#ff28a2

At møde sine egne dæmoner

I går klokken helt ualmindelig bælgmørkt-tidligt stod jeg op (læs: kl. 05.25) for at gøre mig klar til vores 5. optagedag i kulturportræt-reportageserie "Folk i farver. Kunsthåndværker Sigrid Hovmand var vores hovedperson, og Sigrid er bosat på Samsø. Så spændt var jeg - både på at møde Sigrid, som havde fået mange strålende ord med på vejen af folk, der kendte hendes kunsthåndværk, og også på at stifte bekendtskab med Samsø, som jeg aldrig tidligere har haft lejlighed til at gæste.

Da færgen rullede ind i havnen, og min kameramand og jeg bevægede os i bil ind på øen, mærkede jeg det straks i maven. Indtrykkene af den vidunderlige rå natur, der mødte os på vejen, indkørslen i Nordby med det yndige lille gadekær, de velholdte bindingsværkshuse og det gamle missionshus, som vores hovedperson boede i, med dets smukke sprossede ruder, fritlagte bjælker i stuerne, ophængte håndtegnede skitser, keramiske frembringelser overalt i værkstedet i alle stadier af tilblivelsen og færdige, smukke skåle og bageforme i køkkenet. Inspirerende!

I løbet af dagen fik vi foldet en ildsjæl ud, der brænder for sit pottemagerfag. Vi fik afdækket, hvordan det er at være kunstner og bo på en ø. "Når man bor på en ø, skal man kunne trives i sit eget selskab", sagde præsten, som vi mødte til en snak om en dåbsstage, Sigrid Hovmand har lavet til de samsøske kirker. "Det er ikke som at bo i en ørken, når man bor på en ø, men man kan ikke flygte fra sine egne dæmoner. Alle kender hinanden her, og man kan ikke bare fortone sig i mængden. Før eller side vil det stille liv på en ø og manglen på den sitren og den til tider hektiske puls, der er i en storby, gøre, at man konfronteres med sig selv og alt, hvad man rummer og bærer på. Så hvis man ikke er beredt på det møde, kan det være svært at falde til på en ø", fortsatte han. Spændende tanker. Måske var det netop roen og den meditative tilstand, jeg næsten kom i, da jeg ankom til øen, der virkede så tiltalende. Som forfatter tilbringer man jo meget tid alene, og den fordybelse, der er mulig at finde dér, er væsentlig for, at jeg selv trives som menneske. Jeg nyder de udadvendte projekter, at samarbejde og være, hvor pulsen slår. Men kun i perioder. For fordybelsen, roen og tiden alene foran tastaturet eller med kameraet om halsen ude i naturen eller andre billedskønne steder er også utrolig værdifuld. Måske kan mange af jer nikke genkendende til behovet om at være lidt til stede i begge verdener. Det er dér, der bliver balance i tilværelsen for mig.

Dagene stryger afsted for tiden og min tid til at ramme bloggen er desværre lidt knap. Det bliver bedre de næste små 14 dage, hvor vi holder et lille break i optagelserne, da min kameramand er bortrejst. Jeg glæder ig til at slå lidt flere streger til min næste bog, som nu har fået sin endelige titel: "GARTNERINDEN & LYKKESMEDEN" med  undertitlen "om at opdyrke livets muligheder og skabe sin egen lykke". Det bliver en spændende færd at drage på og et inspirerende projekt at folde ud i billeder og tekst. Satser på, at bogen er klar til udgivelse til oktober/november.

Vi er på vej ud at male i vores nye hus. Rigtig god søndag til jer.