#ff28a2

Om ledestjerner, nye begyndelser og vandrende hjerter

Kære læser.

I dag skriver vi 1. januar 2016, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke dig for året, der er gået og ønske dig et rigtig godt og lykkebringende Nytår.

Nye begyndelser
Årsskifter har det med at vække til eftertanke. Det gør de i hvert fald hos mig, og med stor sandsynlighed også hos dig. Selv holder jeg meget af nye begyndelser og nyder, som forberedelse til et nyt år, at stille skarpt på, hvad jeg ønsker, det skal byde på, professionelt såvel som privat. Der er så mange ting i dette liv, der kæmper om vores opmærksomhed, og indtager vi ikke pladsen i kontrolrummet og træffer bevidste beslutninger om, hvad der er vigtigt for os at fylde livet med, ja, så kastes vi jo let rundt på må og få, som blade i vinden. 

"My Heart Wanders"
Her på årets første dag sad jeg en stille stund i mine egne tanker og lod blikket glide henover bøgerne i min bogreol. Lidt uden at vide hvorfor, stoppede det pludselig ved en bog med titlen “My Heart Wanders”; en inspirerende bog, jeg har fået af en god veninde for nogle år siden, og hvis indhold gjorde et stort indtryk på mig.

Bogen handler om, hvordan vi mennesker nogen gange befinder os et sted i livet, hvor alt egentlig ser ud til at hvile i god ro og orden. Men af en eller anden grund, er vi ikke rigtig glade. Det er som om, der er noget, der mangler; noget, vi ikke helt kan definere, hvad er, men noget, der måske ville føje en grad af mening og formål til vort liv, vi længes efter at opleve. Hvis vi sammenligner vort liv med et tandhjul, så kan det føles, som om der er en tand i dette, der pludselig er faldet ud af  hak; som om vore ledestjerner, drømme og mål ikke længere stemmer overens med det liv, vi lever. 

At følge hjertets kalden
At erkende, at man er i sådan en situation er alt andet end let. Det kan stå på i et vist tidsrum, men handler man ikke på det, vil man ofte komme på længere og længere afstand af sig selv, og det slider. I føromtalte bog formulerer forfatteren det således:

"My heart wandered. It simply packed its suitcase and wandered away. I wrote it a letter in heart language but it never responded. So what does one do when one's heart wanders? Follow. For being without a heart is to be no longer alive."

                                                                                                                - Pia Jane Bijkerk

Hvo intet vover...
Selv oplevede jeg noget i den retning for år tilbage, hvor jeg valgte at handle på det og sprang fra mit faste lønmodtagerjob ud i et liv som selvstændig med egen forlagsvirksomhed. Og siden da har jeg oplevet det igen. Denne gang opstod en længsel efter at se, hvad der gemte sig udenfor min komfortzone, derude, hvor alt ikke var velkendt, dér, hvor eventyret ventede og hvor jeg ville få brug for at folde andre sider af mig selv og min personlighed ud for at navigere igennem terænnet. Så de seneste år har jeg rejst mere end jeg nogensinde har gjort. Det har krævet mod, tillid og overskridelse af egne grænser, men samtidig har udløst så mange glæder, livsbekræftende møder og øjenåbnende indsigter og oplevelser.

Målet kan nås af flere veje
Jeg tør lige love for, at mit hjerte har vist mig tillid, har kendt til god timing og haft en stærk fornemmelse af, at det ville få mig til at vokse og gro som menneske at hviske mit navn fra nye verdenshjørner. Og jeg er stolt over, at jeg havde modet til at følge efter. Ikke helt ofte ser man jo, at fuglen i fugleburet ikke vil flyve ud, når buret åbnes, og også jeg har da nu og da tøvet en smule. Sommetider er den frihed, de muligheder og det ansvar, der hører med at bevæge sig ud af komfortzonen, angstprovokerende, men kalder hjertet højt og insisterende nok, er det efter min mening vigtigt at overveje at følge det. "At vove er at miste fodfæstet for en stund, ikke at vove er at miste livet," som den vise Hr. Søren Kierkegaard så ganske rigtigt formulerede det. Og heri er jeg ganske enig.

Måtte du selv have lyst til at fordybe dig i den bog, der gav anledning til dette indlæg, så hedder den "My Heart Wanders" og er skrevet af Pia Jane Bijkerk. Du kan læse mere om bogen her. Rigtig godt Nytår!