#ff28a2

Når livet vil fortælle én noget

Billedet er fra det smukke kloster i Cura, jeg tilbragte en uge på under et yoga- og mindfulness-retreat på Mallorca i oktober 2011. Det er udsigten fra mit lille værelsesvindue ud mod klostergården og brønden.

Kære læser

I dag vil jeg fortælle dig en lille historie. Her til morgen gik jeg nemlig og vandede vores tørkeramte roser ude i haven, mens jeg smilede lidt over meteorologernes regnfulde forudsigelser. Solen har nemlig stadig overtaget, hvad der kun kan gøre én glad at ane gennem sprækken i gardinet, når man slår øjnene op om morgenen. Under vandingen udspillede der sig en række hændelser, som jeg bagefter gik og grinede lidt af, for nogen gange er det ligesom, at livet vil fortælle én noget, og sådanne fortællinger kan en gang imellem komme i en lidt sjov form. Nu skal du høre.

Langs med huset har vi et frodigt rosenbed, hvis orange-rosa blomster er en fryd at se på her om sommeren. Tørken har dog fået buskene til at gispe, og kronbladene er faldet af mange af de ellers spændstige blomsterhoveder. Så nu skulle der ydes førstehjælp! Bedet er mange meter langt, så der skal en lang vandslange til. Det har vi dog også, så opgaven var ganske lige til.

Da jeg var ved at være halvt igennem bedet, stoppede vandet med at flyde ud af slangens åbning. Jeg kiggede ned i hullet. Det så ikke ud til at fejle noget., så hvad søren var der galt? Jeg kastede et blik tilbage og så et knæk på slangen. Ah, selvfølgelig. En smule doven gav jeg mig til at ryste slangen i håbet om, at knækket løste sig op ad sig selv. Jeg gentog bevægelsen nogle gange. Hmm, et genstridigt knæk! Der var vist ikke andet for end at tage skridtene tilbage ad stien og få den løst op. Som sagt så gjort. Jeg Lagde slangemundingen i bedet og gik tilbage og glattede slangen ud dér, hvor knækket var. Da jeg kom tilbage igen, løb vandet igen, men kun ganske sagte. Hvad i alverden kunne det nu skyldtes? Belært af erfaring kiggede jeg mig igen tilbage og fik øje på det sted, slangen tidligere havde slået et knæk. Knækket var der ikke længere, men endnu længere nede mod vandhanen, så jeg nu et nyt knæk. Jeg lagde påny slangen i bedet og gik tilbage og løste op for knækket. Og derefter strømmede vandet lifligt ud ad slangen.

Endnu et skud fra mit ophold i Cura. Det var her, vi spiste vores morgenmad, efter vi havde indledt morgenen med en times yoga. Stemningen på billedet passer godt til den i indlægget, oplever jeg. Skønt med tid og ro til eftertanke.

Ja, du har måske opdaget min ikke særligt avancerede allegori i dagen historie. Jeg kom i hvert fald selv til at trække på smilebåndet, da jeg kom ind i køkkenet bagefter og tænkte på, hvad der havde udspillet sig. Hvor ofte forventer vi ikke bare, at "vandet" i vort liv strømmer ubesværet på samme måde, som det gjorde dagen forinden, og dagen før den? Når det pludselig ophører med at fosse, har mange af os nok en tendens til at lede efter årsagen på det sted, vi opholder os, når det sker. Og hvor ofte opdager vi ikke, at grunden til, at "vandet" ikke løber, kan skyldes "et knæk" på slangen tilbage i tid - et eller andet, vi har været ude for, der er skyld i, at vi oplever en indre modstand på noget, ikke kan mønstre nok tillid til at sætte et projekt i værk, at vi ikke blomsterer eller kan forløse vort potentiale. Og nogen gange vil skæbnen det ovenikøbet sådan, at når vi har fået løst op for et knæk, så tricker det et nyt tilbage i tid, som, som ligeledes skal have besøg fra fremtiden og løses op, så vandet påny kan strømme.

Nogen gange er "knækkene" måske ikke af en type, der driller os. Måske definerer de os bare. Måske er der hændelser i nutiden, der påminder os, hvem vi er og hvordan disse "knæk" i vores fortid (læs: skelsættende oplevelser, erfaringer eller tildragelser) har defineret og formet os som, som de mennesker vi er. Måske er vi bevidste om vores "knæk", byder dem velkommen og oplever stolthed ved dem, fordi de er én del af vores historie og de påminder os om noget, vi håndterede godt, vigtige erkendelser, vi gjorde os, beslutninger vi evnede at træffe eller lignende. Vi har alle forskellige "knæk" og det er ofte gennem de oplevelser, vi har tilegenet os, at vi skaber den linse, vi ser verden igennem. Og dermed kan de ikke undgå at præge vore beslutninger og adfærd. Spørgsmålet er blot, om vi oplever, at disse "knæk" på den lange slange, vi kalder livet, er nogen, vi værdsætter og er taknemmelige for, eller om de driller os og hindrer os i at gøre eller opnå noget, vi ønsker os - det være sig ro i sjælen, selvdisciplin, selvkærlighed, handlekraft, risikovilighed eller noget helt sjete. Det er op til os alle at tage stilling til :)

Ja, tilværelsen består en smuk rød tråd, hvorpå hænger tre værdifulde perler, der sikrer sammenhæng: Fortid, nutid, fremtid. Vi må stå på skuldrene af vores fortid for at forstå nutiden, der skal hjælpe os med at skabe fremtiden. En spændende rejse mellem tre destinationer. Og hvor havde den gode Kierkegaard dog ret, da han formulerede ét af sine mange livsmottoer, han sidenhen er blevet så berømmet for: "Livet Forstås Baglæns - men må leves forlæns."

Endnu en lidt tænksom mail - dejligt med disse sommerferiedage, hvor der sniger sig lidt tid og ro til et mentalt frikvarter ind :) RIGTIG skøn dag til dig.