#ff28a2

Nogen gange må man nive sig selv i armen...

Kære læsere.

Håber I over hele landet er vågnet op, som jeg, til et sandt eventyrlandskab, hvor alt udenfor er dækket af et tykt lag pudder. For et kort sekund føler jeg mig som barn igen, når øjnene bliver gnedet fri af søvnens favntag og det helt særlige magiske lys fra det snedækkede landskab på den anden side af ruden åbenbarer sig gennem sprækken i gardinet. Sneen er måske nok lidt udfordrende for mange af os at komme frem i, men hold da op, hvor jeg bare elsker snehvide morgener som disse - ikke mindst, når den første sne falder på en søndag, hvor vi har fri til at nyde den.

I dag vil jeg også dele en stor begivenhed med jer, der for nylig er indtruffet i mit professionelle liv. Et af mine absolut største forbilleder indenfor mit felt, Paul Lowe fra det i mine øjne sjældent flotte og inspirerende amerikanske mad- og livsstilsmagasin "Sweet Paul Magazine" skrev for få uger siden til mig, at han syntes, tiden var kommet til at præsentere en artikel om mig og mit kulinariske univers i hans forårsnummer af magasinet. "Love a story about you, your family, life and amazing food. What do you say?" skrev han. Jeg lover jer, at min underkæbe sank flere centimeter, og jeg måtte både nive mig selv i armen og lige sidde et par minutter for mig selv på stolen for at forstå, at dette øjeblik rent faktisk fandt sted i virkeligheden, før jeg svarede ham. Og så røg svaret også prompte afsted: "Det vil være mig en enorm ære, Paul. Tusinde tak for tilliden og tilbuddet"✨

Jeg mødte Paul for halvandet år siden til en topinspirerende og meget dygtigt afviklet kreativ workshop i et kæmpe penthouse-studio i New York arrangeret af ham, hans team og den fantastisk dygtige Ali Winski DeJohn fra "The Makerie", og siden da har vi holdt kontakten via de sociale medier. Jeg har investeret dage og timer i at udvælge, udvikle og tage de billeder og opskrifter, der præsenteres i magasinet til foråret, og den seneste nyhed er, at selveste Nigella Lawson også har takket ja til at medvirke i selvsamme nummer. Så kære læsere, dette er stort, og jeg kan slet ikke vente med at dele mine oplevelser med jer, når vi rykker lidt nærmere og magasinet vil blive bragt igennem skabelsesprocessen. Det kan både købes i trykt form (i USA eller via abonnement), men også downloades fra magasinets hjemmeside for en meget overkommelig pris. Så måtte I have lyst til det, skal jeg nok indsætte et link, når den tid kommer.

Billedet ovenfor af mine hjemmebagte kanelsnurrer, er skudt til artiklen og opskriften vil være at finde i artiklen i Sweet Paul Magazine. Den kommer også på min nye hjemmeside myhappydanishkitchen.com, som jeg lancerer i løbet af de kommende to måneder. Billedet af det snedækkede træ er skudt i morges i min have.

Rigtig dejlig søndag til jer alle, og tak for at I læste med♡
Xx
Sif