#ff28a2

Nyt skrive-atelier i haven + opskrift på hveder

Så ramte vi St. Bededagsferien. Hvor har jeg glædet mig til den. Jeg er i færd med at bage hveder lige nu, og tænkte, at I også lige skulle have opskriften. Du kan se den nedenfor. Jeg vil også vise dig et andet projekt, der har fyldt en del de seneste par måneder. Min bedre halvdel og jeg er nemlig i fuld gang med at isolore, lægge gulv i, male og sætte vort kommende atelier i haven i stand. Du kan se et glimt af den nedenfor. Hyggeligt, ikk. Jeg glæder mig i hvert fald enormt til at flytte mit skrivebord derud. Det er ikke så stort - knap 25 m2 i alt, men det rummer fint plads til vore to skriveborde, reoler med lidt bøger, en opslagstavle, printere, mapper og (for mit vedkommende) kreative artikler. Og så er der vinduer i begge længer af atelieret, så jeg vil kunne sidde og kigge ud i haven fra min plads bag skrivebordet og glæde mig over sollyset, som vil trænge ind og oplyse rummet. Jeg kan vise lidt flere billeder, når det er helt færdigt. Vi skal ud at male igen i morgen, så sidste hånd er ikke helt lagt på det endnu.

Og her kommer opskriften på hveder så. Det er faktisk samtidig en opskrift på nogle helt fantastiske krydderboller, så und dig selv den glæde at bage dem på andre tidspunkter også, end kun i dag. Rigtig god St. bededag.

125 g smør
6 dl mælk
3 spsk sukker
1 stor spsk kardemomme
2 tsk salt
50 g gær
100 g kartoffelmel
ca. 1 kg hvedemel
2 æggehvider
2 æggeblommer med lidt vand til at pensle med

Smelt smørret og tilsæt mælk, sukker, kardemomme og salt. Rør gæren ud i blandingen, og tilsæt kartoffelmel, halvdelen af hvedemelet og æggehviderne. Rør godt sammen. Tilsæt resten af melet, og ælt dejen godt. Stil den til hævning et lunt sted i ca. 45 minutter med et fugtigt klæde
over. Tænd ovnen på 200 grader. Form ca. 12-16 boller og anbring dem side om side i et ildfast fad eller en lille bradepande beklædt med bagepapir. De skal stå tæt, så de vokser sammen under bagningen. Stil fadet/bradepanden ovenpå en stor gryde, der er bragt i kog, og damp hvederne, mens vandet simrer, og dampen smyger sig op om fadet i 15 minutter. Pensl derefter bollerne med de sammenrørte æggeblommer og vand, og sæt dem i ovnen på nederste rille i ca. 20 minutter. Halver hvederne, læg dem på bagepladen og rist dem sprøde og gyldne i ovnen inden servering. Server hvederne lune med iskold smør og te.