#ff28a2

Motion og nærvær

I denne tid er jeg i færd med et eksperiment - et eksperiment, der går ud på at tillægge mig en ny vane. Eller faktisk er det hele to nye vaner. Jeg har nemlig sat mig for at gøre en indsats for at finde plads til aktiviteter i min hverdag, der både sikrer, at jeg får pulsen ned - og op. Med de travle liv, vi lever nu om dage, oplever jeg, at det er nødvendigt at gøre noget aktivt og bevidst for at finde lommer til nærvær og motion i sit program. Og jeg tror, at det er nødvendigt at gøre en indsats for at indarbejde det i programmet gennem så langt et stykke tid, at det til sidst opleves naturligt at prioritere disse aktiviteter på linie med at spise, drikke og sove.

Jeg ved, at det kræver en god portion viljestyrke at bringe sådanne ønsker ud i virkeligheden og ovenikøbet gøre dem til vaner. Nøjes jeg med at tænke, at det er dejligt at være nået til klarhed over, at jeg gerne vil prioritere sådanne aktiviteter i mit liv - ja, så kender jeg på forhånd resultatet, for jeg har prøvet det så mange gange før: Hverdagen og alle dens opgaver, pligter, aftaler og gøremål overhaler mig, hvorved jeg udsætter mine gode intentioner om nærværsskabende stunder og motion.

Så hvordan tilegner jeg mig så en vane og hvor lang tid skal jeg regne med at bruge på at integrere en sådan i min hverdag?

Jeg har læst mig til, at nogle vaner tager op imod 254 dage at udvikle. Det gælder blandt andet at opdyrke en vane med at motionere. Til gengæld er der andre vaner, der tager meget kortere tid. Hvis du har indset, at du indtager alt for lidt væske, vil det kun tage dig omkring 18 dage at lære at drikke en flaske vand dagligt. Allervigtigst for at få succes med at tillægge eller omlægge en vane er, at du er motiveret, siger eksperterne. Og det er jeg i forhold til mit ønske om mere tid til indadskuende og nærværsskabende aktiviteter såvel som motion, så nu må vi se, hvordan projektet udvikler sig. Jeg har været igang i knap halvanden måned, og indtil videre går det faktisk nemmere end ventet. Men jeg var også moden til at træffe beslutningen, og er man tilstrækkelig afklaret om vigtigheden af at drive tanke til handling, så vakler man jo ikke så meget i sin udførelse :-)

Hvad er det så, jeg laver, der giver mig motion og en oplevelse af ro og nærvær?

Jo, her til eftermiddag har jeg eksempelvis været i træningscentret og dyrket en time "Puls/styrke", som det hedder. Det er holdundervisning, og er en kombination af konditions- og styrketræning. Drønhårdt, og jeg kan godt afsløre, at jeg er ligeså rød i hovedet som en solmoden tomat, når jeg er færdig, men jeg flyver næsten derfra af bar' glæde, når jeg har klaret skærene, fået et brusebad og opnået en lidt mere normal ansigtskulør. Hvilken følelse. Det er utroligt som det øger ens velvære med det samme.

Mit projekt går ud på at tilstræbe at nå et par lektioner yoga om ugen, et par løbeture (4-5 km.) og en omgang styrketræning. Og indtil videre er det gået ganske godt. Nogen gange bliver det lidt mere yoga og lidt mindre af det andet, og andre gange er løbeturen den, der nemmest kan sniges ind i programmet. Og enkelte uger har jeg haft så travlt med at bringe mine bogprojekter på vinger, at jeg kun når halvdelen af, hvad jeg sætter mig for, men så mærker jeg også iveren efter at give den gas ugen efter. For jeg mærker alleree værdien af at finde tid til begge disse områder. På den relativt korte tid, jeg har været igang, har det skabt et stærkt øget velvære, givet en følelse af balance, af at mærke mig selv midt i travlheden, at trænge om bag alle de hektiske tanker for en stund og opbygge fysisk styrke og udholdendhed. Og hvad kunne være meningsfuldt end at tage godt vare på sig selv? Hvis vi skal have overskud til at være noget for andre, må vi sørge for at passe godt på os selv og lade op med meditation og motion. Og det er i hvert fald sikkert, at disse ting i forening hjælper godt til med det.

Så hermed er stafetten givet videre. Jeg har selv meldt mig ind i Fitness World, for de har lidt af alt det, jeg søger: Yogahold (selv foretrækker jeg flowyoga), løbebånd og cross trainere (selvom jeg nu foretrækker at løbe mine ture i strandkanten eller skoven på denne årstid), styrketræningsmaskiner i massevis osv.

Og nej, det ER ikke nemt at vriste lommer ind i hverdagen til alt det, vi føler hører til et helt liv til - i sær ikke i de år, vores børn bor hjemme og har meget brug for os. Nogen gange kan det dog alligevel godt lade sig gøre, hvis vi eksempelvis går lidt tidligere i seng om aftenen og napper en times yoga eller en løbetur, inden familien står op om morgenen. Det kan også være en idé at fordele madlavningstjansen imellem sig, så man ved, at man kan lægge motion ind de eftermiddage, ens bedre halvdel er i køkkenet. Og så kan man vinde forbløffende meget værdifuld tid ved at være opmærksom på at reducere lidt i overspringshandlingerne, surfingen på nettet, tv-kiggeriet og andet, som vi måske dybest set ikke henter så meget mening og glæde i. Og alt er jo bedre end intet, så hvis bare du kan finde en time ugentligt til noget, der giver dig ro og nærvær, og en time til motion, ja, så er du igang, og kan meget lettere bygge ovenpå, hvis du skulle finde lidt ekstra luft i programmet en uge.

Rigtig dejlig aften til dig og dine.