#ff28a2

Livet er én lang æggestafet

De to sidste dage har budt på mange snakke om, hvordan den store konfirmationsdag gik i fredags. I dagene op til så stor en familiebegivenhed er programmet og sindet godt fyldt med koordinering, spændthed, mange forventninger, praktiske opgaver og ønsker om, at det hele nu klapper: vejret, maden, talerne osv. Så når denne begivenhed - som vel må være selvskrevet på listen over livets største fester - er godt overstået, er man som nærtstående til dagens hovedperson så fyldt med indtryk, oplevelser, tanker og følelser, at den helt store evaluering sætter ind i bevidstheden.

Præsten holdt en rigtig vedkommende og flot tale til konfirmanderne, som udredte, hvordan livet på mange måder kan sammenlignes med en æggestafet. "Okay, det bliver interessant at høre, hvordan hun folder den sammenligning ud", tænkte jeg. Men allegorien blev foldet ud på flotteste vis og handlede kort fortalt om, at vi alle fra barnsben af udstyres med en ske, hvorpå lægges et æg. Som børn går mor og far ved siden af og sikrer at barnet udstikker den sikreste kurs mod målet, så ægget når uskadt frem. Derfor kan vejen godt være fuld af udfordringer, men støtte, vejledning, hjælp og opbakning mangler ikke på rejsen. Fra omkring konfirmationsalderen slipper vi forældre lidt det faste tag i vores barn og sender det ud på den videre færd med ægget på skeen uden helt så meget støtte og vejledning. Og henad vejen overlader vi helt opgaven til vores barn - eller helt og helt. Det gør vi vel aldrig, for vi holder vel altid lige lidt øje med, om der kunne være brug for lidt assistance. Men i højere og højere grad bliver barnet bedre rustet og erfaren til at bringe ægget godt videre selv. Måtte ægget falde - og det oplever vi jo alle nu og da - er der altid mulighed for at finde tilbage til sporet og få et nyt æg og en ny chance. Det gælder os alle og i alle livets faser. Dér handler det om ikke at begynde at vakle, men genvinde troen på, at det blot er en ny vej, der fører os trygt frem. Og hver gang et æg falder til jorden, må vi gøre vort bedste for ikke at ærgre os for længe, men i stedet udlede den læring, der ligger i, hvorfor det skete, og hvorved det kan forhindres, at det sker igen, så vi næste gang når godt i mål med et uskadt æg.

Ja, prædiken var jo noget længere og kom omkring mange fine pointer, som mit lille resumé ikke kan favne.  Det fine ved prædiken var også, at alle konfirmanderne sad og nikkede undervejs og tydeligvis forstod, at denne konfirmationsdag var en markering af en ny æra i deres liv fyldt med mere ansvar og selvstændighed.

Smukt, synes jeg. Og dejligt at se, hvor rede de unge mennesker var til at træde ind i denne nye spændende fase af livet. Flere har i øvrigt spurgt, om jeg kunne have lyst til at sætte fokus på konfirmation i én af mine næste bøger? Er der mon flere, der kunne have lyst til at få inspiration til det?

Rigtig skøn aften til jer alle.