så jeg kan indfange dem med min pen og mit kamera og videregive dem i mine bøger. Jeg er klart blevet meget mere opmærksom på disse såkaldte "små ting" i livet. efter, at jeg er begyndt at skrive mine bøger. Og når jeg bevæger mig omkring med mit kamera om halsen som en visuel formidler og budbringer af alle de dejlige ting, et fritids- og familieliv indeholder, så er det jo også dét, min opmærksomhed retter sig imod. Det er her "loven om tiltrækningens kraft" gør sig gældende for fuld udblæsning. Det man tænker på og drømmer om, er det ens opmærksomhed retter sig imod. Husk blot på, hvor mange barnevogne, man så dengang, drømmen om at få et barn fyldte ens tanker. Siden har man jo ikke set så mange af slagsen, for dér har opmærksomheden søgt andre veje hen. "Loven om tiltrækningens kraft" i funktion!

MEN, det var fortiden, vi kom fra, og min mormors glæde ved at fordybe sig i den. Og ja, det er faktisk dér, hun opholder sig allermest, fornemmer jeg. Både i hendes dagdrømme og hendes rigtige "søvndrømme" - for hun sover meget - og hun taler utrolig meget om den, når vi besøger hende. I dag snakkede vi om de hyggelige weekendbesøg, jeg havde hos hende som barn, om de pandekager, hun forkælede mig med om aftenen, om de små overraskelser, hun altid lagde i øverste kommodeskuffe til min søster, mine kusiner og mig, om den bil, hun kørte rundt i dengang og hendes dejlige hus med karnappen og det store, givtige nøddetræ, hun havde i haven, som vi elskede at plukke nødder fra om efteråret. Og hun smilede og livede gevaldigt op af vores snak; oplevede tydeligvis en ordentlig rutschetid tilbage i tid, som hun hentede enorm glæde ved.

Livet er en lang rejse, og vi har selv stor indflydelse på, hvad vi vil fylde vores lange vej fra barn til gammel med af oplevelser. Og selvom livet er langt, kan perioder af det opleves som varede de blot et splitsekund. Det sker typisk når vi bevæger os lidt for meget afsted på "cruise control" og bare lader den ene dag tage den anden uden tanke for, om vi fylder det med dét, der virkelig har betydning. Der er jo så mange vidunderlige muligheder for at prøve os selv, vore idéer og projekter af derude, at overskride grænser, lære og suge til os af indtryk. Og nogen gange glemmer vi, at livet ikke varer evigt, og at vi ikke kan blive ved med at udsætte drømmene og ønskerne. Vi må ud af røret, må vi! Se at komme igang med at bringe drømmene på vinger.

Det er lidt af en rejse, vi er på som mennesker, og mon ikke, vi er mange, der ønsker at kunne sidde som 90-årige og fordybe os i rigtig mange dejlige minder om et handlekraftigt, engangeret og oplevelsesrigt liv, hvor vi virkelig fik brugt os selv på den allerbedste måde og udlevet det potentiale, vi alle sammen har? Og det er altså nu og her i denne fase i livet, at vi skal føre tanke til handling, for senerehen at have oplevelserne at se tilbage på :-)

Det var lige lidt filosofiske tanker fra mig. Håber I får en fantastisk onsdag aften! Og nå ja, skal lige huske at sige, at billedstrimlen viser et billede af min mormor, hendes gamle højtelskede villalejlighed, og en smuk sti i Provence, som tjener som illustration til, hvor lang en vej, vi mennesker går ad på rejsen gennem livet.