Never run faster than your guardian angel can fly | Sif Orellana
#fa0505

Never run faster than your guardian angel can fly

De seneste dage har jeg haft glæden af at besøge en dansk ø, jeg åbenbart skulle runde 43 somre inden, jeg gæstede første gang: Bornholm. Jeg har været i godt selskab på turen - min mor og min søster - og faktisk kan jeg ikke genkalde mig, hvornår vi sidst har haft lejlighed til at snige sådan en lille mor-døtre-tur ind i kalenderen. Det er jo altid skønt at samle hele familien til komsammener, og min søstres og mine børn elsker at se hinanden og have lidt fætter-kusine-tid. Dog er der unægtelig et helt andet nærvær til stede, når man kun er en lille flok afsted, og en anden uforstyrret ro til at læne sig godt tilbage i stolen over en bid mad og lytte til hinanden fortælle om det, der fylder i sind, sjæl og hjerte lige pt.

Som jeg har ladet ane her på bloggen i nogle af mine indlæg fra årsskiftet, så var 2013 et lidt udfordrende år for min familie og mig. "Udfordrende" er måske ovenikøbet et ord, der knap rækker i denne sammenhæng, for det har været temmelig svær sygdom og et dødsfald i den nærmeste familie, der har præget den sidste halvdel af 2013 og de første måneder af 2014. Det har krævet et stærkt sammenhold at komme igennem denne tid, og selvom vi undervejs har ønsket, at alle livstruende symptomer måtte forsvinde, ja så har oplevelsen af nærhed, gensidig støtte og omsorg været én af de gaver, der blev udløst af de ellers så uønskede hændelser.

Vores lille mor-døtre-tur til Bornholm var således på mange måder en fejring af, at vi er gået alt dette igennem sammen og på en vis måde er lykkes i at kommet igennem et svært terræn - omend vi er én mindre på holdet end før og nogle stykker, der lige skal have genvundet kræfterne og ressoucerne påny.

Et par dage før jeg tog til Bornholm, havde jeg besøg af en fotograf, der skulle tage billeder til et større interview, der inden længe kommer i Børsen om mit liv som forlægger og forfatter, mine bestræbelser på at slå igennem internationalt og den vej, jeg er gået for at komme hertil. Fotografen havde fået besked på at tage nogle billeder, der afspejlede temaerne i den snak, journalisten og jeg havde haft et par dage forinden, en snak, der bl.a. fokuserede på de bump på vejen, jeg har mødt på min rejse gennem livet. "Billederne må ikke være for pæne", havde journalisten sagt til fotografen, og begrundede det med, at jeg bl.a. i interviewet afslører (hvad man i øvrigt også kan læse om i mine bøger), at der også i mit liv har været et par bjergtinder at bestige, et par floder at krydse og et par drager at bekæmpe.

"Det er jo sjovt, for når man ser dine bøger og din blog, så tænker man jo, at du må leve sådan et glansbilledeliv," sagde fotografen. "Gør du egentlig det?", spurgte han nysgerrigt.

Og nej, det gør jeg ikke. Gudskelov, havde jeg nær sagt. Jeg lever et dejligt liv, men ikke et glansbilledliv, og hvem gør i det hele taget det, når det kommer til stykket? Mon ikke vi alle sammen har hver vore slag at udkæmpe i løbet af vores gang her på denne jord? Det tror jeg. I mit perspektiv er det såmænd heller ikke spor efterstræbelsesværdigt at leve et såkaldt "glansbilledliv". Glansbilleder er jo uægte og overromantiserede gengivelser af et liv, og hvem måtte ønske sig at være hovedrolleindhaver i sådan et univers? Ikke jeg i hvert fald.

Det liv, jeg ønsker og tilstræber at leve, er et ærligt og godt liv, hvor mine kære og jeg er sunde og raske, hvor der er penge nok på kontoen til at betale regningerne, hvor vi har et dejligt hjem med de ting, der skal til for at få en hverdag til at fungere, hvor jeg har et arbejde, jeg er passioneret til og via hvilket, jeg har mulighed for at gøre en forskel for andre mennesker og mig selv, hvor jeg løbende har mulighed for at uddanne mig og lære nyt, og ikke mindst spiller det en afgørende rolle for mig, at jeg har en god og kærlig familie og vennekreds, jeg kan dele grin, tårer, udfordringer og oplevelser med. Og sådan et liv har jeg, og det fylder mig med glæde. Det kommer ikke ud af ingenting. Der skal investeres i at skabe sig sådan et liv, og de investeringer er jeg meget bevidst om. Og det er blandt andet det mine bøger handler om - selv at tage ansvar og sætte små aktiviteter og projekter i værk, der skaber nogle dejlige rammer, oplevelser og stunder i familien.

Med til et helt liv hører, efter min mening, såvel sorger og glæder, nederlag og successer. Til sammen sikrer de, at vi bliver ved med at bevare en ydmyghed og taknemmelighed for og bevidsthed om alt det dyrebare, vi allerede har i vort liv og alt det vi ønsker og gerne vil investere vores energi og ressourcer i at opnå.

Mange mennesker skyr kriser, bekymringer og sorger. Det gør jeg ikke. Jeg synes naturligvis ikke om dem, når de finder sted, men de er en del af livet, og i min verden er det faktisk ikke så meget de svære hændelser og tilskikkelser, der støder til i ens liv, der afgør, om man er lykkelig eller ulykkelig. Nogen gange har jeg været allerlykkeligst i perioder, som på mange måder har været svære følelsesmæssigt. Det kan lyde mærkeligt, men det at opleve sig selv handle, tage ansvar, udvise mod, samvittighed og troskab i forhold til sig selv - dét får én til at vokse som menneske, og det udløser gerne en følelse af stolthed, integritet og ja, lykke.

Ja, det blev vist et lidt mere tænksomt indlæg, end det oprindeligt var intentionen, men nogen gange har man bare noget på hjerte, der har brug for at blive udtrykt. Billederne i indlægget er jo, som jeg nævnte fra Bornholm, som jeg fornylig gæstede i selskab af min mor og søster, og måtte du høre den gruppe, jeg for et øjeblik siden selv var en del af, nemlig den, der endnu har til gode at besøge "Klippeøen" eller "Solskinsøen", som den også kaldes, ja, så kan du godt glæde dig - øen har en masse at byde på.

I løbet af de tre dage, vi opholdt os dér (to overnatninger med en dag på hver side), var vi godt omkring på øen, og besøgte stort set alle de små og større byer, der er på den.

Vi så den smukkeste lilla kløvermark, der på det nærmeste lignede en brusende fransk lavendelmark. Vi nød en dejlig frokost bestående af pandestegte rødspættefiletter og nystegte fiskefrikadeller på friskbagt rugbrød (ja, det vælter med små hyggelige spisesteder på øen). Vi gæstede en meget charmerende antikbutik fyldt med gamle sager rige på patina, og nød en god kop kaffe og et stykke citronkage på Melsted Badehotel, et sted, jeg ville nyde at tilbringe et par sommerdage engang. Maj måned er et meget anbefalelsesværdigt tidspunkt på året at gæste Bornholm, for dér har turismen endnu ikke rendt øen over ende, men alt er sprunget ud, caféer og restauranter er klar til højsæsonen, dagene er lange og lyse og temperaturerne kan - hvis man er rigtig heldig - snige sig op dér, hvor overjakken kan blive hængende på knagen på hotelværelset og sandalerne kan findes frem.

En rigtig dejlig tur, som jeg vil tænke tilbage på med glæde.