#ff28a2

Når modet slår til - eller vakler

"Hvo intet vover, intet vinder", siger man. Og hvor har jeg ofte gjort mig den tanke selv, når jeg stod overfor en spændende udfordring, som pirrede min nysgerrighed og lyst til at hæve overlæggeren lidt, men som samtidig vakte en lille frygt: Kan jeg nu leve op til det? Kan jeg indfri mine egne og min omverdens forventninger her?

Det er min erfaring, at livet let kan opleves lidt farveløst og energiforladt, hvis man aldrig vover pelsen og rykker ud af komfortzonen for en stund. Lidt adrenalin i kroppen i ny og næ rusker efter min mening godt liv i ens engagement, præstationsglæde og følelse af at gøre noget aktivt for at udvikle sig, rykke lidt på sine grænser, udfordre sig selv. Og det betragter jeg nærmest som en forpligtelse som menneske. I hvert fald er det noget, jeg for længe siden har forpligtet mig til. Fra tid til anden skal jeg mønstre mod til at kaste mig ud i projekter, jeg oplever fordrer lidt ekstra af mig at realisere, for erfaring viser jo, at jeg - ligesom lang de fleste andre, der tager springet - slipper levende fra det og måske ovenikøbet har glæden af at "vokse lidt", når missionen er fuldført.

I går havde jeg fornøjelsen af at se den nye Dirch Passer film med en blændende Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen som hele Danmarks legendariske revykonge. En fremragende film. Intet mindre. En film jeg nok ikke umiddelbart ville have set, hvis det ikke var for lovprisningerne fra såvel anmeldelser som nære familiemedlemmer. Filmen skildrer en mand med et sjældent stort talent. En mand som gennem sit liv bades i beundring, en mand, publikum elsker og ikke kan få nok af. En mand, der gennem hele sit liv stræber efter at leve op til sin omverdens forventninger, ambitioner og ønsker om at opleve den forløsning, latteren vækker. Hvad der slår mig er dog Dirch Passers hjerteskærende frygt for ikke at kunne indfri sit publikums forventninger, frygt for at blive en fiasko, frygt for at blive stemplet som talentløs. Alligevel bestiger han gennem hele sit liv scenen i et omfang, de færreste ville have formået. Han overskrider sig selv og sin egen frygt, men svigtende selvtillid og selvværd var en følgesvend for ham hele livet igennem. Om det er beundringsværdigt at fastholde en karriere indenfor en branche, der næsten til sidst tager livet af én, fordi den volder så mange psykiske kvaler kan diskuteres. Jeg må dog indrømme, at jeg undervejs i filmen sad med et naivt håb ( jeg er jo bekendt med komikerens liv og skæbne, og ved, at han døde på scenen), at han omsider ville lytte til sig selv og opfylde sine egne behov for at være mere med sin familie og måske endda justere lidt på sin karrierevej. Men hvor er det svært, når omverdenen udråber én til en komisk begavelse af karat, som næsten bærer på en forpligtelse til at folde sit talent ud til glæde og gavn for sine medmennesker.

Filmen fik mig til at reflektere over, hvor lidt man tit kender til sine medmenneskers personlige udfordringer i forhold til et meget offentligt og udadvendt virke. Skuespillere, der må krydse floder og oceaner for at lære at tackle sceneskræk, koncernchefer, der sover dårligt om natten inden store taler til medarbejderstaben eller pressen, politikere, der frygter at bestige talerstolene eller lignende. Tit virker de jo som skabt til opgaven, når de "er på", og man tænker, at "nogen kan det altså bare og andre ikke, og nogen gør det bare helt naturligt og med ro i sindet, men andre oplever modet vakle". Tja, langt de fleste har måttet arbejde med præstationsangsten, overvinde sig selv og frygten for at fejle, før de opnåede den sikkerhed og overbevisningskraft, de sidenhen udviser. Hvad der er vigtigt, oplever jeg, er at tage et skridt ad gangen, og således hele tiden flytte sig. Enhver lang distance starter med det første skridt, og det er således, man oplever succes, udvikling og dygtiggørelse på den faglige arena.

I morgen skal jeg skyde det første program i udsendelsesrækken Folk i farver. Det er én af mine udfordringer i 2012. Jeg glæder mig til den, og sommerfuglene basker lige så meget med vingerne, som jeg ønsker og forventer. I hører fra mig, når dagen er gået på hæld og programmet skudt.

Rigtig dejlig aften.

I øvrigt giver jeg Dirch filmen 6 stjerner - se den, hvis du ikke allerede har gjort det :)